mødet //louise//

S: Forêt - Skoven
T: 11:30
V: Solskin, en smule blæst.
O: Grøn skov, fuglesang og en lille bæk

Det var en varm solskinsdag, fuglene sang og vinden blæste stille i træerne så de svajede ganske let. Godric, en 19 år ung mand med kastanjebrunt hår og blå/grøne øjne var ude og gå en lille tur for sig selv. Han havde ikk rigtig andet at lave en dag som i dag, og det var en perfekt dag til en skovtur. Godric gik stille gennem skoven, og da han havde gået i lidt tid kunne han høre en let rislen. Han begyndte at følge efter lyden, og lidt efter kom han til en lille bæk som han fyldte et lille stykke. Efter lidt tid satte han sig ned ved bredden og så ud på den lille bæk og nød fuglesangen. Han lage sig ned og tog hænderne om bag hovedet og lukkede øjne. For sit indre blik så han en grøn eng med en bæk. Fuglene sang vidunderligt smukt, og man kunne både høre og mærke den svage vind som pustede stille til græsset. Godric sukkede stile, og nød stilheden i lidt tid før han åbnede sine øjne igen. Et lille pindsvin var kommet hend til ham for at snuse en gang, men skyndte sig nu hurtigt væk igen. Godric rejste sig langsomt op, og begyndte at gå vidre langs den lille bæk.

Efter lidt tid gad han ikk rigtig gå mere. Han vil hellere forvandle sig og tage en lille løbetur. Det var en kildrende fornemmelse han fik når han forvandlede sig. Det startede ved hans hjerte, og bredte sig så ud gennem hele kroppen. Først ned gennem maven, og ned gennem ryggen. Ned til hoften og ned gennem benene. Op til brystet og ud gennem ammende til hænderne, og op til hovedet. Han elskede virkelig fornemmelsen af at forvandle sig. Da forvandlingen var overstået var han blevet til en los. Han strakte sin krop en gang, og begyndte at lunte af sted, og satte stille farten op. Han fulde stadig bækken, og da han havde løbet et pænt stykke lagde han sig ned, og rullede sig sammen. Solens stråler nåde helt ned til ham og varmede ham. Han nød fornemmelsen af den bagende sol, og lukkede bare øjnene.

Foxina sad ved vandfaldet. Hun var gået en tur for at friske sig lidt mere op sammen med sin border collie, Kanza.
"Tja, Kanza, så sidder vi her igen. Det er et stykke tid siden, vi har været her, men på den anden side, har det jo også været vinter og det har været for koldt til at gå ude nogle steder." fortalte Foxina Kanza og nussede hende blidt på hovedet. Kanza lagde sit sort-hvide hoved på hendes skød og de begge nød synet af det forekommende forår. Blomsterne var stadig kun knopper, græsset var næsten helt fremme igen og der var næsten blade på alle de fine krontræer.

Godric var ved at falde i søvn, og solen hjalp godt til, men en lyd skar i gennem til ham. Det lød af alt mest som vand der styrtede ned som i et vandfald. Han åbnede øjnene igen, og rejste sig op. Skulle han følge lyden eller lade være? Han var ikk helt sikker på hvor den kom fra. Han havde for at være helt ærlig aldrig været så langt nede af bækken, men han var jo trods alt vant til skoven, og hvis der var steder i den han ikk kende, gik der aldrig længe før han kendte det nye sted lige så godt som resten af skoven. Han havde en dårlig stedsands hvad angik nye steder, men når det gjaldt skoven, var den fantastisk god.

