i skoven - Julian

De fleste unge ville nok ligge og sove på dette tidspunkt efter en dag på diskoteker eller hvad de kunne finde på, og de ville nok slet ikke tage i skoven. dette havde været Brendon's tanke da han havde taget hjemmefra, han havde stadig ikke fået styr på sit fobi for at blive rørt. og var sikker på at han aldrig ville det, hvorfor skulle han også blive af med det fra den ene dag til den anden. han havde endelig kommer tilbage til Di Morga efter flere måneder hjemme hos sine forældre, han havde blevet overfaldet efter den gang han havde været i Parc d'attractions eller mere på vejen hjem. det havde fået hans forældre til at gå helt i panik, og ligefrem tvinge ham til at komme hjem. han havde brækket flere steder i sin krop, dog havde det været en af de bedste dage i hans liv. han havde både mødt Julian og en ulv, selv om han ikke tænkte på Julian længere. han var sikker på at han bare havde smuttet sin vej, uden at sige nået til Brendon efter deres lille uheld med at Julian rørte Brendon. han havde trykket ærmerne på sin sorte trøje op til albuerne, hans ene håndled var stadig brækket og næsten lige blevet opereret og derfor var hans håndled også i gips. dog havde det ikke hold ham i at gå en tur i skoven, han havde som altid sin taske på ryggen. hans krop og ansigt var blevet lidt tynder i det, dog var der ikke nået andet ved ham som var ændret. han gik på den lille stig som gik igennem skoven, han fik flere gange øje på nogle fugle og smilte lidt af dem

Den unge hind fór som et lyn hen over skovbunden med sin forfølger tæt i hælene. Hovene klapprede mod den hårde jord og åndedrættene kom i små gispende drag. Hinden vovede at kaste et flygtigt blik bag sig og nåede lige at fange et glimt af det hvide rovdyr der havde jagtet hende i lidt over en time. Jorden under hendes hove var knudret til af rødder og småplanter så hun måtte træde varsomt, men stadig have fart nok på til at hendes forfølger ikke ville nå op til hende. Flere gange var det lige ved at gå galt, da hun snublede over en af de større rødder, men som held var beholdt hun fodfæstet.
Hun rundede en stamme og drejede skarpt til venstre hvorefter hun fortsatte op af forhøjningen der til sidst ville ende i et bjerg. Det var et ricikabelt valg, der var flere blindgyder og veje der endte i et styrtende fald, men det var nok den eneste chance hun havde for at undslippe.

Julian var ved at hale ind på hjorten, han var sikker på det.
For bare en halv time siden havde han været centimeter fra at kunne sætte tænderne i halsen på den unge hun-hjort, men hun havde på mirakuløst vis fået balancen igen og fået et forspring. Hans lange tunge hang ud over hans kæber og de store poter hamrede mod skovbunden i takt med hans hjerte. Hjorten valgte pludseligt at dreje skarpt til venstre og fortsatte op af bjergsiden. Julian tog en hurtig beslutning og fulgte hinden, det var for sent til at bakke ud nu hvor han havde jagtet den i så lang tid. Dog måtte han træde varsomt, det var ikke for ingenting klipperne blev kaldt for 'Den Sidste Hvileplads'.

Brendon gik bare videre ned af den lille stig, han var inde i sin egen lille verden som var ret så farlig i hans sted. det kunne jo gå ret så galt hvis han fald og slog sig, og mest når det var i skoven og der ikke var nogen i nærheden til at hjælpe ham. han blev hurtigt og i et chok slået ud af sin verden, da han hørte nået og fik hurtigt øje på den unge hjort *hva...* tænkte han inden han fik øje på den store hvide ulv der var efter den, han kunne hurtigt kende den fra den gang i Parc d'attractions. og der kom også et smil frem på hans læbe, inden hans hjerne tænkte klart og viste hvad det gik ud på "nej nej nej" hviskede han til sig selv, og uden at tænke over det skynde han sig efter dem begge. han løb ikke i et hurtigt tempo og eller ikke i et stille et, selv om de løb meget hurtigere end ham så kunne han godt se hvor de skal hen "vovse nej ikke dræb den" råbte han med en hæs stemme, mens hans hjerte hoppede hurtigt inde i ham. og han gispede efter vejret og tænkte ikke så meget over at han var ved at få et astmaanfald, han havde bare ikke lyst til at se hjorten død. i farten fik han sin taske af ryggen og kæmpe lidt for at få den op, for at håbe på at der lå nået spiseligt der nede. han fik hurtigt en kiks trukket frem i den ene hånd, og strakte sin arm ud og rettede den mod ulven mens han løb videre

