Am I Realy So Alone? (Julian)

Tid~23.16
Sted~Cimetière - Kirkegården
Omgivelser~Hvad man nu kan finde på en tom kirkegård
Vejr~Koldt og mørkt o_O Og en vind hærger over stedet

En bil kunne høres oppe fra den ujævne grussti et godt stykke fra selve kirkegårdens skumle område. Det lød til at den bremsede hårdt op som om at den lige havde kommet i tanke om noget lige netop dette sted. Der lod en utydelig diskution ind fra bilen hvor efter at en af dørene blev åbnet og så smækket i igen. En anden dør blev åbnet og skridt kunne høres. Derefter blev den første dør åbnet igen. Og det kunne nogenlunde høres at en person så blev trykket ud af bilen. "Hey! Hvorfor fanden skal jeg gøre det!!?" lød en irriteret råben. En pige stemme. Den var blid og en smule mere lys en hvis det havde været en dreng. "Hør her! Gør det nu bare.. Nu er de jo også blevet din familie så kan du altså godt sige hej til dem.." lød en anden hvislende stemme. En mere mandlig og dyb stemme. "Men hvorfor skal jeg så gå derhen alene!!" råbte pigen igen. Så lidt efter kunne en syngende lussing høre men intet skrig. "Gør det nu bare..!" Så blev der ikk sagt mere. Den første bildør blev smækket i og lidt efter den anden også.
Skridt kunne høres igen. Hen mod kirkegårdens gravplads. Den store af dem. Den mest skumle og dystre af dem alle. Den hvor at træerne krogede sig ned over folk og sten. Men det skræmte ikk ligefrem Natalie som denne halvdæmon hed. Eller halv vampyr. Det kunne vel være lige meget. Hun var jo halvt af hver. Måske så bare blandingen. Hun holdt en stor buket sorte roser i sin favn og den anden frie hånd havde hun lagt på sin kind for at den fik til køligt omslag. Det var da forbandet sådan at hun blev kostet rundt med af den plejefamilie.
Så kunne der igen høres en bil der dog startede meget hårdt op og bare drønede hen af vejen igen. Og efterlod hende på kirkegården. Natalie stopepde roligt op og så den køre forbi bag hegnet. Hun spærrede sine smukke og klare grå øjne op og stod stivnet et kort øjeblik. "FUCKHOVEDER!!! IDIOTER!! BØRNEMISHANDLERE!!" skreg hun efter bilen og man kunne høre hvor tæt på at hendes stemme var ved at knække over. Hun stod lidt og trak vejret som om at hun var forpustet. Men hun græd ikk. Hun havde haft en fornemmelse over at dette ville ske. Men hun havde dog håbet at det ikk ville. Hun så lidt ned på buketten. Ja som om at der overhoved var en bedstemor og onkel som hun skulle hilse på. Det hele havde været fup. Og hun skulle have vist det. Hun smed buketten langt væk fra sig og meget hårdt ned i jorden med et vredes udbrød. Hun gik så videre hen mod den igen og sparkede til den. "De kan bare ikk acceptere at jeg er lidt anderledes.." mumlede hun svagt for sig selv efter at have faldet lidt mere ned. Hun satte sig på hug foran den nu smadrede buket og lod sin hånd strøg over den for at finde en ikk helt ødelagt blomst. Hun fandt end. Den mindede hende om hende sig. Såret men alligevel holdt den sig stærk og op rejst. Et lille smil kom frem på hendes læber men det forsvandt igen.
Der hvor at lussingen havde ramt hende hvade hun allerede fået en voldsom blodforsamling der sveg. Den var sådan helt inde der hvor at hende shår begyndte og i mellem hendes venstre øje og kind. Kunne nu da ikk snart forstå jeg man også skulle behandle hende som de behandlede de andre plejebørn de havde. Nok var de mennesker men det gav da for helvedet ikk deres ret til at slå hende. Hun dumpede ned at sidde og trak med det samme sine ben tæt ind til sig og så lagde hun sine arme om dem. Den overlevden storte rose havde hun stadig i hånden men hun græd stadig ikk. Hun ville ikk spilde sine tåre på dem.

Julian løb igennem majsmarken som om djævelen selv var i hælene på ham. Solen stod højt på himlen og kastede sine stråler ned over landskabet som brændende piske, alligevel var der ikke en eneste tør plante så langt øjet rakte. Svaler maanøvrede gennem luften et par tudsin meter over hans hoved. De fløj i formationer han ikke kunne finde hoved og hale på, som mere end noget andet lignede en dans - Luftdans.
Julian tog sig ikke tid til at skubbe planterne til side, der rakte langt over hans hoved. De var tynget af store gule majskolber, som han var nød til at undgå så godt han kunne, for ikke at skulle lide blå mærker af det.
Julian vidste at hvad han søgte, fandtes på den anden side af marken.
En varm og flygtig følelse fór igennem brystet på ham og han stoppede pludseligt op. Han tiltede hovedet tilbage, lukkede de grønne øjne og indåndede den søde duft af liv. Han udskilte de enkelte lugte med sin sensitive lugtesans indtil han stod tilbage med den svage duft af pels, lavendel, vand og ild - alt sammen blandet sammen til ét enkelt duft spor.
Julian åbnede sine øjne, hvis iriser glødede gyldent - en dybere og rigere farve en solen over ham. Han satte farten op, vel vidende om at det han søgte var lige om hjørnet.

