En smøg på banegården. (Chase)

Sted: De Ferme - Banegården.
Tidspunkt: Omkring klokken 1-2 stykker om natten.
Omgivelser: Omgivelserne består af en tom banegård, der er naturligvis et par togskinner, samt stolper af beton, som holder et halvtag, hvor folk kan sidde og vente, på en bænk.
Vejr: Vejret er skam bare mørkt.. Dystert, men ikke noget gråt eller regn. Bare direkte dystert.
Dato: 10 August.

Umildbart, ville folk kalde banegården forladt på denne tid af natten, men de tog fejl. På denne tid af natten, ville der som regel befinde sig hjemløse på gaden gående omkring, for at finde et ledigt sted at sove, uforstyrret af nattevagten, eller en narkopusher, som tilfældigt solgte til de der vovede sig ud omkring banegården. Der var skam liv, selv når det så forladt ud, var det det aldrig, hvis man vidste hvor man skulle lede. Det gjorde denne unge fyr, men han gjorde det ikke, istedet havde han stykket hånden i lommen af sine sorte tætsiddende bukser, i dem hang der en sølvkæde og dinglede ind mod hans lår, hver gang han tog endnu et skrid. Hans sko var et par slidte converse i sort og hans t-shirt var en sløv orange farve, udover sin t-shirt havde han en hættetrøje i sort over sig, med hætten trukket op. Han gik med sine blå øjne rettet mod en bænk, en bænk som var ledig. *Endnu en åndssvag nat her..* tænkte han og himlede kort med øjnene, inden han så nåede helt hen til bænken og fik slået sin røv godt i sæddet. Han lænede sig tilbage, med hovedet mod den beton stolpe som var bag ved ham, det var nok nærmere en væg af en art, så bred var den, men det tog han sig ikke af. Han hev en pakke smøger op af sin lomme, samt en gul lighter, idet han stak en smøg mellem sine to blege læber, tændte han sin smøg med den anden hånd og tog et dybt sug, hvorefter han pustede ud i den mørke nat, mens hans blik bare hvilede mod skinnerne, mens han sad og røg for sig selv.

En gentagende lyd af et par store, opsnørede militærstøvler med både stålplade under selve bunden og på skosnuderne der blev slæbt hen langs jorden afslørede, at der tydeligvis var en eller anden på vej. På vej hen imod byens banegård. Skridtene stoppede brat, da en mørk silhuet nåede til sit mål - banegården. Stod blot helt stille i noget tid, før skikkelse trådte ind på banegårdens store areal. En lang række højlydte bandeord brød den tyngende stilhed, der herskede på stedet, da Chase - som denne halv vampyr hed - tabte sin store skruenøgle på jorden. Han bøjede sig en smule fremover, samlede svensknøglen op, før han optog sin vandren. Gik med stilfærdige, dog raske skridt længere ind på De Ferme. Alt imens han spankulerede rundt på banegården, begravede han sin skruenøgle i den ene af de forreste lommer på hans sorte, tætsiddende bukser med sikkershednåle sat i hele vejen ned af benene, hvorefter hans ene hånd straks dykkede ned i den anden lomme. Rodede lidt rundt dernede, hvorefter han fiskede noget, der lignede et aflangt rør med noget hvidt stoppet i, op og satte mundstykket op i den ene mundvig. Holdt den fast imellem sine læber og trak kort efter en ligther op af den samme bukselomme. Han standsede brat op, hvornæst han slog sin tommelfinger mod antændelses knappen, der normalt satte ild til gassen, men der kom ingen gnister op derfra. Selv efter flere forsøg ville den stadigvæk ikke lystre ham. "Lorte skodlighter," bandede han lavmælt og kylede den af H til over sin ene skulder. Han lod sit blik glide rundt i de mørklagte omgivelser, hvor han rimelig hurtigt spottede en eller anden skikkelse henne på en af de bænke, der var placeret på banegårdens grund. Et skråtstillet, grumt smil bredte og forplantede sig hurtigt på hans læber, hvor der - i underlæben - var isat to blåsorte metalringe. Han satte kursen over mod den ukendte menneskedreng. Stoppede først da han var helt henen ved ham og vendte sig om i en glidende bevægelse, inden han dumpede ned på bænken ved siden af ham. "Har du noget ild?" spurgte han mumlende og en del utydeligt, eftersom det ikke lige var det letteste at tale med hans pibelignende rør hvilende i den ene mundvig. Han måtte have en lighter - ham knægten. Han havde i hvert fald fået dén smøg, han havde i munden, til at gløde.

Denne fyr, lagde ikke mærke til specielt meget, faktisk så tog han bare endnu et dybt sug, inden han så pustede ud, endnu engang. Han gjorde det med rolige afslappede bevælgelser. En smøg havde tit fået ham til at slappe af, lidt for tit, men hvad fanden, det var vel bare en god løsning, når man ikke gad hjem til ens forældres lort. Han skodede kort, mens han så udover banen, med et ulæseligt blik, idet han lænede sig tilbage endnu engang med et suk. Han mumlede kort for sig selv, men så brød en klingende lyd stilheden. Lyden af metalliske støvler, som klirrede mod gulvet, eller nok nærmere stenene på banegården. Han så rundt og fik så øje på en fyr, som forsøgte at få liv i en lighter, som faktisk var død og så kylede han den af helvedes til. Han fugtede kort sine læber, med tungespidsen, mens han fuldte drengen med blikket, det han havde i munden, ville nok højst sandsynligt have en virkning der vilel få ham ude af kontrol. Det var ikke helt ufarligt, at gå rundt og ryge alverdens ting, eller inhalere for den sags skyld. Så lagde han mærke til, at fyren så over imod ham og han sukkede lavmælt, bandede indvendigt. En narkoman af en art, var ikke ikke lige det bedste selvskab, slet ikke når han skulle til at ryge noget ukendt. Han hævede et øjenbryn, da fyren så uden videre slog sig ned, det gjorde ham en anelse utryg, mest fordi han ike havde meget tilovers for at folk skulle fylde sig med alt muligt giftigt lort. Heller ikke selvom de havde det skidt, det var bare ikke den bedste løsning, men det var en psykolog heller ikke - eller, det ville forældre sige, men det var ikke Shanes mening. Han kastede lighteren over i skøddet af ham den anden og stirrede så frem for sig, inden han kort skodede sin smøg, for så at stikke den mellem læberne igen. Han havde ikke sagt noget til fyren endnu, lod ham bare låne lighteren. Men så kom han i tanke om at han måske ikke fik den igen. "Den er kun til låns," påpegede han med et skævt smil, mens han lod smøgen glide ud i mundvigen, gav kort drengen et elevator blik, faktisk havde han en god stil, men det betød ikke at han brød sig om ham, langt fra. Han stirrede så ud i mørket igen, mens han røg på sin smøg.

Chase nikkede kort til ham som en form for 'tak', da han kastede lighteren over til ham. Efter han havde samlet den op, trykkede han ned på det lille hjul, rullede det mod den lille sten, der sad under det, så gassen blev frigivet af gnisternes fremkomst, og der blev dannet ild. Derefter førte han den - lighteren - op til et lille tragtformet hul, der sad på enden af hans rør, holdt den dér, indtil der blev sat ild til den. Han lagde efterfølgende lighteren på bænken ved siden af sig, så den endnu ubekendte dreng bare kunne tage den tilbage, hvornæst han tog et langt hiv af sin crackpipe. Gled lidt ned i bænkens sæde, så han nu mere lå end sad. Lod røgen blive i lungerne for en kort stund, før han atter sendte det ud i luften som små lysegrå røgringe. Han rettede hurtigt på sine sorte handsker, hvor fingerdelene var blevet cuttet af, og der over knoerne sad hvide nitter, der dog ikke længere var så specielt hvide mere, eftersom den lyse farve efterhånden var blevet slidt af. Chase skævede kort til drengen, inden han rettede sig en smule op igen, så han kom til at sidde bare lidt mere ordentligt og tog derpå røret ud af munden, holdt det fast imellem pege- og langefingeren. Hans ellers førhenværende djævelske og modbydelige smil blev hurtigt erstattet med et noget mere sløvt og dovent ét, efter han havde fået inhaleret en stor dosis af den døsende røg. Han var faktisk noget mere stille og rolig at være sammen med, når hans lunger først var blevet fuldt med det ikke helt ufarlige os fra piberøret. Normalt var han nemlig ikke ligefrem den mest snakkesalige og hyggelige type. Han førte endnu en gang mindstykket op til sin mund, tog et drag af den og pulsede røgen ud igen, efter at den havde været nede og hærget hans lunger i noget tid. "Har du et navn, stranger?" spurgte han med et afslappet tonefald og lænede sig op mod bænkens ryglæn efterfulgt af en lavmæl og velfornøjet brummen. Han drejede sit hovede lidt og lagde det en anelse på sned, så noget af hans sorte pandehår automatisk faldt lidt til side ifølge af tyngdekraften, så hans smokey øjne blev mere synliggjorte. Derpå lod han sit dvaske blik vandre rundt på drengens krop, placerede sin crackpipe i mundvigen, så den kunne ligge og hvile dér, hvorefter han krydsede sine arme og skød afventende sit ene øjenbryn i vejret.

Han så ikke på ham sådan lige med det samme, efter han havde kastet lighteren over ti€l ham, vidste ikke helt hvorvidt man skulle viste sin interesse for en narkoman, eller hvad han nu var, det kunne også være at knægten var psykisk syg, det var de fleste der dukkede op på denne tid, især dem der havde brug for ild. Han lod et kort blik glide over på ham, mens han så ham tænde hvad det så end var han røg. Han rystede svagt på hovedet, en hovedrysten, som man ikke helt kunne se, men som Shane bare vidste var der. Han fattede ikke hvorfor man ville ødelægge sig selv endnu mere, med at ryge et eller andet skadeligt lort. Da fyren så slap hans lighter og lagde den på bæken mellem dem, tog han den til sig og puttede den i sin bukselomme, med et kort skævt smil, inden han slog blikket op i himlen. Den mørke lettere dystre himmel, ville nogen nok sige, mens andre ville kalde den dybt smuk. Hans mening var neutral. Han slog så blikket hen på den fyr der havde sat sig ved siden af ham, en fyr som han var ret sikker på, var tilhænger af narko og andet møg, som var dybt skadeligt for både psyke og fysisk. Hans smil var blevet mere sløvt og dovent, som han havde inhaleret det der et eller andet, som han ikke helt vidste hvad var. Men det havde åbenbart en døsig virkning. Da han så spurgte om hans navn, hævede han kort sit ene øjenbryn, det var aldrig klogt at fortælle en som måske var voldelig i tide og utide sit navn, det vidste han af erfaring, så han måtte hurtigt finde på et andet navn, at gå under. "Kevin, mit navn er Kevin. And you, stranger?" svarede han så fattet og med meget rolig stemme, som om det faktisk var hans navn og hans øjne viste ogs kun neutralt humør og en vis form for ærlighed. Han lænede sig ligesom ham tilbage og lod så røgen sive ud mellem sine læber, inden han skodede sin smøg for sidste gang, smed den på jorden og trådte på den med sin sko, inden han så bare lagde armene afslappet over kors, mens han rodede op i sit hår, med et kort suk, inden han så så på fyren. Skulle man spørge hvad han røg, eller var det bedst at lade helt vær og bare lade fyren nyde hvad det end var, som var så fantastisk? Han sparkede til en lille sten som lå på de sten under dem, hvor deres fødder var og man kunne høre ekkoet fra den rasle hen af gaden. Han overvejede kort af rejse sig og gå en tur, men måske var den her fyr faktisk ikke så slem? Hvem ved? Ingen. Det var bare noget man forsigtigt måtte finde ud af.