Julian fornemmede panikken fra hans bytte som var det hans egen. Han pressede sine lange ben til det yderste ved at sprinte op af bjergskråningen, men om få øjeblikke var sejren hans. Hinden fintede til højre og fortsatte ligud, men Julian havde forudset et sådan forsøg så resultatet var at han nu var godt 3-4 meter fra dens bagben.
Det begyndte at blive sværere for hans poter at finde sikkert fodfæste og han måtte gøre brug af sine kraftige skarpe klør til at holde fast i den halvt-sten halvt-jordbund han løb på.
En lyd der ikke kom fra hinden foran ham, fangede Julians opmærksomhed. Han vendte ørerne bagom imens han fortsatte efter hjorten. Kort tid efter gik det op for ham, at lyden stammede fra knækkede grene og blade, et sted omme bag sig.
En stridighed imellem instinktet til at forsvare sig og løbe efter byttet fór igennem den hvide ulv, men lydene bag ham var så tilpads langt væk at han roligt kunne fortsætte sin jagt.
Med opmærksomheden vendt tilbage på hinden samlede han sine poter og sprang fremad i et forsøg på at fange hinden. Og det ville have lykkedes for ham hvis det ikke var for den nye duft der pludseligt invaderede hans næsebor.

Kiks?

Det var den eneste distraktion der skulle til for at den unge ulv mistede fodfæstet og tumlede ned af skråningen.

Brendon blev bare ved med at løbe så godt han kunne efter, han træk vejret så godt han kunne selv om det blev svære og svære. han kunne godt se det hvide farve langt foran, og det irriterede ham meget at han ikke var en normal dreng som kunne dyrke sport. Brendon gav en lille lyd fra sig da han så at ulven fald, han satte lidt mindre ned i sit løb og begynde til sidst at gå da han bare var nogle meter fra ham "vovse?" hviskede han hæst, tårene var begyndt at komme frem i hans øjne. han stoppede op og lyden at gøre det med vilje røg kiksen ned mod jorden, han satte sig hurtigt ned på hug på jorden og kæmpede for at finde sin medicin frem. han fandt den lidt efter og skulle lige til at tage den ind i munden, da hans øjne lukkede i og han fald om på siden. da han besvimede over at ikke kunne få vejret ordenligt

Julians tumlen kom til et øjeblikkeligt stop da hans flanke ramte siden af et træ. Slaget var nok til at han med et 'Oof!' fik slået luften ud af lungerne, men ellers var han uskadt. Den hvide ulv rystede sit stoer hoved og rejste sig med vaklende ben. Julian indåndede den søde skovduft og udskilte de enkelte dufte indtil han fandt den han ledte efter - Brendons.
Drengen lå ubevægelig nogle få meter væk og den store ulv stivnede midt i en bevægelse. I et øjeblik stod han der og stirrede med sine store ravgyldne øjne, inden Julian med et lavmældt hyl løb hen til ham. Medicinen lå et par centimeter fra Brendons udtrakte hånd og hans brøstkasse var fuldstændig ubevægelig - han var holdt op med at trække vejret.
Julian dansede rundt om drengen i panik, pev og hylede og puffede til ham med sin næse men intet hjalp. Igennem hans dyriske tanker og blinde panik, huskede han på, at hanfaktisk var halvt menneske og i stand til at skifte form - så han gjorde netop det.
Med tommelfingre og et sind der bedre kunne håndtere situationen var han parat til at hjælpe Brendon. Julian havde heldigvis mestret det at beholde tøjet på da han skiftede form, soden sidst de sås. Han hev Brendon halvt op på sit skød og holdt hans hoved imellem sine hænder. Han fumlede lidt med medicinen men fik den blidt presset ind mellem hans læber. "Kom nu, kom nu!" bad han og kæmpede med at holde sin angst og panik for drengen i ro.

