i den gammel forlystelses park - Julian

Den varme sol stod højt oppe på den lyseblå flotte himlen, med et par stykker hvide skyer her og der. De fleste ville være i skole eller på arbejde på dette tidspunkt, men hvis man begav sig ind i Parc d'attractions så kunne man finde en dreng på de omkring 18år gående rundt. det sorte pandehår hang ned foran hans grønne øjne, han havde et par grønne jeans med nogle huller her og der på. og en sort langærmet trøje på, hvor han havde trukket ærmerne op til albuerne. han havde et nittebælte på som var sort og grønt og et par sorte converse sko på, på ryggen havde han et sort taske som han ned over hans røv. og den fik bevægelse i sig være gang han gik, og man kunne se på ham hvor tynd hans krop var. han var ikke den stærke type og ville aldrig kunne slå fra sig, både fordi han ingen kræfter havde også ville hans knogler bare brække af det. og derfor holde han sig altid fra at slå andre, eller blande sig i en slåskamp. Men selv om at han havde nogle sygdomme som fik ham til at holde sig fra ting som normale drenge ville gøre, så ville han stadig opleve ting som normale gjorde så længe det ikke var nået med vold eller sport at gøre. men han havde dog taget sig sammen til at gå hen til Parc d'attractions, og håbede bare på at han ikke ville komme til skade. han havde sin astmamedicin klar i tasken, hvis han skulle få et anfald og det fik han endelig ofte. men han gik bare rundt og kiggede sig omkring og synes at det hele så spændende ud, selv om han var usikker på at være der og viste det var en dum idé så gjorde han det alligevel

Juilan sad på en af gyngehestene på den store karrusel midt i forlystelsesparken. Hætten på hans sorte trøje var trukket op på hovedet og han rykkede sig let side til side, for at finde en behagelig stilling. Hans blodrøde hår hang ned foran ansigtet på ham og skjulte hans himmelblå øjne. Nu hvor han tænkte på himmelen. kunne han ikke lade vær med at drage et suk af vellyst. Vejret var simpelthen fantastisk. Kun enkelte hvide skyer sejlede hen over himmelen som små skibe og det gode vejr så ud til at ville holde.
Han var helt ny på disse kanter - lige flyttet hertil faktisk. Hans gamle 'flok' var splittet mellem 3 kontinenter og der var ikke ligefrem nåede der holdt ham tilbage, så han valgte at flytte. Hvor de andre var lige nu, var et mysterie for ham.
Julian var en stolt hvid ulv i menneskeskikkelse - eller - det er i hvert fald sådan han ser det.
Hans pels var en snehvid farve og hans blå øjne ville blive til en blanding af rav og guld.
Det var enlig et godt stykke tid siden han havde været i ulveskikkelse. Det er jo ikke ligefrem fordi han kan spadsere hen af gaden som en stor hvid alfa-ulv, uden at der er nogen der lægger mærke til det?
Hans slægt var alle alfaer: Først hans bedstefar, så hans far - og så Julian. Ikke fordi han ville have noget med det at gøre. Det var faktisk en af de største grunde til at han flyttede.
Hvis han ville overtage magten skulle han nok sige til, men indtil videre var han tilfreds med det simple liv.

Lyden fra gyngehesten da Julian bevægede kom i retning af Brendon, han så sig lidt omkring i panik. og følelsen af at nogen kiggede på ham fik hans nakkehår til at rejse sig "der findes ikke spøgelser" hviskede han til sig selv, selv om han et eller andet sted troet på at de fandes. han gik over og tog sig et stykke jernrør som lå over ved en af forlystelserne, selv om han slet ikke havde tænkt sig at bruge den på nogen måde og ville nok bare fryse til is hvis der kom nogen hoppende hen mod ham. så var det altid godt at havde nået så man se bare lidt farlig ud, selv om han jo slet ikke så farlig ud og lignede mere en engelbarn. han begynde at gå mod lyden og kunne mærke sit hjerte hoppede afsted inde i sig "hallo er her nogen?" hviskede han så det bare var ham der kunne høre, det gjorde han da han var bange for at få et svar. hans træk vejret tungere som fik sat for meget igang i hans lunger, og han kunne mærke støven komme ind i hans mund som fik hans vejrtrækninger til at blive mere hæst i det. han stoppede op flere meter fra gyngehestene og fik øje på nået der over, det var helt sikkert en person havde han besluttet sig for. selv om angsten for at det virkelig var et spøgelse sad inde i hans hoved, og det ville slet ikke ud af den. han begynde at gå med usikre skridt over mod den og brugte rørter som støtte istedet for "hallo ?" sagde han med en hest og lidt barnlig stemme, mens hans grønne ikke fjernede sit blik væk fra ham