Chase lod et svagt smil finde vej til hans læber, idet drengens navn lød, og han dermed fik sat et navn på ham. Selvfølgelig havde han ikke den fjerneste anelse om, at dette var løgn. At Kevin blot var et dæknavn for hans oprindelige navn, - hvilket faktisk var en smart intention. Hans smil falmede lidt, før han løsnede sine korslagte arme og lod dem falde slapt på plads ned langs siderne. Satte håndfladerne imod bænkens kant og drejede efterfølgende sit hovede, hvornæst han slog sit blik op imod den sorte himmel. "Mit navn er Chase Terror," præsenterede han sig selv med et lavmælt toneleje og skævede kort til ham med et løftet øjenbryn. "Du gør dig klogt i at huske det," mumlede han som en tilføjelse efterfulgt af en dæmpet latter og løftede sin ene hånd, hvorpå han tog det hvide piberøret ud af munden. Satte det øverste led på sin tommelfinger mod det tragtlignende hul, der sad på selve røret, trykkede den ned imod den, indtil en lyd der mindede om en plastikflaske, der blev klemt sammen, lød. En af hans evner - at fryse ting til is. Hvilket var præcis, hvad han havde gjort med sit lange rør. Frosset gløderne i det til is. Hans frie hånd søgte op til låsen på hans lynlås, som han hurtigt greb fat i med tommel- og pegefingeren. Lynede sin sorte, læderlignende jakke ned og førte nu den hånd - der holdt piberøret - ind under jakken og lagde den ulovlige genstand i en inderlomme. Derefter lynede han atter sin jakke op, rettede al sine opmærksomhed mod drengen, der havde præsenteret sig som Kevin. Han lagde sin ene arm op på ryglænet af bænken, lod spidsen af sin tunge glide ud imellem hans blege læber og kørte den efterfølgende hen over det ene stykke metal, han havde siddende i sit snakebite. "Så, hvad laver du her?" spurgte han efter noget tid med en ubrydelig stilhed, der dog nu - takket været ham - blev afbrudt af hans lidt hæse stemme, der havde en rimelig giftigt undertone. Han lagde sin ene hånd på et af sine ben og rodede åndsfraværende med en sikkerhedsnål, der var sat i buksernes stof. Eftervirkingen af røgen fra hans crackpipe havde fyldte stadigvæk det meste af både hans krop og sind. Det havde fået ham til at slappe fuldstændig af i alle sine muskler og havde ligeledes også lagt en dæmper på hans tanker. Derfor var han blevet noget sløv og fraværende i hans psykiske tilstand såvel som fysiske tilstand. Han missede lidt med øjnene, inden han trak en smule på smilebåndet, så et ulæseligt, ret bøvet smil dannede sig på hans læber og langsomt bredte sig, alt imens han afventede et svar fra denne Kevin.

Shane lod et diskret blik, glide over mod den fremmede dreng, eller nok nærmere farlige narkoman. De typer som var ude på denne tid, var ikke nogen man burde stole på, overhovedet. For godt nok var fyren, rolig lige nu. Men når virkningen tog af, kunne det være han blev desperat eller fik et eller andet crazy udbrud, dét var grunden til at han ikke sagde sit oprindelige navn. For hvis fyren så ville finde ham et eller andet sted i byen og spurgte efter en Kevin, ville han ikke blive fundet. For han hed ikke Kevin. Han hed Shane. Han lod sin ene hånd glide ned i sin lomme, som var placeret på låret. Nede i den havde han en kniv, gemt i sit hylster. Der var jo en ingen garanti for at alle mennesker var ufarlige. Han vidste at hans lille løgn om navnet, let kunne sætte ham i en situation hvor han risikerede at få tæv. Han håbede bare at Chase ikke ville opdage det, så egentlig var han bare nødt til at ligge en nødplan, hvis han opdagede det. Da fyren så kom med sit navn, nikkede han bare stilfærdigt. "I will," brummede han og vendte så blikket udover den tomme banegård, overvejede at skride hjemaf, han havde jo givet fyren ild, så i præncippet havde han vel lov til at gå nu, ikke sandt? Han lagde ikke mærke til hvordan han slukkede ilden i hans tragtlignende ting, men det skete bare, det kunne være han havde en eller anden bestemt måde at gøre det på, han var egenlig pisse ligeglad. Han så hvordan han puttede røret indunder jakken, nok ind i en inderlomme, hvor han også gemte på andre ulovlige genstande. Han gad ikke interessere sig for det, det ragede ikke ham anyway. Han så hvordan han kærtegnede metallet i sin læbe, med sin tungespids og det fik ham til at smile svagt, inden han vendte blikket væk, trak hånden op af lommen igen og lagde den bare på sit lår. Han vendte så opmærksomheden mod ham, da den hæse stemme brød nattens beroligende stilhed, kæft man. Han brød sig ikke om fyren, men ville heller ikke gå. Han havde været der først og havde mindst ligeså meget ret til at være her, som ham den anden, nok mere psykisk syge fyr. Chase Terror. Hvem fanden kaldte sit barn Terror? Det var sku da dømt til at gå galt senere hen. Han himlede kort med øjnene af den tanke. Da det gik op for ham, at det kunne være nogtet som Chase bare elv havde valgt at kalde sig. "Holder mig væk fra det derhjemme," sagde han bare kort og godt, hans stemme var fuldt ud neutral, som om han ikke havde nogen følelse i den, hvilket han heller ikke havde, når han snakkede om sin mor. Ingen følelse. Han var det uønskede barn, som fik tallerkener kastet efter sig.. Og... Og... Han huskede, hvordan hans far, havde ... Revet hendes tøj af, flået det af, mens et grumt umenneskeligt koldt smil havde været formet på hans læber. Hun havde tigget og bønfaldt om nåde, mens han bare uhæmmet havde pumpet op i hende, uden tanke for hvor meget smerte hun blev påført... Han stoppede tanken brat der, mens han skar en grimasse. Forbandede svin, af en far. Han mærkede hvordan han fik en dårlig smag i munden af at tænke på den modbydelig mand, som sikkert var igang igen i nat, mens hans psykisk syge mor græd derhjemme. Fuck dem! Nu klarede han bare sig selv, scorede folk med sin charme, vandrede rundt, sov hos venner eller noget andet. Bare han ikke skulle hjem til alt det der lort.

Chase lagde hovedet en anelse på sned, inden han fæstnede sit blik på Shane's ansigt - havde stadigvæk ikke den mindste mistanke om, at han havde løjet for ham angående hans navn. Hvilket nok også var ret godt. At han fortsat var uvidende omkring det. Ellers ville Helvede have brudt løs. Det var helt sikkert. Hans blik kørte undersøgende og bedømmende rundt på ham, alt imens han så ud til at være blevet fanget i sit eget tankespind. Faktisk - når man først lige havde fået set ham ordentligt an, så han slet ikke så dårlig ud endda. Hans smil blev flækket af en dæmpet og grum latter. Han måtte have en svaghed for mennesker. Det lod vidst ikke til, at denne Kevin havde ladet tanken om, at ham - Chase - måske var andet, end blot et sølle menneske strejfe ham. Måske kendte han slet ikke til de overnaturlige væsners eksistens? Stakkels, lille, naive menneskedreng.
Han fortrak sine mundvige og vendte dem op ad, netop som Shane's stemme lød. Ah, så han var træt af sin mor og far? Vandrede rundt alene i gaderne? Hans smil voksede yderligere, da en idé brød frem i hans rimelig tågede hovede. "Hør ..." startede han med et yderst lusket og djævelsk smil, der bestemt ikke lagde skjul på de tanker, han havde gjort sig om denne menneskedreng, og hvad han havde af planer for ham i fremtiden. Han kørte den arm, han havde liggende på bænkens ryglæn længere hen mod Shane. Rykkede sig samtidig tættere på ham, indtil han faktisk ikke kunne komme meget nærmere. Derefter løftede han sin arm lidt og tog fat i Shane's hætte, som han efterfølgende hev ned. "... Vil du ikke med hjem til mig?" afsluttede han med et løftet øjenbryn og sendte ham et lidt uhyggeligt smil, før han lod sin handskebeklædte hånd rode rundt i menneskets hår. Kørte til sidst sin hånd ned i hans nakke, hvor han lod sine isnende kolde fingerspider glide hen over de små, fine hår, han havde i nakken. Han lænede sig en anelse længere ind imod Shane - selvom det næsten ikke var muligt, eftersom de sad så tæt, som de overhovedet kunne. "Det kan være farligt at være herude på det her tidspunkt af natten. Man ved jo aldrig, hvem man kan støde ind i," tilføjede han med et grusomt smil. Hviskede den sidste del. Det kunne han så sagtens sige. Han var i hvert fald selv langt fra en af dem, som man skulle ønske sig at møde, - men denne fyr der sad ved siden af ham, ham havde han åbenbart set sig varm på ... måske rettere ond; for de ting, han havde lagt i vente til ham var tværtimod noget at råbe hurra for. Ikke i Shane's tilfælde.
Chase placerede sin frie hånd på den endnu ukendte fyrs ben, - havde kun fået hans navn at vide; og det var ikke en gang hans oprindelige navn. Dernæst skilte han sine læber ad med tungespidsen, hvorpå han lod spidsen af sin tunge køre op af Shane's ene kind, - dén der var vendt hen mod ham. "Hvad siger du? Lyder det ikke meget bedre, end at sidde her og blomstre hele natten .. og så helt alene endda?" Han kørte hånden længere op på hans ben og tilsendte ham et skummelt smil. Dog var han ret kold i røven over, hvorvidt denne Kevin valgte at gå med eller ej. Faktisk havde han ikke rigtig noget valg. Chase skulle nok få slæbt ham med på en eller andet måde. Om han så skulle gokke ham ned med sin skruenøgle først, måtte være op til Shane selv - alt efter hvordan han valgte at tackle situationen og spørgsmålet/forslaget.

