En smøg på banegården. (Chase)

Chase lod sit hoved falde lidt bagover, netop som Shane lukkede sine fingre omkring hans manddom. Stønnede dæmpet i takt med de bevægelser hans hånd udførte og lukkede i ny og næ sine øjne i lange blink. Holdt dog et godt øje med ham, alt imens han lidt forgæves prøvede at beherske sig. Forsøgte at holde stønnene på et minimum, men det så ikke rigtig ud til at lykkedes for ham, - og det blev slet ikke bedre, da Shane kun meget kort efter øgede tempoet på hans hånds glidende, nu meget hastige og ophidsende bevægelser, hvilket blot var med til at styrke lyden på hans ret hidsige støn. Det var tydeligt, at han var tændt. Meget endda. Måske burde han hellere få sat en stopper for dette, før det kørte helt af sporet. Selvom det egentlig var imod hans vilje, og han bestemt ikke ønskede at denne følelse af velbehag, der havde bredt sig i hans krop, skulle stoppe, søgte hans ene hånd en lille smule ned i hans boxershorts, hvor han lukkede sin hånd omkring Shane's håndled og trak hans hånd op derfra. Slap den dernæst, hvorefter han kuplede sine hænder på hans skuldre. Trykkede sig ind imod ham, så de nu stod helt tæt. Kørte sine hænder en anelse længere ned og fæstnede dem på hans overarme, inden han løftede et øjenbryn og vendte sine mundvige op ad i et intrigant og sigende smil til ham. Nu havde han, Shane, - ganske vist kun for en kort stund - fået lov til at røre ved ham, som han før havde bedt om. Det havde været en del af hans kompromis, - og nu var det altså hans tur. Det var hans tur til at gøre hans del af den aftale, han selv havde fået bragt på bane. "Skal jeg hjælpe dig med at få tøjet af, eller foretrækker du at gøre det selv?" hviskede han i hans ene øre efter først at have bidt ham i øreflippen. Lod for anden gang sine handskebeklædte hænder glide længere ned af hans arme, indtil de nåede ned til hans håndled, hvorefter han trak hænderne til sig. Han bed sig kortvarigt i underlæben, før han kørte sin fugtige tungespids op langs hans hals og førte efterfølgende sine hænder ned til hans - Shane's - buksekant. Tilsendte ham dernæst et ualmindeligt skummelt smil, der blev genspejlet i hans ellers ret udtrykløse øjne, hvorpå han lod spidsen af sin tunge glide hen over menneskets underlæbe. Nappede drillende i den, inden han fangede hans læber i et krævende, grådigt kys og fulgte samtidig hans bukselinje med sin iskolde fingerspidser. Kørte lidt efter sin ene hånd ned på den efterhånden ret synlige bule, der var opstået i hans bukser. Fortalte ham at Shane ikke kunne være helt upåvirket af denne situation, han var havnet i, hvilket blot var med til at få et modbydeligt smil til at vokse frem på hans læber, og han blev derfor nødt til at afslutte det kys, han selv havde startet. Frydede sig tydeligvis over alt dette. Selvom han normalt var rimelig utålmodig, hvad sådan noget angik, så følte han for én gangs skyld, at han havde alverdens tid. Derfor var det også i samme tempo som en begravelse, da han langsomt, men behændigt knappede Shane's bukser op. Tog derefter fat om det lille, aflange jernstykke, der sad i hans bukser med tommel- og pegefingeren og lynede lynlåsen hele vejen ned. Førte efterfølgende sin hånd op under hans trøje og lod sin isnende kolde håndflade hvile imod Shane's mave. Kærtegnede den ved at køre fingerspidserne rundt på den i cirklende bevægelser, inden han efter noget tid bevægede sin hånd ned til Shane's boxershorts, hvor han hægtede de øverste fingerled fast i kanten og lod sin tunge skøjte lidt rundt på hans hals.

Da Chase så lænede nakken tilbage, idet han greb om hans manddom, lod han først lige varme lidt op, og det var det der fik Chase til at stønne dæmpet, dog påvirkede det ham mod sin vilje. Han hadede at der kom så meget lyd, for det ophidsede ham til at fortsætte og det værste af det hele var, at han langt fra så Chase foran sig, nej, for han ville ikke se Chase, han ville ikke vide hvad han gjorde, eller hvor meget det ville flå i hans sjæl, hvad der senere ville ske. Istedet, forestillede han sig, at det var Nate han legede med, at det var en person som ville ham noget godt, istedet for noget ondt. I præncippet kunne han også have forestillet sig at det var Adrian, men det havde han ikke ligefrem lyst til. Adrian var død, det var ikke lige den kønneste tanke at dagdrømme om sin tidligere bedsteven, som nu var død. Og så startede han med at lade sin hånd glide frem og tilbage på hans manddom, mens han nærmest ikke kunne gøre det hurtigt nok. Fordi, han af en eller anden mystisk grund, havde bildt sig selv ind, at tingene ville gå hurtigere, hvis han gjorde det hurtigt. Han lukkede de hidsige støn ude, og det lykkedes ham faktisk, det var ikke bare noget han forsøgte. Hans smule var kun svag, heldigvis, men han kunne jo så mærke hvordan Chase's bule, var mere sådan .. Stiv. Han var ophidset og tændt, det var det han var og det var kun et spørgsmål om tid, før det gik udover Shane. Det gibbede i hans krop, da Chase så greb om hans håndled og trak hans hånd op derfra. Fra hans boxers, han slap viligt, fordi han ikke rigtigt ville vise at han gerne ville røre, det var egentlig mest bare et forsøg på at ophidse Chase endnu mere end han havde været i starten. Han vidste at det nu var hans tur til at give sig, blotte sig for ham. Sådan lød aftalen og han turde ikke bryde den, for så ville det bare tage endnu længere tid. Dog, havde han hele tiden i baghovedet, Nate. Han bed sig i læben, idet Chase pressede sig ind mod dem, så de stod ret tæt, faktisk stort set helt tætte. Han betragtede ham kort, fugtiggjorde så sine læber, idet han blev grebet om overarmene. Hans ansigt var neutralt og da han så blev spurgt, om han selv ville tage tøjet af, eller om Chase skulle gøre det, sukkede han bare kort. "Jeg tror bare jeg lader dig gøre det," mumlede han så. Ikke overgivende, eller opgivende, bare neutralt. Da han så blev nappet i øreflippen, gispede han svagt, men forsøgte at overtale sig selv, til ikke at alt for påvirket, ud af ingenting. Chase's hænder gled så ned til hans håndled, for så at slippe hans arme igen. Selvfølgelig, gik der ikke langt tid, før han igen skulle røre ved ham. Han vendte ansigtet bort, da han slikkede ham op af halsen, og det betød at han strakte halsen, modvilligt, selvfølgelig. Hans hænder hvilede igen ved hans buksekant. Han mærkede hvordan, hans tunge så gled over hans underlæbe, klamt. Frastødende. Og så blev han kysset. I mange tilfælde, ville han måske have gengældt dette kys, men det her kys, var udelukkende for at blive tilfredstillet. Det var ikke noget med kærlighed. Det var kun Chase's liderlighed og den ville han absolut ikke være med til at dele. Så han kneb læberne sammen, mens han blev kysset, eller mens Chase grådigt forsøgte at kysse ham. Og så blev hans fokus sat på noget andet, for Chase havde lagt sin hånd der hvor hans bule var. Han lukkede øjnene, den var blevet større. Hans krop tændte på det Chase gjorde. Og han kunne intet gøre, for at stoppe det. Og det faktum at Chase vidste det, gjorde alting langt værre. Da han så trak sig væk fra kysset, åndede han lettet op, havde før fået vejret gennem næsen, mens han forhinderde ham i at blive tilfredsstillet i sit kys. Og så mærkede han hvordan han sneglelangsomt, åbnede hans bukser. Forfanden, det havde haft modsat virkning, at han havde givet handjob. Han havde sådan set bare tilfredsstillet ham, lidt for meget. Han sukkede indvendig, gad vide hvor lang tid det ville tage, før Chase blev træt af at lege? Han regnede ikke med at han blev træt, sådan fysisk, så han kunne nok kun blive træt af sin egen leg, på et tidsounkt. Han gispede, da den kølige håndflade, rørte ved hans varme maveskind. Hans hådn kærtegnede hans mave, og det fik ham til at tænke på Nate - igen. Tanken forsvandt dog ligeså hurtigt, som den var kommet og han så bare på ham, mens han mærkede hvordan hans hænder hvilede ved kanten af hans boxers. Og så skøjtede hans tunge igen rundt på hans hals, han sukkede modvilligt, noget hen af et nydende suk, som hans krop ligesom syntes skulle ud i den virkelige verden. Forbandet.