Julian var så fortabt i sine tanker at han ikke lagde mærke til lydene bag ham. Det var ellers ikke ofte man kunne fange ham i et afslappet øjeblik. Da han pludselig hørte en lav hæs stemme fór han af hesten i et forskrækket bjæf der matchede en ulvs hvin. Han drejede rundt på den ene hæl og stirrede med store øjne på den nyankommende.
Hans skuldrer var trukket op og af ren vane viste han tænder og knurrede lavt. "Hvem er du?" forlangte han, enlig mere skræmt end sur. *Hvordan i alverden var det lykkedes for drengen at snige sig ind på mig*
Han lod blikket køre fra drengens sko til hårspids og slugte drengens spinkle men attraktive skikkelse med øjnene. Han måtte være på alder med ham selv - højst sandsynligt en smule yngre at dømme efter hans højde.
Det var rent held at der ikke stod en hvid ulv i hans sted, den eneste grund til det, var at han var for van till sin menneskeskikkelse. Han lod sine skuldrer synke en smule men forholdt sig vagtsomt. Selvom drengen mere så ud som et barn der var faret vild end en morder eller voldtægtsmand, var det bedst at være på den sikre side.
"Hvem er du?" sagde han igen, denne gang en smule roligere.

Hurtigt stoppede op da han så at hans blik mødte sit, og hans blik gik stille ned mod hans mund. han mærkede mærke hvor bange han var, og hans hænder blev helt varme i det. og han havde det som om jernrøret ville smelte af det, selv om det bare var nået han havde det som om og aldrig ville ske. han mærkede at han begynde at trække vejret tungere og gik nogle skridt tilbage, han kæmpede for at få nået frem bare et mindste lille ord som kunne få ham til at snakke "je.. jeg" sagde han hæst og blev helt stille igen, og vende kort sit blik ned mod jorden inden han hurtigt så op på ham igen "je.. jeg hedder Brendon Kaiden Angel" sagde han hæst og stille, dog nok til at han var sikker på at han ville kunne høre det. han lag røret ned på jorden og satte sig ned på jorden, han tog sin taske af og kæmpede lidt for ikke at begynde at hoste "u.. undskyld at jeg forskrækkede dig" hostede han frem og åbnede sin taske og søgte efter sin medicin som han lidt efter fandt, han tog den hurtigt til sin mund og tog et sug af den. mens hans øjne havde blevet blanke, dog havde der ikke kommet nogen tåre ud. og han slappede igen af i det så godt han kunne

Julian havde først nu lagt mærke til jernrøret (det havde han overset ved det første lange øjekast). Han tog langsomt et skridt tilbage, men blev overasket af drengens egen tilbagetrækning. Nu hvor han tænkte nærmere over det, så drengen lige så skræmt som han selv følte sig, men skjulte det bag sit passive ansigtsudtryk. Han blinkede langsomt og hans lange mørke øjenvipper strejfede blidt hans kinder. Han slægtede i den grad sin mor på når det galdt udseende, men ulven var fra hans far. det var som to sider af ham selv. Udenpå var han en tro kopi af hans mor, men indeni var han som hans far. Ikke fordi han var stolt af den.
Han takkede hvem der nu end sad deroppe mellem skyerne og dovnede af (Har i set tv for nylig? Hvem vælger ikke at indgribe i Irak-krigen, 9-11, og voldtægtsforbrydere) for at hans personlighed ikke også spejlede hans mor.

Den Bitch.

Han blev trukket tilbage til virkeligheden af Brendons hosteanfald og hans alfa-ulv satte med det samme ind. Han lænede sig fremad med et bekymret ansigtsudtryk.
"Er du okay?" spurgte han langsomt, lige så stille som drengen. "Jeg er Julian" sagde han stille og stak noget af sit røde pandehår bag øret så han kunne se ordentligt på drengen.