Han besluttede sig for at følge lyden, men ikk som los. Han havde næsten lige lært at forvandle sig til en sneugle. Der var godt nok intet sne lige nu, men det gjorde intet. Han forvandlede sig direkte fra sin los til uglen. Det var nogle lunde den samme følelse som før, men alligevel ikk helt. Han havde jo ikk haft en hale der. Nu fik han oven i købet vinger. Han foldede dem helt ud og baskede en smule med dem for at varme en smule op, inden han gik på vingerne. Han lettede fra jorden og begyndte at flyve mod lyden. Det var vidunderligt at flyve. Han havde ikk helt vænnet sig til fornemmelsen endnu, men det var en virkelig berusende fornemmelse, når vinden susede gennem ens vinger og fjerdragt. Han fløj faktisk ikk så lang tid, før han fik øje på det. Han landede lige i nærheden af vandfaldet, og foldende sine pænt sine vinger sammen. Han forvandlede sig hurtigt tilbage til sin elskede los igen, og gik med rolige skridt hen mod vandfaldet. Han standsede op, og sørgede omhyggeligt for ikk at komme så tæt på at han kunne blive våd af det. Han hadede vand, eller han hadede at svømme i det, ikk tage bad.

Han havde næsten lige sat sig ned, da han hørte en lyd og kiggede rundt efter et sted, som han kunne gemme sig. Han var heldig at der var en busk lige i nærheden, som han hurtigt smuttede ind under for at gemte sig bag den. Da han var i sikkerhed bag busken snusede han i luften, og fik med det samme færten af en hund og en person. Lugten var ikk til at tage fejl af. Det lugtede af en bladning mellem et dyr og et menneske. Der var ingen tvivl her. Det var en animagus han var stødt på. Han blev omme bag busken, og der gik ikk længe før hun og hendes hund kom til syne. Hunden linede en border collie, men han var ikk helt sikker i sin sag. Han var ikk specielt god til det der med hunderacer. Han flyttede blikket fra hunden og over på kvinden, som faktisk så okey ud, måtte han indrømme, med sit lange rødlige hår som gik hende til røven og det smalle ansigt. Hun havde ikk sit hår sat op eller noget, det hang bare løst ned af ryggen på hende.Han betragtede dem stille da pigen satte sig ned og hunden lage sit sot/hvide hoved på hendes skød. Han overvejede kraftigt om han skulle blive stående, stikke af eller give sig til kende. Han var for genert til at give sig til kende, men for nysgerrig til bare at gå, så derfor valgte han bare at blive stående. Han prøvede at samle nok mod til at gå over til hende, hvis ikk kun kom over til ham først. Det ville nemlig tage sin tid hvis han skulle samle nok mod. Det blev ikk i det her år ti i hvert falde. Han lagde sig fladt ned bag busken, og betragtede hende og hendes hund gennem et lille hul i busken. Han vidste godt at nogle folk ville syntes at det var røv irriterende og faktisk også vildt provokerende, men hvad skulle han ellers gøre? Han turde jo ikk give sig til kende ej heller at stikke halen mellem benene. Han sukkede tungt i sig selv, men blev roligt liggende. Var det her mon en drøm eller virkelighed? Han havde jo været ved at falde i søvn da han havde hørt lyden af vandfaldet, og hvad sagde enlig at det her ikk bare var en drøm? Men noget i ham sagde, at han ikk drømte overhovedet. Det her var ingen drøm. Han slog dovent med halen, men sørgede så godt han kunne for ikk at lave en eneste lyd, som kunne afsløre ham.

Mens han lå der og betragtede hende og hendes hund vidste han ikk helt hvad han skulle foretage sig så han begyndte at synge en sang inde i sig selv.
*Tonight such a beautiful night sing whit me now 2011 follow me
Big bang big bang we’re back again one more time say
No way no way neomu swipge tto name dwae*
Den sang gjorde ham altid I bedre humør, og havde også givet ham en smule mere mod. Han forvandlede sig tilbage til sig selv igen, og rejste sig langsomt op, og gik meget forsigtigt over mod pigen mens han så ned på sine føder. Han sang stadig inde i sig selv, og stoppede han med det vidste han at hans nuværende mod ville svigte, og han ville prøve at stikke af så hurtigt han kunne.
*Big bang big bang don’t stop let’s play
Ok ok go go go*