Brendon kunne svagt høre stemme fra ulven og mærkede også at han blev skubbet til, dog var det som om han stod i en gang og stemmen blev svagere og svagere. og den lille tanke som var inde i hans hoved, var at han nu ville finde ud af om gud fandes eller ikke. hans fingere bevægede sig kort da han blev trukket op i hans skød, han havde ikke trukket vejret i et lille stykke tid og brugte sine sidste kræfter på at tage en dyb indånding. da han mærkede sin medicin mod sin hånd, og hans lunger begynde at virkelig igen. hans hjerte hoppede en enkel gang over da han hørte Julian's stemme, han havde været ret så ked af det over at han bare havde `forvundet´ sidste gang de mødte hinanden. han tog stille fat i hans hånled som holde medicinen, han tænkte ikke over at de rørte hinanden og tænkte endelig ikke udover på hans stemme. han tog en dyb indåndingen igen for at være sikker på at hans lunger havde det godt igen, inden han lod sine øjne langsomt glide op og så stille op på det ansigt. som han både var glad for at se og som han et eller andet sted frygtede at se på

Først da Brendon åbnede sine øjne faldt de første tårer fra Julians gyldne øjne. Tunge dråber venderede ned over hans kinder og ned i håret på Brendon. Hans hænder, der stadig fungerede som støtte til Brendons hoved, var ude af stand til at fjerne dem, så han lod dem blive. "Fuck, Brendon - er du klar over hvor bange jeg blev der?" hviskede han, af frygt for at høje lyde ville skade hans ustabile tilstand. "Det gør du aldrig igen, hører du mig?" han vendte hovedet mod himlen og indåndede duftsporene fra hjorten, imens han lyttede efter den. Han kunne stadig høre den fjerne klappren af hove, men det ville være umuligt for ham at fange den nu. Et spørgsmål dukkede op i hovedet på ham og han vendte blikket nedad igen. "Hvorfor løb du efter mig?" spurgte han. Stadig rystet af Bredndons anfald, var det ikke faldet ham ind at skjule dét at han havde været ulven som Brendon var fulgt efter og distraheret med en kiks.

Brendon blev helt overrasket over at Julian begynde at græde, han havde jo hele tiden troet at Julian som alle andre havde droppet Brendon for hans fobi. så at se ham græde var ikke nået han havde lyst til at se, han blev bare liggende i hans skød og havde stadig ikke kommet il sig selv. han lyttede på hvad han sagde og begynde at skamme sig, da han jo virkelig ikke ville havde nogen skulle blive bange pågrund af ham "nej, og undskyld.. je.." sagde han med en lidt hæst stemme da han ikke helt havde fået sin stemme tilbage, dog nået han ikke at sige mere da Julian stoppede ham i at snakke færdigt. han havde lagt sin hånd med gips på sin mave mens den anden holde forsat fat i hans håndled, hans blik blev mere trist i det over det han sagde "jeg kan godt høre dig... men..." sagde han og fulgte hans blik op mod himlen, inden han så hen mod hans ansigt igen selv om han ikke kunne se det lige så meget. han lukkede kort sine øjne i da hans blik mødtes med Julian's, og han blev lidt forvirret over hans spørgsmål "jeg løb ikke efter dig, jeg løb efter en ulv.. som jeg mødte sidste gang, da du bare gik din vej" sagde han og mumlede det sidste lidt mere, han fjernede hans ene hånd fra sin kind og satte sig op. han vende sit blik tilbage mod ham og bed sig kort i læben "den løb efter en hjort, og jeg ville ikke se hjorten død.. og jeg ved at den ulv godt kan lide kiks" sagde han og samlede kiksen op, han så sig stille op og gav et lille suk fra sig og vende sit blik kort ned mod jorden. inden han så over på Julian igen "jeg kom nok forsent, stakkels lille hjort" sagde han stille og var ikke glad for det, da han jo virkelig ikke ville havde at nogen fyr skulle komme til skade

