When the nature isn't beautiful ...(Dawn - Zankuji)

En stor sky gled fra en alt for stor fuldmåne, og gav den dermed frit spil til at bade skoven i sit blege skær. Træernes nyudsprungne blade prydede hver en gren, og de blafrede dovent i den stille vind der føg gennem luften. Hele skoven syntes næsten at holde vejret, som ventede den på en begivenhed der måtte forekomme snart.

Klokken havde knap rundet to, da en tavs skikkelse slangede sig ind mellem træernes grene, uden at forårsage en eneste lyd. Da den sorte skikkelse nærmede sig, blev det tydeligt at hun ikke blot var sort, grundet skyggerne der næsten beklædte hele hendes krop med deres iskolde favntag.

Hendes lange, slanke ben var indhyllet i læderbukser der føjede hende i hver bevægelse. Den velformede overkrop bar en hvid, poset trøje der var stukket i bukserne så de flød ud over kanterne, men den var næsten skjult af en lang læder jakke, der syntes at beskytte det meste af hendes krop.

En dæmpet stemme syntes at blive hvisket fra Dawns øre, men hvis man nærmede sig nok, kunne man netop skimte øresneglen der var blevet haspet til hendes øre. Dog var den skjult af det mørke, blafrende hår vinden var i lystig leg med. Stemmen, hvis ord man knap kunne høre, blev ført direkte ind i hendes øre, så hun tydeligt hørte dem:

"Do you know what time it is, Karma?"

Hendes øjenbryn hævedes hurtigt, da ordene blev hvisket ind i hendes øre. Et kort smil sitrede om hendes røde læber, men forsvandt ligeså hurtigt igen.

"If I know what fucking time it is!? Who do you think I am? A freaking watch or something!?"

På trods af de iskolde ord der blev hvislet ud mellem hendes sammenbidte tænder, kun netop så højt at det kunne skimtes gennem stilheden i skoven, hørtes der alligevel en irriteret munter glød, under hendes ellers så kolde stemme. En klukkende latter kunne høres i hendes øresnegl.

"Charming as always. No, it's in the middle of the night! What the fuck are you doing out in the middle of the night?"

En del af hendes ansigt blev oplyst i månens sølvagtige skær, og i det korte sekund hun var oplyst kunne man se hendes krop glinse af sved. Morskaben var forsvundet fra hendes ansigt, og det kønne ansigt var bidt sammen i koncentration og indebidt stædighed, der syntes at være hvad der drev hendes ben videre.

"It's called exercise, dumbass. I must keep my body in shape. And if you say that you think my body is already really good, I swear that I'll cut you open, the next time we meet."

En munter latter fløj gennem hendes øresnegl, men hun fortsatte blot sit hastige trav gennem skoven, som en lydløs kat. Hjertet i hendes krop pumpede som besat, og sveden fortsatte med at gøre hele hendes krop våd. Håret fløj om hendes ansigt, så hendes hånd til sidst skød op og flettede en hårelastik omkring det.

"Karma, get your ass over here right now, or I'll break the contact. You should not fucking be out in the middle of the night? You know how dangerous it is?"

Hendes hånd blev løftet i takt med at hans stemme steg, og en lang, slank finger gled over på en lille kontakt der sad i øresneglen. Hans stemme havde knap fundet et punktum før knappen var blev trykket, og konktakten til hendes læremester var blevet brudt. Men hun var endnu ikke alene i skoven.

Fuglen der fulgte hende på lette vinger, var næsten ligeså usynlig i natten som hende selv. Dens vingeslag kunne høres i skoven, men de var naturligvis ikke mistænkelige. Den var ikke stor, eller frygtindgydende for dens sags skyld. Men den fulgte hende overalt, og hun syntes at have et blødt punkt for den.