Han bed sig nervøst I læben. Han åbnede munden for at sige noget, men der kom ikk en eneste lyd over hans læber. Han lukkede den igen, og blev ved med at se ned. han sukkede og samlede så meget mod han kunne til at se op på hende. Han så lige ind i hendes lysende blå øjne, og det gjorde ham en smule forvirret, og han så hurtigt ned igen. ”Jeg..” sagde han men gik i stå. Han havde ikk fået samlet nok mod overhedet til at stå og snakke med en vildt fremmed person endnu. Han bed sig frustreret i læben. Hvorfor i alverden var det dog så svært? Han sukkede højlydt og prøvede forsigtigt at kigge op på hende igen. Han smilede meget forsigtigt til hende. ”Undskyld” fik han til sidst tvunget over sine læber. Han blev i tvivl om det overhedet var det rigtige ord. Vidste hun enlig hvorfor han sagde undskyld eller hvad? Han prøvede igen at sige noget andet, men det lykkedes ikk helt for ham. der kom et lille vindstød som legende tog fat i Godric’s hår, og fik blæst det ind foran hans øjne. Det var fandeme irriterende, men han lod det blive hvor det var. Han gad ikk fjerne det, for vinden ville sikkert bare blæse det tilbage igen. Han havde overvejet at blive klippet, men han elskede sit hår som det var. Det ville overhedet ikk blive det samme hvis det var kort.

Han lagde sine hænder over kors for at beskytte sig på en måde, men han vidste ikk hvad han prøvede at beskytte sig fra. Måske prøvede han at beskytte sig fra den pige som han stod over for, men det var jo ham selv som var gået over til hende, og det ville så ikk give nogle mening, eller var det bare ham? Han så sig lidt rundt. Måske for at slippe for det han havde prøvet på, men han kunne jo ikk blive ved med at se væk. Han var nødt til at se på hende igen, før eller siden. Han så tilbage på hende, og bed sig i læben. Hvorfor i alverden pinte han sig selv sådan? Han havde virkelig ingen anelse. Han skulle bare været smuttet igen med det samme, og ikk ha kontaktet hende, men det var for sent nu. Han stod lidt og trippede fordi han ingen anelse havde om hvad han skulle sige eller gøre. Han skulle lige til at stikke halen mellem benene og stikke af, men han blev stående så roligt han nu en gang kunne.

Foxina kiggede lidt forundret på den unge mand der stod foran hende. Efter han havde sagt undskyld, kom hun til at grine lidt, men prøvede at holde det inde. Han var nu ikke så slem eller farlig, blot genert, ligesom hende selv. Kanza kiggede vagtsomt på hende og rejste sig forsigtigt op. Hendes børster rejste sig og hun havde en let knurren, og hun slap ikke blikket fra den fremmede mand.

"Så så, Kanza! Han vil sikkert ikke gøre noget, blot snakke, tror jeg." sagde Foxina og rejste sig op. Selvom hun var bange for mænd og altid undgik dem, prøvede hun nu for første gang at give ham en chance, men kun 'en chance, for det havde hun lovet sig selv. Hun strygede Kanza's ryg med en rolig bevægelse for at få hende til at slappe af. Hun overvejede på et tidspunkt at forvandle sig til hendes anden side, ræven, og derefter stikke af, selvom han egentlig ikke havde gjort noget. Lige nu stod hun og spekulerede, men så sagde hun blot "Hejsa."

Mere kunne hun ikke sige lige nu. Hun kunne dog heller ikke få Kanza til at falde til ro, selvom hun havde prøvet alt. Der var måske noget galt med den unge mand. Måske ville han gøre dem fortræd? Eller...

Godric sukkede da han hørte hvad hun sagde til sin hund. Han kunne tydeligt høre på hende at hun ikk stolede på ham heller. ”Hajsa” sagde han stille tilbage. ”Sød hund” sagde han og smilede hjerteligt. ”Men den virker til at den ikk er så glad for mig.” han smilede trist og satte sig ned på jorden et lille stykke fra hende. Han havde skam ikk tænkt sig at gøre hende noget, eller hendes hund, med mindre hun selv gjorde noget først. Han så ned i jorden for ikk at virke skræmmende, men også fordi han var meget usikker på sig selv. "Forresten hvad hedder du?" spurgte han usikkert.