Julians kinder der før var røde af den anstregnte jagt mistede pludeslig al farve, og hans hånd, der var på vej op for at tørre kinderne, frøs midt i bevægelsen. Julian sparkede sig mentalt for at have reageret så kraftigt og prøvede at dække over det ved at stryge håret væk fra Brendons pande og lægge håndfladen mod den, som om det hele tiden havde været hans intention at tjekke hans temperatur. "Ja, ulven selvfølgelig", mumlede han for at skjule sin rystende stemme - han var en elendig løgner.
Julian lo bittert af Brendons medfølelse for hinden - istedet for at lade skylde over at han nu humpede på det ene ben over på Brendon, lagde han den over på hinden, der bare ikke ville DØ. "Tro mig, hinden er højst sandsynligt tilbage i flokken hvor hun vil prale til de andre hjorte om hvordan hun slap væk lige under ulvens snude."
Nu hvor Brendon også nævnte kiksen..."Må jeg gerne få kiksen?" spurgte han og fremviste det bedste hunde-hvalpe-blik han kunne.
# et nyttigt ulvetalent# tænkte han med fryd.

Brendon's øjne gled langsomt i da han mærkede Julian's hånd mod sin pande, han åbnede langsomt sine øjne og så på ham igen. hans tænder havde bidt ham i læben og man kunne godt se at der ville komme mærker efter det, han var helt rolig i det og først da han rigtigt tænkte over det. så kom der op for ham at Julian rørte ved ham, og han var ikke nået i panik af det. han lod sine fingerespidse stille lægge sig på hans kind i håb om at han ikke ville gå i panik, han strøg let sine fingerespidse op af hans kind og ned igen "je... jeg kan røre dig" hviskede han mest til sig selv og var helt lykkelig over det, over at han kunne røre en uden at gå i panik. udover at han kunne mærke en summen i sine fingere, som var en hentydningen fra hans fobi ..,at kan skulle passe på med hvad han gjorde,.. han vende sit blik fra sine fingere og op til hans ansigt "det tror jeg ikke" hviskede han og kunne ikke se hvordan en hjort skulle kunne overleve det som den ulv nok kunne finde på, han vende sit blik mod kiksen og vende den op mod Julian igen "den har været på jorden.. vil du ikke havde en ny?" spurgte han om og fjernede sine fingere fra hans kind og fandt en ny kiks frem fra sin taske "her" sagde han sødt i det og rakte den hen til ham

Julian fangede meningen bag Brendons ord med det samme og smilede kærligt af ham. Det glædede ham mere end han ville indrømme at drengen kunne røre ved ham uden at frygtens kolde hånd ville slå sine kløer om ham.
Julian rystede på hovedet og lod sine fingre køre som en kam gennem Brendons hår imens han tænkte over en god måde at formulere sig på, uden at afsløre at det var ham der var ulven. "...Jeg tror at hjorten kender området en del bedre end ulven - det er ikke ofte man ser ulve her omkring" *kun en halv løgn* "Hjorten ville have større chance for at undslippe" sagde han fortrøstningsfuldt.
Da Brendon tilbød ham en ny kiks takkede han med glæde ja. Det var ikke fordi han var kræsen med sin mad - Halo, for to minutter siden var han sikker på dagens frokost var rådt kød - Men det ville være underligt at vælge andet for et menneske.