Hans overvejelse om at skride, var blevet mere end overvejelse og det var bare et spørgsmål om tid, før han rejste sig og skred. Og hvis han havde vidst, hvad der ventede ham senere, ville han være løbet med det samme psykopaten ved siden af ham, havde sat sig. Han bed sig i læben, mens han kort skævede til ham, da den uhyggelige grusomme latter brød ud igennem fyrens læber og han hævede et undrende øjenbryn. Hvor lød det dog klamt. Det var ikke en latter han brød sig om, men den skræmte ham heller ikke. En fucking ... Narkoman, skulle ikke komme og tro at han ville lege. Han var faktisk på vej over mod en ven, havde dog bare slået sig ned her, et par minutter. Han så hvordan Chase's mundvige træk sig opaf, i et smil, men ignorede det dog bare. Han var ikke træt af sin mor og far, han var træt af det de gjorde, det de altid havde gjort, det som gemte sig bag facaderne, med andre ord 'Det derhjemme'. Det var dét han holdte sig væk fra. Han lod så mærke til, hvordan hans arm kom nærmere og det var ikke ligefrem noget han brød sig om. At narkomaner, rørte ved ham. Da han så mærkede hvordan hans hånd gled op og hev hans hætte ned, rynkede han utilfredst på næsen, han brød sig ikke om handlingen, mest fordi han følte sig mere sårbar, mere utryg end han før havde følt sig. Da han så fuldførte hans sætning, om om han ville med hjem til ham, bed han sig i læben og rystede svagt på hovedet. Han havde vel ikke rigtigt noget valg? Og at forsøge at flygte, var bestemt en dårlig idé. Det vidste han dog på forhånd, et eller andet sted, håbede han så bare i sit indre, at ... En eller anden form for person, ville dukke op, en af hans venner helst, som kunne redde ham lidt med at de havde en aftale. "Jeg... Jeg burde egentlig komme hjem istedet, jeg skal op på arbejde senere." mumlede han, men vidste at Chase ikke ville lade ham gå, det var dog et lille forsøg værd. Han bed sig svagt i læben, da Chase rodede sin hånd rundt i hans hår, præcis som om de var kærester eller sådan noget, hvilket gav ham en form for kvalme. Der var noget forket over det her og nu vidste han med sikkerhed, at Chase legede med ham, om han ville det eller ej. Han havde intet valg og ingen mulighed for at flygte, kunne kun lege med og håbe at han slap væk i live. Da fyren så kom nærmere, eller så tæt han nu kunne komme på ham, krøb han helt hen til siden af bænken, for at skabe en lille smule plads til sig selv, så fyren ikke sad sådan og hang op af ham, med sit grusomme smil. "Nej, det er jo det man ikke ved, man må vel bare passe på sig selv," hviskede han, uden form for frygt, eller andet i stemmen, bare en neutral normal stemme. Han vidste at Chase planlagde denne nats fremtid, om Shane slap levende eller død fra den plan der var i psykopatens hoved, vidste kun Chase Terror. Da han så lagde sin hånd på hans ben, blev det en anelse for grænseoverskridende for ham og han greb blidt om hans hånd, og skubbede den ned fra sit ben, så hånden landede på bænken, lige ved siden af hans ben. Og så mærkede han hans våde tunge, glide op af kinden, mens han bandede indvendigt. Det var sykt og forkert og direkte klamt, pervers stodder ham Chase åbenbart. Han lagde op til noget, noget meget værre end enkelte berøringer og slik. Han vendte kinden væk og så op mod himlen, som om han overvejede det. "Man følger ikke med fremmede, midt om natten, som du selv sagde, man ved ikke hvem man kunne støde ind i," svarede han, mens hans stemme havde fået en anelse kold undertone. Afvisende. Han skar en grimasse, da hånden gled op af hans ben og greb fat i den, for at stoppe den... Iikke at det ville hjælpe i sidste ende, men det var godt nok for nu.

Chase lod sig ikke påvirke yderligere af hans svar. Lod blot som om at han overhørte dem, - hvilket han med vilje også gjorde. Faktisk var han lidt ligeglad med, om han skulle på arbejde senere. Hans arbejdsgiver kunne fandma' rende ham langt oppe et hvis sted. Det ragede ham en høstblomst, om hvorvidt han var interesseret i at følge med ham hjem eller ej. Om han så skulle slæbe ham efter sig, skulle han nok få ham med. Få ham tvunget med sig hjem. Han rystede kort på hovedet for at vende tilbage til den virkelige verden, efter han havde været på en kort rejse ind i sit eget sin og havde sat sig fast i sit store tankespind, som det dog nu var lykkedes ham at undslippe. Derefter rettede han sine hemmelighedsfulde og ulæselige øjne imod Shane. Trak på smilebåndet så et væmmeligt smil bredte sig på hans læber med de to isatte blåsorte metalringe. "Du skal ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget, - det lover jeg," svarede han til alt det, menneskeknægten lige havde lukket ud. Psh yeah. Selvfølgelig var dét en løgn, han havde stukket ham. Det eneste han holdt, var hans egne trusler. Ellers var han ikke ligefrem den mest pålidelige fyr. "Faktisk vil jeg mene, at jeg slet ikke er en fremmed. Jeg er sikker på, at vi to nok skal blive rigtig ... rigtig nære," tilføjede han med en lavmæl latter. Hviskede denne gang sine ord. Han fjernede mere eller mindre frivilligt sin hånd fra hans ben, idet Shane tog fat i den, sikkert for at undgå at han kørte den længere op. Lige nu var der ingen grund til at forhaste sig alt for meget. For han skulle nok få, hvad han ville have, i sidste ende. Han fik altid, det han ville have. Om det så kom til at indeholde vold og advarende trusler, vidste han ikke selv endnu. Det måtte vel være op til Shane. Om han virkelig turde tirre ham; og ikke bare adlyde ham, som han ellers ville gøre sig klogt i at gøre. Chase trak efter noget tid også sin arm til sig, men havde fortsat sit blik fæstnet på ham. Lod sine døde øjne hvile på ham. Der var dog ikke særlig længe, at han kunne lade være med at 'rage' på ham, så kun få sekunder efter kuplede han sin ene handskebeklædte hånd på menneskets skulder. Gav den et knap så blidt klem og løftede en smule udfordrende det ene øjenbryn. Denne dreng virkede ikke rigtig som om, han var til at rokke i, hvilket faktisk passede ham helt fint. Var der noget han elskede, så var det udfordringer. Der var ikke noget ved, hvis de personer, han havde set sig varm såvel som ond på, bare gjorde som han sagde. Så var der jo ikke meget sjov i det. Han lænede sig ind imod Shane og lod spidsen af sin tunge spille hele vejen op langs hans hals og op til hans øre, som han ret uskånsomt bed i - øreflippen. "Kom nu; jeg lover, at du ikke vil komme til at fortryde det. Jeg er ikke så farlig, som jeg ser ud," hviskede han og drejede depå sin overkrop en anelse, så det blev en del lettere at udføre alle disse intentioner på ham. Det sidste passede egentlig, - det med at han ikke var så farlig, som han ellers så ud. Han var langt farligere. Hvis man tog alverdens skarpeste og mest dødbringende ting, parrede dem med selveste Helvede, så skulle man alligevel gange det med ti for at nå frem til ham. Til dét han var baseret på - rendyrket sindssyge og sadisme. Udelukkende. De var kun meget, meget få, der havde været så heldige, at se hans 'gode' side, som mange faktisk ikke troede på, at han havde. "Må jeg i det mindste ikke få lov til at følge dig hjem?" Han sendte ham et bredt, gyseligt smil og lod løsnede sit greb om hans skulder. Lod sin hånd glide ned ad hans overarm og trak sig derefter endelig tilbage. Væk fra ham.

Han vidste at den første afvisende besked han havde brugt, ikke virkede, for forfanden, han havde ikke noget arbejde sådan lige pt. Så ville han jo ikke være her. Han håbede stadig lidt, at ... At en eller anden person, ville dukke op og redde ham med en lam undskyldning om at de havde en aftale eller noget. Men, i sidste ende, vidste han at han kun havde sig selv. Han stirrede ud i natten, dog med et afslappet blik, lod sin facade sige at han ikke var sønderligt påvirket af noget. Bare endnu en narkoman, som slog sig ned ved siden af ham. Men der var noget andet og mere over Chase. Han var ikke rigtigt bare en af de idiotiske narkomaner, nej. For han kunne tænke klart, selv efter at han havde røget et eller andet ulovligt. Da han så sagde at han ikke gjorde ham noget, fnøs han kort. "Du lyver," sagde han bare kort, mens han løftede et øjenbryn. Han havde lovet det, men det var et løfte, som var fuldstændigt tomt og latterligt. Man skulle være virkelig desperat for at have selvskab, hvis man gik med en fremmed. DEt smil Chase havde på læben, modsagde hans løfte. Det var et grumt smil, som afslørede at han netop skulle være bange, men det var han ikke. Han var ikke bange. Mere bare neutral. Da han så hviskede at de nok skulle blive rigtig, rigtig nære, fugtede han kort læberne. "En fremmed, er en man aldrig har mødt før, en som man ikke skal stole på, før man ved, hvad det kan indebære at stole på vedkommende, jeg tror ikke vi bliver særligt nære" svarede han bare kort, koldt, inden en let hovedrysten kom frem på hans hoved. Han ville ikke være for udfordrende for Chase, for så ville det helt sikkert ende galt, men han var heller ikke bare en hund, som villigt fulgte med enhver. Og til hans glæde, kravlede fyren af ham igen, det var sådan lettere nasty at han hang indover ham og forsøgte at rage på ham. Det var virkelig klamt, perverst. Men der gik ikke længe, før fyren så gav hans skulder, et fast klem. Fandens, han havde ikke tænkt sig at holde sig fra at røre ved ham. Det irreterede ham bare lidt, at en eller anden pervers, nok farlig, fyr ville have ham med hjem. Han blev revet ud af sine tanker, for en stund, da fyren så lod sin tunge glide ud og slikkede ham hele vejen fra halsen og op mod øreflippen, som han så bed i. Han gispede højt, da han blev nappet i øret, og det fik ham uvilkårligt til at samle benene. Forfanden. Han havde aldrig kunne modstå at blive tændt, når nogen rørte ved hans hals eller nappede ham i øret, forbandde lort. Da han så igen forsøgte at få ham med, slog han blikket ned. Det var lykkedes drengen at tænde ham en lille bitte smule, men det ville han ikke lade sig narre af. Dét ville ende galt, hvis han lod drengen vinde ham med hjem til sig, for han vidste at denne fyr var farlig. Som uvidende menneskedreng, vidste han nok bare ikke lige hvor farlig han egentlig var. "Hvad skulle vi så lave, hvis jeg gik med?" spurgte han, en anelse udfordrende, han måtte vel fortælle ham, hvorfor han havde grund til at gå med en fremmed. Han rystede kort på hovedet, nej. Han burde ikke engang overveje det, men i sidste ende havde han ikke noget valg. Han bed sig i læben, inden han rejste sig op. "Tjoo, det må du gerne. Du må gerne følge mig hjem," svarede han så, neutralt, mens han så ned mod ham og derefter kort ned af sig selv. Han var irreteret over den påvirkning det havde på ham, at fyren havde slikket ham op af halsen og nappet ham i øreflippen. Han trippede ligeså stille, inden han så så hen mod enden af banegården. En næsten tom banegård.