Chase lod et enormt skadefro smil finde vej til hans blege læber, hvor det straks forplantede og bredte sig. Fremviste hans to sylespidse, drabelige hjørnetænder, der lige kunne ses stikke frem under hans overlæbe. Han grinede dæmpet, da han hørte hans svar, - præcis det han ville høre. Kørte hurtigt sine fingerspidser hen over den kæde, der sad i menneskedrengens bukser. Førte dernæst atter sin hånd hen til hans boxershorts, hvorpå han lod sin hånd glide et godt stykke ned i dem. Lukkede straks sine fingre omkring hans manddom og kørte derefter, i langsomme bevægelser, sin hånd op og ned ad den et par gange, før han atter slap den og i stedet for fæstnede sin hånd på siden af et af hans ben. Lod den hvile dér et stykke tid, inden han tog fat i kanten af hans - Shane's - sorte, tætsiddende bukser med den tilhørende kæde. Hægtede en tommelfinger fast i den ene side på hans buksekant og satte den anden tommelfinger på den modsatte side. Hev lidt ned i hans bukser, alt imens han, med et næsten unaturligt skummelt smil, lod sit blik vandre rundt på hans krop. Hans ansigt gav han ikke særlig meget opmærksomhed kun de få gange, han løftede sit blik og tilsendte ham et af sine aldeles ækle smil. Fik efter en del tid krænget hans bukser helt af ham, indtil hans arme ikke kunne nå længere og slap dem derfor. Placerede derpå sine hænder lige over kanten af hans boxershorts, hvorefter han meget adstadigt og roligt kørte sine handskebeklædte hænder op under hans trøje for anden gang. Bed ham nu og da forskellige steder og lod en gang imellem sin tunge komme til. Kørte langsomt sine iskolde hænder op på hans brystkasse, som han med lette strøg kærtegnede, inden han trak sine hænder til sig. Tog fat i låsen på hans sorte hættetrøje, som han langsomt hev ned og dermed fik trøjen åbnet. Sukkede indvendigt da hans øjne spottede den t-shirt, han havde på indenunder. Hvor besværligt. Endnu mere kluns at tage af. Han greb fat om de to ærmer på hans hættetrøje, fik dem rimelig hurtigt trukket ned og smed dernæst trøjen på gulvet. Gad ikke have mere besvær med dén. Han åbnede svagt sin mund, før han bøjede hovedet en smule forover og satte sine kølige læber imod hans hals. Bed forsigtigt i den og var meget påpasselig med, at der ikke skulle gå hul, men sørgede dog alligevel for, at det kunne mærkes - sørgede for, at Shane blev opmærksom på, hvor skarpe hans hjørnetænder egentlig var. Anbragte sine hænder omme bag på hans ryg et sted og lod dem glide rundt forskellige steder på den, før han fæstede dem - sine hænder - på hans ende og skubbede ham dernæst ind mod sig selv. Pressede sit underliv imod hans og slap først dér hans hals. Trykkede i stedet for sine læber mod Shane's i et kys, han ærlig talt ikke regnede med ville blive genældt, og da var han faktisk også ret ligeglad med. Han lagde hovedet en anelse på skrå, forsøgte derefter at skille hans læber ad med spidsen af sin tunge og kørte følgende hænderne op under Shane's orange t-shirt.

Det skadefro smil, på de blege læber, var ikke til at tage fejl af. Chase elskede den her leg. Han ignorede det dog bare, mens han bare stod der og gjorde ingenting, mens Chase kredsede om ham, hærdigt kælede for ham, for at få ham til at overgive sig uden kamp. Aldrig i livet, om han ville gøre det. Han så bare på ham, med et udtryksløst blik, neutralt, uden følelser. Det grin der hørtes, skræmte ham ikke, gjorde ham ingenting. Chase skræmte ham ikek, intet af det han gjorde skræmte ham. For, han vidste, at han bare ville være en mand og tage sig sammen, mens det stod på. Chase skulle ikke få den tilfredstillelse, at se frygt fra hans side. Han fulgte hans hånd med blikket, da den gled henover hans kæde og derefter hen til hans boxers. Da hans hånd så gled ned i dem, løftede han et øjenbryn, og så mærkede han hans kolde fingre omkring sin manddom. Han gispede kort, lige da det skete og et par langsomme dæmpede støn gled ud mellem hans læber, idet han kørte sin hånd op og ned af den et par gange. Forbandet. Han tændte jo på det. Det ophidsede ham. Ligesom det ville have ophidset ham, hvis han selv havde gjort det, selv havde kørt sin hånd op og ned af det. Han lukkede øjnene og ligeså snart han gjorde det, hørtes en stemme, en kvindestemme. Et skrig. "Nej! Lad ... Lad vær!". Han åbnede straks øjnene igen, men det eneste han så var Chase, som tilgengæld stod lidt for tæt på. Han stod bare og så på ham, mens Chase rørte veed ham, kyssede, nappede, bed, slikkede. Han var ligeglad, fuldstændig ligeglad. Det eneste han egentlig kunne tænke på, var den kvinde som havde skreget i hans indre. Hans mor. Han hørte hendes bedende stemme, hørte smældet, når hans far slog hende, hvordan lyden af tøj der revner hørtes. En hulken, et smertes skrig, idet hun blev voldtaget. Det var alt det der kørte for hans blik. Han sank en klump, ved den tanke der ikke kunne slippe hans hjerne. Hendes smertens skrig.
Kort efter, mærkede han hvordan Chase havde fået krænget hans bukser ned, men han gjorde intet for at trække dem op igen. Han vågnede lidt, da han lod sine hænder kærtegne hans brystkasse, det fik ham til at tænke på Nate. Og det var hverken frygt eller utryghed, som fyldte ham. Det var et selvhad, så stort, at han var ret sikker på at han kunne kaste op. Haan var tændt, han var fucking tændt. Han lod en fyr, som ville skade ham, røre, kysse og slikke på ham. Hvor ækelt. Da hans læber så endnu engang rørte hans hals, bed han sig i læben. Han kyssede ikke denne gang, han bed ham. Underligt nok, var han ikke bange. Han havde det bare dårligt. Han lukkede øjnene i igen, med det resultat, at hans mors skrig, endnu engang skar igennem i hans hukommelse og fyldte ham med en underlig form for smerte. Som om det var hans skyld at hun skreg. Og så mærkede han hvordan Chase's hænder gled ned til hans ende. Han gispede lydløst, mens han så blev trukket ind mod ham. Trykket ind mod hans underliv. Han mærkede hvordan en trang til at gnide sig op af ham og bare give efter, var stor, men en anden trang var større. Han lod sine hænder glide frem, lagde dem mod Chase's brystkasse og skubbede ham væk fra sig, samtidig med at han skubbede sig selv tilbage. "Beklager. Jeg er ikke til one-night-stands." ordene gled over hans læber, som det rene igenting og han trådte bevidst et skridt tilbage. Han lod sine øjne glide rundt på Chase's ansigt. Ville sikkert blive overfaldet om lidt. Han trak sine bukser op, og lynede hurtigt lynlåsen, uden at se væk fra Chase. Han blinkede et par gange. Og skriget i hans hoved var holdt op. Han lod sin hånd glide ned i sin lomme og lukkede sin hånd om den lommekniv han havde der. Det her ville blive hans død. En masse tanker gled gennem hans hjerne og samtidig ingenting. "Du får aldrig oplevet kærlighed, hvis du fortsætter med at misbruge, alle du møder," tilføjede han, med en afvisende og isnende tone, mens han bare stirrede på ham, søgte hans blik. Han sukkede kort, mens han trak vejret stille og rolig, ingen panik. Ingen frygt. Kun en isnende afvisning. "Jeg vil gerne have at du går, nu," fortsatte han så, bestemt. Chase skræmte ham ikke, selv om han vidste at Chase var stærkest og at det her sikkert ville blive hans død. Han ville bare ikke flygte mere, han ville ikke lade sig ødelægge, uden kamp. Han ville ikke lege mere, han ville have ham til at forsvinde. NU. Han havde rørt, og han havde set. Han havde sagt han ville følge ham hjem, det havde han hermed gjort. Nu kunne han godt gå. Men det ville Chase nok ikke, nejnej, nu blev det jo først rigtig sjovt.

