en hurtig jagt-privat Kaileen

tid: ca. Irl
sted: skoven?
omgivelser: hehe det normale i en skov
vejr:sol er så småt ved at varme luften op og vinden som før blæste har lagt sig
påklædning: som avatar med et par strame jeans samt hendes sværd i siden

Fuglene var allerede begyndt at pippe og de fleste dyr løb rundt eller ledte efter mad denne dag alt så normalt ud bortset fra et højt tyndt væsen som listede sig langsomt ind på et Hjortekid som stod og græsse, seia hed væsnet hun var en sort elver og et var ganske tydligt da hendes hud minede om aske i sin hånd holdt hun et langt sølvsværd, hun smilde koldt og kaste sig uvendet over Hjorten og fik hurtit skåret hals over før hun satte sværdet på plads og løftede det livløse dyr op på skuldren hvorefter hun forlod stedet og vandre i lidt tid længre ind i skoven hvor hun stoppe op ved et stort træ og satte sig på jorden hvorefter hun lage dyret ved siden af og fant en lille kniv fram, hun skar et stykke kød fra dyret og begyndte tilfreds ast spise, men ku tydligt lugte dyre blod i luften men hun var ligeglad for hun var så sulten så hun bare sku spise så meget som muligt.

Kaileen så sig omkring, og fik næsten kvalme over den lugt som slog imod hende. Hvad var dog det, for en forfærdelige stank! Den gav hende tåre i øjnene. Hun måtte finde ud af hvor den kom fra. Den fik hendes hænder til at ryste, og det gjorde de ellers aldrig.
Hun trådte frem fra buskadet, i form af en ulv. Hun stod stadig i skjul for pigen som sad i lysningen, for hun stod bag en håndfuld træer.
Lugten fik hendes snude til at dirre, og fik hende til at blotte tænderne. Det var et instinkt hun ikke kunne styre.

Seia skar et nyt stykke af og spiste det hurtigt imen hun så lidt op på himlen*hmm*tænkte hun stille og rette lidt på sit hår med den som ikke har rørt ved kødet før hun spidste vidre*sikke nemt bytte*tænkte hun roligt dyret fikke ikke engang mulighed for t flygte for hun havde angrebet det ved at kaste sig over det, hun smilde lidt koldt men tilfreds og spiste vidre uden at tag sig af andre lugte end dyrets blod lugt som hang tykt i luften og skjulte lugten af den sorte fuldblods elever som spidste lystigt uden at tænke på at hun ku blive angrebet af vilde ulve men hun vil dog ku klare en kamp uden problener.

Kaileen troede bare at pigen var et menneske, men hun skiftede straks mening da hun så hende. Ingen mennesker ville sådan spise råt kød, og ville heller ikke være grålig i huden.
Kaileen kunne høre ulvens mave rumle. Det mindede hende om at hun ikke havde fået morgenmad eller aftensmad den forrige dag. Næsten helt af sig selv, begyndte ulven at gå fremad imod hjortens lig. Hun prøvede at stoppe sig selv, men det var næsten umuligt.
Ulven stak snuden ned i hjorten, og begyndet at gumle på et stykke kød. Dens snude var blevet helt sølet ind i blod. Hun syntes slet ikke at tanken var frastødende, altså måden hun spiste på. Den var helt normal for ulve, så hvorfor var det så ulækkert?

Seia nåde lige at skære et stykke kød af før en ulv kom fram fra træenes skjul og gik over til hendes bytte*det var dårben*tænkte hun og begyndte at knurre, hun slap kødet i hendes hån og munlede et par ord imens hun strak armen ud efter kort tid dukke en kugle af ild op i hendes hånden hun rejste ig op og så kolidt på ulven "skred eller du bliver brændt"snerre hun og formlede idlkuglen til et langt sværd af røde flammer, hun var en høj meget høj elver men også smuk selvom der var så meget ondskab i hendes blik.

Først krøb ulven sammen, ved synet af den stærkere modstander, men så rettede den sig op, og begyndte at slikke sin snude ren for blod. Kaileens sorte øjne betragtede hende intenst, imens hun slikkede færdigt. Hun var ikke bange for hende.
"Det er ikke din hjort. Det er skovens, og det vil sige at det er alles." Stemmen var klar i Seias hoved, selvom ulven slet ikke åbnede munden. Sådan talte Kaileen i sine dyreskikkelser.
De mørke øjne var alt for kloge til at kunne tilhøre en ulv.

Seia så iskoldt på ulven eller det væsen der var i ulveskikkelse hun holdt stramt om ildsværet som skinne klart , hun hørte en tanke i sit hovder der ikke tilhørte hende men ulvens "jeg har dræbt derfor er det mit nu"sag hun iskoldt og skubbe den døde hjort om bag sig med en fod imens hun betragte ulven koldt "desuden ku du ha spurgt!"tilføj hun koldt og rette sig helt op.