Zankuji var ude at gå sig en tur da han ikke kunne se andet da han ikke kunne falde til ro der hjemme eller noget i den form, så det var kommet så vidt at han simpelthen gik sig en tur og ville se hvor den sådan førte ham hen denne her aften her.
Han havde jo ikke det vilde han skulle nå så han tog det stille og roligt og der var ikke noget med at han skynde sig af sted da han hellere ville se alt der var omkring ham ordenligt, for man kunne jo aldrig vide hvad der lå på lur i buskene og alt det.
Han kiggede rundt og gik vider, han havde sine sorte pose bukser på og en hætte trøje der passede til dem og en hvid t-shirt på inden under og hvide sko da han ikke skulle forsvinde helt i mørket og sådan, for det ville da ikke være rart og blive væk for sig selv på den måde som man kun hvis man var helt sort i tøjet og sådan noget.
Han kunne godt nok føle at der var en eller anden i nærheden af ham nu men han lod bare som om der ikke var noget og gik roligt hen til et træ og satte sig op af det og slappede roligt af helt for sig selv, den som han kunne føle der var i nærheden af ham kunne jo sikkert godt komme forbi her uden og opdage ham eller noget men han var da ikke helt sikker lige på den grundlag der.
Han sad der og viste ikke om han skulle gå vider eller blive siddende men den beslutning blev hurtig tage da han blev siddende *hvem eller hvad er den person jeg kan føle er i nærheden af mig*tænkte han for sig selv og kiggede lidt rundt men så ikke nogen lige nu og her.

Stilheden i skoven byggede sig op til det grænseoverskridende, og en fornemmelse af at skyggerne sneg sig ind på hende, syntes pludseligt at overmande Dawn. Hendes mørke øjne gennemsøgte grundigt hver en centimeter de kunne støve op, uden at finde noget mistænkeligt.

Men da hele hendes krop stivnede kort tid efter, virkede skoven ikke mere mistænkeligt end det gjorde da hun kom ind. Men hendes trænede øje gled igen igennem skovkanten, og denne gang fangede hendes blik en skikkelse i nærheden. Fuglen over hende kvidrede advarende, men hun syntes ikke at bemærke den.

Hendes krop gled ind bag et træ, så hendes skikkelse nu var skjult for væsnets syn. Hendes fingre sneg sig ind under den mørke læderjakke, og greb ud efter noget, der ikke var synligt udefra. Hendes åndedræt var næsten uhørligt, på trods af sveden der afslørede hendes hamrende hjerte.

Hendes slanke fingres greb strammedes om pistolen, netop som hun hev den ud og fløj ud fra træet. Hendes ben havde knap fundet et holdepunkt, inden hendes finger havde trykket aftrykkeren ned, og ...

Braget der skulle have afsløret skuddet der burde flyve imod manden, blev erstattet af et harmløst klik, der syntes at håne Dawns skikkelse. Hendes rødmalede læber åbnedes en smule i overraskelse, netop da hendes finger insisterende trykkede videre på aftrækkeren.

For hvert tryk hun startede, blev hun besvaret med et latterligt klik, og til sidst syntes hun at give op. Pistolen blev skubbet ind under hendes læderjakke igen, samtidig med at nogle irriterede ord blev hvislet ud af hendes let adskilte læber.

"Fuck! Why the hell did the damn idiot take my ammo!? Of course the dude wants me back home when he takes my fucking bullets! I'll kill the idiot when I get home!"

Hendes fingre snoede sig ud af jakken, og hendes varsomme blik fangede først derefter manden på stenen. Hun kunne umuligt blive opfattet som en trussel, når hun lige havde lavet en så latterlig startscene, men det var altid bedst at være på den sikre side.

Han sad der og der skete endeligt ikke sådan rigtig noget i det første lange stykke tid af den tid han havde siddet der og kigget på den som der forgik rundt om ham og det hele.
Han havde ikke noget imod at han var alene men han var også altid glad for at have selvskab og alt det, han kunne skam godt mærke at denne her person som han kunne mærke kom tættere og tættere på ham og alt det, men hvorfor kom hun på den måde som hun gjorde ved at trække en eller anden ting frem *hvad laver den person dog*tænkte han for sig selv og rejste sig op og gik hen mod personen og lagde så mærke til at det var en kvinde "er du okay frøken"spurgte han roligt.
Han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige lige nu men han sagde da noget til hende og det var jo en begyndelse på at de måske kom i snak eller noget kunne man da aldrig vide lige nu, men mon hun var ude på at slå ham ihjel eller hvad var hun ude på lige nu han havde jo ikke gjort hende noget eller noget som helst.