Foxina kiggede dog lidt mistænksomt op på ham, selvom han havde smilet varmt til hende og sagt søde ting om hendes hund.
"Tak for den fine kompliment til min hund, men nej den er ikke glad for fremmede mennesker eller andre skabninger. Desuden stoler den heller ikke på andre end min familie og jeg." svarede Foxina let mistroisk og fik den langt om længe beroliget.

Hun vidste ikke helt om det var klogt at svare på hans andet spørgsmål omkring hvad hun hedder. Hendes mor havde alvorligt sagt til hende, at hun skal ikke sige hvad hun hedder, hvis hun ikke kender personen helt godt. Så hun valgte ikke at svare på det, men spurgte i stedet "Hvorfor vil du vide mit navn?"

Han tkrk på skuldrende og blev ved med at se ned i jorden. "ikk for noget" mumlede han, og sad og legede lidt med sine negle for han havde ikk anet at foretage sig pt. Han bed sig i læben, og kiggede ikk op en eneste gang.

Foxina vidste, at de ikke kunne stå sådan der for evigt. Hendes mor havde jo også fortalt hende videre, at man bør være venlig overfor fremmede, hvis de ikke så ud til at ville skade eller gøre hende fortræd.
Foxina vidste, at hun måtte tage det næste skridt og sige noget til ham, for det var lidt synd for ham, når han sad der og så flov ud.
Foxina rejste sig forsigtigt op og kiggede mere roligt på ham nu.

"Okay. Jeg hedder Foxina og min hund hedder Kanza. Jeg har aldrig kunnet lide fremmede mennesker, så derfor er jeg meget mistroisk og nærtagende. Hvem er du?" fortalte Foxina ham og lagde hovedet på skrå.

Godric grinede let af den akavede stilhed, men det var ikk sjovt. Han sukkede, men så op da hun talte, men kun fordi han blev overrasket over at hun alligevel fortalte hvad hun hed. Foxina. Det var et pænt navn. ”Pænt navn du har. Mit navn er Godric.” sagde han. Han sank en klump i halsen. Han vidste ikk rigtig hvad han ellers skulle sige, men der var jo intet nyt der. Han bed sig let i læben og rejste sig også op, men langsomt. Han stod lidt og vidste ikk rigtig hvilet ben han skulle stå på, og lænede derfor vægten fra det ene ben til det andet.

Foxina kiggede lidt ud til begge sider. Hun ville ikke flygte fra ham men hun ville heller ikke komme ham for nær. Hun stolede nu ikke på ham, selvom han virkede liidt intetsseret i hende, troede hun. Kanza lagde sig ned igen men slap ikke blikket fra Godric.
"Godric.. det er et pænt navn." Svarede hun ligeud og hun begyndte at blive utålmodig. Hun mærkede en trang til at løbe igen.

Godric grinede en smule nervøst."øh tak tror Jeg nok." Han var meget nervøs, men om man kunne se eller mærke det på ham, vidste han ikk helt, men var faktisk også bedøvende lige glad. Eller det var måske ikk helt rigtigt, men delvist. Han tog en dyb indånding, og vidste stadig ikk hvad han skulle sigde. Han kunne mærke at hun var en smule rastløs, og han måtte indrømme at han ogs selv var det en smule."skal vi tage os en lille løbetur?" Foreslog han langt om længe. Han betragtede nervøst Foxina.

Foxina kiggede nervøst op på ham. Hun trængte faktisk til at komme ud og løbe. Så længe hun havde evnen til at være hurtig, hvis han nu skulle angribe hende, var det godt hun kunne løbe væk som et lyn.
"Okay det kan vi godt. Men jeg advarer dig. Angriber du mig løbe jeg væk og forbliver væk. " sagde Foxina nervøst. Hun forvandlede sig til en smuk og slank ræv. Hendes øjne lyste af lykke men også varsomhed. Hun bad Kanza om at løbe hjem og at hun kom senere.