*Fundet*

Snart kunne han se enden på den levende labyrint han havde bevæget sig ind i. Da han brød igennem de sidste majsplanter faldt han på knæ, gispende efter vejret.
Det var som om sceneriet ændrede sig for øjnene af ham - det ene øjeblik var han omgivet af marker og hedeland - og i det næste var det hele væk.
Istedet var hans fødder halvt begravet i det skoldhede sand der prydede stranden foran ham.
Han vendte om på hælen for at se tilbage og gispede.
Majsmarken var i brand. Et hav af flammer klatrede op mod himlen i høje søjler og imellem ildens mægtige brøl hørte han de svage skrig fra hans søsken der brændte ihjel.

Brændte ihjel fordi han ikke var stærk nok til at stoppe det

"Argh!" skreg Julian og nåede lige at slå øjnene op til at læse navnet på gravstenen foran ham, inden hans ansigt kolliderede med det.

Natalie så hurtigt og forskrækket op da hun hørte endnu et skrig. Ikk langt fra hende. Som en genkalden fra hendes råbende anfald. Men hun vidste selvfølgelig at det ikk kunne være det. Faktisk havde hun ikk troet at der var nogen andre end hende og så nogle få spørgelser der ikk havde været heldige at få en hjerne eller hjerte eller sådan noget. Men bare fløj rundt som hvileløse sjæle. Først fik hun sig selv til at tro at det bare var et skrig fra et af dem. Og sådan holdt det også i lang tid. Hun ville holde tanken. Hun var dog stadig imodelig skræmt over denne situation. Nok var hun ikk et menneske men det betød jo ikk at hun ikk var bange for noget. Og nok havde en en ret hård atitude som for at folk kunne forstå at de skulle holde sig væk men hun var stadig sådan her over disse små ting. Også selvom at hun var 17 år. Så var hun stadig en pige. Som nogenlunde opførte sig ligesom andre.
Hun kunne så ikk holde denne overbevisning mere og hun så sig lidt omkring. Her var heller ingen spørgelser i miles omkreds eller også gemte de sig bare. Hun slap forsigtigt sine ben og kom langsomt og lydløst op at stå. Hun stod lidt og prøvede at slappe mere af. Hendes krop rystede og hun vidste at hun bare ville falde sammen hvis hun tog et skridt eller to. Så efter noget tid havde hun det lidt bedre. Selvom om at hun stadig var lidt skræmt var hun også stadig ret modig. Fyldt med hovmod og sådan. Hun lagde sine arme om sig selv og gned sine overarme lidt. Hendes hænder var automatisk blevet gemt i de for lange ærmer i den lyserblå og slidte lynlås trøje som hun havde lynet helt op for at kunne holde varmen. Hun kunne nemlig sagtens komme til at fryse som andre. Hun va ri det hele taget en lidt mærkværdig vampyr. Eller bare halvvampyr. Hun havde aldrig blevet bidt for at blive det. Det ahdve hendes far eller mor sørget for. Hendes rigtigte forældre. Hun vidste ikk hvem der hørte itl hvilken race men det kunne hun sikkert ikk få svaret på.
Hun gik med meget forsigtigt og stadig rystende skridt hen mod der hvor hun nogenlunde havde hørt lyden fra. Men hun gik en smule i den forkerte retning. Hun stoppede lidt op blandt de tusinde af gravsten og så sig igen om efter noget levende. Hun håbede virkelig ikk at det var en fjerne. Men hun var aligevel i tvivl om det var en ven. Hun havde det ikk altid så godt med det socale. Hun fik så endelig øje på noget. Noget knalrødt. Hår? Hun gik lidt tættere på ham stod lidt efter nogle meter fra den gravsten denne fremmede dreng - havde hun opdaget - sad ved. Bag ham. Med sit blik mod hans ryg men det gled så op mod hans hår igen. "..Er d..." mere nåede hun ikk at sige før at en smerte kunne mærkes i hendes ene isde af hovedet. En sten havde blevet hamret mod hende. Hun faldt samen på jorden og tog sig hurtigt til hovedet for at et blødende sår havde samlet sig. "FORBISTREDE SPØRGELSER!! SÅ I SYNTES DET ER SJOVT AT KASTE STEN EFTER ANDRE!!" udbrød hun så og så mod den retning stenen var kommet fra. Hendes stemme som før ahvde været svag og forsigtigt blev høj og man kunne høre vreden og irritationen i den. Hun fik hovedpine af dit lille udbrød og lavede en grimasse der vidste det. "Av av av av.." mumlede hun så svagt for sig selv og holdt stadig sin hånd mod såret hvor at hendes blod havde ladet sig sive igennem hendes fingre og misfarvede den en smule.