Chase trådte, sikkert som forventet, et skridt bag ud, da Shane stødte ham væk fra sig ved at sætte hænderne mod hans brystkasse og på dén måde skubbe ham bort. Hans mund snerpede sig kort efter sammen, og han rynkede dernæst sine mørke øjenbryn, i det øjeblik de første ord kom fra Shane. Fortalte ham, at han ikke var til one-night-stands; bar' ærgerligt Sunny Boy. Det var først efter noget tid, at han vågnede helt op, som om at dét skub han havde fået af Shane havde sat ham i en i midlertidig hypnoselignende tilstand, hvor han hverken havde været i stand til at gøre eller sige noget. Lidt åndsfraværende rystede han på hovedet, inden han fæstnede blikket på Shane's ansigt og kneb efterfølgende sine øjne en smule sammen, netop som han tilsendte ham - Shane - et dødbringende blik. Forsøgte ved hjælp af dét blik at signalere til ham, at det ikke var klogt gjort. At afvise ham - for var der noget, som han ikke fandt sig i, så var det afvisninger og så endda fra en endnu komplet fremmed, næsten da. Stadigvæk med blikket naglet til ham førte han sine hænder ned til sine egne bukser kant, knappede dem med en hurtig og behændig bevægelse, før han greb fat om det lille jernstykke, der udgjorde låsen og lynede den - lynlåsen - op, hvorefter han lod sine arme falde slapt på plads ned langs siderne. Lod ham tale helt ud, indtil han var sikker på, at han ikke havde mere at sige - lige foreløbig i hvert fald, - inden han trådte et halvt skridt hen imod ham, Shane. Rettede sin ryg op, så han blev en anelse højere og dermed virkede lidt mere truende. Ikke at han troede, at det som sådan ville påvirke Shane, det var vel bare mere en refleks; at puste sig selv op, når han havde fået sendt sådan noget forpulet lort i hovedet, der ikke lige var dét, han gerne havde villet høre. Derpå tog han fat i en af Shane's arm, dén hvis hånd tydeligvis rodede med noget nede i lommen, og lukkede sine fingre så meget som muligt rundt omkring den. Klemte til. Ville ikke risikere, at han pludselig trak et eller andet uventet op derfra, selvom han ikke selv var i tvivl om, at hvad det så end var, Shane sandsynligvis havde lukket hånden om, ville være en trussel for ham. "Jeg har ikke brug for kærlighed. Kærlighed er kraftedme noget opreklameret lort," startede han ud med, hvislede det ud igennem sine sammenbidte tænder. "Kærlighed føre dig ingen steder hen. Det eneste det leder en til, er, at man endnu en gang kommer til at sidde helt alene, forladt, og forsøger at tude sit hjerte op igennem halsen, fordi dén person, der havde hævdet at elske dig, er skredet." Hans smil var imellem tiden blegnet lige så stille og langsomt og var nu forsvundet helt. Havde efterladt hans ansigt fuldstændig blankt og udtryksløst. "Den største løgn en person nogensinde kan stikke én er de tre ord, jeg elsker dig. Det eneste den helt specielle person, der har fortalt én de ord, vil, er at skade én. Har du aldrig nogle sinde undret dig over, at dét væsen der kan såre dig allermest, er dén du holder af? Det er dén, der kan få én til at bryde sammen. Det er dén, der får dit hjerte til at føles som om, at det skal eksplodere og konstant gør ondt ..." Han tog en dyb indånding efter at have sagt dette. Hans undertone i stemme havde ved de sidste sætninger, han havde sagt, skælvet en smule. Ikke meget, men lidt. Han havde atter åbnet sine øjne helt og den grønlige farve, de besad, var nu blevet mere tydelig og havde derudover også fået lidt mere ... liv. Følelse. De var ikke helt så udtryksløse mere, men dog var de stadigvæk ulæselige og kunne ikke tydes. Viste ikke noget tegn på, hvad det var, der fór igennem hans hoved i dette øjeblik. Han stod blot i noget tid uden rigtig at sige mere. Havde sit lidt urolige blik hvilende på Shane's ansigt. Så ham ikke direkte i øjnene og sørgede for, at der ikke på noget som helst tidspunkt blev oprettet øjenkontakt. Han løsnede langsomt sit greb om hans arm og trak kort efter sin hånd til sig. Faldt en smule sammen i sin holdning. Hvis Shane før havde været opmærksom på hans vejrtrækning, ville han kunne høre, at han nu trak vejret i nogle noget mere hurtige og tunge stød. Som én der var lige på kanten til at græde. Bryde ud i en endeløs gråd, som start på hyperventilation. Men det gjorde han ikke. Fældede ikke én eneste tåre. "Og ... ved du hvad det værste er?.." Efter disse få ord havde sluppet ud imellem hans blege læber, begyndte hans øjne at krakelere lidt og blev en anelse tårevædede, men han lod dem ikke komme ud. Gjorde alt for at beherske sig og holde tårerne inde i sine øjne. Forbød dem at bryde ud og trille ned ad hans kinder. "Det værste er ... aldrig nogensinde at have hørt dét. At have følt sådan. Dét ... er endnu være end alt det andet hjertesmerte pladder ..." fortsatte han og måtte nu næsten gispe efter vejret, for ikke at lade sine tårer få frit løb. Han trådte et par skridt væk fra ham, fjernede ikke blikket fra ham, men gjorde afstanden mellem dem større. Hans psykiske tilstand, sind, kunne pludselig eksplodere. Især når det angik helt særlige emner, som dette. Nogle emner der på én eller anden måde kunne relatere til hans fortid. Så gik han bare ned. Eksploderede som sagt. Faktisk, skulle der ikke så meget til. Det var ikke for sjov, at han under en diagnose var blevet erklæret psykisk syg. Det var dét, de havde fortalt ham, og han havde blot ignoreret det. Prøvet at bilde dem - lægerne og psykologerne - ind, at han sagtens kunne klare sig selv og fandme ikke skulle ind og sidde i et eller andet latterligt, hvidt rum. Råbt til dem, at dét kunne de satma godt glemme. Sut røv, narhoveder - det var det sidste, han havde sagt til dem, før han så var skredet. Væk derfra. Han havde helt glemt sit oprindelige formål her. Hvad det egentlig var, han havde tænkt sig at udsætte Shane for. Nu, nu havde det bare sagt klik et eller andet sted inde i hans hoved. Og forhåbentlig, forhåbentlig havde Shane lært, hvordan psykisk dårlige, ustabile personer skulle behandles. At forhastede ting aldrig var gode. At alt skulle tages stille og roligt; dog vidste man aldrig med ham, og slet ikke når han først var kommet i denne situation. Så var an fuldkommen utilregnelig, sådan da. Syg oven i hovedet som sagt. Han havde fået en ualmindelig væmmelig fornemmelse i maven - faktisk fyldte den hele hans krop. Indeholdt minder - dårlige minder. Had til verden og de væsner der levede i den - og ikke mindste hans far. Den største idiot af dem alle. Ham der havde førstepræmien, når det gjaldt at være en kæmpe spade. Ikke så mærkelig at han - Chase - var så fucked up i hovedet, når det var ham, der var hans mandlige forbillede; eller som var meningen skulle være det. "Jeg har ... aldrig ... hørt nogen ... sige ... de tre ord ..." Han begyndte endnu en gang at bakke bag ud og stoppede først, da han stødte ind i en af værelsets vægge, så han nu stod lænet op ad den med ryggen. Bøjede derefter sit hoved lidt forover og løftede sine handskebeklædte hænder en anelse. Rettede sit blik ned imod sine håndflader, før han gemte sit ansigt i dem. Hans åndedræt havde igen ændret sig. Det var blevet meget hurtigere, eftersom han ihærdigt prøvede at holde tårerne inde, hvilket også lykkedes ham, men hans blik var blevet rimelig tåget og sløret, da de mange tårer havde lagt sig som et vådt, tykt tæppe hen over begge hans øjne.