Chase trak på smilebåndet, så hans smil voksede en smule, og et skadefro smil dannede sig på hans læber, da gispet nåede hans ører. Det lod til, at han åbenbart var til at få ophidset lidt. Bare en anelse. Det måtte han skrive sig bag øret. Menneskedrengens ord lyttede han dog ikke på, - det røg bare ind af det ene øre og ud af det andet. Det var først til det næstsidste Shane sagde, at han løsrev sig sine egne tanker og hørte efter. Et skråtstillet, lusket smil fandt vej til hans læber og forplantede sig hurtigt på dem, alt imens det bredte sig. Han undlod dog at svare på det. Mente ikke at det var nødvendigt, og at han - Shane - nok skulle finde ud af det før eller senere. Hvis han ikke allerede havde en mistanke omkring det. Han syntes ellers selv, at han havde gjort det ret tydeligt. Måske var knægten bare lidt tungnem. Det skulle han nok få lavet om på. Senere.
Han rejste sig ligedes fra bænken, hvornæst han listede om bag ham. Stillede sig så tæt op af ham som muligt og fæstnede begge sine iskolde hænder på hans skuldre. "Så, hvor bor du henne? Er det langt herfra?" spurgte han med en svagt hvislende undertone og et aldeles grufuldt smil klistret på munden. Kørte sine hænder på hans skuldre en lille smule ned over hans arme og ind foran på hans brystkasse. Han lod sin tungespids glide hen over hans øverste tandsæt, så hans to urimeligt skarpe hjørnetænder blev synliggjorte, - men han fik dog hurtigt gemt dem af vejen. Det ville sikkert være klogt ikke at skræmme livet alt for meget ud af ham fyren. Det var jo ikke alle i denne by, der kendte til de overnaturlige væsners eksistens. Han førte sine hænder længere ned af hans overkrop og grinede dæmpet imens, indtil han stoppede efter at have nået ned til kanten på hans bukser. "Jeg skal nok følge dig hele vejen hjem," hviskede han som en tilføjelse og lod ved ordene 'hele vejen hjem' sine isnende fingerspidser følge menneskets bukselinje. Han trak sig kort efter tilbage og afbrød sin fysiske kontakt til ham ved træde et skridt bag ud og fjerne sine hænder fra ham. Det var dog ikke særlig længe, at han kunne holde hænderne fra ham, og han tog derfor kun få sekunder efter fat i et af Shane's håndled. Et bestemt og ret ufølsomt greb. Strammede sit tag i det yderligere, inden han løftede sit ene øjenbryn og sendte ham et af sine sædvanelige, djævelske og frastødende smil. Han begyndte så - uden rigtig at vide hvor han var på vej hen - lige så stille at trække afsted med ham. Gik til at starte med lidt vaklende og usikre skridt, eftersom stoffets virking stadigvæk flød i ham. Gjorde hans hovede tungt og fik ham til at svaje fra side til side. Men dét var han så vant til, så det var ikke noget, han som sådan tog sig specielt meget af. Ignorerede det bare. Sparkede i ny og næ til et par tomme øldåser og flasker, der lå på jorden, så de trillede væk. Borte. Et andet sted hen. Han sørgede også for at holde et godt øje med Shane, selvom han faktisk ikke kunne flygte, eftersom han havde et rimelig godt tag i ham, og hev lidt i ham, hvis det blev en nødvendighed.

Efter han havde gispet, forbandede han virkelig sig selv, nu vidste Chase jo at han .. Kunne blive en lille smule påvirket af det. Fordømt. Han så ogs hvordan hans smil voksede på læberne, og det var altså virkelig frastødende, fordi .. Hans smil voksede, når Chase fandt på noget der kunne være med i hans lille leg. Og når han ikke svarede på det han sagde, sukkede han bare svagt, han havde intet valg, fyren legede med ham og udtænkte sine planer for deres fremtid. Ikke kun sin egen. Det ville faktisk ikke undre ham, hvis det foregik sådan her, hver gang Chase mødte nogen. Det lod dog til at han hørte hans spørgsmål om, hvad de skulle lave, hvis han nogensinde ville følge med hjem til Chase. Hvilket højst sandsynligt, ikke kom til at ske. Han havde dog allerede én tanke... Chase ville voldtage ham. Det var det han lagde op til i hvert fald, mente Shane. Slikkene, de ikke altid blide kærtegn og at hans hænder meget gerne nærmede sig hans underliv, jo, det var noget hen imod voldtægt som ventede. Hvis altså Shane ikke bare ... Var villig til at gøre hvad Chase bad om, og på forhånd vidste han at det var han ikke.
Han ventede bare på at Chase ville rejse sig, så han kunne komme hjemaf. Faktisk var han lige ved at mene, at han hellere ville hjem til det der lort, som var i hans 'hjem', istedet for at være sammen med Chase. Da Chase så rejste sig og listede om bag ham, rankede han ryggen, idet hans iskolde hænder lagde sig om hans skuldre. Hvorfor skulle den pokkers fyr, hele tiden røre ved ham? Det var altså virkelig... Pervers på en måde. "Der er ikke særlig langt," svarede han bare neutralt, en anelse mumlende, mens han så mærkede hvordan Chase's hænder gled ned af ham. Det var direkte ubehageligt, fordi han vidste at det ikke var et kærtegn, men endnu et tegn på at han lagde op til noget, noget slemt. Han bed sig i læben, da hans hænder gled om til hans bryst og så ned af ham og så hørte han hans latter. Han skuttede sig, da de iskolde fingre nåede hans buksekant og han lagde sine egne varme hænder ovenpå fyrens, idet han så diskret forsøgte sig med at få ham til at slippe hans buksekant. Han brød sig ikke om det, som om han var bange for at Chase lige nu og her ville stikke hånden ned og klemme til, for derefter at voldtage ham. Da han så hviskede at han nok skulle følge ham hele vejen hjem, lukkede han kort øjnene. DEt kunne have dobbelt betydning, i dén grad og det fornemmede han at det havde det også lige den her gang. Han ville mere end at følge ham med hjem, det understregede hans handling med at han kørte fingerspidserne hele vejen hen, under hans buksekant og han havde en trang til bare at skubbe ham fra sig, og skrige af ham, hvis han rørte ham igen - dog sagde hans instinkt ham, at han skulle være rolig, at det var det letteste. "Du kan følge mig halvvejs, resten klarer jeg selv," sagde han så bestemt, med en anelse afvisende undertone, mens han så så på Chase, som havde sluppet grebet om ham igen, heldigvis. Den kulde der hvilede over ham, vidste han var umenneskelig. Han var ikke menneske. Og det eneste han kendte sådan lidt til, var altså .. Vampyr. Da han så igen blev grebet omkring hånden, bed han sig svagt i læben, hvorefter han blev trukket afsted. Knægten anede jo forhelvede ikke engang hvor de skulle hen? Hvorfor fanden var det så ham der viste vej? Medmindre, han alligevel ville føre ham et andet sted hen. Han så sig omkring og trak så pludselig den anden vej, den anden side af den Chase havde retning mod. "Huset ligger ... Faktisk tæt på banegården, et sted derovre," mumlede han og pegede stille og roligt mod et tilføldigt faldefærdigt hus, et hus han vidste var tomt. Hvis Chase troede på, at det var der han boede, slap han for at Chase ville komme rendende i hans eget hjem, godt nok brød han sig ikke rigtigt om at hans mor lod sig voldtage, og han hadede sin far inderligt, men mest af alt hadede han det de gjorde. Dog, var det had ikke stort nok, til at lade en psykopat kunne få fingrene i dem, det var ganske enkelt derfor han satte retningen et andet sted hen. Chase terror, skulle aldrig nogensinde røre hans mor. Aldrig.

Chase standsede brat op, da Shane ændrede på den kurs, han ellers havde sat. Trak ham i stedet for med i en anden retning. Pegede mod et noget faldefærdigt hus og hævede, at det var dér, han boede. Ret skeptisk løftede han et af sine mørke øjenbryn og skulede en smule olmt til ham. Fulgte dog bare med - mere eller mindre frivilligt. For ham kunne det faktisk være lige meget, hvor de befandt sig. Lige meget hvor hans fremtidige små lege og spil skulle finde sted. Det Shane før havde sagt, havde han dog ignoreret fuldt ud. Havde bestemt ikke tænkt sig kun at følge ham halvvejs hjem. Han så frem til at komme med indenfor. Om Shane så ønskede det eller ej. Selvom han vel i bund og grund kunne være ligeglad. Det var jo ikke hans hus, de var på vej hen til; hvilket Chase naturligvis ikke vidste noget om, men som sagt ... var han pænt ligeglad med det. Det han havde planlagt kunne gøres overalt. Om de så havde været en bænk, han havde sagt, han havde boet under, så havde dét også være godt nok for ham.
Han satte sit tempo en tand op. Ville derhen. Hen til dét hus som Shane havde bildt ham ind var hans. Løgn. Han var en løgner. Forhåbentlig - for hans eget helbreds skyld - ville Chase ikke finde ud af det. Desuden, Shane kunne jo bo hvor som helst. I hvilket som helst hus i denne by. Tempoet blev endnu en gang sat op, da det nu ikke var meget mere end få meter, der var hen til huset. Som om at der blev holdt et vigtigt møde inde i huset, som han under ingen omstændigheder måtte komme forsent til eller gå glip af. Ivrigt hev han ham i al hast med det sidste stykke. Standsede netop som han havde taget det sidste og afgørende skridt. Derpå - uden at slippe sit tag i ham - drejede han hovedet og så sig over skulderen, hen på ham. Rettede dog hurtigt sit blik hen på døren igen, lukkede sin frie hånds fingre omkring dørhåndtaget og trykkede det ned. Opdagede kort efter at døren var låst. Sådan noget røv. Han slap langsomt håndtaget og kastede endnu et blik hen på Shane. "Har du ikke en nøgle?" spurgte han med et hævet øjenbryn og slog ud med den hånd, han ikke brugte til at holde fast i ham med. Det måtte han vel have. Det var jo hans hus, - eller det var i hvert fald, hvad han havde sagt.

