the sand of time, ran away (Alyn oooog...?)

tid: omkring solnedgang
omgivelser: vand, sand, og hvad der ellers plejer at være.
sted: stranden
vejr: det blæser en smule men ikke kraftigt.

Rose sad på en bænk, og stirrede ud i horisonten. i sit skød havde hun en blok og en blyant. hun havde tegnet næsten hele dagen. hun sukkede opgivende. hun havde haft brug for at tænke over tingene. men hvad nyttede det? det var spild af tid at tænke over livet når man ikke kunne leve det. hun lukkede kort øjnene, mens den sorte hættetrøjes hætte sad tæt om det blonde hår. hun så rundt, spejdende efter en hun kendte..

Små ringe viste sig ude på vandet. Og op ad vandet stak et hoved, med en tilhørende hals.
Håret skinnede sort, og de grønne øjne så lidt omtåget ud, hvilket ikke var så mærkeligt, når man har haft øjnene åbne under vand i et godt stykke tid
Den blege hud så blegere ud i den grå belysning.
Skikkelsen skuttede sig i den kolde vind, der straks kastede sig over hende.

Alyn svømmede tættere på breden. Da hun kom ind hvor hun kunne sådanne nogle lunde bunde, vadede hun straks indad. De kolde sten skrapede hendes føder. Men so what? Der var for fanden ingen der døde af det vel?
Hun rettede halvirriteret på den blå bikini. Det var pokkers en tid man levede i nu til dags. Men Alyn var god til at tilegne sig tidernes skiftning.
Hun lagde intresseret hovedet på skrå. Hvem var det der sad inde på stranden. Hun havde en svag anelse.
At dømme efter den sorte hættetrøje og det blonde hår, for ikke at glemme den opgivende stilling hun sad i.
"Rose" kaldte hun, med et lille smil i stemmen

Garretts hår blæste tilbage, da et pludseligt vindstød ramte ham.
Han var kommet op til det åbne område, lige ud til stranden, efter mange timers irriterende vandring.
Han havde en rød åben skjorte på som fremhævede hans veltrænede krop, og et par sorte bukser.
Den normale elegante påklædning. Han duede simpelthen ikke til 10 frakke og 4 bukser.
Han lod sin tunge glide rundt om sin mund, da duften af vampyr og elver ramte ham.
Han vidste godt hvem den ene var. Og han havde regnet ud hvem den anden kunne være.
Skyldfølesen ramte ham øjeblikkeligt og han gik med blikket sænket mod sandet, mens han sparkede til stenene der havde valgt at lægge i vejen for ham.
Han gad ikke rigtig hæve blikket, da han var 7 meter væk.
Han lignede uden tvivl et surt børnehavebarn. Men han var bare ikke rigtig sur.

Alyn indså at hun måtte starte et emne. Hun skævede til Garrett med et talende blik, der sagde
Du-vil-meget-snart-dø.
Men Alyn havde undlodt det, da Ainsha aka Rose, liiiige ville have en mini sludder.
Og det var sådanne nogenlunde fair
"Garrett. Sikke en....glæde" sagde hun som hilsen. Venlig var hun just ikke lige mod ham.
Hun nikkede takkende til rose, da hun fik hættetrøjen på.
"Sum suuuum suuuum sum" Alyn kunne ikke lade være. Hun smilte bredt af minderne fra toilletet
Hun begyndte at blafre med vingerne og gik få meter tilbage. For at vise:
Denne her ordner i, og når i så er færdige, vil jeg gerne 'snakke' med Garrett.
Det sidste kunne man se i hendes blik

hun begyndte at mumle. hverken vredt eller ynkeligt. bare en lavmælt mumlen. ''det er virkelig ikke sjovt, det her.'' hun gik op og satte sig på bænken igen, hvorefter hun begyndte at tegne noget helt nyt. hun tegnede garrett, som han stod der, og alyn som hun dansede rundt. det så så forkert ud i hendes hoved. hun sukkede lavt

//min com spasser ud//

Garrett kunne mærke Alyns stikkende blik mod sin nakke.
Han løftede hovedet op. True true. Alyn lignede tydeligvis en der havde fået at vide at juleaften var blevet forsinket i 4 måneder.
Han sendte hende et hurtigt sarkastisk smil, hvorefter han vendte opmærksomheden, på Rose.
Han havde mest af alt lyst til at lægge armene om hende og hviske unskyld, men situationen var ikke rigtig...passende
Istedet kom han med en af sine klassiske tomme jokes, der bare slet ikke burde være røget ud af hans mund
"Skal vi blive stående sådanne her?"
Han havde set det øverste af hendes tegnehæfte. Han havde fattet hvad hun tegnede.
Han blinkede uskyldigt til Rose, inden han vendte hovedet ned mod sandet.

hun mumlede bare endnu lavere for sig selv mens hun krøllede sin tegning sammen. hvad ville det hjælpe at nogle sagde undskyld..? at man tilgav når alt alligevel var for sent.

