Vrede og Frygt

kajika så stille på velarian og sagde"velarian.... lov mig at komme tilbage til mig lov det!!" hun tog hans hånd igen og så ham dybt alvorligt igen og sagde"når du kommer tilbage skal du se mig vær dag .... og du skal holde dit løfte lov mig det jeg vil se dig .... ellers vil jeg ikke.... ellers vil jeg bare grave mig ned i et hjørne og leve livet uden betydning du min bedste ven og må ikke forlade mig! velarian" hun fik tåre ned af kinderne men hun så død alvorlig ud og utrolig såret

Han lukkede øjnene.
"Jeg lover det Kajika... jeg lover det." Han hadede at lyve. Især for Kajika. Men han vidste at han en dag ville forsøge at dræbe Zann, og det ville han ikke udsætte hende for.
"Jeg kommer tilbage til dig." sagde han.

kajika så overrasket på velarian og tænkte*Løj! han lige for mig.... han løj for mig!!* hun så på ham med store øjne og før han vidste af det selv havde hun veltede ham ned på den bløde jord fyldt med blade, det var som om det gik i slow motion og hun så ham dybt i øjnene med fortvivelse og sorg, i det hun holdte sine hænder blidt i siderne og sagde"du skal ikke lyve for mig.... du må ikke lyve for mig Velarian hvordan kunne.... kunne du finde på at fylde mig med falske håb jeg mærke og se på dig du lyver" tårene løb som perler ned af hendes kind i mens man stille kunne høre dråberne falde og lande på velarians krop

Han rejste sig op og tog om hende i et kram.
"Kajika..." hviskede han i hendes hår. Han strøg hende blidt over håret.
Han var færdig med at græde. Men han kunne godt mærke at han selv var meget ked af det.
"Jeg er... så ked af det." hvisdede han så, og slog hende let på siden af halsen så han stoppede blodforsyningen til hendes hjerne i få sekunder. Hun mistede øjeblikkeligt bevidstheden, og han lagde hende blidt ned, rejste sig op og sagde:
"Jeg kan ikke tillade at der sker dig noget."
Så vendte han sig om, og sprang af sted.

hun græd i det han tog om hende i et kram og sagde"du må ikke gå Velarian du må ikke du skal komme tilbage ellers vil jeg søge over alt efter dig" hun så ham i øjnene med tåre i det hun mærkede slaget så hun på ham med store øjne og det lignede nærmest hendes smukke blå øjne der gjorde hendes helt uskyldig look komplet, de døde nærmest i det hun fik sagt.... et ord inden hun besvimede"Velarian......" hun faldt stille ned over ham og blev skubbede til siden af ham jo og var helt væk, inden i kunne hun stadig tænke og ikke fatte at han havde gjordt det mod hende

Han løb alt hvad han kunne, med tårerne løbende ned ad kinderne.
Han havde været nødt til at stoppe Kajika. Hun måtte ikke komme til skade.
*Det her...* tænkte han *er ægte kærlighed*
Han stoppede op i en dyster lysning. Regnen tog til og vinden blæste kraftigere nu.
En høj, mørk skikkelse stod foran ham.
"Zane..." hviskede Velarian, og aktiverede sin flammende, blå aura.
"Zane D'tarion. Jeg vil aldrig lade dig røre Kajika igen. Jeg vil dræbe dig nu, og afslutte dette mareridt for evigt!" råbte han, og hans aura blev forstærket.
Han løb frem mod sin storebror med et mægtigt brøl. *For kærligheden... for Kajika!* tænkte han, og en sær glæde bredte sig i ham da han så hende for sig, smilende og i sikkerhed.
*For dig*

//Resultatet af kampen venter til i morgen. Spændende :P