Ny og alene

Sted: En af de mange gyder
T: Midnat
O: Tyst og stille
P: Lang sort kappe
V: Mørkt, intet andet

Mogana gik langsomt og lydløst rundt i gyderne, mens hun prøvede at danne sig et overblik overbyen, hun var lige kommet hertil, og ville ønske hun kendte stedet og meneskerne (og alle de andre racer) bedre.
Hun sukkede, og gik længere efter tegn på liv...

E par grønne øjne holdte øje med pigen, der gik rundt. Moon stod inde i en skygge og kiggede på pigen, hun var ikke ikke i form som et menneske, men en ulv. En sort ulv. Hun satte sig lydløs ned. Hun gik inde i skyggerne, hun gik eter pigen. Hendes øre vppede lydløs frem og tilbage, hun lyttede efter den midste lyd.

Mogana spidse ører var det bare hende eller hørte hun skridt efter sig, hun blev anspændt, spændte sine muskler, parat til at dreje rundt i kampstiling.
Hun gik længere frem, hele tiden, parat et skridt af gangen.
Hun ville gerne ud på en ben plads, det ville være lettere at kæmpe, men hun kendte ikke byen og mistede snart sin stedsans...

Moon stoppede kort, da hun så pigen. Pigen så lidt urolig ud, kunne hun mon ører Moons lydløse skridt? Moon vippede sine øre fre og lyttede anspændt. Selv midste lyd fangede hun hurtigt. Hun holdte sigt blik på pigen. Hun gik efter hende. Hun parat til alt, kamp hvis det skulle være. HUn var ikke over glad ved tanken om at kæmpe igen. Hun rystede kort på hovedet o gik vider

Til sidst nåede Mogana til en åben plads, en rystelse gik igennem hendes krop, hun hadet at kæmpe, men hvis det var nødvendigt.
Hun snurrede rundt, og tog sin forfølger i øjesyn, en sort ulv.
Hun glippede overrasket med øjne, det havde hun ikke forventet.
Hun undlod at gå i kampstiling, hun vidste jo ikke hvad ulven ville hende.
Hun løftede sin hånd som en slags hilsen, eller det mnete hun i hvert fald dte var, et ønske om fred...

Moon stoppede da pigen stoppede op i en åben plads. HUn blev lidt indei skyggerne. Hun var ikke bange, og slette ikke for et menneske. Eller hun troede det var et menneske.
Hun kiggede undrende på pigen at løftende sin hånd. Hvad det en hilsen? Eller som gå din vej? Hun kiggede godt se at pigen ikke havde forvente en ulv.

Mogana åbnede munden, men den blev låst fast halvt oppe, hun smilte et lille smil så man kunne se hendes vampyr tænder, det var ikke et ondt smil, bare et smil.
Hun håbede ikke ulven opfattede det som dårligt...

Moon kiggede stadig på hende. Hun gik få skridt tilbage, da pigen smilte. De var en vampyr!
Moon viste ikke rigtig om hun kunne li dem eller ikke. Men pigen så ikke farlig ud. Hun knurrede lidt, ikke surrt eller noget, mere som pas på eller lingen.

Mogana smilte igen, prøvede at skjulde sine vampyr tænder, for ikke at gøre ulven bange.
Hun stod et par minuter og lavede grimasser, men uden held.
Så smilte hun undskyldende til ulven og sagde noget for første gang:
"Hej! Og undskyl det der med tænderne!" hun trak opgivende på skulderne...

//Jeg mener Undskyld//

Moon gik få skridt mod hende igen, før hun stoppede. Hun lyttede stadig anspændt, hendes øre vippede lidt frem og tilbage. Hun kiggede stadig på pigen. Hun gik rundt om hende lidt. Hun knurrede ikke mere, hun vist kort tænker. Hun bakkede lidt, så hun stod foran pigen

Mogana så aventenede på ulven, havd ville den nu gøre, Mogana tog et lilel skridt frem, ikke or at skræme ulven, bare jeg for at se nærmere på den, hun havde aldrig i sit liv før set en ulv, og hun var ved at dø af nysgerighed (selvom det jo ikke er så let for en vampyr).
Hun ville ønske at ulven ville vise sin menneskeskikelse, så ville hun let bedre kunne bedømme om der var farer på færer, eller havd.
På den anden side kunne hun godt forstå ulven, hun havde heller ikke lyst til at åbne en åbenkampmulighed for den anden, selvom hun nu ikke havde tænkt sig der skulle være kamp...