Han betragtede Chase, og som forventet havde hans skub ført Chase bagud, væk fra ham, mens han selv havde trådt et skridt eller to bagud, for at gøre afstanden en anelse bredere mellem dem, for at Chase ikke bare kunne kaste sig over ham, flå ham levende og voldtage ham, som han så bare forventede han ville gøre om lidt. Men, det gjorde han ikke? Han hævede det ene øjenbryn, mens han betragtede fyren, som så åbenbart var landet i en næsten hypnoseret lignende tilstand, som om hans skub havde ført ham til en fjern drøm. Men så vågnede han da igen. Han sendte ham bare et neutralt udtryk. Mig kan du ikke skræmme! tænkte han bestemt, mens han så ellers bare stod der, afventede hvad han havde tænkt sig at gøre nu. Slås måske? Slå ham? Han så bare på, mens han pustede sig op, og til hvilken nytte? At skabe frygt, var ikke ligefrem en handling som var lykkedes for ham. Faktisk, syntes han ikke ligefrem han var specielt skræmmende. Ikke lige i hans verden, men kun fordi han vidste hvad der rent faktisk skræmte ham, det var ikke så meget af de ting, som alle andre frygtede. Nej. Det han frygtede, var at hans far en dag ville voldtage hans lillesøster .... Eller ham selv. Han frygtede, at han ville myrde hans mor, elleer llillesøster og tanken om at ens familie ikke var i sikkerhed, i deres eget hjem, skræmte ham inderligt. Hans familie var ikke i sikkerhed, så længe hans far var tilstede i huset. Moren kunne ikke redde hans lillesøster, hvis det en dag gik galt, faren kunne frit gøre hvad han havde lyst til, og blandede Shane sig, ville de højst sandsynligt skulle slås, til den ene af dem døde. Det var bare det eneste der skræmte ham. Hans far, tanken om den magt hans far havde over familien. Så røg han tilbage i virkeligheden, hvor han hørte Chase lyne sine bukser. Han havde altså ikke tænkt sig at voldtage ham - lige nu. For hvis det var det han havde villet, havde han ikke lynet sine bukser. Han så så bare op på ham, med et roligt blik, idet han pustede sig op foran ham. Hans hån, holdte stadig omkring hans lommekniv og han var klar til at skære, hvis det blev nødvendigt. Han var klar til at slås, hvis det var det der skulle til, for at undgå at blive sat i et flashback, det flashback hvor hans mor skreg. Det var nok den værste smerte man kunne få, at se hjælpeløst til, mens ens mor var ved at bryde sammen af smerte, og ens far bare var ligeglad. Det var den største smerte, udover at blive forladt helt alene i verden, uden at blive elsket. Da han så begyndte at snakke om kærlighed, så han opmærksomt op på ham, kneb øjnene en smule sammen. Kærlighed, det var ikke et emne han havde troet Chase ville snakke om. Da han så påpegede at han ikke havde brug for kærlighed, at det var noget opreklameret lort, bed han sig i læben, lod ham fortsætte indtil det med at man græder sit hjerte ud, når den som hævdede, at han eller hun elskede en, skred, sukkede han svagt. "Alle har brug for kærlighed - også selvom det er noget opreklameret lort. Du nævner kun den negative del. Jeg gætter på, at du aldrig har hørt om den posetive. Men, kærlighed føre dig nogen steder hen og der hvor du bliver ført hen, er der hvor du føler du kan alting. Du føler dig helt igennem lykkelig, uanset hvor meget lort der sværmer omkring dig," ponterede han, roligt, afslappet. Han kunne godt lide emnet kærlighed, til trods for at der aldrig rigtig var nogen der havde givet ham kærligheden, ville han forsvare den til hver en tid. Da han så fortsatte stirrede han bare på hans udtryksløse ansigt. "Den største sandhed en person kan give er: Jeg elsker dig. Men, det kan være du ikke ved om det er sandt netop i det sekund. Det tager tre sekunder at sige ordene, men et helt liv, at bevise at man mener det man har sagt. Det er alt sammen meget rigtigt, men, det såre dig kun så meget, fordi du ved det ikke altid har været sådan. Fordi du ved, at når den anden skrider, er det fordi du ikke er elsket mere. Det betyder ikke, at du aldrig blev elsket," tilføjede han så til det næste han smed ud i rummet, mens han så bare så op på ham, nærmest afventende efter, hvad det næste han skulle svare på, blev. Han havde lagt mærke til hvordan Chase's stemme havde skælvet til sidst, de sidste ord han havde sagt og det var det der opmærksomt, fik hans blik til at hvile på hans ansigt. Han lagde mærke til en forandring, pludselig var hans øjne ikke så livløse længere. De havde en lille smule liv, de var ulæselige, men ikke tomme for følelser. Og så mærkede han hvordan han slap hans arm, og langsomt gnubbede han den kort, inden han så så på Chase igen, med et opmærksomt blik, ikke varsomt som det burde være, bare mere undersøgende, opmærksomt. Og så fortsatte Chase med at snakke, da han så spurgte hvad det værste var, rystede han langsomt på hovedet, men lyttede så opmærksomt, til det han om lidt sikkert ville bekendtegøre overfor ham. Da han så svarede, sank han en klump, som åbenbart var kommet op i halsen af ham. Han så op på Chase, så på hans ansigt og det ansigtsudtryk, som så ud som om det snart ville give efter og at han ville falde sammen hulkende og grædende på gulvet, men det skete ikke. Han stod der bare, men med et sårbart udtryk. Det han sagde nu, var vigtigt, det var helt sikkert. Det han sagde, havde stor betydning. Inderst inde, vidste han det godt. Chase var ikke psykopat uden grund, han gjorde det ikke, fordi han havde lyst, sikkert fordi han aldrig var blevet elsket, elelr aldrig var blevet lagt mærke til. Et barn, der føler sig glemt, uønsket og overset, fra dag et, har ikke store muligheder, for at vide alt det gode ved kærlighed. Selv, havde hans far altid hadet ham, mens hans elskelige mor, elskede ham. Han betragtede ham, mens han veg tilbage, nærmest som om det var farligt at stå tæt på, som om han var et bål der brændte og ville ham ondt. Da han så bakkede endnu mere, så han den Chase han ønskede at se. Grunden til at han gjorde så mange forfærdelige ting, som han sikkert gjorde, var enkel: Et uelsket sårbart barn. Det var det han var indeni og selvom han ikke var klar over det, forsøget han at røve kærlighed fra en anden, hver gang han gik ud i det nummer med at ville følge folk hjem. Han tog fra dem, gjorde dem bange, for at de på en eller anden syg måde, skulle ligge mærke til ham, og elske ham. Sykt og forkert, men et eller andet sted langt ude, gav det mening. Han gik langsomt hen mod ham. Og lagde så begge hænder på hans skuldre. "Chase, jeg vil dig intet ondt. Du skal bare ikke udnytte mig, for så kan jeg ikke elske dig. Så bliver det, som mit forhold til min far. Han nyder at ydmyge mig, og jeg vil altid hade ham. Du ved det ikke selv, men alt det du går og laver, alt det du gør og alt det du siger, er at du bare gerne vil elskes og accepteres. Noget du nok aldrig blev derhjemme." sagde han så, gav hans skulder et klem, inden han så trådte et skridt tilbage, roligt, afslappet, mens han betragtede ham. Vidste, at han sikkert ville få et flip og at det her ville ende galt, men han havde set det. Han havde set den sårbare dreng, som gemte sig i hans inderste kerne, der hvor ingen andre burde kunne se ind. Men det havde han gjort, selv uden at se ind i hans øjne.

Chase stoppede brat med at ånde og tog en dyb indånding. Holdt vejret i de få sekunder, det tog Shane at gå hen til ham. Talte hans skridt og løftede dernæst sit hoved fra håndfladerne en lille smule, da lyden fra skridtene hørte op, og han kunne mærke to hænder, der kuplede sig om begge hans skuldre, hvorpå den efterhånden velkendte stemme lød. Han trykkede sig ubevidst længere op imod væggen og lyttede tavst til dét, han fortalte ham, selvom han faktisk allermest havde lyst til at slå ud efter ham og råbe ad ham, så lod han være. Stod bare musestille og hørte opmærksomt på ham, afbrød ham ikke en eneste gang. Det var først efterfølgende, da Shane var stoppet med at lukke en masse ord ud og givet hans ene skulder et betryggende klem, at han atter begyndte at trække vejret. Gispede efter det, fordi han næsten ikke havde haft mere luft tilbage til sidst. Det føltes som om, at der sad en kæmpestor elefant på hans brystkasse og pressede hans lunger ned, så han dermed blev ude af stand til at trække vejret, men han fik dog efter en del tid lidt mere styr på sit åndedræt. Han fjernede langsomt - uendeligt langsomt - sine hænder fra ansigtet. Ikke meget, kun en smule. Afstanden imellem hans sygeligt blege ansigt og hans håndflader måtte omtrent ligge på omkring ti centimeter. Han stod blot fuldstændig stille og stirrede lidt åndsfraværende på dem, sine hænder. Eller de handsker han havde trukket ud over dem med de manglende fingerdele. "Du ... lyver ..." hviskede han ud igennem sine sammenbidte tænder, hvilket vel egentlig mere fik det til at lyde som en hvislen. Som en slange. Hans to ord var naturligvis henvendt til det første, Shane havde sagt. At han ikke ville ham noget ondt. Løgner. Alle var imod ham. Alle. Det var i hvert fald dét, at han igennem årene havde bildt sig selv ind - og var i sidste ende selv begyndt at tro på det. Troede selv på de tåbeligeheder, som alle relaterede til noget, hans far tidligere havde sagt til ham. At alle var idioiter, psykopater, der kun var ude på at gøre én fortræd, og man ikke kunne stole på nogen som helst. Ikke andre end sig selv, - hvorfor han troede på dem, vidste han ikke. Det var måske fordi, at han havde hørt dem så mange gange. Hørt sin far hviske det til ham imellem de tremmer, der havde holdt ham - Chase - og hans far adskilt, de få gange han havde været på besøg hos faderen. Ham, der muligvis var skyld i, at han havde sådan et skodliv. Ham, der var den største jubelidiot i verden; men alligevel lyttede han til ham. Havde aldrig rigtigt sagt ham imod. Selv ikke da han ... Chase kneb sine øjne hårdt sammen og udstødte en lavmæl, klynkende lyd, inden han endnu en gang begravede ansigtet i håndfladerne. Forsøgte at forhindre at det dårligste minde af alle skulle dukke op på hans nethinde som et flashback. En indre biograf, der altid viste den samme film. Den samme beden og hjælpeløse tiggen. Den samme sindsforladte, iskolde latter. Det samme skrig. Den samme lyd af en kugle, der bliver affyret fra en pistol. "Du ... forstår ikke ... noget som helst ..." Han gled adstadigt ned af dén væg, han stod lænet op ad. Satte sig på hug med hovedet bøjet en anelse forover og gemte fortsat sit ansigt i de handskebeklædte hænder - og så kom de. Tårerne. Tårerne, der havde hobet sig op i hans øjne, havde endelig fået frit løb. "Du er ... bare ... ligesom alle de andre. Ligesom alle de andre ..." mumlede han rimelig utydeligt imellem de grådkvalte hikst og følte sig pludselig så .. så rastløs. Så alene - og forladt. Han flyttede kort efter sine hænder og satte i stedet for håndfladerne mod gulvet, da han nær havde mistet balancen og helst ikke ville falde, så han stødte på dén måde af for faldet og brugte nu sine arme som støtte til at holde sig selv oppe med. De rystede dog ret faretruende og lignede, at de kunne knække sammen hvert øjeblik, det skulle være. Han sad blot i et stort tidsrum uden at foretage sig noget særligt. Ikke andet end at blinke og forsøge at få styr på de konstant løbende tårer og sin meget uregelmæssige vejrtrækning - og tænkte. Prøvede stadigvæk ihærdigt at få de væmmelige billede til at forsvinde. Alt det ... blod. Han bed sig hårdt i tungen i et forsøg på at tvinge sig selv til at stoppe med al det latterlige græderi, men til ingen nytte. "S-sig ... at du elsker mig," beordrede han pludseligt, bare sådan uden videre. Løftede derpå langsomt sit hoved, så hans ansigt blev vendt lidt op imod ham, Shane. Han kunne godt nok ikke se ham specielt godt,, begrundet af den våde belægning i hans øjne, men han kunne stadigvæk godt skelne ham fra de andre ting i rummet. "Jeg v-vi-vil have ... a-at du skal s-sige ... at d-du ... at du elsker mig ..." fik han med noget besvær og en skælvende undertone sagt og bed sig derefter i underlæben, men sørgede for ikke at prikke hul på sin læbe med de to sylespidse hjørnetænder. Han glippede kort med øjnene for at få nogle af alle de tårer væk. Det virkede ikke. Når én var løbet ned over hans kind, videre ned over hagen og til sidst ned på gulvet, så kom der bare endnu flere til. Der hobede sig hele tiden flere og flere frem, og gjorde hans syn mere og mere sløret.

