this time? alyn

Regnen trommede ned på den næsten morgenøde gade. Taktfast, uendeligt og beroligende.
En sort skikkelse kunne anes henne for enden af den ellers så trafikerede vej. Når det altså var på et rimeligt tidspunkt om dagen. Og når solen den skinnede, hvilket den gudske tak og lov ikke gjorde idag.
Den mørke skikkelse hang skødeløst op af et rimelig højt metalhegn, som var rustent nogle steder, men dog stadig havde den gamle charmerende smag der tydede på at hegnet var fra før det 1900 århundrede
Hegnet indenrammede en gammel stor park. Lidt ligesom dem man fandt ovre i Warszawa.
Stort åbent område. En lang stig der førte hen til en park cafe, hvor priserne var ufattelig høje og kvaliteten på rang med pulverkaffe.
Og cafe'en var selvfølgelig omkranset af stooore rosenbuske og smukke søer med svaner og ænder i. Og store Egetræer, hvor egerne hoppede rundt og spiste turisters og andre menneskers affald.
Det regnede Alyn med. Alyn var den mørke høje skikkelse, der stadig lænede sig op af det våde hegn.
Hun havde en næsten sort kjole på, men bagerst, på overdelen var korset bundet sammen med en masse lange hvide tråde.
Hendes hår hang vådt ned over skuldren, selvom man kunne skimte små fletninger af og til som endte i en sløfte af hår.
Med en halvdoven bevægelse, rettede den blandede elver sig op og gik langsomme skiridt hen til den låste låge. Det burde være forbudt at være så skamløs ligegyldig i disse stressende tider. Men Alyn sked stort og flot på det.
Og Alyn stod, næsten uden at have bevæget sig, med en lille fin nål i hånden, som hun med øvede fingre straks begyndte at lirke låsen op, med en holdning der viste at hun ikke var ny i låseoplukning.
Hun kunne jo have sparket lågen ind, eller måske hoppet over? Men det var ikke lige det Alyn havde lyst til på den dag, hvor det gjaldt om at pisse folk af, på den dovne måde.
Alyn stak nålen i hendes overdel og åbnede lågen op. Den knirkede højt og man kunne straks mærke at den havde været brugt i lidt for lang tid.
Alyn gik hen af en hvilken som helst sti. Hun vidste alligevel hvor de ville ende henne alle sammen. Et sted hvor man kunne købe mad. Eller som Alyn tænkte over: Gå lige forbi
Da hun kom til den forventede cafe fortsatte hun ligeud. Der var ikke engang åben, hvilket godt nok ikke forhindrede Alyn i at snuppe noget. Men hun gad bare ikke idag.
Hun kom også til den forventede skovsø, hvor hun stoppede ved et gammelt træ, som halvt var væltet ned i søen. Med hurtige klatre og balance tag, var hun ude på en gren som hang godt en meter over vandet, og var godt dækket til med blade.
Hun mærkede regnens trommen banke mod hendes isse, og kiggede op med et smil. Hun lod vandet remme hendes følsomme ansigt, og nød da de ramte hendes lukkede øjenlåg.
Med en sagte stemme begyndte hun at nynne. En melodi der passede til regnens trommen mod verden.

lyden af regnen begyndte langsomt at ireterre Rosie så groft.
ligemeget hvad, ville hun ikke forlade parken før mennesker ville begynde at rende rundt, og støje mere og mere, klagende over regnvejret, eller noget helt andet.
ligegyldigt gik hun videre ned af stierne. de endte jo alligevel allesammen samme sted: den elendige café.
hun mumlede hun hun gik. det kedelige sorte hår med det blå skær, hang skødesløst ned af hendes hjerteformede hoved.
en herreløs hund knurrede af hende nogle få meter fremme. en glimrende mulighed for at slås.
men hun gik dog bare videre. hunden var uinterressant. den var for let.
hun stoppede op da hun hørte en nynnen. en nynnen som kun kunne stamme fra elverpigen, Alyn. hun smilede lettere glad.
men hun valgte ikke at følge elverens spor og gik derfor tilbage til caféen hvor hun satte sig på en bænk.
før eller siden måtte Alyn jo nå tilbage til caféen..