Julians første desorienterede tanke var: *Hvor helvede er jeg?*
Det gik dog hurtigt op for ham at han var tilbage på kirkegården hvor han var døsset hen et par timer tidligere. Solen var for længst gået ned over horisonten og de første stjerner kunne lige skimtes bag det tynde skylag. Nymånen hang over kirketårnets spir omgivet af det mælkefarvede dis der hørte til de kolde aftenvinde. Det lignede noget fra et eventyr.
Julians sorte hætte gled ned fra hans hoved og afslørede hans blodrøde hår der klæbede sig til hans pande pga. fugten i luften. Han skuttede sig for kulden og rystede let sine arme og ben for at få blodomløbet igang.
Et skingert skrig fik ham til at fare sammen og han spærrede forskrækker øjnene op. Normalt ville han have opdaget en anden tilstedeværelse med det samme - han var jo en ulv for fanden! - hvilket kun gjorde situationen mere underlig.
*måske var det drømmens skyld..* spekulerede han. Drømmen der allerede var begyndt at falme i hans hukommelse var ikke noget nyt. Det var altid en blanding af fortid, nutid - og i sjældne tilfælde, fremtid. Drømmene var mere symbolsk end noget andet, for eksempel kunne han ikke forklare hvor majsmarken kom fra. Andre ting, som hans brændende søsken var ikke fantasi, men minder. En skarp smerte skar igennem brøstet på ham, men den var alt andet end fysisk.
Nej! Han ville ikke tænke på det, ikke nu.
"FORBISTREDE SPØRGELSER!! SÅ I SYNTES DET ER SJOVT AT KASTE STEN EFTER ANDRE!!", skreg den samme stemme som før, og fik ham revet ud af sine mørke tanker.
Julian kiggede op og fandt en ung pige midt i kirkegården, med hånden for ansigtet. Blod piblede frem mellem hendes fingre og han blev med det samme vagtsom. Ulveinstinkter satte ind og farvede hans iriser fra grøn til gylden.
Han indåndede den fugtige aftenluft efter tegn på fare men fandt ingen ukendte dufte hvis man atlså så bort fra pigen selv. Pigen talte om spøgelser, men eftersom han aldrig selv havde haft evnen til at se dem, kunne han intet sige om det.
Pigen så ud til at være i større pine end han først havde antaget, hendes kønne ansigt vred sig i en grimasse og hun mumlede noget der lød som 'Av'.
Nysgerrighed overtog vagtsomhed og han trådte langsomt nærmere. Han sørgede for at gøre sig hørbar ved at slæbe sine sorte støvler en smule hen over grusene, på den måde ville han ikke forskrække hende. "...Er du okay?" spurgte han forsigtigt. Hans lettere dybe stemme ekkoede igennem kirkegården, langt højere end han brød sig om. Hans gyldne øjne betragtede pigen kalkulerende, ledte efter tegn på andre skader end hendes blodstænkede ansigt. "Hvad skete der?"

Natalie hørte ham godt komme gående hen mod hende. Hendes hørelse var som så mange andre væsners blevet styret en del. Men alligevel havde hun det kun som en fornemmelse da hun kunne mærke ham komme tættere og tættere på hende. Dog gjorde hun ikk det helt store ved det. Hendes tænker var mere henne mod såret og dens smerte der blev større og større. Ligesom at det ikk vil heale igen. Det blev bare ved med at bløde og det sivede ned af hendes ansigt og videre ned over hendes hage ned på hendes tøj eller ned på jorden.
Da hun så kunne høre en stemme. Hans. Denne stadig fremmede drengs stemme. Den blide undertone og det bekymrede toneleje. Den fik hende til at sidde helt stille og..slappe af? Hun lod være med at presse sin hånd mod såret. Også selvom at blødningen bare vilel bliev værre. Hun lod sin hånd glide ned fra hovedet, ned over sin kind og blev til sidst sat mod jorden. En form for håndaftryk kom fra denne bevægelse. Hun så måske lidt skræmmende ud på denne måde. Med hendes blege hud som fik blodets røde farve til at se mere rød ud, det let fjerne og stadig overrasket og blide blik samt det næsten udtryksløse ansigts udtryk. Og at hun ikk så ud til at have taget særlig meget skade af dette psykisk. Kun fysisk. Og hun så ikk ud til at være tæt på at besvimme det mindste. Men hun sad bare der som en eller anden lille pige der ikk forstod hvad der foregik.
Så blev hendes bløde og letlyserøde læber så endelig skilt og hun så ud til at være parat til at snakke eller bare sige noget. "Jeg..Jeg.. Spørgelser.. Legesyge..psykopater.." lød det lidt svagt fra hende men stadig tydelig og med en afslappet stemme. Dog var vreden stadig fremme. "Tror..du jeg...er okay...fister?" Selvom at hun havde et ret voldsomt hul i side hovedet kunne hun alligevel godt have den kolde atitude fremme og sige tingene som hun mente. Ligepå og hårdt. Hun så lidt ned på jorden og gik igen løftet sin hånd som hun lagde mod sit sår igen. Hun så så på mod hånd og betragede blodet. "God damnit.." mumelde hun vrissende for sig selv og lod sit blik kratre op ad drengen så hendes grå øjne et kort øjeblik mødte hans gyldne.