Da han nærmede sig hende trådte hun uvilkårligt et skridt tilbage, som var det ubehageligt for hende, blot at være nær ham. Hendes hånd løftedes langsomt op til det bløde hår, hun tidligere havde samlet i en stram hestehale på hovedet.

Hendes lange fingre flettede sig ind i elastikken, og rev den så ud med et ryk, så det mørke hår faldt ned om hendes skuldre som et vandfald. Hendes næsten sorte øjne glimtede i skæret fra månen, da hun tydeligt studerede manden uden større generthed.

Da han sagde noget, dukkede et iskoldt smil op på hendes fyldige læber, og hendes hænder svang ned så de satte sig på hendes sider, så hun lignede en af de største bitches der overhovedet kunne ses. Men alligevel var der noget smukt, og elegant over hendes krop.

"Do I look okay?"

Hendes læber tøvede kort, og hun overvejede tydeligt om det ville betale sig at være venlig, imod denne fremmede mand. Til sidst sukkede hun dybt, og lød hænderne falde slapt ned af siderne.

"I'm okay, dude. What are you?"

Sætningen var ligetil, og ikke pakket ind i vat. Hun syntes ikke at interessere sig for hvad hans navn var, eller om han var en af de venligste væsner på planeten - Det handlede om hvad han var. Hendes smil vendte sig ikke, men en munter glød gled frem i smilets undertone.

Han kiggede på hende og det så da virkelig ud til at hun ville gøre det af med ham, men hvorfor han havde da ikke gjort hende noget det var i hvert fald ikke noget han ville kunne huske lige nu. Han kiggede på hende "hvad jeg er hvorfor vil du vide det"sagde han roligt og anede jo ikke hvorfor hun ville vide det eller om hun havde en grund til at bare sådan lige og spørge ham om det " hvis du nu så gerne vil vide det er jeg en ild dæmon og hvad med dig"sagde han og kiggede på hende.
Han kiggede på hende nu var det ikke mere rimelig at han fik at vide hvad det var hun var for en for hun virkede ikke som en helt normalt menneske og alt det, men nu kunne han jo vente på at han fik det svar som han håbede på at få fra hendes side af.
Han kiggede på hende *hun havde i det mindste ikke kugler i den pistol der*tænkte han roligt og var ikke bekymret for han skulle jo nok ha haft nok reflekser til at undvige kuglerne men det var jo så ikke helt nemt eller noget hvis det gik galt.

Hendes øjenbryn fløj op i panden, og skjultes øjeblikkeligt under det bløde hår der brusede om hendes ansigt. Hun syntes ikke at tænke over skridtet hun trådte bagud, eller over fuglen der landede i træet bag hende, med de sorte øjne varsomt rettet imod de to væsner.

"Because I need to know if I have to blow your head of, or I can leave this place without killing you."

Hendes stemme lød overraskende neutral, men alligevel var der en let hånende undertone under hendes ellers så bløde, og normale toneleje, der kom ud af hendes røde læber. Hun gjorde et kort kast med hovedet, og lod de mørke øjne stirre intest på ham, imens han talte.

"Oh, well that doesn't look good for you ... How many people have you killed ... In this week?"

Hun svævede elegant forbi ham, og over til den store sten han tidligere havde siddet på. Hendes blik søgte over stenen, og gled så tilbage til dæmonen, som hun ikke syntes at tage som en værdig trussel. Dog kunne man jo aldrig vide, for hendes blik var konstant årvågent.

Fuglen lettede og fløj nærmere hende, som nægtede den at være længere væk fra Dawn, end 5 - 10 meter. Dens mørke øjne spillede varsomt, men hvor de var rettede hen, kunne umuligt ses. Dawns krop svajede let da hun bøjede sig forover, og tiltede hovedet en smule til tiden, så håret gled ned af hendes yndige skulder.