Brendon gav en lille lyd fra sig af ren nydelse da han mærkede Julian's fingere igennem sit hår, det var ikke nået han havde prøvet før. selv ikke hans forældre kunne få lov til at røre ham, uden han var ved at gå i panik og bare ville i bad med det samme "er du sikker på det ?" spurgte han stille om og havde ikke lyst til at nogen skulle dø, det var han et alt for godt menneske til at tillade. da Julian havde taget imod kiksen lod Brendon sit hoved let lægge sig ned mod hans brystkasse, han så stille omkring dem inden hans blik stille røg op på ham "hvad laver du endelig her? jeg mener her sammen med mig?" spurgte han stille om og lag sin raste hånd ind mod hans mave, han blev bare ved med at se op på ham med et stille blik "jeg mener jeg troet ikke du ville være min ven.. du gik bare sidste gang! du efterlod mig som alle andre" hviskede han stille og følte at han havde gjort nået forkert, selv om han ikke kunne se hvad han havde gjort udover at hans fobi havde poppet frem i ham. han lukkede sine øjne kort i og sukkede, inden han tog sine ting i tasken og rejste sig op "jeg forstå ikke hvorfor du reddet mig når du ikke vil være min ven.. og kommer og tror du kan bestemme over mig" sagde han mens han tog tasken på ryggen og begynde at gå, selv om han et eller andet sted havde lyst til at blive sammen med ham. men han troet jo at Julian som alle andre ikke ville havde nået med ham at gøre

Julian savnede varmen fra Brendon i det øjeblik han rejste sig, og han kiggede forvirret efter Brendon der havde ryggen vendt til.
*Hvad mener han jeg var der jo hele tiden?* Han lod sine tanker vandre tilbage til den dag i den gamle forlystelsespark. Han huskede hvordan Brendon pludselig var blevet ekstremt bange for ham hvorefter han skiftede form til den hvide ulv...- Og pludselig slog det ham.
*Julian din fucking idiot!* svor han og slog sig mentalt for panden.
Selvfølgelig troede Brendon at han havde efterladt ham. Han havde jo skiftet til en form som Brendon ikke genkendte ham i - han kunne umuligt have vidst at den ulven og Julian var én og samme person.

"Vent!", råbte han efter Brendon og sprang op fra sin siddende position for at løbe efter ham.
Han greb blidt fat i Brendons skulder og vendte ham om så han kunne se ind i Julians grønne øjne.
"Jeg sværger jeg var med dig hele tiden, jeg forlod dig ikke!"

Brendon gik videre og fik et stort chok da han hørte hans vent, det var ikke lige det han havde regnet at høre fra ham. og havde endelig bare regnet med at han fik lov til at gå sin vej, men hans chok blev større da han mærkede Julian's hånd og fik en lettelse i sin skulder. han lod sig bare blive vendt rundt og så stille op på ham, han lyttede på hvad han sagde og rystede bestemt på hovedet "hold op med at lyve for mig" hviskede han lidt irriteret i det, han knyttede sine hænder så de blev lidt hvide i det. han fjernede dog ikke sit blik væk fra ham "du gik din vej bare fordi du gjorde en lille fejl, og selv om jeg ikke havde nået imod det... så gik du din vej.. og det var der jeg mødte ulven.." sagde han og hans blik blev lidt trist i det, han slappede af i sine fingere igen og vende sit blik ned mod jorden "du var den første som jeg virkelig kunne lide og ønskede som en ven.. men det var inden jeg fandt ud af at du er lige som alle andre, og bare fordi jeg har sygdomme og et fobi.. så vil i ikke være mine venner længer" sagde han og satte sin hånd på hans brystkasse og skubbede ham let væk fra sig, selv om det var en ret så rar fornemmelse inde i ham at han kunne røre ved ham. han begynde dog stille at gå bagud og så op på hans ansigt imens, dog vende han sit blik væk og gav et lille suk fra sig og lag sine arme om sig selv