Godric nikkede. Han havde skam forstået hendes budskab, og han havde skam heller ikk i sinde at gøre hende fortræd. Da Foxina forvandlede sig til en rev så han smilemde på hende inden han selv forvandlede sig til sin elskede los. Det var stadig en vidunderlig følelse han fik, selom han havde prøvet det mange gange før. Det var en kildrende fornæmmelse som startede ved hans bryst og bredte sig ned til mave, hofterne, lårene, knæene, benet og ned til føderne. Fra brystet og op til skuldrende, ned gennem armene ned til hænderne, og til sidst op til hovedet.

Han var nu fuldt ud forvandlet til en los. Han strakte sig så langt han var. Han begymdte langsomt at linte af sted. Han ville være helt sikker på at hin var i stand til at følgem med, men han var skam ikk et eneste sek. i tvivl om at hun sagtens kunne lige meget hvor hurtigt han end løb.

Selvom Foxina havde sagt god med det at løbe sammen var hun alligevel nervøs da han forvandlede sig til en los. Da losser normalt var en af hendes værste fjender i naturen. Men hun luntede så stille med. Lidt efter begyndte hun at sætte farten op for hun trængte virkelig at strække sig ud. Hun vidste ikke om han kunne følge med men hun kunne løbe langt og længe. Der vil gå noget tid før hun vil blive træt.

Godric smilede for sig selv. Ham havde dey helt kalrt bedst når han var los. Hsn fulgte med hende i hendes tempo, og da hun satte farte i vejert grinte han indvendigt, og tog med det samme imod udfordringe, selvom der faktisl ingen var. Han satte selv farten yderligere op, og overhalede hende og kom et godt stykke fotand. Jvis man kunne høre ham nu, ville han grine meget højt.

Foxina syntes det var lidt sjovt. Hun satte farten yderligere op og spurtede nu som et lyn forbihm og masede sig ind foran ham. Hun havde det sjovt lige indtil hun hørte og så noget langt foran hende. En stor brun bjørn rejste sig på bagbenene og fik øje på hende med rasende øjne. I stedet for at løbe forbi den, løb Foxina hurtigt ind i et lille hul i jorden hun havde lavet engang. Hun kravlede ned for enden af hullet og rystede skræmt.

Da Godric fik øje på bjørnen, var Foxina allerede rendt ned i et hul i jordern. Godric sukkede indvendigt. Okey, dey var også forståligt nok. den var jo flere gange støre end hende. Godric knurede ad bjørnen, og gok til angreb. Han gik efter dems flanler ligesom den los som havde redet ham fra en bjørn havde gjort. Bjørnen brølede rasende da Godric bed sig fast. Bjørnen fik kastet Godric et godt stykke fra sig. Ham rorte sig ikk, og bjørnen gik over mod han for at give ham det afgørende slag. Den løftede sin kæmpe lsb og skulle til at slå.

Foxina så alt fra sit hul. Efter bjørnen havde kastet lossen væk fra sig og skulle til at slå ham endnu engang kom foxina springene op fra hulen af og bed sig fast i bjørnens lab. Bjørnen brølende og vendte sig mod hende. Foxina bed hurtigt på bjørnen alle steder i øret, benet og nær halsen. Hun nåede ikke at se sig om før bjørnen havde lammet hende med sin lab og hun landede nær hulen. Hun humpede ned i hulen og ømmede sig. Hun håbede på at Godric havde kommet sig. Ellers var det for sent.