Han så på, mens han kunne se hvordan han holdte vejret, idet Shane langsomt, med sikkert gled hen imod ham, fast besluttet på at røre ham, om han ville det eller ej. Han vidste, at Chase bare var et skrøbeligt barn, to sekunder af det ansigtsudtryk han var vidne til, var nok til at han kunne genkende det. Ikke bare et sted, men gange tre. Hos hans lillesøster, hos sin mor og ikke mindst, når han så sin skærm på mobilen, hvor hans spejlbillede blev vist. Han genkendte det straks. Et sårbart menneske, som snart ville kunne falde sammen af ... Bare af træthed, fordi man skulle overleve at leve i sit eget liv. Det var altid smertefuldt for ham, at se andre mennesker have det så skidt, men lige nu, følte han sig ansvarlig, følte han sig faktisk moden og ansvarsfuld. Han betragtede ham, med en rynke i panden, som nok var et tegn på enten fortvilvelse, eller bekymring, nok nærmest en blanding af de to følelser. Han trådte så et skridt nærmere, da Chase sagde at han løj og rystede langsomt på hovedet, mens han gentog sine ord, meget præcist og skarpt: "Jeg vil dig intet ondt. Jeg vil dig intet ondt." han sagde ordene to gange, der lå en form for styrke i hans stemme, han talte ikke højt, heller ikke lavt, men på normalt nivua, og alligevel havde han en følelse af, at ordene rungede i hele rummet, som om han havde skreget dem af ham. Underligt, men det var sandt, det var det der efterfølgende skete. Og så betragtede han ham bare indgående, mens Chase tydeligvis gled ind i nogle dybt ubehagelige minder, et jag af smerte gled over hans ansigt et kort sekund, inden hans ansigt så gled i tålmodige folder, mens han bare betragtede ham, vidste ikke om han ville blive rasende og forsøge at slå alt ihjel, fordi hadet til omverdenen var så stor, eller om han ville bryde sammen, som et grædende barn, der var blevet forladt. Og så skete det, Chase gled ned af væggen, havde ikke kræfter til at holde sig selv oppe længere. Han kunne se hvordan han kæmpede for sig selv, for at slette de billeder der pinede ham, for at glemme alt det forfærdelige mennesker havde påført ham. Da han konstaterede at han ikke forstod noget som helst, satte han sig ned foran ham og lagde en hånd på hans knæ. "Fortæl mig, hvad det er jeg ikke forstår, som du vil have mig til at forstå," sagde han blidt, overraskende roligt, mens hans vejrtrækninger var dybe, rolige, i modsætning til Chase's hvor de var ... Uregelmæssige og heftige, som om han ikke kunne få vejret af ren smerte. Han lagde mærke til hvordan han havde ladet sine tårer få frit løb og han betragtede ham bare tavst, mens hans hånd uden han helt var klar over det, langsomt nussede hans knæ. Da han så næsten mimede, men samtidig sagde at han var ligesom alle de andre, rystede han blot på hovedet og lagde den anden hånd på hans andet knæ. "Nej, jeg er ej. Jeg er ikke som alle de andre." hviskede han blidt, mens han så på ham, på hans ansigt, forsøgte at se ham i øjnene, forsøgte at få ham til at forstå, at det ikke var sådan det var. han var ikke som alle andre. Han ville ikke bare lade ham føle sig uelsket endnu engang, men han kunne heller ikke bare lade ham udnytte alle. Da han så så, hvordan han holdte sig selv oppe, for at undgå at falde sammen, kravlede han hen ved siden af ham og lagde sin arm om hans skuldre, for ligesom at vise ham, at han ikke ville lade ham falde sammen, han skulle ikke have det så skidt. Og så sagde han noget der kom bag på ham. Han ville have ham til at sige, at han elskede ham. De tre gyldne ord. Men hvordan kunne han det? På en eller anden underlig måde, holdte han af Chase, allerede. Ikke fordi han havde ondt af ham, men fordi han vidste alt for godt, hvordan det var at være en uønsket unge, som aldrig var god nok, som altid bare var uelsket. Han tog en dyb indånding, lagde så hænderne på hans kinder, med en vis form for varme og blidhed. Mens han så så på ham, fangede hans blik. Så ham dybt ind i øjnene. "Du skal tro på det her, tro på at jeg ikke lyver dig op i hovedet." sagde han så alvorligt, rykkede sit ansigt tættere på hans, og fastholdte øjenkontakten. "Jeg elsker dig," hviskede han så, ærligt. For, et eller andet sted, elskede han ham. Hvis man kunne sige det. Han kunne nok ikke selv forklare det, men han havde ment de tre små ord, han havde sagt. Han strøg ham blidt over kinden, med sine fingerspidser og fjernede ligeså stille hans tårer. Faktisk, havde han det som om Chase var en eller anden ukendt halvbror, han havde fået. Eller nok bare altid havde haft, men aldrig kendt til. "Chase, mit navn er Shane. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg også hedder Kevin. Det er mit andet navn." sagde han så blidt, inden han lænede sig frem og kyssede hans pande, som en kærlig mor, idet han så trak både sine hænder og resten af sig væk fra ham, sad så bare der, og ventede på hans reaktion.