Moon kiggede på hende. Hun gik få skridt tilbage, da hun så det aventenede blik. Skulle hun bliv menneske, også snakke med pigen. Moon viste ikke helt var der var klog. Hendes grønne øjne holdte hun på pigen. Hun rystede sig kort, hendes pels fløj lidt rundt på hende. Den sorte farve blev lidt mere brun, da hun gjord det. Hun hoppede kort tilbage, da pigen gik lidt mod hende. Hun vippede lidt uroligt med ørene.

Mogana så afventende på hende, havde hun mon forstået at hun intet ondt ville hnde, hun tænkte sig om et øjeblik, hvordan skulle hun overbevise ulven om at hun intet ondt ville.
"Ven!" sagde hun og så på ulven.
Hun rådte et lille skridt frem og et tilbage igen, mens hendes tålmodighed var ved at slippe lidt op, det var en af de dårlige ing ved at være vampyr, fordi man normalt var så hurtig syntes man tit at ting tog meget lang tid.
Hun ventede...

Moon kiggede på hende, hun forstod med det samme, da pigen ikke ville hende noget ondt. Men Moon troede ikke helt vampyr, måske skulle hun bare give pigen en chance fr at bevise at hun ikke vlle gøre hende ondt? Hun sukkede lydløs
Hun forvandlet sig til et menneske, efter pigens ord. Hun holdte sin blik på pigen.

Mogana så da ulven forvandlede sig til en pige, hun så nysgeriget til, det ahvde hun længe drømt om at se, og hun var glad for at hendes ønske var gået i opfyldelse.
Mogana sukkede lettet og smilte til pigen og sagde:
"Det tog sin tid!"
Hun tog hende i øjesyn, hun så heller ikke til at hun ville Mogana nået ondt...

Hun gabte kort, og rystede sig. "Tid og tid," mumlede hun stille. Hun holdte staidg sin blik på pige. Hun havde ikke et rigtig smil på læben, men næsten, eller det lingede et smil. Hun lagde blidt armene i kors. Hun viste ikke om hun havde gjord det rigtig, ved at gøre som hun havde gjord. Hun tænte lidt over det, og sukkede lydløs.

Mogans å på pigen, hun virkede hamløs nok.
"Hvad er der?" spurgte hun da pigen sukkede.
Hun gned sin hals, pigen lugtede af ulv, ikke den rareste lugt i verden, men hun slog sit til tåes med at det nok bare var generalet for vareulve, eller hvad pigen nu var...

Moon kiggede på pigen.
"Ikke noget," sagde hun venlig, eller det lyd okay venligt, men ikke helt. Hun kløede sig kort i nakken. Hendes øjne lingede hendes øjne som ulv, udeover at de var halv grøn og halv røde. Hun lyttede til pigen. "Jeg er Moon:"

"Hej Moon!" sagde mogana og fortsatte:
"Jeg er Mogana, og som du nok har forstået vampyr!"
Hun prøvede at styre sin nysgerighed, emn kunne ikke helt og hun udbrød:
"Er du vareulv eller hvad? ller er du en animagus? Ej det er bare så spændende! Jeg har aldrig mødt en ulv før! Ej undskyld jeg plaprer! Hvordan er det? Hvornår blev du ulv?"

Hun vinkede lidt, da Mogana sagde hej til hende. "J," hun sagde ikke noget før Mogana sagde noget mere, eller meget. Hun kiggede på hende. Skulle hun når at svar på spørgsmålene, før hun fik det næsten? Hun åbnede munden for at svar på et, men lukkede den igen, da Mogana snakke videre. "Nej, jeg er ikke en varulv. En varulv er halv menneske og halv ulv, jeg er ikke halv ulv. Ja, jeg er en animagus. Lidt spændende er der altid." Hun havde aldrig se eller hørte nogen, der gad at høre om hende selv.

"Okay!" sagde Mogana helt tændt af nysgerighed,
hun avr glad, og hoppede et lille hop af lykke.
Måske skulle hun lave en bog om forsekllige racer?
Tænkte hun for sig selv, hun ville sikkert være god, hun snakkede jo meget...

Hun grinede kort. Hun smilte venlig. Måske blev de gode venner, selvom Moon ikke havde troet det. Hun smilte og lagde hovedet lidt på skrå.
"Jeg tror ikke at det er en bog med alle racer," smilte hun venlig. "Men hvi jeg en dag finde sådan en bog få du den," gribnede hun kort

"Tak!" sagde Mogana oprigtigt og grinte, jaaa tænk måske blev de gode venner, Moon virkede i hvert fald rigtig sød.
"Hvis der ikek findes en, vil du så være med ti at lave en?" spurgte hun pigen...

Hun holdte sig lidt på maven, for en ikke grine. "Det var den samme tanke jeg havde," smilte hun venligt
"Hmmm.. Ja, det kan jeg godt, jeg skal bare lige være 100% sikker på at jeg har alle racerne så," grinede hun.