Enjoy the show ~ Ramiel

En ung kvinde, der ikke kunne være meget mere end i 20'erne, kom gående ned af en af Di Morgas gader. Ryggen var stolt ranket, hagen løftet let og gangen elegant. Hun bar af påklædning en fin mørkerød kjole, der nåede hende til knæene, samt en hat sad skævt på hovedet af hende. Hvordan det end måtte være muligt, skjulte den med skygger hendes øjne. Aella Ember havde sjældent bevæget sig uden for en dør uden en hat, hvilket efterhånden også var en af hendes store professioner. Hatten og dens fremstilling havde fascineret hende siden hendes unge dage. Nu godt 200 år efter var kunsten stadig vigtig. En hat havde det med at kunne gemme på de hemmeligheder, der ellers ikke var plads til...
En let vind rev lidt i Aellas mørkerøde kjole, da hun var på vej mod teatret. Egentlig sagde forestillinger hende ikke synderligt meget, men denne aften skulle nok gå hen og blive interessant. Tvivlen lå der ikke på ét eneste tidspunkt. Forsigtigt kastede hun et blik mod den sorte nattehimmel, der var prydede af talløse diamanter, der strålede om kap med hinanden. Stjerner var placeret på deres faste pladser i stjernebilleder, der halvt om halvt var dækket af plamager af skyer. Det var ved at trække op til regn, måtte Aella konstatere med et dybt suk. En kølig vind kærtegnede hendes hår, der lystigt dansede sammen med vindens lette berøringer. Omkring hende havde mennesker og andre væsener våget sig ud i aftenens mørke i små grupper. Hvor de skulle hen, var Aella ligemeget.
"De har billet til en af de små lukkede balkoner? Lad mig endelig føre Dem derhen, miss!" Udbrød billetkontrolløren, da Aella viste ham sin billet. Hun var lige ankommet til teatret, der prægtigt stod foran hende. Dets rustikke udseende havde altid været hende interessant. Bygningskonstruktionen var fabelagtig med de lette udskæringer og dekorationer. Et let legende og fornøjet smil var at spotte om hendes læber. Hun fulgte manden med hastige skridt til den loge, hvor hun skulle møde ham. Ramiel. Det var efterhånden noget tid siden sidst, men det ændrede ikke på det, de var kommet for. Et respektabelt nik blev givet til manden, da han storslået slog ud mod hendes endelige plads.
Godt nok var Ramiel ikke ankommet endnu, men klokken var heller ikke mere end godt 20.45. Forestillingen skulle begynde klokken 21, så vidt Aella var bekendt. Der var plads til 6 personer på den balkon, hun var på. Der var blot en enkelt mand siddende deroppe, men han gjorde ikke mine til samtale. Tværtimod. Under hende i den større sal var der snart fyldt op. Det summede liv, som havde der ikke gjort andet. Bag scenetæppet kunne man få gange ane et ansigt af en skuespiller, der tydeligvis elskede sit arbejde. Det var en uendelig kærlighed. Aella rettede let på hatten, alt imens hun roligt satte sig på sin plads. Afventende.

Klokken var allerede 20:45 og forestillingen begyndte klokken 21, han havde virkelig travlt, men sådan var det jo når man havde travlt, hvilket at Aella, hans højre hånd nok også havde regnet med, han kunne jo ikke være alle steder, på en gang, selvom det nu kunne være smart, men det kunne han ikke, døren svag ind til teateret, og ind trådte Ramiel, han var iført sin blå hvide jakke, sine brune læderhandsker, og sine lædermilitær støvler, jakken stod åben og han havde faktisk ikke engang noget på indenunder, hvilket nok ikke ligefrem havde været den smarteste mundering, den lette vind, havde næsten bidt sig igennem skind og blod, men det hele var overstået nu, nu var han endelig ved sit mål, og her var der i det mindste varmere end udenfor, hvilket han ikke helt kunne ej hellere ville brokke sig over, med et henkastet blik, opdagede han at klokken næsten allerede var 21, dog så var den det ikke, så der var tid nok til at finde sin plads, samt at finde Aella, hans højre hånd, de havde meget at diskutere her om til aften, hvilket nok også var derfor hun havde valgt stedet, en af de små balkoner *smart tænkt Aella* løb igennem hovedet på ham, imens han studerede de mange byster og statuere, loftet, væggene, faktisk det hele, selve bygningen emmede af skuespil, en scene om man ville det, det hele råbte bare i hovedet på en, at man var trådt ind i en anden verden, en verden som Ramiel havde været i op til flere gange, flere gange end hvad der virkede som normalt, men når man var så gammel som ham, hvad kunne man så regne med? Han skulle jo trods alt også have tiden til at gå med et eller andet, og her til aften, så lød det på at snakke med Aella og lægge nogle planer. Billetkontrolløren kom hen til Ramiel, og spurgte om billet, hvilket Ramiel selvfølgelig havde på sig, dog en anelse lemlæstet, men den duede trods alt ”Du er ventet” kom det fra manden, som førte Ramiel hen til den balkon hvor Aella også sad, først faldt hans blik på den anden mand som han ikke kendte, hvem var han? Og hvad ville han? ”Aella det var smart tænkt” kom det fra ham, han havde ikke ligefrem regnet med at der ville være andre til stede, men nu hvor han var der, så kunne de jo altid få ham fjernet men den tid den sorg, eller hvordan man nu ellers lige skulle sige det. 6 personer var der gjort klart til, Ramiel håbede da ellers ikke at der ville komme flere, han håbede på at deres aften kunne blive lidt mere, privat end som så, de havde jo trods alt meget at snakke om, så måske havde planen om at sidde i teateret ikke været helt gennemtænkt, men trods det, så var det jo for sent nu, og de måtte bare se hvordan aften forløb sig.