Godric så alt hvad der sket, og det havde sku ikk været en del af hans plan. Fuck. Nu var Foxina såret på grund af ham. Hvorfor var hun dog også gået imod bjørnen alene? Han sukkede dyt indvendig. Bjørnen vendte igen sin opmærksomhed mod Godric som stadig ikk havde rørt sig, men det var en del af Godric’s plan. Bjørnen gik igen over til ham, for at gi ham det altafgørende slag. Den løftede poten, og lige som den skulle slå, løb Godric gennem benene på bjørnen, og bed sig fast i dens bagben. Denne gang havde han godt fast. Det havde gjort en smule ondt da den havde slynget ham væk fra sig sidst, men forhåbentlig ville den gå væk denne gang med halen mellem benene.

Bjørnen brølede af smerte, og prøvede at få Godric til at give slip ved at spakke bagud, men Godric havde for godt fast. Den gav et hårde spark fra sig, så Godric blev slynget tilbage, men han havde samtidig fået en lille luns af bjørnen med sig. Den brølede rasende, men haltede sin vej. Den havde fået nok af det hele.

Denne gang havde Godric slået sig for alvor, og blødte fra hovedet. Han fik skiftet form, og lagde sig i forskerstilling. Han havde fået et hul i hovedet som blødte ret meget, men der kom ikk en eneste lyd over hans læber. Han kunne ingen gang mærke, at det gjorde ondt. Han kunne kun mærke en lille dunken i hovedet, og det var det.

Foxina havde kommet sig imidlertid, mens Godeic havde kæmpet mod bjørnen. Hun blev meget nervøs, da der blev helt stille udenfor hulen. Var de begge døde eller var Godric død? Var bjørnen død? Mange spørgsmål fløj ind i hovedet på hende, mens hun nervøst rejste sig op. Hun haltede ikke længere, mens hun forsigtigt kravlede ud af hulen. Til hendes store forskrækkelse så hun, at der lå et menneske. En jæger? Nej, det var vist Godric, og han havde det vist ikke særlig godt da han blødte ud af hovedet. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Eller gjorde hun?

Efter lidt tids overvejelse, valgte hun, at forvandle sig selv til et menneske og stoppe blødningen, ved hjælp af nogle blade hun engang havde knyttet sammen for sjov. Den bunken blade hun havde knyttet, kunne standse blødningen i noget tid. Hun skyndte sig at hente det henne ved det store vandfald. Hun satte sig på hug ved siden af Godric for at binde det rundt om hans hoved. Til sidst bandt hun en knude i nakken, og hældte vand i hovedet på ham, som hun også havde hentet fra vandfaldet ved hjælp af et stort blad. Derefter forvandlede hun sig til en ræv igen og gik lidt væk fra ham og ventede til han kom sig.

Godric stønnede en smule af smerte, da en eller anden lagde blade om hans hoved, men rørte sig ellers ikke rigtig. Han havde gevaldigt ondt i hovedet, men vidste ikke helt hvorfor. Han kunne ikke rigtig huske hvad der var sket. Alt var bare helt sort. Han kunne mærke noget koldt og vådt i sit ansigt.

Han slog øjnene op, og satte sig hurtigt op, men det skulle han ikke ha gjort. Alt flimrede for ham, og han blev nød til at ligge sig ned igen. Han vidste ikke hvor han var, eller hvem han selv var. Det kunne han ikke huske. Han vendte hovedet om, og fik øje på en ræv. Han spærrede forskrækket øjnene op, og prøvede at komme væk fra den ved at kravle, men han faldt hurtigt om på jorden igen. Godric sukkede opgivende. Han måtte se i øjnene at han ikke kunne komme væk der fra, og nu kunne ræven så gøre hvad den ville med ham. Et skrig hobede sig op, men det sad fast i hans hals. Han lukkede bare øjnene, og var overbevist om at hans sidste time var kommet. Det var ærgerligt at det skulle ende sådan her, med at han ingenting huskede. Han kunne ingen gang huske hvilken race han tilhørte, sit eget navn eller alder. Alt var helt sort lige nu.