Et overraskende blik kom frem i hans øjne, da han hørte en mere blid stemme fra den anden. som han ellers havde sat under dem som ville lave ballade, han så over på ham og nikkede stille inden han lag sin medicin tilbage i tasken "kom bare til at trække vejret for hurtigt.. astma anfald" sagde han med en mere klar stemme selv om den stadig var hæst i det, men dog var den ikke så hæst som den havde været. og blinkede med sine øjne så tårene kom ud, og han tørrede dem hurtigt af og viste ikke om han skulle smile eller ikke. han var stadig bange og prøvede bare at styre sine vejtrækninger "okay jeg Julian" sagde han og begynde at få sin egen stemme tilbage igen, han rejste sig stille op og tog sin taske på ryggen igen "jeg er ked af at jeg forskrækkede dig, men jeg må indrømme at du gjorde det lige så meget når du larmede med den hest" sagde han og gik lidt tætter på ham for bedre at kunne se ham

Julian kiggede flygtigt mellem Brendons øjne pg medicinen i hans hånd. *Har jeg givet ham et astmaanfald?* tænkte han en smule forfærdet. *Jesus Christ, Jules det kører for dig* Tænkte han og rullede mentalt med øjnene af sig selv. Da Brendon tiltalte ham igen lød hans stemme en smule klarere og Julian kunne slappe en smule mere af. Han lænede sig tilbage på hælen og løftede det ene øjenbryn af Brendons pludselig ændring i adfærd. Nu gik den forskræmte dreng pludselig tættere på, og hans blik var søgende, det lignede han ledte efter et eller andet i Julians ansigt, hvilket gjorde ham en smule nervøs. *uforudsigelig dreng* kommenterede han tavst. "Jeg troede jeg var alene" svarede han af Brendons beskyldning om hans larm. "Jeg ville ikke forstyrre nogen, jeg undskylder." sagde han en smule sarkastisk. Det var ikke meningen han ville lyde så bitter, men han havde nogle få komplikationer når det galdt at stole på folk. *Hell if I know, jeg kunne jo for himlens skyld ikke engang stole på min egen mor* Han forholdt sit ansigtsudtryk passivt eftersom han vidste at hans tanker ville spejle sig i hans ansigtsudtryk hvis ikke han skjulte det.

Hans blik var det røde hår. som han et eller andet sted inde i sig havde lyst til at røre ved ham, men hans forbi og at han lige havde mødt Julian holde ham tilbage. han stoppede op igen og hørte hvad han sagde, han viste ikke helt hvad han skulle svare. og følte bare at han blev nød til at sige et eller andet "det er okay.. jeg troet jo også selv at jeg var alene" sagde han og vende sit blik ned mod hans ansigt, og viste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre. han var lidt meget af en genert dreng og usikker på alt han gjorde, og det havde han altid været og havde det med at ikke snakke så meget "du skal ikke undskylde" sagde han og gik hen og satte sig på en af hestene, selv om han var tæt på at falde ned på den anden side. så nået han lige at få grebet igen og så over på ham "hva... hvad laver du her endelig ?" spurgte han stille og meget usikker i det

Julian nåede at tage et skridt frem for at komme Brendon til hjælp men han nåede at få rettet sig. I stedet gik han videre og satte sig på hesen overfor Brendon, som om det hele tiden var det han ville. Han vidste ikke helt hvorfor han ville dække over det, men han syntes det var en smule pinligt at være så overbeskyttende som alfa-ulven i ham fik ham til at være. Specielt over for folk han lige havde mødt.
Brendon havde åbenbart ikke fanget sarkasmen, hvilket han var meget glad for. Det var ikke meningen at bide efter Brendon bare fordi han selv var usikker.
Af en eller anden grund kom Brendons næste spørgsmål bag på ham, selvom spørgmålet enlig var ret indlysende. hvad LAVEDE han enlig her? Det var faktisk et godt spørgsmål.
"Jeg ved det ikke helt" sagde han usikkert. Han kunne jo ikke ligefrem sige at egernet udenfor hans vindue havde fortalt ham om stedet! Men Brendons ansigtsudtryk ville måske have været det værd at nævne. *Hehe* tænkte han og smilede lumsk. "Havde bare lyst. Hvad laver DU her?" skød han igen og pegede med løftet pegefinger mod Brendons pande.

Brendon var endelig glad for at han nået at rette på sig selv, når han så at Julian kom tætter på ham når han var ved at falde. hans nakkehår havde rejst sig af det og var endelig bange for at han ville blive rørt af ham, som han nu var med alle andre omkring i verden. han tog fat i ørene på hesten og sparkede den blidt i siderne, dog gjorde han det bare blidt da han var lidt bange for at den ville falde sammen. han så hen på ham med et smil på læben, og lyttede bare på hvad han sagde og nikkede en gang imellem. han rykkede sit hoved tilbage og så på hans finger med panik i sine øjne "je.. jeg ville se mig lidt omkring" sagde han og fjernede ikke sit blik fra hans finger, han havde lyst til at tage den og fjerne den væk så den ikke pegede på sin pande mere "vi.. vil du ikke lade være med det der.. d.. du får mit forbi op" sagde han