// Undskyld det korte svar -.- *at føle sig uduelig*.

Han smilede svagt, da han stoppede brat op fra sin kurs og istedet villigt gik med hen mod det sted han havde udpeget, eller i hvert fald næsten villigt. Huset var ikke ligefrem kønt, men han vidste dog at det ikke havde været helt ubeboet. Faktisk havde der boet nogen der for nogle uger siden og de havde efterladt deres møbler. Til hans held, selvfølgelig. Han så det olme blik, men ignorede det. Dog vidste han at en forkert ting, kunne sætte hans liv i fare, så han måtte hellere passe på sig selv, med få begrænsninger. Ikke for mange løgne, ikke for meget modstand, men en vis balance. Chase var nok i virkeligheden, fuldstændig kold overfor hvor de befandt sig, han kunne sikkert udføre sine små lege, overalt i verden. Han måtte spille sine kort rigtigt, hvis det hele ikke skulle ende i mere lort, end det allerede var. Det var det han gik efter, og forsøgte at holde sig til, mens han holdte hovedet koldt og tænkte, mens en perverse ikke menneskelig fyr, forfulgte ham. Eller fulgte efter ham. Og så lagde han mærke til hvordan Chase gik hurtigere og eftersom han havde et greb om hans håndled, satte han selv tempoet op, mens han bare helt ufrivilligt fulgte med. Han var på et punkt en løgner, men samtidig gjorde han det bare for at beskytte sig selv og ikke mindst den familie, som han egentlig ikke kunne lide. De skulle bare ikke komme mere til skade, eller han tænkte nok mest på sin mor og hendes grædende ansigt, som han havde set i alle de år han kunne huske. Da farten så endnu engang blev sat op, kneb han læberne sammen, håbede inderligt at huset ikke var låst, hvilket det nok var, højst sandsynligt. Men han anede det ærlig talt ikke. Da han så så Chase tage i håndtaget, holdte han vejret og så skete det. Døren var ret faktisk låst og han var på skidern, medmindre han endnu engang kunne komme udenom. "Oh, det vil sige, at min far ikke er hjemme, han har sikkert også taget min mor med. Han stoler ikke nok på os til at give en nøgle," himlede med øjnene, fordi hans far var så dum og naiv, hvorefter han så vendte ansigtet og så et åbent kældervindue. "Jeg, sniger mig ind dér, når min far ikke er hjemme til at lukke mig ind." sagde han så, med oprigtighed i stemmen og begyndte så at gå derhen. Det var som om huset lige havde reddet ham fra en grusom skæbne. "Min far er lidt naiv. Han vil ikke give en nøgle eller have fremmede rendende, mine eventuelle bekendtskaber, som han siger," forklarede han kort, mens han gik mod der hvor det åbne vindue var.

Chase løftede en anelse skeptisk og pessimistisk et af sine øjenbryn, da Shane svarede ham, - og han var ikke ligefrem tilfreds med hans svar. Nåh, det kunne vel godt være sandt. Hans egen far var ikke en skid bedre. Dog havde han - Chase - sit eget hus. Kunne faktisk heller ikke bo hos sin far. Kunne ikke komme ind på den anden side af de tremmer, der til dagligt holdt hans far indespærret. Klamme stodder. Psykopat. Ikke at han kunne klage egentlig. Tillade sig at sige sådan noget. Lignede faktisk sin far en del. Han knyttede kortvarigt sin frie hånd på grund af den pludselige vrede, der havde skudt igennem ham ved minderne om hans far. Latterlige kæmpenar. Et tungt suk lød fra ham, inden han rystede på hovedet og vendte tilbage til den virkelige verden i stedet for hans eget lille spind af tanker og minder. Gad ikke tænke mere på ham. Hans far kunne kræftedme rende ham højt oppe et hvis sted. Han glippede et par gange med øjnene, idet Shane atter rørte på sig og lige så stille begyndte at gå hen imod det åbne vindue, - der åbenbart var hans helt egen private indgang. Chase tilsendte ham nogle noget mistroiske blikke, men valgte at lade være med at stille spørgsmål. "Din far lyder som en narrøv," mumlede han en smule utydeligt, så det var ikke sikkert, at han hørte det. Men det var egentlig også lige meget. Det var nok alligevel mest henvendt til ham selv. En narrøv, ja. Fandtes der overhovedet fædre, der ikke var fuldt ud idioter? Måske. Måske ikke. Ikke i hans tilfælde i hvert fald.
Han rynkede en anelse misfornøjet på næsen, da han stoppede op foran det kældervindue, som Shane havde fortalt var indgangen ind til huset, når hans far ikke var hjemme. Sært; men der var vel ingen familier, der var helt normale efterhånden. Han slap endelig sit tag i Shane's håndled og krydsede dernæst sine arme. Så fra vinduet til ham i noget tid.
"... Du går ned først," bestemte han med en lidt nedladende, beordrende undertone og nikkede ned imod det åbne kældervindue. Han skulle nødig have, at han slap væk. Eller måske kunne han ikke finde på det. Turde sikkert ikke. Shane ville i hvert fald gøre sig klogt i ikke at prøve på noget alt for smart, - hvis han var interesseret i at slippe ud af den endnu ikke startede leg - i live. Chase løsnede sine arme efter en del tids utålmodig venten. "Kom så!" Han snerrede lidt muggent af ham, før han satte sin ene håndflade imod han ryg og gav ham et 'hjælpende' skub.

Han vidste ikke om han troede på at ens far kunne være sådan en idiot, og have så lidt tillid til sin familie, men det var faktisk sådan det var derhjemme. Han havde dog bare nakket reserve nøglen, som lå gemt trygt i en inderlomme, som man skulle lede længe efter at finde, i hans jakke. Et godt skjulested, for den lille nøgle, så han kunne træde ud og ind af huset, som han havde lyst. Han sendte bare Chase et roligt smil, til trods for at han var alt andet end roligt. Han var på vej ud i noget ordenligt lort. Da han så lagde mærke til at Chase faldte i staver, begyndte han ligeså stille at gå hen mod vinduet, Chase havde dog stadig et greb om hans håndled, ikke noget der gjorde desederet ondt, det var bare ikke rart at blive holdt om, som en hund, der bare skulle følge med. Sådan ville de fleste nok føle. Han så sig over skulderen, da Chase ligeså stille vandrede med, dog fik han tilsendt en del mistroiske blikke. Han havde ikke helt tillid til at det Shane sagde var i orden, men det var han nødt til at bevise at det var det - selvom Chase havde ret, han løj af helvedes til. Dog, var det halvt sandhed, bare ikke ved dette hus. Da han så mumlede noget, hørte han kun 'din far' og 'narrøv'. "I alt den tid jeg har kendt ham," svarede han kort, mumlede selvfølgelig, inden han så stoppede op ved kældervinduet. Det var en anelse skummelt, men han var ikke spor bange, som han burde være. Hans skæbne ville blive bestemt, når de nåede indenfor, det vidste han og han kunne ikke flygte. Da han så slap hans hånd, fugtede han kort læberne og så kom dommen, efter at Chase havde overvejet det lidt, hvem der skulle gå først ned i kælderen. Og det var Shane der fik lov til at føre an. Han kunne ikke flygte og ville ikke flygte, det var kort og godt umandigt og heller ikke særlig smart, hvis man lige tænkte sig om, ved tidligere hentydninger. Han satte sig på hug foran vinduet, trak det længere op, så der var mere plads at komme ind på og trængte sig så igennem sprækken. Der var egentlig meget god plads til at komme igennem, ingen fare for at sidde fast i hvert fald. Han landede på et trægulv og det gav et lille bump. Han så så op og sendte ham et smil. "Du kommer bare." sagde han så, med ufattelig ro hvilende i stemmen. Jep, Chase kunne bare komme an, han ville gerne lege hans leg, uden at lege med ilden. han skulle ikke dø i nat, men hans psyke ville med garanti tage en vis form for skade. Det var ikke sundt, men han skulle bare ud derfra igen, i live. Han begyndte at gå hen mod trappen der førte opaf. Han havde faktisk været i huset før, dem der havde boet der, sidste gang huset var blevet solgt, var en der havde været hans ven. Så han kendte alle rummene, vidste hvor soveværelset var, badeværelse og stue, samt køkken. Det hele. Han listede op af trappen, som knirkede lidt og stoppede så op i gangen, mens han så sig over skulderen. Så lænede han sig op af muren og ventede på Chase, så elskværdig var han nemlig lige idag.