hun så ned

Alyn hvæsede som en giftig slange.
Hun havde glemt sin rolle som en irriterende flue. Men den rolle havde Garrett åbenbart med glæde overtaget.
Fluen udviklede sig til et rasende monster
"Fatter du ingenting...din..din hypilisorn" Alyn anede ikke rigtig hvor ordet kom fra, men det lød urtolig godt når hun var rasende.
Hun greb ud efter en halvstor sten og kylede den efter ham med en allerhelvedes fart

"a' hva?"
Garrett lignede kort sagt en komplet idiot. Hvad var det for et ord.
"iiih. et specielt ord til..." Han kunne se en sten komme susende hen mod ham. Fedt nok. Var hun virkelig synket så dybt som stenkastning? Han nåede lige at se en bleg hånd gribe stenen foran næsen på ham og nogle smukke øjne. Og væk igen.
Han kastede et skævt sideblik hen på Rose. Hvordan havde Gin tænkt sig at få orden på deres trekløvers problem, når den ene tydeligvis ikke ville tale med ham og den anden dagdrømte konstant om at slå ham ihjel?
Han lod en hånd grave igennem sandet.
"Gin...Rose. Hvordan har i tænkt jer at vi skal løse noget som helst her?" spurgte han, mens sandet piblede ud fra hans hånd. Som et timeglas

''hvad er der at løse..?'' mumlede hun bare. hun rejste sig og gik ned mod dem. hun så lidt på dem og så lidt ned i sandet

//krea'en forsvandt... -.-''//

//sukker dybt. Krea rose...så må jeg hellere være sød mod dig;p//

Alyn der lige havde fået noget hår blæst ind i hovedet, stirrede på det som om det var første gang hun så det
"Jeg trænger til at få klippede det her lortehår" mumlede hun for sig selv.
Hun var (endnu) engang blive afledt fra det de snakkede om.
Hun stirrede intressant på hendes lange bløde hår.
"gad vide om det ville klæ mig med helt kort hår?" hendes pande var rynket i tænksomme folder.
Hvor lignede det bare Alyn. Hun var åndsfraværrende igen

hun nikkede kort til dem begge som et tegn på 'farvel'. hun begyndte at gå lige hen mod Em. hendes hår snittede hans kind da hun passerede ham, kun et let strøg. hun havde efterladt sine ting på bænken. små regndråber begyndte at falde mens hun gik langsomt langs stranden. hun mumlede præcist højt nok til at em kunne høre det.
''what hurts the most
is being so close
and have so much to say
and you just walk away
and never knowing
what could have been
and i'm seeing that-''
hun stoppede da hun endelig forstod hvad det lige var hun mumlede. præcis det som hun for så længe siden havde sagt ikke fandtes. hun gik videre mens hun så ned i sandet hvor hendes brune læddersko sank let ned i for hvert skridt hun tog.

Alyn vågnede op ved ordet farvel. Hun rystede på hovedet
"WTF?" spurgte hun Garrett, mens hun kiggede anklagende på ham
"hvad fanden har du gjordt nu Gar?" Hun rejste sig op og sprang efter rose
"HVAD TÆNKER DU PÅ?"
Meget kunne Alyn finde sig i. Men at hun skred uden så meget som 20 forvarsler pissede hende lidt af. Uden havde selvfølgelig skubbet til Garrett på vejen, men lige nu var hendes opmærksomhed rettet på rose.
Hun stoppede op foran hende.
"Hvad?" spurgte hun med undren

''lad mig være alyn'' hvæsede hun lavt og gik lige forbi hende. hun gik videre mens hun så ned på sine fødder. hun håbede lidt at alyn ikke opdagede hendes øjne havde skiftet til næsten sort. hun gik hurtigere end før men ikke som hun normalt ville gå

Alyn mærkede Deja-vu fornemmelsen boble i hendes blod.
Hvor lignede det her bare sig selv. Garrett sad langt væk og stirrede fortabt ned i sandet eller på dem, Rose var som sædvanligt skredet og Alyn var surt vandret efter.
"Kunne vi ikke stoppe det her baby-pjat. Det irritere mig af pommeren til"
Hendes stemme var streng...befaldene. Og man kunne hører hun var træt af det
"Rose. Nu vågner du, og lader være med at spille pissesur teenagerpige, der synes livet er noget man skal skærer i. Det pisser mig af at du hele tiden er sådanne. Verden er ikke retfærdig og det burde du af alle mennesker vide" Alyn havde lagt hænderne på roses skuldre og kiggede hende dybt i øjnene.
Hun havde ikke tid til at tænke på at det hun havde sagt, måske kunne udløse et raseri anfald af en slags.
Hun var faktisk lidt ligeglad
"prøv at tænk på andre end dig selv ik?" afsluttede hun og fjernede sine hænder fra hendes skuldre.
Hendes blik gled ud over vandet igen. Tænkene og filosofisk

hun gik videre uden at se på dem. som om det her handlede om hende?
hun snerrede lavt af sig selv mens hun gik

//sorry tiden. var i bad//