//mener du fobi??// xD

//oh my god ^^ ja :b//

//haha okay xD//

Julian trak sig med det samme tilbage. Han mumlede "Undskyld" og kiggede skamfuldt væk. Han vidste udemærket hvordan fobi påvirkede én. Han havde to! Vand og katte.
Den første er vel forståelig nok, det er der flere der har og han havde selv barndomsminder der fremkaldte det. Men katte? Det var hans store skam. En stor stærk alfa-ulv spæner med halen mellem benene bare der er én i nærheden. Nabokatten holder særligt af at kravle op i vindueskarmen i hans arbejdsværelse og traumatisere ham. Selvfølgelig hjælper det lidt at han kan tale med dyrene, men det eneste der kommer ud af den kats mund er løfter om hvordan den vil flænse maven op på ham mens han sover. En kuldegysning fór igennem ham og han vendte igen blikket ud i verdenen omkring sig. "Undskyld, der forsvandt jeg lige" sagde han med et fåret smil.
Han stoppede sig selv fra at lave en 'once-over' igen. *Det her er bare ikke tidspunktet at tjekke andre DRENGE ud* skændte han på sig selv og undgik Brendons øjne. "Jeg er rimlig ny her" erkendte han for at få tankerne væk fra den pæne dreng foran ham. "Er lige flyttet ind i lejligheden."

Han så bare på ham uden at sige nået, han prøvede at sige nået så han ikke undskylde. men han kunne ikke finde på nået og sukkede lidt for sig selv "Julian du skal ikke undskylde" sagde han stille og viste ikke hvad han skulle stille op, da han ikke kunne lide når folk undskylde hele tiden. men han var heller ikke typen der sagde fra og fortalte folk hvad de skulle og ikke skulle, han hadet jo virkelig sit fobi og ville ønske at han kunne klare at blive rørt af andre. det var ikke fedt at gå rundt som en 18år dreng også engang rørt en anden person på nogen måde uden at gå i panik, han blev bare siddende på hesten og lag sin hage ned mellem ørerne på den "det er helt okay.. det gør jeg også selv nogle gange" sagde han og lag sine arme omkring halsen på den, han betragtede lidt den dreng som var foran ham og kunne ikke lade være med at smile svagt "det er jeg også selv.. jeg kom for nogle dage siden" sagde han og synes at det var snyd at han ikke selv havde sin egen lejlighed, men han viste at han bare skulle spare penge sammen også ville han snart være ude at værelset hos den familie han lejede det af

Julian nikkede kort og skrev sig mentalt bag øret at passe på med at undskylde for meget. Han lod sig strække ud i sin fulde længde på hestens ryg og hans sorte hætte trøje gled op så navlepiercingen lige akkurat kunne ses. Han trak den genert ned igen og håbede på at Brendon ikke havde opdaget noget. Hvad var der med ham og gøre sig selv til grin foran andre? Helt ærligt.
Julian nikkede smilende igen og lænede hovedet til den ene side.
"Ja, det er okay. Jeg er der dog ikke så meget." indrømmede han og kløede sig bag det ene øre - som en ulv ville gøre det - og sukkede stille. "Jeg nyder mere af at være ude."
*Hvor var de skove?!* "Gid har var skove" sukkede han fjernt. Hvor han dog trængte til en god løbetur.
"Fedt" svarede han entusiastisk (?*) og smilede skævt. "Hvorhenne bor du?"

Brendon sad bare helt stille på hesten da han ikke havde lyst til at slå sig halvt ihjel foran en anden, eller ikke foran end som man ikke kender og slet ikke foran en fyr. han fik øje på at hans hættetrøje gled op og betragtede hans mave lidt, han rødmede lidt og fik øje på navlepiercingen "wow den er flot" røg der bare ud af hans mund og han lag hurtigt sin hånd på sin mund, han vende hurtigt sit blik mod hans hoved og rødmede meget. han lukkede sine øjne i og prøvede at tænke på nået andet, men han blev nød til at åbne sine øjne igen da han kunne se hans piercing foran sig. han sad bare helt stille og viste ikke helt hvad han skulle sige, han så væk og tænkte lidt over det og havde bare lyst til at gå væk "jeg nyder at være der hvor der ikke er støv" sagde han stille og kunne ikke få sig selv til at se på ham, da hans kinder var helt røde i det "i Terre i et hus hos en familie" sagde han stille