Chase trippede med stor utålmodig, da Shane omsider satte sig ned på hug. Skubbede vinduet lidt op for derefter at møve sig igennem det. Ned i kælderen. Hørte hans 'du kommer bare'. Åndssvage knægt. Som om han ville lade sig koste rundt med af en sølle menneskedreng. Selvom det nok nærmere bare var en konstatering end en ordre. Fortalte ham blot, at der var grønt lys. Frit. Han satte sig ligeldes ned på hug, som Shane før havde gjort, inden han først satte benene ind i rummet, så den hang og dinglede fra vindueskarmen og ned imod gulvet. Lænede sig en smule bag over, hvorefter han hoppede ned i kælderen. Ned til ham. Det gav helt genlød og kastede ekkoer imellem kælderens vægge, da hans fødder ramte trægulvet. Sikkert begrundet af de stålplader, der var naglet fast til hans skobunde. Han lod sit blik skøjte ned af sig selv. Rettede hurtigt på sit tøj, før han kastede al sin opmærksomhed over på Shane. Fortrak sine mundvige i et frastødende, skummelt smil, der ikke gjorde noget for at gemme hans slemme, slemme tanker af vejen. Fik dem faktisk til at skinne endnu mere igennem. Lod ham - Shane - vide, at det ikke ligefrem var hyggelige, små julelege, han havde i vente. Noget langt værre. Grusommere. Noget der med garanti ville sætte et par ar. Hvis ikke fysisk så psykisk. Han sjokkede hen til ham. Op af trappetrinene. Hele vejen op til ham, hvor han - så snart han var nået op - tog fat i en af hans arme. Lænede sig derefter op af ham. Pressede ham på dén måde helt ind mod den væg, han havde valgt at læne sig op ad. Lagde sit hovede på skrå og lukkede kort efter sin frie hånd omkring hans anden arm. Blottede kortvarigt det nederste sine dødbringende, sylespidse hjørnetænder i et modbydeligt smil efterfulgt af en mindst lige så djævelsk, dæmpet latter, hvornæst han langsomt løsnede sit greb om hans arme. Kørte i stedet for sine hænder hen på hans brystkasse, som han fæstnede sine kølige håndflader på. "Skal du ikke vise mig dit værelse?" spurgte han med et lavt toneleje og et bredt smil, der dog hurtigt falmede lidt, da han lod spidsen af sin tunge skille sine læber ad. Lod sin tunge glide hen over hans øverste, hvide tandsæt, inden han satte sine svagt åbne læber mod Shane's hals. Bed forsigtigt i den et par enkelte gange og lod ellers sin fugtige tungespids køre lidt rundt på den. Knugede stoffet fra Shane's trøje i sine hænder. "Din seng er sikkert enormt behagelig at ligge i," hviskede han som en tilføjelse og vendte sin ene mundvig op ad i et skråtstillet, dyrisk smil, hvorpå han bed ham ret ufølsomt i øreflippen. Slap efter noget tid i denne stilling sit greb om hans trøje, trådte et skridt væk fra ham og sendte ham et sigende smil, før han lod sin hånd glide ind i hans. Strammede sit greb om den og ventede ellers bare på, at han ville føre ham hen til sit værelse.

Han ventede ikke særlig længe på at han kom ned, men istedet var han allerede på vej op af trappen, da Chase landede på gulvet i kælderen og han behøvede ikke at se efter det da det skete, for det rungede igennem lokalet, da hans såler af metal plader, klirrede mod trægulvet, som gav genlyd i lokalet. Dog var det ikke noget han tog sig synderligt af. Det ville have været meget værre, hvis det havde været af sten, men det her hus var holdt i træ. Ingen mursten der skulle renoveres eller noget, kun træ der kunne rådne, i værste tilfælde. Han så sig kort over skulderen, nåede at se det lumske smil på hans ansigt, som helt klart afslørede hans tanker og han løftede kort et øjenbryn, rynkede kort på næsen af det og smilede så bare blidt til ham, selvom han ikke behøvede at smile til ham overhovedet. Det virkede faktisk lidt nedern at smile til sin voldtægsmand. Eller det der nok ville blive hans voldtægstmand. Han vidste også at det her ville sidde i ham, indtil han døde, men han rettede bare ryggen som en mand og kom videre i livet. Forfanden, det hjalp ikke at flygte - gjorde kun alt værre. Det hjalp ikke at lyve, for når det blev opdaget var man fanget. Og man var tvunget til at lege med, om man ville eller ej, og om man kendte reglerne. Det var der ingen garanti for, nej. Da han så så ham dukke op, fra trappen, med det der faretruende smil, som ville få de fleste til at løbe skrigende væk, blev han bare stående. Han mærkede så hvordan han tog fat om hans arme og så blev han presset op af væggen. Fordi Chase lænede sig ind mod ham, hvilket gjorde at han blev skubbet bagud, mod den manglende plads. Så nu stod han trængt op i en krog og kunne kun komme fri, ved enten at skubbe til, for at få Chase bagud, eller for at spille spillet rigtigt. Han betragtede ham, mens alverdens bandeord, manede sig op indeni ham, mens han ellers bare stod og så poå ham, på hans modbydelige smil, på hans hjørnetænder. Vampire. Og så kom latteren, simpelthen. Han sank kort, den galle som var kommet i hans mund, med en aldeles modbydelig smag. Hvor væmmeligt. Han havde ikke gåsehus, ikke kuldegysninger, faktisk virkede han helt normal, udover at han snart ville være tvunget til at smide sit tøj eller et eller andet i den stil. Han lod sine arme glide ned foran sig, ikke beskyttende, men lagde dem bare for en sikkerhedskyld, på fyrens brystkasse. Fordiii.. Ja, ellers kunne han risikere at komme slemt til skade. En kort gysen gik gennem hans krop, af kulde da hans håndflader rørte hans brystkasse og han bed tænderne sammen, bag det ellers rolige ansigt. *Møgdyr... Hvis han så bare ville skride til helvede* tænkte han, inden han så koncentrerede sig om hvad der skete igen. "Mit værelse... Jo da," svarede han bare selvsikkert, uden nogen tegn på frygt, uden at vise at han godt vidste hvor slemt det her var og at han faktisk havde lyst til at rende væk og aldrig nogensinde komme tilbage, faktisk var det lige før han hellere ville have et kram af sin totalt psykopatiske far. Han mærkede hvordan han stille bed i hans hals, nappede ham, dog ikke blidt. Men heller ikke ligefrem helt umenneskeligt, så der kom ar efter det. Han strakte modvilligt hals. Når det gjaldt om det med at blive tændt og sådan noget, havde hans krop det med at være imod ham. Hans psyke sagde tydeligt nej, men hans krop viste noget andet. Sådan havde han oplevet det et par gange og han brød sig bestemt ikke om at vide at sin krop reagerede sådan. Da han så sagde at hans seng sikkert var enormt behagelig at ligge i, rystede han næsten usynligt på hovedet, det var kun et par centimetre hans hoved lige drejede et kort sekund. "Det er den faktisk," mumlede han. *Altså, hvis det var min seng* tænkte han så og sukkede svagt. Han havde det dog alligevel som om han kente det her hus, enormt godt. Da han så blev bidt i øreflippen, uskånsomt, selvfølgelig, tændte han alligevel på det. Som om nogle never var fundet med hans øreflip og hans lem. Uheldigt. Han gispede kort, kun lavt den her gang, kunne godt styre sig, for at vise hvor meget det egentlig påvirkede ham. Og så trådte Chase væk, for så at tage hans hånd istedet. Han skulle åbenbart røres ved hele tiden, som sådan et nyt legetøj, der blev slæbt rundt hele dagen. Det var det han følte det som. *Brænd op i helvede, nar* tænkte han koldt, mens hans rolige ansigt herskede, idet han gik ned af gangen, og så skubbede en dør til højre op, for så at se rundt. DEt var et typisk drengeværelse og hans instinkt havde ført ham herhen. Det var der vel en symbolik i, på en måde. Det føltes som om huset ville redde ham, fra den grusomme skæbne. Han trådte indenfor i værelset, det så ikke ubrugt ud og det var kun en god ting. Han gik indenfor, men satte sig ikke på sengen. Så ville han sikkert bare blive overfaldet, hvis han havde gjort det.

Chase fulgte mere end villigt med ham, da han begyndte at trække afsted med ham. Ikke at han brød sig videre om, at det nu var ham selv, der måtte følge efter en anden person. Faktisk overhovedet ikke. Men det blev han ligesom nødt til. Det var jo ikke ligefrem fordi, han var særlig bekendt med det her hus. Overhovedet ikke. Han havde aldig været herinde - før nu selvføglelig. Netop som han trådte ind i værelset, trak han atter sin hånd til sig efter at have sluppet hans og lænede sig dernæst op af døren, så den automatiske smækkede i ifølge presset fra han kropsvægt. Lod sin ene hånd finde vej til dørhåndtaget og vidste derefter straks, hvor selve låsen var. Lige neden under håndtaget naturligvis. Han placerede sin håndflade over dørlåsen, trykkede fingerspidserne ind mod den og bed sig kortvarigt i underlæben, hvorpå der lod en lyd, der mest mindede om et vindpust. Svusj. Langsomt, meget langsomt fjernede han sin hånd fra låsen. Dén lås der før havde lignet alle de andre dårløse i huset, men som nu havde et isnende koldt lagt is over sig. Et tykt et - og med sådan en temperatur, at hvis man satte sin tunge imod den, ville den højst sandsynligt fryse fast og være umulig at skille fra den forfrosne is igen. Han tog derefter et par skridt hen imod ham, indtil det kun var omkring ti centimeter, der adskilte dem. Stod nu lige over for ham, så de stod front mod front. Ansigt til ansigt. Han tippede sit hovede lidt på skrå, før han løftede sin ene hånd og lagde sin hånd på menneskets brystkasse, der i takt med hans vejtrækning skiftevis hævede og sænkede sig. Fandt hurtigt det sted hvor han hjerteslag tydeligst kunne mærkes. I venstre side af kroppen. Næsten lige under kravebenet. Eller et stykke længere nede naturligvis. Han bed sig kortvarigt i underlæben og talte ubevidst alle hans hjertes slag, som det pumpede blod rundt i kroppen. "Må jeg ikke se noget af dit legetøj?" spurgte han efter noget tids stilhed. Brød den med sin lidt hæse stemme. Selvfølgelig vidste han godt, at han var for stor til at lege som sådan. Men det var nu heller ikke sådan noget legetøj, han mente. Langt fra. Men det fangede Shane nok også godt. Han lagde sin ene arm om nakken på ham og trak ham på dén måde tættere ind til sig, inden han fangede hans læber i et krævende kys. Lod sin frie hånd køre hele vejen ned af han brystkasse, videre ned over hans mave og hægtede til sidst de yderste fingerled fast i hans buksekant. Fulgte bukselinjen med fingrene, før han kørte den hen til dér, hvor bukseknappen sad. Gjorde dog ikke noget forsøg på at åbne den, men lod i stedet for sin handskebeklædte hånd med de afcuttede fingerdele og nitter på knoerne glide et godt stykke ned i hans bukser. Bukserne - ikke boxershorts. Han afsluttede langt om længe det kys, han indtil nu havde holdt kørende og trak efterfølgende også den arm, han havde haft slynget rundt om hans nakke, til sig. Sendte ham et ualmindeligt afskyeligt smil, hvorefter han lod sin tungespids spille hen over hans hals. Køre hele vejen op af den og ventede ellers bare på en reaktion fra ham - som helt sikkert ville komme. Om det så var en god eller dårlig én - sandsyneligvis dårlig, - det var han ret kold i røven overfor. Efter hans mening havde Shane ikke noget, han skulle indføre. Selvom det altid var sjovere med lidt modstand ...

