Vrede og Frygt

S: Velarians lejr i skoven
T: 21:30
O: Skoven, bålet.
V: Det regner lidt. Ellers er der lunt.

~

Velarian gik ind i lejren. Han var vred, bange og ked af det. Zane havde jaget Kajika, helt sikkert fordi han havde fundet ud af at hun var Velarians svage punkt.
Zann havde vist sig som en kæmpekujon i Velarians øjne, og han havde opdaget at han aldrig ville kunne acceptere at Zann og Kajika var sammen.
Han sparkede vredt til en græstot, og den forsvarsløse klump jord fløj op i luften og landede blødt i det slukkede bål.
"Pis!" hvæsede han.
I et anfald af vrede, frygt og sorg, begyndte han at tømme sit telt og pakke det ned.

Kajika kom stille gående gennem skoven og så stille på ødelæggelserne som zane havde påført skoven mens Velarian var væk og hun var ved at dø den gang og faktisk døde??... hun sukkede stille med et glimt i de baby himmel lysse blå øjne der smukt lignede de smilte, hun bar stramme grå slidte jeans, og havde en tshirts på i sort, hun bar ingen jakke efter som vejret var lidt dejlig lunt og hun ikke havde regnet med at det ville blive regn vejr, hun så rundt i det hun hørte nogen ved Velarians lejr og håbede inderligt det var ham, så hun satte i løb hen til lejren med et smil indtil hun så han pakkede...

Mikala kom valken ud i Velarain´s lysning hun hade være på fluget i 3 dage hendes tøj var fuld af blodpleter og hendes hår var klister smamen af størknet blod hun hade være oppe at slogs med nogen demonjæger

Han bandt den sidste strop fast på det sammenfoldede telt.
Så fik han øje på Kajika, og rejste sig op.
Han så på hende uden at sige noget. Lukkede bare øjnene.
*Selvfølgelig kommer hun nu...* tænkte han.

Mikala så på ham men mærke at hun heller måtte gå sin vej igen Velarian ville vise ikke hade hende der så hun vendt rundt og gik tilbage ind i skoven Mikala så ikke kajika

kajika så stille på ham og alle billederne i hendes hoved kom med dem to siddende grinende ved hinandens side og snakke om livet og hvad der var gået galt for dem eller fortid og snakke om deres nye venskab og hvad de ville gør med hinanden, og hun så os mod det sted hendes telt havde været den gang og da de havde hjulpet og velarian havde gået rundt og strammede efter hende fordi hun var for svag til selv at stramme det ovenlig hvilket gjorde hende pinlig berørt, hun så på ham ked og så på halskæden som havde været det sidste bevis på deres fantastiske venskab og tilknytning og sagde stille"flytter du velarian..."

Mikala vendet atte rundt og stod nu lidt fra lysning hun så Kajika og Velarian de så ikke ud til at være særlig gode venner mere hun sukke svaget

Han nikkede.
"Ja.. det gør jeg." sagde han så.
Han tænkte selv på alle de dejlige ting de havde lavet sammen. Han tænkte på de to kys han stjal fra hende, og på at hun var taget helt til Miami bare for at passe på ham.
"Det er nødvendigt."

Mikala så græde på dem " VELARIAN !" råber Mikala græde og kom frem af mørket hun så herrens ud blåmærke og sår over der hele

kajika så såret på ham og sagde"hvorfor er det nødvendigt flytter du ind til byen søde??" hun kiggede på ham nysgerrigt og gik stille hen til ham og tog om sin halskæde og sagde"velarian du forlader mig ikke igen fordi så.... så tager jeg med dig denne gang du får ikke lov til at gå igen" hun kiggede såret på ham og gik stille helt hen til ham og stod nu overfor ham næsten og så ham i øjnene med et blidt tiggende blik om han ikke måtte forlade hende igen og snoede en hårlok om fingeren. hun så stille mikala og sagde"hej mikala"

Mikala stod valken og så græde på dem beggen to " hold op med at skændes og Velarian du flytte ikke hvem slig jeg så søger hen til når du flytter " græde mikala og falde sammen for øjne af dem begge 2

Han så på begge piger.
"I har begge to mødt Zane. Han gik efter jer på grund af mig." sagde han.
Hans øjne blev mørke.
"Og jeg vil ikke bringe mine venner i fare... og.. især ikke dig Kajika." sagde han beslutsomt.
"Det her er mit valg, og jeg gør det for jer. I kan ikke besejre Zane, men jeg kan stoppe ham i at jage jer." sagde han.