Chase slap forsigtigt taget sin sin underlæbe og lod dernæst lige så stille sin overlæbe glide ned og dække over de to, halvfarlige hjørnetænder, så de atter blev skjult. Gemt væk inde bag læben, dog var hans mund stadigvæk en lille smule åben; det var nemlig den eneste måde, at han kunne få luft på, lige nu. Hvilket faktisk alligevel var temmelig svært, - og det begyndte først at være rigtig slemt, da Shane lagde begge sine hænder på hans kinder. Først dér, begyndte han for alvor at græde. Hvis han havde syntes, at det før havde været slemt, så var det ingenting i forhold til dette. Det lykkedes ham ikke en gang at tilbageholde de klynkende lyde mere. Eller knap og nap måske, men det var som om, at det ligesom lettede. At det lettede ved at lade de grådkvalte lyde komme ud, - eller måske var det dén varme, der kom strømmende fra Shane, som var med til at berolige ham lidt mere. Uden at sige noget kørte han sit noget tågede og slørede blik længere op. Stoppede først da hans blik mødte Shane's. Ikke at han kunne se særlig meget af det, Shane's øjne. Tårerne i hans egne grønlige øjne havde nedsat hans syn en del og hele omverden var helt udtværet. Det var bare som om; som om, at hans - Shane's - øjne ligesom lyste op. Som to lygter på en ellers mørklagt, omtåget landevej midt om natten. Da hans stemme så endnu en gang lød, holdt han igen vejret efter at have taget en stor og dyb indånding, ellers ville han ikke have en chance for at høre, hvad han sagde, eftersom de hikst og lyde han udstødte var blevet rimelig højlydte. Det var først efter de tre helt specielle ord var blevet sagt, at han startede forfra med at græde. Tårerne stod nærmest ud af hans øjne som vandfald. De tre ord. De tre små ord, der skønt de ikke havde mere end fire sølle stavelser, alligevel havde sådan en stor betydning. Han måtte bide sig selv hårdt i tungen for bare at få lidt mere kontrol over sig selv og sit tuderi. Jeg elsker dig. Det var de tre ord, der gang på gang genlød inde i hans hoved som et stort, uendeligt ekko. Igen og igen og igen. Han blev næsten helt ør i hovedet af det til sidst. Kunne slet ikke fatte at de ord, som han aldrig nogensinde havde forventet at høre, var blevet sagt. Lige for næsen af ham; tilegnet til ham. Præcis som han havde bedt ham om. Bedt ham - Shane - om at fortælle ham, at han elskede ham. Han begyndte så småt at tvivle på, om hvor vidt det egentlig var sket, eller om han bare havde drømt højt inde i sit eget hoved. Om dét virkelig var kommet fra Shane. Shane, som han ellers indtil nu havde stemplet som Kevin. Havde troet ham, da han havde fortalt ham, at dét var hans navn, - men det fik han et andet svar på. Fik nu fortalt at Kevin ikke var hans navn; ikke fornavn i hvert fald. Shane. Han kneb sine øjne en anelse sammen, igen i et forsøg på at skarpgøre sit syn, hvilket heller ikke denne gang ville lykkes. Shane. Nu var det dét, han gentagende gange hørte. Vågnede ikke op, før et kys blev plantet på hans pande og opdagede først da, at hans vejrtrækning atter var faldet mere til ro. Den var stadigvæk ikke nede på det normale, rolige plan, men den var bedre end før. Mere stille og fredfyldt. Selvom Shane for længst havde trukket sig tilbage, sad han bare fuldstændig ubevægelse, som en statue, og kiggede åndsforladt på ham. Eller ikke direkte faktisk, det var mere som om, at han kiggede igennem ham. Som om at han var gennemsigitig. Usynlig, ligesom et spøgelse. Det varede dog ikke længe, før han atter blev vækket fra sin egen lille drømmeverden og fæstnede dernæst sit blik på Shane's øjne. Studerede hans ansigt i noget tid, inden han fjernede hænderne fra gulvet og således faldt ned på knæ, hvorefter han slog sine arme en smule ud og efterfølgende slyngede dem omkring ham - Shane. Strammede sit greb yderligere om ham, som om han prøvede at smelte sammen med ham. Forsøgte at trykke sig selv ind i ham. Han gispede kort efter vejret, da han for cirka tredje gang havde glemt alt om en af livets nødvendigheder, at trække vejret. Efterfulgt af et knap hørligt pibende klynk, lagde han sit hoved på hans ene skulder. Eller satte mere eksakt sin hage imod den, så hans blik blev vendt ud imod værelset bag ham. Dén del af værelset, der var foran ham selv og bag Shane. Han havde lukket begge sine hænder omkring det stof, der udgjorde Shane's trøje, og knugede det i håndfladerne. Havde stadigvæk denne følelse af, at være helt forladt. Fortabt og uønsket, selvom det havde hjulpet en smule, de ord Shane havde sagt, og de berøringer han havde udført på ham. Han lukkede en minuts tid efter sine øjne; hvilket han hurtigt fandt ud af, at han aldrig skulle have gjort. For netop som han havde ladet sine øjenlåg glide ned, så kom det. Flashbacket. Det der op til flere gange havde plaget og pinet ham i drømmene, mareridtene. Faktisk overalt hvor han befandt sig, når han blot først var kørt ud i grøften. Sidesporet. Faldet ned fra gyngen. Når den evigt faretruende, tikkende bombe indeni ham var sprunget. Eksploderet og efterladt ham som en fucking ynkelig, ustabil unge, der absolut ingen realitetssans ejede. Han kneb sine øjne lidt hårdere i, da den lille film startede på hans nethinde. Pistolen der blev placeret imod moderens nakke. Han havde kunnet se, hvordan de små, fine hår i hendes nakke havde rejst sig, og hun havde tigget for livet. Bedt hans far om ikke at skyde. At skåne hende. Men han havde været fuldstændig kold i røven; og så, bare uden videre, havde han skudt hende. Og Chase, der dengang ikke havde været meget mere end ... i hvert fald under de ti år, havde stået og set det hele. Næsten da. I dét øjeblik pistolens aftrækker var blevet trykket helt ind og kuglen var blevet affyret, var han kommet til syne i døråbningen. Hørt dunket, da hans mor var faldet ned på gulvet og banket panden imod det stenhårde betongulv, der straks blev misfarvet af den røde væske, der bare havde sivet ud fra hende. Alt ... det ... blod. Og det eneste han havde gjort, det eneste han havde kunnet gøre, var at vende ryggen til - og så begyndt at spæne. Var løbet afsted. Væk fra det hele. Væk fra det kaos og helvede som i daglig omtale blev kaldt 'hjem'. Hjem, kære hjem, my ass. Ubevidst, havde han igen strammet sit greb yderligere om Shane. "Gå væk, gå væk, gå væk, gå væk ..." mumlede han, hikstende. Ikke henvendt til Shane, men de forfærdelige, slemme, slemme billeder, der endnu en gang var begyndt at spille i hans indre biograf i form af et flashback. Gang på gang. "Gå væ-æk!" hulkede han og åbnede først da sine tårevædede øjne. Havde troet at dét ville kunne få de rædselsfulde minder, billeder, til at forsvinde, men havde uheldigvis taget fejl. De blev alligevel bragt på bane og hærgede nu størstedelen af hans psyke, sind. "Få det til at forsvinde!" bad han, tiggede om det. Følte sig så frygtelig hjælpeløs. "Sig til dem, at det ikke var min skyld! Det var ikke ... min skyld ..." Han vidste ikke selv, hvor meget dette var henvendt til Shane, der højst sandsynligt ingen idé havde om, hvem 'dem' var. "Jeg vil ikke derind! Jeg vil ikke derind!" Sort snak. For Shane, i hvert fald. Chase løsnede langsomt sit tag om ham, før han lige så stille førte sine hænder hen til hans brystkasse i stedet for. Greb fat om Shane's orange t-shirt, men slap den hurtigt igen, hvorpå han løftede sit hoved fra hans skulder, bøjede det fremover og gemte ansigtet i sine håndflader. "FÅ DET TIL AT GÅ VÆK!!" skrålede han, nærmest helt panisk. Var startet med at vugge stille frem og tilbage, alt imens han mumlede nogle lavmæle ord til sig selv, tydeligvis i et forsøg på at berolige sig selv.

Han betragtede hver lille handling, som blev udført af ham. Han så hvordan han slap sit bid om underlæben og lod sine halvfarrlige hjørnetænder blive skjult igen, han så hvordan han var tvunget til at trække vejret ved hjælp af munden, fordi hans tårer, grådkvalte lyde og bare gråd, hærgede hans vejrtrækning og generelt bare hele hans krop og det var ganske enkelt forfærdeligt at være vidne til. Det var virkelig forfærdeligt. Da han lagde hænderne på hans kinder, lagde han mærke til hvordan han for alvor begyndte at græde, men det var ikke for at være ond han gjorde det, det var for at være sød mod ham, noget som ingen mennesker nok havde været i ufattelig lang tid, og et eller andet sted, virkelig langt ude, mente han de næste tre små ord, som blev slynget ud i lokalet, ikke tilfældigt, ikke til en tilfældig, men til ham. Han strøg ham kort, blidt over kinden, mens han blinkede lidt med øjnene, mærkede hvordan øjenvipperne var gledet en smule sammen. Hans egne øjne sved, han kunne mærke en ufattelig brændende lyst til at græde, af letteste måske, eller mod, stolthed, af den smerte som han så tydeligt kunne set Chase gik igennem lige nu og her. Og det mest beundringsværdige var nok, at selvom Chase ved det kraftigste havde sagt at kærlighed var noget opreklmaret lort, var det alt han drømte om. Om det så skulle knuse