Silent, to silent! // Kaileen-privat//

S~Foret
T~00:30
V~Iskoldt og stjerneklart
O~Skov
P~Som profilbillede


Det var meget koldt den nat og der var ikke mange mennesker eller andre væsner der vågede sig ud denne kolde nat. Der var dog nogle få væsner som dæmoner, vampyrer og meget dumme mennesker der vågede sig ud. En af den var Kazuki, en 20 årig ung mand der altid kedede sig denne tid af døgnet, han var sulten og havde ikke fået noget at spise i noget tid efterhånden fordi han ikke kunne få sig selv til at bide et menneske. Kazuki gik stille rundt inde i Foret, det var stille, alt for stille, men Kazuki nød virkelig denne stilhed, som normalt ikke var ret tilgængelig der hvor han boede. Et fint hotel. Der var lamende børn, fulde mennesker og det der nu hørte der til. Han rømmede sig let og kiggede sig så omkring og fik øje på et dyr inde mellem nogle træer og besluttede sig at angribe det, så han i det mindste kunne få bare lidt at spise denne nat! Kazuki forvandlede sig til sin katteform der mere eller mindre var mere tiger end en kat. han gemte sig i græsset og med et, nedlagde han sit bytte og forvandlede sig igen til menneske og lod sig tage alt blodet i dyret. Han vidste godt han var meget udsat for farer lige nu, hvor han var igang med at spise, men han kunne ikke høre nogen der var på vej eller nogle der gik rundt i nærheden, så han var nogenlunde i sikkerhed, men han kunne ikke føle sig sikker.

Kaileen lagde sig tæt på jorden, og stirrede på skikkelsen ude i månelyset. Et hanvampyr. Hun rystede ulvepelsen, og snusede til luften. Her duftede dejligt af blod. Ulven elskede den duft, men hun viste at blodet snart ville være væk, fordi at vampyren ville have drukket det, så det var en meget dårlig ide at tage derud og prøve at få fat i noget. Selvom hun var virkelig sulten. Hun havde ikke fået mad de sidste to døgn. Hun var bange for at hendes rumlende mave ville afsløre hende. Hun var ikke sikker på at den her vampyr var venligsindet, og han ville sikkert finde ud af at hun ikke var en rigtig ulv, bare en aspara. Selvom asparaer var mere spændende end ulve, kunne det godt være at han ikke var særlig glad for at blive forstyrret.
Hun lagde sig og blev ved med at se på ham. Han var gammel, men lignede alligevel en på hendes alder. Smuk var han, men det var alle vampyrer.

Kazuki havde drukket alt blodet i dyret og kiggede op og opfangede en lugt fra et dyr. En ulv, men det var ikke en rigtig ulv, men en aspara. Kazuki viidste godt det var en delikatesse blandt vampyrer, dog ikke for ham, da han ikke spiste sådan nogle. Han smilte let for sig selv og kiggede i retningen af ulven og tørrede sig om munden for at få resterne af blodet væk. Kazuki nikkede kort som tegn på venlighed, han vil kunne ikke drømme om at gøre nogen fortræd ligesom andre vampyrer kunne. Kazuki var meget fredelig af en vampyr at være og der var mange der undrede sig over, hvorfor han egentlig var sådan, sådan havde han nemlig ikke været altid.

Kaileen glippede overasket med øjnene. En venlig vampyr? Hvornår havde hun sidst oplevet det? Sidste gang hun havde mødt en vampyr, havde den været tæt på at slå hende ihjel, og drikke hendes blod! Og han havde endda truet med at dræbe hendes hest.
Hun forvandlede sig tilbage til Kaileen, og gik elegant ud i lysningen. Hun løftede en hånd som hilsen, og smilede venligt. Han var speciel, det måtte hun give ham. Hun var ikke særlig vild med vampyrer, de gav hende kuldegysninger, men ham her var anderledes. Der var heller ikke særlig mange vampyrer som kunne forvandle sig til katte.
"Kaileen." præsenterede hun sig.

Kazuki nikkede kort og smilte let, han var bevidst om hun var lidt bange for ham, dog havde hun intet at være bange for, for han var blid som et lam. Han nedlagde kun dyr, ikke tamme dyr, men vilde. " Kazuki " sagde han stille og kiggede på hende, hun var meget flot, men sikkert ikke en for ham, men venlig var hun, hvilket kun var fint, for Kazuki ville ikke have nogle problemer lige nu.

Hun smilede skævt da hun hørte hans navn. Sikkert ikke herfra. Hvor spændende!
"Ude for at spise?" spurgte hun, men opdagede så hvilket dumt spørgsmål det var. Hun havde jo lige set ham spise! .. Var hun altid så dum, eller var hun bare meget træt?
Hun pillede ved en tot af sit hår, og kom i tanke om hendes børste. Den måtte hun se at finde snart. Hun hadede at det hele var væk, hele tiden. Mon det var dyrene som tog hendes ting hele tiden?

Kazuki grinte let " Jeg har lige spist" sagde han og smilte blidt til hende. Han strækkede sig let og kiggede over på et sted hvor der var et svagt skær af månens blå lys, han havde ikke set noget smukkere end noget andet, eller næsten. * gad vide hvad hun laver* tænkte han, Kazuki tænkte på en af hans meget gode veninder han havde, men ville helst ikke tænke på hende lige nu

"Ja undskyld, det var et dumt spørgsmål." hun smilede fjoget, og kløede sig i nakken. Hun fulgte hans blik, og så på månen. Den var virkelig smuk i nat, og selvom aspara nok var dagsvæsner, så elskede Kaileen alligevel natten, månen, stjernerne og nattevinden. Noget af det bedste hun viste, var at kravle rundt i skovbunden som en ræv, og betragte alle nattedyrene vandre rundt og leve deres liv i mørket og under måneskæret.

Kazuki grinte let og kiggede så på hende, han ville ikke ligefrem sige hun var grim, ihvertfalld ikke i den forstand. Han smilte let for sig selv, månen var så smuk denne nat, dog ikke smukkere end hende, ikke helt. "månen er smuk nat hva?" sagde han og kiggede stadig på månen.

"Meget." sagde hun efter et stykke tid, og lukkede øjnene. Et øjeblik følte hun sig som en del af nattevinden, da brisen legede med hendes kjole og hår. Sådan havde hun det af og til, om natten og om dagen i skoven. Det var sikkert en af de der nymfe-bivirkninger ved at være aspara. Men for hende var det ikke en bivirkning, det var en fantastisk fornemmelse der fik hende til at prøve at flyve, og blive et med naturen.
"Månen er altid smuk. Ligesom vampyrer og engle, ikke?" Hun smilede hemmelighedsfuldt, og blottede nogle spidse vampyrtænder, som hun havde antaget fordi hun syntes de var så smukke.