Mikala lå på jorden hun græde " Velarian du må ikke flytte du må ikke " græde Mikala hun forsøget at rejse sig op men opnår kun at får endnu mere ondt i kroppe hun hade brække en del af sine ribben og hendes ene vinge samt en masse små sår

kajika så stille på velarian og sagde"nej jeg kan måske jeg er blevet stærker siden sidst søde bliv ved mig fordi selv vis du ..... vis du flygter her fra så er han efter mig os.... han ville gør det samme ved mig som ved en elver pige i jeres lejr en gang velarian han ville..... ville ha du så det samme syn igen men se mig nu... jeg lever da og jeg er stærker nu" hun rødmede let og tog om ham og sagde"velarian du må ikke forlade mig igen" kajika så mod Mikala og sagde"skal jeg hele det og sig nu ikke nej.... som om du godt kan li at lide mikala"

Mikala græde stille hendes krop var ødelaget og knust

Hans øjne blev store da hun fortalte ham hvad Zane havde tænkt sig. Hans minder dukkede op til overfladen. Minderne om den stakkels elverpige...
"Han ville..." begyndte han men afbrød sig selv.
"Det er bare endnu en grund til at stoppe det her mareridt.. Forstå nu at det her er den eneste måde. Selv du, som er en halvengel nu, kan ikke besejre Zane."
Han så på Kajika.

mikala så græden hen på dem og forsøget at komme hen til dem men måtte op giv hun var alt for udmatte og udtæret samt ødelaget

kajika så stille på velarian og sagde"velarian jeg kan godt jeg er stærker okay Velarian jeg ber dig bliv her han tager ikke efter dig han vil bare komme efter mig vis du virkelig..... virkelig bekymret dig om mig ville du ikke endnu en gang.... knuse mit hjerte og forlade mig....." hun vendte ked ryggen til ham og en tåre faldt mod jorden, hun så hen på Mikala og hendes healings evne var meget stor hun gik hen til hende stille og satte sig på knæ i det hendes 1 meter lange smukke guld farvede vinger kom frem på ryggen de skød nærmest ud og hendes hænder lyste i det hun rørte Mikala, hun helede hendes sår men kunne ikke hele det brækkede, hun så mod Velarian trist

"Kajika..." sagde han beslutsomt.
"Jeg stikker ikke af. Det har aldrig været planen. Jeg ved godt at Zane ikke ville følge efter mig."
Han lukkede øjnene, og samlede tankerne. Han vidste hvad han måtte gøre for at beskytte sine venner... og Kajika.

kajika stivnede i det hun spredte vingerne helt ud og stod foran ham og så lettere alvorligt ud og sagde"nej ..... Velarian det .... det gør du ikke.... ikke alene så tager jeg med dig du opsøger ham ikke alene og kæmper... det er jo trosalt min kamp og mit liv der blev tabt men altså kom igen men stadig velarian du gør det ikke alene.... det vil jeg ikke tillade dig" hun så på ham bedende og var egenlig glad for han ikke forladte hende igen

Han så på hende.
"Det er mit valg. Du kan ikke stoppe mig Kajika." Hans stemme var stadig beslutsom, og hans øjne var alvorlige.
"Jeg giver mig ikke. Jeg vil gøre alt for at beskytte dig. Alt."
Han smilede til hende, vendte sig, og begyndte at gå mod den mørke del af skoven.

kajika så mod Mikala i det hun løb efter Velarian og sagde"velarian nej du må ikke gå ... jeg vil med dig du går ikke uden mig ellers følger jeg efter dig hele vejen og du kan ikke få mig til at ændre mening nu og jeg kan nemlig os flyve nu så der ingen steder at gemme sig og jeg opsøger bare zane så.... vis du går i krig med ham gør jeg det os" hun smilede kært og sagde"Desuden er min ene evne Vand altså det kan hans hellfire ikke klare vand vinder næsten altid over du ved? ild" hun tog blidt hans hånd og så ham i øjnene og sagde med en blid stemme mens hun fast holdte hans blik"Velarian"

Hans blik blev hårdt.
"Det her er ikke en leg Kajika. Det er alvor. Du har ingen idé om hvad Zane er i stand til. Hellfire er blot en af de ting han kan. Du kan måske besejre Hellfire, men hvad med sådan noget som de sidssyge energikugler han kan lave? Og hans evner med sværd? Der er så meget Kajika... Han er så stærk... og hvis du tog med mig, ville han drage fordel af det og bruge dig mod mig."
Han ville ikke diskutere det.
"Desuden har du en kæreste at tænke på. Lige meget hvor uduelig en kryster han er, så er han din kæreste... og kærlighed er alt. Tag hjem til ham. Jeg skal nok vende tilbage..." sagde han og tog sin hånd til sig.
Han begyndte igen at gå.

kajika så overraskende på velarian og tårene trillede i det hun så på ham og sagde"jeg..... du er blevet meget mere voksen i det Velarian siden jeg mødte dig ..." hun græd stille og så lidt væk i et hun sagde"og jeg mente det ikke i leg jeg vil! IKKE MISTE DIG!" hun vendte stille ryggen til ham og trak vingerne ind i det hun sagde"Du har..... har bare ikke! at dø... ellers kommer jeg efter dig ... velarian lov mig du ikke dør" hun så sig stille over skuldren i det hun sukkede stille og fjernede ikke blikket fra hans øjne for at se ham en sidste gang i øjnene

"Jeg lover at vende tilbage" sagde han, men hans tanker var mere dyster.
*Søde Kajika... min elskede... Du mistede mig den dag du valgte Zann.*
Han sukkede dybt, og begyndte igen at gå.
*Hvis jeg overlever det her... så ser hun mig aldrig igen...* tænkte han bedrøvet.