Han mærkede godt, hvor villig han var for at følge med. Dét var endnu et bevis på hvor ivrig han var og i hans øjne, hvor klam han var. Han ville jo ikke se værelset, han ville se noget helt andet. Faktisk, var han ret overbevidst om at han ville have ham til at smide tøjet, når de først nåede ind på værelset. Da de så nåede ind i værelset, stod han bare lidt der midt i det hele, med blikket vendt mod Chase. Forsøgte han at låse? Ja, selvfølgelig gjorde han det. Hans offer skulle ikke flygte, men det havde Shane sådan set heller ikke tænkt sig. Men der var noget underligt over den måde han låste den på, der lød ikke et klik, som der plejer at gøre, når en nøgle bliver vredet en omgang rundt og låsen så klikker i. Mystisk. Det var i hvert fald sikkert at han ikke kunne stikke af, og hvis han havde villet det, havde han sådan set nok også gjort det tidligere. Og så vendte Chase sig mod ham. Han havde bare et helt neutralt ansigt, idet Chase gik nærmere. Han stoppede dog før han stillede sig helt op af ham, som han før havde gjort det et par gange. Og dét var faktisk meget rart. Godt nok, ville det ikke .. Vare sådan helt enormt længe, men altså. Det var rart så længe det varede. Da han så lagde sin hånd over hans hjerte, trådte han et lille skridt tilbage. Hans kølige hånd på hans brystkasse, det brød han sig ikke vitterligt om. Da han så spurte om han ikke måtte se noget af hans legetøj, opfattede han skam godt hvilket legetøj han ville se. Det var ikke det små børn havde, det var det han havde mellem benene. Eller sådan havde han i hvert fald forstået det - for hvis han ville se barndomslegetøj, gav det overhovdet ikke mening. "Nej. Det må du egentlig ikke," svarede han så, igen med den afvisende tone i sin stemmen. Men det her ville ikke være afvisning nok, han skulle skubbe ham væk, det ville han også gøre, for han ville i hvert fald ikke villigt lade ham klæde ham af og så gøre hvad det nu end var han havde lyst til med ham. Ellers tak. Da hans arm gled omkring nakken på ham, vendte han ansigtet væk. Men alligevel mærkede han hvordan Chase pressede sine læber mod hans. Han gengældte det ikke. Han stod bare der helt neutral og blev stiv i kroppen. Hvor var han dog klam. Aldrig i livet, om han ville kysse ham. Han lagde sine hænder på hans brystkasse og skubbede ham fra sig, eller forsøgte i hvert fald og det hjalp da også en lille smule. Men bare ikke nok. Da han så lod sin hånd glide ned af hans krop, var han overbevidst om at han om lidt ville flå hans bukser af, eller noget. Han holdt vejret, da hans fingre så kørte hen af buksekanten, men til hans overraskelse, gled hans hånd ned i hans bukser istedet. Det var slemt. Han greb omkring hans håndled, forsøgte at trække hans hånd op, samtidig med at han lod sig komme et skridt bagud. "Pil ved dig selv, hvis du er så trængende," sagde han køligt, mens han betragtede ham. Han ville ikke slippe og det ville gå udover Shane uanset hvad han sagde. Eller gjorde. Spørgsmålet var bare, hvor meget modstand skulle man give? Ikke særlig meget, for så ville det være sjovere for Chase. Skulle han bare lade ham gøre hvad han ville og være stiv som et bræt, under hele forestillingen? Det var måske et forsøg værd, for at vide om han så ville stoppe tidligere. Da hans ækle tunge, så gled op af hans hals, skuttede han sig, overbeviste sig selv om at han ikke skulle blive påvirket. Selvom hans krop sikkert svigtede ham i sidste ende.

Chase skød sit ene øjenbryn i vejret af hans svar. Var tydeligvis ikke helt tilfreds med dén besvarelse. Åbenbart, ville Shane ikke give sig så let. Ville ikke bare hoppe med på den lille leg. Hvor besværligt - men på den anden side ville det måske blive sjovt. At skulle kæmpe for det. Kæmpe for sejren. Få banet sig vej igennem spilpladen og ned til målfeltet før den anden. Han trak kort på smilebåndet, inden han atter trak sin hånd helt op af hans bukser. Trådte et halvt, næsten ubetydeligt skridt bag ud, således at afstanden imellem dem blev en anelse større. Stod blot i noget tid uden at sige noget. Studerede ham med sit årvågne blik. Rørte derefter endelig på sig, da han med diskrete skridt listede om bag ham, hvor han straks fæstnede sine hænder på hans skuldre. Lukkede sine fingre så meget som muligt omkring dem. Gav dem - hans skuldre - et klem i ny og næ. Derpå lænede sig lidt længere ind imod ham. Stillede sig helt op af ham. Knejsede kort med nakken i et forsøg på at få noget af sit hår til at falde til side, eftersom det generede hans syn noget så frygteligt. Det gjorde det dog ikke. Blev blot hængende foran hans øjne og kastede en skygge over det meste af hans blege ansigt. Han bøjede sin nakke en smule forover, inden han lod sine hænder glide længere ned, indtil de nåede til midten af hans arme. Lige over albueledene. "Årh kom nu," startede han ud med og fugtede hurtigt sine læber ved hjælp af tungespidsen. Kørte den hen over sin underlæbe et par gange, før et dæmpet grin slap ud imellem hans læber. "Du skal ikke være så genert," fortsatte han med et bredt, modbydeligt smil og lod dernæst endnu en gang sin tunge skøjte op ad hans hals. Fugtiggjorde den med blide strøg fra den våde tungespids. "Vi kunne lege sammen; du viser mig dit legetøj, og så viser jeg dig mit," foreslog han efterfulgt af et ualmindeligt sygt grin, der absolut kun rummede én ting - sindssyge; og slemme, slemme tanker. Gjorde igen brug af orderstatningen. Legetøj. Et ord der faktisk kunne have to betydninger. Hvis man da kunne forstå det. Have en talent med at kunne vende hvilket som helst ord og give det en mindre uskyldig mening. Hvilket aldrig var et problem for ham selv; og Shane lod også til at kunne forstå hans forskruede forbrug af ord. Forstå dét der i virkeligheden lå bag det. Lå bag de ellers helt normale dagligdags ord. Han strammede sit greb om hans arme en smule, før han så atter løsgjorde det lidt mere og i stedet for placerede begge sine hænder på hans overkrop. Kørte sine kølige fingerspidser rundt på hans brystkasse. "Det skal nok blive sjovt. Det lover jeg," tilføjede han med en sagte tone - hviskede de sidste tre ord, hvorpå han pustede lidt til Shane's hår, så det kort flagrede op i luften og blev flyttet fra hans hals, så den nu - i den ene side - var helt blottet. Han satte sine læber imod hans hals, som han forsigtigt plantede lange, blide kys ned ad. Slet ikke som de andre af hans intentioner, der langt fra havde været følsomme. Forsøgte på dén måde at lede Shane's tanker lidt på afveje. Lod ham ikke vide, hvad der egentlig ventede ham senere. Noget der langt fra var behageligt og blidt. Han smilede skjult, inden han åbnede sin mund lidt og lod sine to skarpe hjørnetænder strejfe hans hals. Stikkede lidt i den med dem - dog ikke så hårdt, at der gik hul. Ikke fordi at han havde planer om at bide ham. Faktisk foretræk han stadigvæk almindeligt føde frem for blod. Eller han var i hvert fald ikke helt så fristet af det som fuldblodsvampyrer var. Havde ikke den samme store, ustyrlige trang til det. Chase lod atter sin tunge komme til, idet han kørte den op langs hans hals. Op til hans øreflip som han kort nappede i. Han stønnede kun lige hørligt, hvorefter han førte sine hænder ned af Shane's brystkasse, ned over maven og ned til hans buksekant, som han hægtede sine tommelfingre fast i. Det var tydeligt, at han selv var rimelig tændt. Opstemt. Klar til de begivelser som han havde sat sig for skulle ske senere i dag. Ville selv være vært for dem - og lade Shane deltage, uanset om han ville eller ej.