"Regner du med at alle ulve spørger, når de spiser? Måske begynder de på en bordbøn, inden de stikker snuden i et dødt dyr." tankestemmen var sarkastisk, og passede godt til de mørke, kolde øjne. Måske var de kolde, men ikke så kolde som sortelverens.
Som et blik, blev ulven til Kaileen igen. Hun sad på hug, og slikkede det sidste blod i sig. Det smagte overhovedet ikke så godt som det gjorde i ulveskikkelse, men hun lod sig ikke gå på af det.
"Men det kunne jeg jo have gjort, hvis jeg havde haft lyst?" Hun trak skødesløst på skuldrende, og det lyse hår bølgede ned over hendes nymfeansigt.

Seia snerre koldt "vor vvover du"sag hun med en stemme fyldt af ondkab imens hun så på ulven, hun holdt stadig sværet af ild i sin hånd og betrsgte nu koldt skikkelsen foran hende "lille ulvetøs"snerre hun kort og bukke sig ned for hurtigt at tag en stykke køde og rejste sig igen, hun tog en bid af det rå kød uden en lyd.

"Jeg vover hvor jeg har lyst," snerrede hun og bøjede sig svagt forover. Hun var ikke bange for hende. Måske var det lige hvad hun trængte til, en god kamp. Men alligevel var det nok ikke særlig smart at få fjender. Men alligevel.
"Store asketøs." tilføjede hun, lidt mere muntert. Hun havde ingenting imod at blive kaldt for ulvetøs. Hun elskede at være ulv. Det var så smukke dyr, og der var så mange instinkter blandet i det. Det forstod en sortelver sikkert ikke.

Seia løftede trune sværet af ild og så iskoldt på hende hun var ikke bange for tøsen næ hun ville gerne gi hende en lærestreg"pas på hund"sag hun kort og lo koldt "kom an vis du tør?"sag hun så og stille sig klar til angreb imens hun holdt et vågent øje med ulvetøsen*køter, køtert ,køter*tænkte hun og sendte tanken ind i hovdet på pigen.

Kaileen snerrede højt, og stirrede på hende med had. Men med det samme forsvandt det, og hun sendte hende et smil. "Jeg har overhovedet ikke tænkt mig at kæmpe imod dig. Jeg er ikke i humør til det i dag." sagde hun, og blinkede et par gange. Hendes øjne blev en mørk nuance af orange. "Og jeg har faktisk en halloweenfest at tage til, selvom det er med kedelige mennesker."

Seia fnøs tørt imens hun så på hende og pustede til sværet så ilden slukke og hun ku sætte det på plads igen "kujon"sag hun kort "mennesker gider du spilde din tid på dem?"spurgt hun iskoldt og fnøs igen imens hun skubbe lidt til hjorten bag sig med sin fod så man igen ku dufte kødet og blodet fra dyret.

"Det er sjovt at skræmme dem. Sig ikke at du aldrig har prøvet det! Sortelvere er sådan nogle onde væsner ikke? Du må da have skræmt nogen?" Hun smilede skævt til hende, og stak hænderne i lommerne. Nogle væsner havde lettere ved at passe ind i menneskernes verden.
Elvere havde jo deres spidse øre at skjule, og hvis man ikke ville have en operation så måtte man bare prøve at passe ind. Asparaer havde ikke noget specielt at skjule...

Hun fnøs tørt "hvorfor møde op når man kan få dem til at hørre stemmer i hovdet"sag hun og lo koldt "jeg har skræmt masser og jo vi er onde og ikke svage som lyse elver"sag hun tørt, Der var så lige det at hun saktens ku skjule ørne men hendes hudfarve var ikke til at skjule så det gav sig selv , hun bukke sig kort ned og hev en lille kniv op hvorefter hun skar et stort stykke af hjorten og rejste sig op imens hun spiste de rå kød.

"Det er ikke alle som kan overføre tanker." sagde hun bare og trak på skuldrene. Det kunne ellers være sjovt. Det med dyreformene var bage ligesom tale. Det blev svagere fra lange afstande. Det er sjovt at gemme sig i mørket og tale til et menneske, og de det blive meget bange. Kaileen var ikke ond, hun elskede bare at lave noget sjovt.

Hun nikke svagt og spiste lidt vidre "jeg har så bare en fordel"sag hun så og lo køligt før hun lag kniven på plads og gnaskede vidre på det rå kød imens hun så over på hende med et køligt blik.

Hun var faktisk ikke så slem som hun så ud til. Hun var sjov og.. spændende. "Mit navn er Kaileen." Hun stak hænderne i lommen, og så på hende. Luften legede med hendes lyse hår, og månen glitrede i hendes mørkeorange øjne. Det kunne være sjovt at have elverøre. Et smil gled over hendes læber, og et par øre magen til Seias stak ud af det blonde hår.