ham. Han ville sikkert være ligeglad, så længe nogen bare ville elske ham, om det så skulle være en kort periode, ville det sikkert være mere end nok for Chase. Han anede ikke hvad der løb igennem hans tanker lige nu, men det var egentlig heller ikke noget, han burde blande sig i. Faktisk, måtte det være helt igennem rørende, og forkert at nogen pludelig mente at de elskede en. Han måtte vel have det, som om han bare drømte, at det aldrig var blevet sagt, fordi han vel efterhånden havde fået bildt sig selv godt og grundigt ind, at alle mennesker ville gøre ham ondt, ville være imod ham, skade ham. Han lod ham bare sidde i sine egne tanker, ville ikke fylde mere på hans stakkels hjerne, som sikkert allerede nu pumpede alle oplysninger rundt i hans hoved, vendte og drejede alle muligheder, for hvad der kunne være sagt og ikke sagt, vendte alle mulighederne for sandt og forkert. Han lagde mærke til, at han vågnede lidt idet han kyssede ham på panden og et svagt smil, fandt frem til hans læber, selv midt i deres mindre krise, som nok var en ret stor krise. Han lagde mærke til endnu en ting - vejrtrækningen var mere stille og fredelig, ikke gispende, som om han var døende. Ikke længere, men det havde den været. Han drejede hovedet og så på Chase, som så på ham, men så alligevel ikke, ikke som om han ikke var der, bare mere som om man kunne se igennem ham, som om han var en ting der bare var midt i det hele, som bare stod der, men egentlig ikke stod i vejen, fordi man kunne se det der var på den anden side af ham. Og så pludselig vågnede han op, han så en anelse forundret ud i få sekunder, mens han så spredte sine arme, hvorefter de så gled omkring ham. Han bed sig kort i læben, kun meget kort, så slap han sin underlæbe igen, faktisk havde han næsten ikke engnag nået at bide sig i læben. Han mærkede hvordan han strammede grebet og tog det overraskende roligt, mens han så stille kørte en hånd igennem håret på Chase. Den måde Chase desperat forsøgte at klemme sig selv så meget nærmere ham, gav ham en følelse af, hvor meget han ønskede at nogen ville holde om ham, og ikke kalde ham svag, sige til ham at det var okay at græde, at det ikke var for de svage, for forfanden, alle menneskene i den fucked up verden gred. Og dem der ikke gjorde kunne bare brænde op i helvede. Da Chase så klynkede kort, sendte han ham et beroligende smil, mens han så lagde armene om ham, da han lagde hovedet på hans skulder. Han lod den ene hånd glde op i nakken, hvor han blidt legede med hans nakkehår for en stund, ikke flirtende eller noget, bare mere, fredfyldt og beskyttende. Han strøg ham samtidig blidt over ryggen med den anden hånd. Han så så ikke hvad der skete få sekunder efter at han havde lagt armene omkring ham, og langsomt kærtegnede ham beskyttemde, omfavnede ham med sin varme udtråling. Han så ikke at han lukkede øjnene og dermed heller ikke hans ansigtsudtryk. Han nussede ham bare stille beroligende på ryggen, mens de sad der og så pludselig gik det op for ham, at der var kommet endnu et flashback, idet han begyndte at mumle 'gå væk'. Han strammede sit greb om ham, beskyttede ham. "Det er væk, det er væk. Der er kun mig, åben øjnene, der er kun mig Chase, kun mig," hviskede han blidt i hans øre, mens han stille vuggede hm i sine arme, som han ville have gjort det, med sin lillesøster, når hun vågnede med mareridt om at deres mor var blevet skudt af faren. Da han så åbnede øjnene, hvilket han egentlig ikke kunne se, vuggede han ham bare fortsat frem og tilbage. "Det er her ikke. DEt er her ikke. DEt kan ikke nå dig Chase. Du er i sikkerhed, det er forsvundet, det er forsvundet," sagde han stille, mens han så bare fortsat vuggede ham, kørte en hånd gennem hans hår. Da han så sagde at han skulle sige til dem at det ikke var hans skyld, rynkede han kort på panden, men forstod så at han ikke behøvede at forstå hvad han snakkede om, alt hvad han skulle svare på var det der blev sagt. Han skulle overbevise ham om, at det ikke var sandt, for, det var sikkert ikke hans skyld, faktisk var han ret sikker på at det han havde set idet han havde lukket øjnene, havde været noget med hans mor eller far. "Det er ikke din skyld Chase. De ved det godt. Det er ikke din skyld, der er ingen der tror det er din skyld. Jeg ved det ikke er din skyld." hviskede han trøstende, men samtidig var alt det han sagde ikke bare ævl, det var jo også sandt. For et eller andet underligt instinkt, fortalte ham at det var rigtigt nok, at det ikke var Chase der var skyld i det der var sket, i det flashback han havde haft. Da han så slap hans knugende tag om ham, for istedet at lade hænderne knuge om hans t-shirt, mens han hulkede at han ikke ville derind, betragtede han ham. Åh gud, det var meget værre end bare lige som sådan. Den her dreng var færdig, ødelagt. Og man blev kun ødelagt af to ting: At være uelsket overalt. En dårlig barndom.
"Du skal ikke derind, du er lige her hos mig, lige her. Jeg passer på dig, jeg sørger for at de ikke tager dig derind. Du skal ingen steder, ingen steder hen. Jeg er lige her, du er lige her, vi bliver her," sagde han så, mens han strøg ham over den våde kind. Han var helt ude af den og han var nødt til at gøre noget, der fik ham til at falde bare lidt til ro. Da han så næsten helt panisk skrålede at han skulle få det til at gå væk, trak han ham op på sit skød, lagde armene tæt omkring ham og sørgede for at hans hoved, kom til at hvile mod hans hals. Han fjernede hænderne fra hans ansigt, for så at kysse ham på panden, beskyttende. "Det er her ikke. Det er her ikke. Det er væk, det er væk. Kig på mig Chase, det er kun mig der er her, kun mig. Vi er ikke nogen slemme steder, vi er i sikkerhed, i sikkerhed." hviskede han blidt i hans øre, strøg så hans kind, med den ene hånd, fjernede hver eneste lille tåre der gled ned af hans kind, uanset hvor lang tid det så skulle tage.

Chase kneb sine øjne en smule sammen, da Shane forsøgte at trække ham op på sit skød, og han lod sig bare mere eller mindre villigt blive hevet op at sidde dér. Anbragte sin ene hånd på hans brystkasse, kort efter Shane havde flyttet hans hænder, så hans ansigt atter kom til syne. Knugede stoffet fra hans orange trøje i hånden. Lyttede ellers blot til hans beroligende, trøstende ord, der fik ham til at slappe bare en lille smule mere af. Han tudede dog stadigvæk fuldstændig ukontrollabelt, hvilket også var med til at øge hans vejrtrækning, der endnu en gang var blevet lidt for hyppig. Trak vejret i hurtige og hidsige stød. Havde endda nogle få gange svært ved overhovedet at kunne ånde, eftersom gråden var med til at kvæle det meste af den luft, der kom ind. "Jeg vil i-ikke derind!" Han lukkede sine øjne hårdt i og strammede dernæst sit greb om Shane's trøje. "Jeg har ikke gjort noget, j-jeg har ikke gjort noget; f-fortæl dem, at jeg ikke har gjort noget!" hikstede han med et rimelig højlydt toneleje. "Det var ikke mig, det var ham! Jeg vil ikke derind igen! Det var ikke mig!" hulkede han grædefærdigt. Langsomt og forsigtigt løsnede han taget i hans t-shirt og slap den til sidst helt, hvorefter han slog sine øjne op. "Få det til at gå væk!" bad han. Rettede sit blik imod Shane's og satte efterfølgende begge sine skarpe hjørnetænder rundt om sin underlæbe, idet han bed i den. "Det var ikke min skyld! DET VAR IKKE MIN SKYLD!" fortsatte han hvileløst efter først at have sluppet sin læbe. Det nederste af hans to sylespidse tænder var dog stadigvæk synlige, da hans mund var svagt åben for at de klagende, grådkvalte lyde kunne komme ud. "Det er ikke mig, der har beskidte hænder! Det er ikke min skyld!" Beskidte hænder, det skulle ikke forstås, som når éns håndflader er fuldkommen tilsmurt i mudder eller andet stads. Beskidte hænder var det skyldneren havde. Beskidte hænder efter drabet. Morderiske, beskidte hænder. "Jeg vil ikke være her! Jeg vil ikke derind! Fortæl dem at det ikke var min skyld!" De samme ord der gik igen - og igen og igen. Som om han prøvede at overbevise sig selv om det ved at sige det flere gange. I en enorm hurtig og pludselig bevægelse rejste han sig med et op. Fór op og fik stavret sig selv på benene. Hans hoved begyndte at snurre en del, og en svimlende fornemmelse havde lagt sig ind over ham, sikkert begrundet af den lidt for hastige bevægelse. Han begravede straks sit ansigt i de handskebeklædte håndflader og bakkede bag ud med ret usikre, vaklende skridt, indtil han stødte ind i en væg og begyndte først da at gå forlæns. Stoppede ikke før han til sidst bankede ind i døren, hvorpå han fjernede sine hænder og satte en af håndfladerne imod døren. "Jeg ... vil ... ikke ... d-derind ..." mumlede han og følte nu, at han næsten druknede i sine egne tårer, der fortsat væltede ud og ned over hans kinder. Han greb kort efter fat om dørens håndtag og prøvede at presse det ned, forsøgte at åbne døren, men til ingen nytte; takket været ham selv. Den forholdsvis tykke isbelægning lå stadigvæk over