Da han så skød et øjenbryn i vejret, kunne han allerede tænke sig til at det var han ikke tilfreds med. Han ville jo gerne se hans 'legetøj'. Sikkert også røre, og eller slikke, hvis man virkelig skulle tolke ud fra det der grusomme væmmelige smil han havde på læben. Han kunne sikkert finde på ting der var meget meget værre, hvis han gad. Han ville lege med ham, ikke bare give op ved startlinien. For han havde da chancen for at finde en lille smule og tabe resten, men lidt var altid bedre end ingenting. Han så ham dog smile og trak han hånden op af hans bukser. Det var han ret tilfreds med. Mens han blev begloet med det årvågne blik, så han bare tilbage på fyren med et ulæseligt blik, som ikke rigtigt afslørede noget overhovedet. Ingen frygt, ingen ligegladhed, ingen skam, ingen udfordring. Intet. Og så listede Chase om bag ham. Han så ikke efter ham, for kort efter mærkede han hans hænder hvile på sine skuldre, hvor han indimellem modtog et par klem i ny og næ. Han stod bare stille, trak vejret dybt, og roligt, mens han ventede på det næste forsøg på at lokke ham ud i noget lort. Han vidste, at han nok i sidste ende ville give efter og selvom han ikke ville indrømme det overfor nogen, ikke engang sig selv, nød han den opmærksomhed han fik. Det var en af de få gange, hvor nogen tænkte på HAM, ikke på hvordan han skulle straffes, hvis han kom forsent hjem, eller hvordan man skulle afholde ham fra resten af verden. Chase havde nok i tankerne om hans straf, hvis han gjorde det ene eller det andet, men det var ikkke noget så overdrevet som det hans åndssvage far kunne finde på. Håbede han ikke. Han rev sig ud af tankerne, da han så igen begyndte at forsøge at lokke ham, til at vise sit 'legetøj'. Han bed sig svagt i læben. Skulle han bare lade sig overgive og se hvor længe det ville vare og hvad der ville ske, eller skulle han stå imod. "Jeg er ikke genert, jeg bryder mig bare ikke om at smide tøjet, foran en næsten fremmed," svarede han neutralt, med et kort suk. Og så mærkede han hvordan Chase's tunge endnu engang gled op af halsen på ham. Gjorde den våd. Han bed sig i læben, for ikke at blive påvirket af det. For slik på halsen og nappen i øret, var to ting, som hurtigt kunne gøre ham svag. Det måtte han bare ikke vise Chase. Da han så kom med foreslaget om, at de da kunne lege sammen. At de begge kunne vise deres legetøj frem. Han fik en idé. Han ville gerne indgå et kompromis. "Okay. Hvis jeg skal vise dig mit legetøj, vil jeg have lov at røre ved dit før jeg blotter mig," sagde han så, idet hans stemme fik en anelse sexet og charmerende undertone. Den tone han fik på, når han skulle forføre en eller anden og det virkede på de fleste. Ikke at han havde tænkt sig at frivilligt indgå Sex med Chase. Aldrig, bare tanken fik ham til at tænke perverse stodder. Ordet legetøj, var egentlig en god defination, hvis folk altså lige fattede den. Og Shane havde i hvert fald fattet betydningen af 'legetøj'. Det var helt klart det som sad mellem hans ben, hans kønsorgan. Manddommen. Da han så lod sine hænder glide om på hans brystkasse, og kørte sine kølige fingre rundt, lukkede han øjnene i. "Det finder vi jo nok ud af." mumlede han. Sjovt for hvem? Chase, selvfølgelig. Han ville nok ikke ligefrem gå op i at gøre det sjovt for andre mennesker. Han mærkede vindpustet, men det fik ham ikke til at rokke sig ud af stedet, heller ikke da han så mærkede hvordan hans hals var blottet. Og så mærkede han hans BLIDE kærtegnende kys, op og nd af hans hals. Det var jo nærmest for meget af det gode. Men han stod fast ved det han tidligere havde sagt. Han ville røre, inden Chase fik lov til at se hans legetøj. Dog påvirkede det ham, ret så meget at han blev kærtegnet sådan om. Det tiltrak ham, at nogen viste ham interesse, fordi de fleste bare var ligeglade med ham. Fordi hans familie var ligeglade, så det kunne vel være ligemeget, om nogen holdte af ham længere, han var vant til at ingen gad spilde tid på ham. Han strakte hals og sukkede kort nydende, mens han mærkede hans tænder glide stille og roligt henover halsen og det gjorde ham ikke bange, som om frygt ikke var en følelse han havde i dette øjeblikk, hvor han faktisk burde ryste af skræk for hvad der videre ville ske. Da han så mærkede hans tunge glide op af hans hals igen, var det som om noget havde slået klik i hans hjerne. Han manglede simpelthen den refleks, som satte hans grlænse for hvornår han fik overskredet grænsen, hvornår han skulle skubbe ham væk og hans psyke og krop, arbejdede ikke rigtigt sammen mere. Kun svagt. Men når han blev tændt mod sin vilje, var det ligesom ikke med vilje, hans psyke var bare enig i at han ikke skulle lade Chase få sin vilje. Han gispede kort nydende, da han blev nappet i øreflippen og så ned af sig selv. Lige ved hans bukseåbning, var der kommet en synlig bule, som ligesom signalerede at han var blevet påvirket. Han var tændt, eller hans krop var. Og det var et spørgsmål om tid, før hans krop overtog hans tanker, men ikke hans psyke. Han vendte sig om mod ham og gjorde så samme handling som Chase havde gjort det ved ham. Hægtede sine tommelfingre, indunder hans buksekant, med et kort smil, mens han så op på ham.

Chase kørte sine hænder en lille smule længere op på hans overkrop, efter de første ord havde forladt hans mund. Ikke genert. Sikkert ikke. Dog virkede han - Shane - alligevel ikke helt så tryg ved dette. Eller sikker var måske et bedre ord for dét. Godt nok havde han formået at holde sit ansigt fuldstændig neutralt. Fortrak ikke en eneste ansigtsmuskel; men han virkede ikke videre glad for dette. Det havde måske heller ikke noget med tøjet at gøre. At, blot fordi at han var fremmed for ham, så brød han sig ikke om at blotte sig for ham. Ville ikke lade ham se hans legetøj, - før han havde set hans. Ville røre det først. Da disse ord lød fra Shane, fortrak han sine mundvige i et særdeles modbydeligt smil. Et ualmindeligt grumt ét. Det lød rimeligt nok. Noget for noget. Egentlig ikke et koncept som han selv plejede at benytte sig af, - men denne gang havde han bestemt ikke noget imod det. Han fjernede sine hænder fra Shane, da han vendte sig om mod ham og lod sine arme falde slapt på plads ned langs siderne. Lod sit blik hvile på ham i kort tid, før han så fulgte hans hænder med øjnene, da de bevægede sig ned mod hans bukselinje, hvor han - Shane - hægtede tommelfingrene fast i buksekanten. Det lod til, at han havde valgt at hoppe med på toget. Havde valgt at deltage i legen - hvorvidt det så var frivilligt eller ej, vidste han ikke. Var faktisk også ret kold i røven, hvad dét angik.
Han fortrak sine mundvige i et særdeles frastødende smil, der straks bredte og forplantede sig på hans blege læber og ligeledes var med til at blotte hans unaturligt skarpe hjørnetænder. Ventede på at Shane ville knappe hans bukser op - eller bare gøre et eller andet. Men; han skulle måske huske på at være lidt opmærksom. Passe på at det ikke var Shane, der tog styringen over dette. Selvom chancerne for at dét ville komme til at ske nok var noget nær mikroskopiske. Så hvorfor overhovedet bekymre sig om det? Han fik banket tanken ud af hovedet ved kort at ryste på hovedet, hvornæst han fjernede Shane's ene hånd og tog efterfølgende fast i dén, der havde fået lov til at blive. Holdt den for en kort stund lidt ud fra sig i et stramt greb, alt imens han selv var begyndt at rode med både knappen og lynlåsen i hans sorte, tætsiddende bukser, hvori det efterhånden var begyndt at knibe lidt med pladsen. Efter noget tids fumlen med den genstridige bukseknap fik han den endelig op. Greb derefter fat i jernstykket - lynlåsens lås - og trak den helt ned. Han tilsendte ham et skråtstillet, enormt smørret smil, før han utrolig langsomt førte Shane's hånd ned mod hans boxershorts. Placerede først hans håndflade på sin mave, inden han fulgte den hele vejen ned til sine boxershorts, hvor han fik presset hans hånd ned i. Helt ned. Trak, efter at have hjulpet hans hånd lidt på vej, sin hånd til sig og fæstnede sit blik på Shane's ansigt. Studerede hver en detalje på det, samtidig med at han ventede på noget bevægelse og 'action' fra hans hånd. Han vippede sit hovede lidt på skrå og trak kort på smilebåndet, så et væmmeligt smil blev dannet på hans læber, inden han lod sin tunge køre hen over sit øverste tandsæt. Stod ellers bare helt stille. Ventede med stor utålmodig til, at det blev hans tur. Han skulle nok sørge for at dette blev noget, som Shane aldrig ville glemme. Noget der ville blive printet fast i hans hukommelse - brandt sig permanent fast og altid ville plage og pine ham. For dette her - havde han aldeles skumle planer for. Indvolveret med slemme tanker, der slet ikke burde kunne tænkes af noget som helst normalt menneske. Men han var jo heller ikke normal. Langt fra. Han var en psykotisk halv vampyr, der havde sat sig et mål, - og han sørgede altid for at føre sine intentioner ud i livet. Slap aldrig bare tomme ord ud. Han skulle nok få ham til at lide. Tigge om nåde. Før eller senere ville han - Shane - bryde sammen. Det skulle han nok personligt selv sørge for.

Han havde talt sandt, idet han havde sagt at han ikke var genert. Havde han været genert, var han nok trådt baglæns, væk fra ham. Det var i hvert fald det han kunne forestille sig, et genert menneske ville gøre. Hans ansigtsudtryk, var stadig bare neutralt, men et svagt smil, kom frem på hans læber, idet Chase bekræftede at hans kompromis, var helt okay for ham. Han ville ikke tage styringen, faktisk vidste han ikke helt hvorfor han havde foreslået det han havde, men han havde en idé om, at hvis det kunne lykkedes ham, at ophidse og eller tænde Chase, ville han sikkert gøre tingene hurtigere og så ville det måske ikke tage alt, alt for langt tid? Han vidste at det var blevet godkendt, idet Chase trak sine hænder til sig og lod sine arme glide ned langs siderne, afslappet. Og det var helt klart nu, han havde chancen. Først lod han bare hænder glide ned til hans buksekant, en handling som Chase fulgte med øjnene. Ja, han havde tænkt sig at lege med, for han havde ikke et valg. Det var enten det, eller at han blev tvunget være med, uden at han selv gjorde det. Han vidste ikke hvilke metoder Chase kunne bruge, mod dem som var lidt for modstandsagtige og det var derfor han holdte lav profil og bare stille og roligt spillede med, på et plan, hvor han regnede med at han ikke ville blive straffet alt for meget. Han var begyndt at fumle med hans bukseknap, men det gik åbenbart ikke hurtigt nok, til at det gjorde Chase tilfreds. Hans ene hånd blev skubbet væk, den trak han så til sig og den andne hånd, blev holdt lidt ud fra ham, mens Chase personligt var gået igang med at åbne sine bukser. Han var åbenbart ufattelig ivrig efter at få noget på den dumme. Hvor perverst og klamt. Han fulgte bevægelserne med blikket, hvordan han åbnede sine bukser og dernæst, kunen han både se og mærke, hvordan hans hånd gled ned af hans mave, fordi Chase skubbede den, eller nok nærmere trak den med sig. Og så gled den ned i hans boxers. Han tog sig ikke tid til at tænke over ideer, for istedet lod han sine spinkle fingre glide omkring hans 'legetøj', nu ville han lege. Han lod sin tommelfinger, hvile mod hans pikhoved, idet han så begyndte at gnubbe på det med tommelfingeren og samtidig, som på kommando, begyndte han at køre hånden frem og tilbage, ret heftigt og hurtigt. Mest fordi det var det han troede Chase tændte på. Han kunne dog, tilgengæld mærke hvordan det påvirkede ham selv, at holde om Chase's legetøj. Hvilket var yderst uheldigt og bagefter, skulle han blotte sig. Det var sådan deres aftale lød. Og til den tid, ville det helt sikkert ende galt, for han var let at ophidse og når det skete, slog hans hjerne fuldstændig fra. Så faktisk, ville han miste instinktet, der sagde at han skulle skubbe ham væk, hvis det blev for meget. Det kunne helt klart ende skidt, rigtig, rigtig hurtigt.