Hun blev forskrækket over den måde, han opførte sig på. De skulle aldrig have løbet om kap, det var hendes skyld. Havde han mistet sin hukommelse? Det havde han vist, for han blev bange for at se på hende. Hun blev faktisk også selv ret bange. Hun blev ked af det. Det VAR hendes skyld. Skulle hun gå? Det var nok bedst at blive hos ham og fortælle ham, hvad der var sket og hvem han var. Hendes mor havde sagt "Gør man noget galt eller forkert og såre den anden person, skal man tage ansvaret for det, og ordne det."

Da hun så, at det begyndte at sortne i hans øjne, måtte hun handle. Derefter fik hun hen for at slikke hans ansigt. Hun var helt ude af sig selv over det. Hvad skulle hun gøre?

Han mærkede noget vådt mod sit ansigt, som om noget slikkede ham. kunne det være ræven, og i så fald, smagte den så på ham eller hvad gjorde den? Han åbnede øjnene for at se på ræven, men selv efter han havde åbnet dem, var der helt mørkt. Han sukkede et frustreret og bange suk. Hvorfor var alt sort? Hvad var der sket, og hvorfor havde ræven ikke bare dræbt ham med det samme? Han nåde ikke rigtig at tænke videre over det, før han besvimede helt.

Da han vågnede igen, stod solen allerede højt på himlen. Han missede med øjnene mod den skarpe sol. Hvor var han, og hvad var der sket? Han huskede en lille smule af det der var sket. Han havde set en ræv, men den havde ikke forsøgt at æde ham? han forstod ingen ting, og hans hoved dunkede af helvede til.

Imens ham var besvimet, havde hun slæbt ham ind under vandfaldet og ind i grotten. Der havde hun passet og plejet hans hul i hovedet. Det havde helet meget hurtigt alligevel. Hun havde lagt en bunke blade under hans nakke. Hun havde ladet ham ligge lidt, og var gået ud for at jage. Hun havde tænkt på, hvad hun skulle gøre med ham? Skulle hun fortælle ham alt det, der var sket? Eller skulle hun bilde ham ting ind, der ikke passede? Hun manglede jo trods alt en god ven, og måske en bedre bror. Ja, det var det hun ville fortælle ham. Musene var vist flyttet, for de pivede et stykke fra deres gamle bo. Hun luntede glad derhen og fik gravet hullet større så hun kunne hapse dem. Hun tænkte lidt på, om hun skulle give ham en af sine mus. Han måtte være sulten efterhånden. Men hun måtte lige huske Kanza, som sikkert lå derhjemme og kedede sig. Så hun løb hjem for at hente Kanza, og kom så tilbage. Da hun var på vej tilbage til ham, tænkte hun på at fortælle ham, at han var en animagus. Han måtte selv finde ud af hvad for et dyr han var.

Da hun omsider var kommet hen til vandfaldet, opdagede hun, at han havde slået øjnene op og kiggede op mod solen og blinkede. Hun havde stadig en mus i munden, kun til ham. Hun lagde den derefter ved siden af ham og satte sig ned og lod ham vågne mere op.

Godric fik igen øje på ræven, som var kommet. Var det den som havde fået ham ind i hulen som han lå i, og hvordan? Han var stadig en smule bange for hende, men var ved at fatte at den intet gjorde ham. Den kom over mod ham, og en let hvæsen kom ud af hans mund, men hvor kom den fra? Den ville dog intet gøre ham. den lagde blot en mus ved siden af ham, men hvad skulle han dog stille op med den? Ræven ville da ikke ha at han spiste den? Dat var simpelthen for klamt, men han var sulten, og for at understrege det, knurrede hans mave højlydt. Han gned sine øjne, satte sig op, og betragtede stille ræven for at finde ud af noget. Det sortnede heldigvis ikke for ham denne gang.

Der var noget i ham, som fik ham til at tage den døde mus op, og spise den. Den smagte på en og samme tid vidunderlig og rædselsfuld. Man kunne sagtens se på ham, at han både kunne lide den, men samtidig syntes at den var rædselsfuld. Han fik det som om han skulle brække sig nu, men indtet kom op på trods af at hans mave vendte sig.