Enjoy life! (Louise)

Tid: Eftermiddag
Sted: Parken
Vejr: Sol
Omgivelser: Ikke rigtig nogen mennesker... park-ting?

~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*

Et svagt bump kunne høres gennem den mennesketomme park da Ruby slog sig ned på den første bænk han lige kunne få øje på. Et sort halstørklæde dækkede hans mund, samt det halve af hans næsten hvide ansigt, han trak kort ud i det for at få vejret... hvilket af én eller anden grund ikke hjalp. Typisk, det hændte at det ikke virkede... at det pludselig kunne føles tomt når den kølige luft røg direkte igennem hans lunger... det endte sikkert med at tage livet af ham, men han var nød til det. Ruby havde det ikke godt med solen, sådan havde det været siden han røg på hospitalet, og de ikke ville lade ham gå igen, han blev kørt på operationsstuen og... han kunne ikke huske mere, bedøvelsens skyld, sikkert! Han fnøs kort, hvorefter han vendte ansigtet mod parkens indgang, hvor der trådte nogen få mennesker ind af gangen, blot for at skyde genvej, folk var blevet mere opsatte på arbejde og andet pjat, istedet for at stoppe op et par gange og trække vejret... nyde livet!

Mellem de få folk, der kom ind af porten, kom en smuk pige. Hendes lange sorte hår hang ned over hendes skuldre. Et smil var plantet hen over hendes rosafarvede læber.
Denne pige var Louise. Hun var virkelig smuk, men hun var ked af at hun var hvad hun var. Hun var jo aspara. Hendes skridt var elegante, lige som alt andet hun gjorde.
Hun var iført, en hvid top, et par korte cowboy shorts, en sort cardigan, med hætte på, og et par sorte converse.
Louises øjne var skindende blå, og glimtede smukt i solen.
Hun lukkede let øjnene, mens hun lod sine hænder glide ned i lommerne. Hun åbnede dem lidt efter og sukkede da hun stoppede op og så den menneskefri park. Hvorfor var der ingen? Hvorfor var der aldrig nogen når hun kom?
Hun gik videre ind i parken og fik øje på en dreng. Hun gik hen og satte sig et lille stykke fra ham, men på den samme bænk.

//MAND om jeg må be' xD//

I et kort øjeblik lod Ruby sig synke ned i sine tanker, lukkede verden ude og forholdte sig inde i sit hovede, gennemgik idéer og projekter han gerne ville gøre færdige... desværre kunne han ikke gå hjem... ihvertfald ikke helt hjem. Hospitalet var jo der han helst opholdte sig, selvom han fik en sær fornemmelse i kroppen hver gang han trådte ind på det hvide gulv det besad. Han brød sig ikke om det, og folk ignorerede ham alligevel! Han blev revet ud af sine tanker da bænken gav et enkelt knirk fra sig, og han vendte sine lyseblå øjne mod enden af bænken hvor en pige havde sat sig... nok ikke ældre end... seksten, måske sytten? Han kunne vel også være ligeglad, det kom jo ikke rigtig ham ved. Han betragtede hende i et øjeblik, helt følelses forladt og tomt, intil han tog sig selv i det og vendte sig væk igen. Sådan var han, han kunne ikke lade være med at studere folk, fremmede, eller ej. Det var vel bare en vane han havde udviklet af at sidde og stirre ud af vinduet i alle de timer, uden at gøre ret meget andet!