dørlåsen og forhindrede ham, og alle andre for den sags skyld, at kunne åbne den - døren. Normalt ville han blot have hevet sin skruenøgle op og slået på isen, indtil den ville splintre og gå i stykker, men han kunne overhovedet ikke tænke bare den mindste smule logisk lige nu. Alt i hans hoved var helt omtåget, og de ubehagelige billeder plagede ham endnu. Han var nu nødt tiil at gispe efter vejret, hvis han overhovedet skulle have en chance for at overleve; altså opretholde sit åndedræt og få luft, ilt ind og ud af kroppen. "GÅ VÆ-ÆK! Lad mig være!" Han vendte ryggen til døren, lænede sig op ad den og gled derefter ned langs den, lige indtil han ramte gulvet, hvor han satte sig med benene trukket op til sig. Lagde sine hænder op foran ørerne og lukkede sine øjne i. "Gå væk, gå væk, gå væk!" En ordstrøm der kun indeholdt dé ord lød konstant fra ham, hele tiden. Troede åbenbart at dét ville hjælpe. At dé ord ville få mareridtet i hans hoved til at gå væk. Forsvinde. Få mindet til at fordufte, så det aldrig ville kunne pine ham mere. Det virkede naturligvis ikke. Det eneste han fik ud af det, var, at blive endnu mere skør og ude af den end før. "Få ... det ... til at ... gå ... væk ... få det til at ... gå væk ..." tiggede han og fjernede derpå hænderne fra ørerne. Satte sine knyttede hænder mod gulvet og åbnede sine øjne en anelse. De var næsten begyndt at gøre ondt, eftersom han havde tudet så meget; og stadigvæk gjorde det. Han tog en dyb, lidt besværet indånding og vendte sit slørede blik hen imod Shane. "Få det til at s-stoppe ... jeg be'r dig ..." bønfaldt han, hviskede de tre sidste ord. "Sig til hende ... at det ikke ... var min skyld." Han sendte Shane et sidste bedende, hjælpeløst, fortvivlet blik, før han rettede sine øjne imod sine hænder, som han havde løftet fra gulvet og holdt den nu foran sit ansigt. Fortsatte sin følelsesladte og hjerteskærende gråd. "Han sagde, at det var min skyld; fortæl hende at det ikke var min skyld!" Han hev nærmest desperat efter vejret, inden han så begravede hænderne i sit hår og tog fat om nogle af de sorte totter. Klemte øjnene i og udstødte gentagende gange gennemtrængende, fortvivlede klynkelyde. "Det gør ondt! Få det til at stoppe!" hylede han, tydeligvis helt ude af sig selv. "Det gør o-ondt!" beklagede han sig og førte noget tid efter begge sine hænder ned på sin brystkasse, hvor han fæstnede dem. Greb fat om det læderlignende stof, som hans jakke var lavet af, og lukkede sine fingre omkring det. Mærkeligt. Utrolig mærkeligt hvordan han, og sikkert sammen med en masse andre, pludselig kunne ændre sig. Hvordan det bare sådan kunne slå klik, og kunne få ham til at bryde sammen på dén måde. Hans normale, ret kyniske og psykotiske jeg var kilometer væk fra dét nervevrag, som han nu var. Sørgeligt faktisk. Hvordan én enkelt ting, ét enkelt minde kunne ødelægge nogle så meget. Det var ikke for ingenting, at han var blevet, som han var. Ikke for sjov. Der var ikke mange, der kendte dén knægt, som han i virkeligheden var. Ikke dén som han dagligt foregav sig for at være. Dén bag alt det. Dén han var, før alt det kaos, der var forårsaget af hans far, havde brudt løs.

Han trak ham op på sit skød om det så skulle tage ham flere minutter, ville han ikke lade ham slippe, dog var det åbenbart ikke noget Chase tog sig voldsomt af, for han gled faktisk mere eller mindre villigt op på hans skød og det gav ham - Shane - en mulighed for at ligge armene omkring ham, trygge ham indtil sig og passe på ham. Han betragtede hans ansigt, hvor tårerne stadig uhæmmet gled ned af hans kinder, men det så ud til at hans ord fik ham til at slappe en smule af, for en kort stund i det mindste. Da han så igen sagde at han ikke ville derind, knugede han ham indtil sig, i håb om at Chase så ville kunne ane duften af ham, for han vidste jo at Shane ikke havde været dér, i det syn han sad og så lige nu, det syn som plagede Chase så inderligt, nok hans værste mareridt. Han holdte ham indtil sig, faktisk præcis som om han var hans far, som beslutsomt hev sin søn ud af et forfærdeligt mareridt, trøstede ham efter en ven var blevet skudt for øjnene af ham. "Du skal ikke derind, jeg lader dig ikke gå derind. Åben øjnene, åben øjnene. Jeg er lige her søde, lige her. Jeg passer på dig, jeg skal nok beskytte dig. Du skal ikke derind," sagde han stille, men hans stemme lød overraskende voksen, moden og ikke mest klar. Så ingen af de små ord kunne blive misforstået. Da han så begyndte at hiske at han ikke havde gjort noget, strøg han ham blidt i nakken, kyssede hans pande og sad bare sådan. "Du har ikke gjort noget. Jeg har fortalt dem det, du har ikke gjort noget. Du skal ikke derind. Jeg passer på dig. Åben øjnene, se på mig, se at du er i sikkerhed. " sagde han blidt, men tydeligt til ham. Han vidste at Chase var i en næsten trance lignende tilstand, som han måtte have ham ud af, inden han ødelagde sig selv mere end nødvendigt. Han skulle have ham til at indse at han ikke blev tvunget nogen steder hen, at han var i sikkerhed, i armene på en der havde sagt at han elskede ham. Han håbede virkelig han troede på det, for han havde faktisk underligt nok ment det, og at se den her side af fyren, var helt klart en fordel, noget som fik ham til at føle, at de et eller andet underligt sted var forbundet, han havde selv mærker hele vejen op af ryggen, ikke blå mærker, men gule-grønne mærker efter slag med alverdens ting. Og så slog fyren øjenne op og så på ham, bad ham få det til at gå væk, nej, han tiggede om det. Han lagde sine hænder på hans ansigt og så ind i hans øjne, forsøgte at skjule at han delte smerten Chase oplevede med ham, for han havde selv haft sådanne flip, flere gange, man følte sig så forladt, så ensom og så fanget i det minde der gled frem på ens indre biograf skærm, hvor alt bare blev husket. Alt. Det var ganske enkelt, som at blive revet ned i helvede, det vidste han alt om. Han kærtegnede hans kinder, beroligende. "Jeg ved godt det ikke var din skyld, Chase. Jeg tror dig. Jeg tror dig." hviskede han så, det var det eneste han kunne sige til alt det der væltede ud, blev kastet ud i rummet, mens han hev efter vejret, og tårene uhæmmet gled ned af hans kinder, faktisk var det ulideligt at se på, så meget smerte der virkelig kunne ses, i hver eneste bevægelse. Da han så sagde at han ikke ville være her, ikke ville derind og at han skulle fortælle dem at det ikke var ham der havde beskidte hænder, gav noget pludselig mening, noget han kunne sætte sammen. Den mand som havde påstået at Chase var skyldig, måtte have været hans far. Retten måtte have troet på ham og spærret ham inde i fængsel. Pludselig rejste han sig så op i en bevægelse, som straks fik ham til at slippe ham. Han så en anelse chokkeret på ham, men lod ham så bare bakke, lod ham få frit løb, for en kort stund, trak hans snor ud, men ville straks trække den ind igen, hvis han var ved at glide derud hvor det hele kørte af sporet for ham. Han sagde ikke noget, lyttede bare og betragtede ham, som han gled frem og tilbage, mens han fortsat grædefærdig sagde højt at han ikke ville derind, eller nok nærmere stammede det, hulkede det. Da han så stod ved døren og forsøgte at få sig selv ud derfra, bed han sig i læben, mens han så hvordan han gled ned af døren, forsøgte at holde lyde og billeder ude, ved at holde sig for ørene. han kravlede hen til ham, fjernede hans hænder og tog hans hænder i sine, klemte om dem. Han bed sig i læben, da han så begyndte at tigge ham om at få det til at stoppe, var faktisk næsten villig til at gøre hvad som helst i farten, panikken og bare fjerne smerten fra Chase. Fjerne den, begrave den og sørge for at ingen andre skulle have det sådan. Ingen. Han lagde dog lidt efter bare armene om ham, beskyttende. "Din mor ved godt, at det ikke er din skyld, at det aldrig har været din skyld." forsikrede han ham, bestemt. Han stirrede bare på ham, smerten spejlede sig i hans ansigt og hans øjne var fortvilvede, han anede ikke hvordan han kunne få det til at stoppe. Men, ufattelig dumme ideer gled gennem hans hoved. Ideer om at han skulle kysse ham, smide tøjet foran ham, et eller andet, som fik ham til at tænke på noget andet. Han lagde så sine hænder på hans kinder, mens Chase hulede op. "Hør på mig ... Hør på mig ... Det er stoppet. DEt er stoppet. Det sker ikke. Det er bare noget han vil have det til at gøre. DEt sker ikke, du er her hos mig. Du er i mine arme.. Du er i mine trygge varme beskyttende arme Chase. Chase... Du er i sikkerhed her. Jeg elsker dig." sagde han så tydeligt, mens han stirrede på ham, hans eget ansigt blev lagt i rolige folder, idet han så lagde armene om hans skuldre og klemte Chase indtil sig, hviskede igen og igen, at han ikke var alene, at det nok skulle stoppe, at han nok skulle få det til at stoppe, kyssede ham engang imellem på kinden, nussede ham i nakken, legede med hans nakkehår, vuggede ham blidt fra side til side, hvad som helst.