Julian kunne mærke sine kinder stige adskillige grader i temperatur og han kiggede forlegent ned. *Han havde set den!* "T-tak" stammede han. *For helvede Julian Grenouille, tag dig sammen!*
Da han fik sin rødmen under kontrol igen vovede han at kigge op igen. Brendon var åbenbart lige så pinlig berørt som han selv følte sig og det fik ham til at smile blidt.
Julian rynkede let på panden og fik et tankefuldt ansigtsudtryk. Efter et halvt minut måtte han dog opgive og sukkede: "Nej, ingen anelse om hvor det er" tilstod han. Julian var en person der kunne fare vild i en telefonboks, selv hvis han havde et kort med derind.
"Hvordan er det så?" spurgte han skeptisk. Brendon lød ikke videre optimistisk. Eller måske var det bare ham?

Brendon hørte hans tak og havde et eller andet sted ønsket at han ikke havde, han så langsomt og usikkert op på ham og træk lidt på skulderne "så lidt" hviskede han meget lavt og tog lidt hårdere fat i ørerne, han tænkte lidt over hans spørgsmål og træk lidt på skulderne "det er okay,, selv om jeg helst ville havde mit eget sted" sagde han og hadet at han ikke havde nok plads, og ikke kunne gøre hvad han ville. han holde godt fast i ørerne og gik ned af hesten, selv om han var virkelig tæt på at falde "iih.. jeg falder og slår mig halvt ihjel på et tidspunkt" mumlede han for sig selv, selv om han kunne tro at han ville gøre det på et tidspunkt. men han var så sikker på at han ville havde at det skulle gå lidt tid, han gik stille over til ham og smilte svagt

//sorry smutter i seng nu, men lover at skrive imorgen? ;D//

//okay lyder godt ^^//

Hvis Julian skulle vælge ét ord der beskrev Brendon perfekt, ville det være: Uforudsigelig.
Normalt var Julian ret god til at læse folk - de var som en åben bog for ham, men Brednon var som en af de der dagbøger med små låse, der bare bad om at blive åbnet. Julians første instinkt var at trække en smule tilbage da Brendon nærmede sig, men slog sig mentalt over hovedet. *Det er jo ikke ligefrem fordi han har tænkt sig at æde dig: Tag dig sammen Julian!* Julian slappede en smule af i skuldrerne og lo stille. "Så slemt er din klodsethed da vel heller ikke?"

Brendon så stille på ham og satte sig langsomt ned, han så stille op på ham og lag sine hænder på sine knæ. blikket i hans øjne forblev på ham med et smil på læben, han kunne godt se at der var nået der fik Julian til at rykke sig tilbage. men han havde dog ikke gættet på at det ham han var `bange´ for, han vende sit blik kort ned mod sine fødder inden han så op på ham "tror ikke der er en eneste knogle i min krop som ikke har været brækket" sagde han ærligt og var ret klodset i det, han gik aldrig med sine hænder nede i lommerne da han ville havde nået støtte hvis han fald. selv om det bare ville brække andre hele i hans krop, men det tænkte han aldrig rigtigt over

Julian skar en grimasse; det mentale billede af Brendon med alle knogler brækket, var ikke noget der hørte godt hjemme i hans sind. "Av." mumlede han og forsøgte at komme af med det sin tidligere tankegang. I stedet, fokuserede han nu på Brendons klare øjne. Han holdt skarpt øje med de to sorte iriser der så ud til at holde på et millenium af hemmeligheder og drømme. Brendon havde i den grad vakt hans nysgerrighed. "Hvor kommer du fra?" røg det ud af ham, inden han nåede at standse sig selv. Han tog sig forlegent til læberne og skyndte sig at sige at "Det behøver du ikke svare på"

Brendon så bare op på ham og smilte, det havde gjort ondt at brække sine knogler. men han kunne virkelig ikke gøre nået for det, han rødmede lidt af det og viste ikke hvad han ellers skulle gøre "ja det gør ret ondt.. men jeg passer bedre på nu og tager mine piller, selv om de ikke hjælper en skid" sagde han og begynde at pille ved sine bukser, han kunne mærke en underlig fornemmelse inde i sig og rystede den bare ud af sig igen "jeg kommer fra England.. men mine forældre bor bare nogle byer her fra" sagde han stille og havde slet ikke nået imod at fortælle om sig selv, han havde stort set slet ikke nået imod det. selv om han ikke synes at der var nået spændende ved ham "hvad med dig selv ?" spurgte han om og smilte sødt og lidt barnligt til ham, han var stort set ret barnlig i det også selv om han jo var 18år. så havde han vokset ud i det og opføre sig også nogle gange som et lille barn