Hide me from the world... (Historie IKKE FÆRDIG X3)

Der skal kun nævnes éen person i denne fortælling.
Alle navne er med engelsk udtale, da det foregår i New York!
Eiri.
Hovedpersonen..
Den trettenårige pige, med de sædvanlige mobbeproblemer, alle pigerne i historierne og novellerne herinde. Fûck det. Hendes forældre er IKKE skilt. Hun har skam brødre og søskende. En bror, Jonas, på snart 22, som stadig bor hjemme, er alkoholiker, og svært overvægtig. Han er dog stadig rigtig smuk, og en rigtig damechamør. Hendes lillebror, Nathan, har sin fars karakteristiske røde, krøllede hår, og han er 6 år gammel, netop startet i skole, sammen med Eiri's lillesøster, altså hans tvilling, ved navn Sophie. Jeg har ikke sat begrænsing på hvor lang historien bliver, så bær over med mig, kære læser!

Kapitel 1. "Se, søs! Sløjfer!"

Eiri lænede sig tilbage, og den grønne lænestol gav efter for hendes næsten ikke-eksisterende vægt. Hun kiggede rundt i stuen. Den stue hvor hendes mor så tit havde givet hende en lussing, for så at sige hun bare kunne skride på værelset; "og det skulle være med det samme, ellers kunne hun da få en til!" Hun kiggede på de mørkegrønne vægge, der matchede den lænestol hun sad i. Hun kiggede på det finurlige mønster, der mindede lidt om ovaler, med lidt firkantede former, der endte i en spids, som så gled sammen med den næste underlige firkantede oval. Hun kiggede på sin bror, den overvægtige dreng, med sin mors lyseblonde hår, der næsten var helt hvidt, ligesom hendes eget, og de der karakteristisk grønne øjne, deres far havde foræret ham. Han sad med en sandwich i hånden, og hans smaskende lyde var det eneste der kunne høres.
"Stilhed før stormen." tænkte hun. Hun kiggede på den grønne sofa, som selvfølgelig matchede væggen, for så at rette sit blik mod sin lillesøster store grønne øjne, og hendes flammerøde hår, der var sat op i to nuttede rottehaler, bundet med to blå silkebånd. "Se, søs! Sløjfer!" grinede Sophie fornøjet. Hendes hvide perlerække af tænder kunne ses mellem de tilbagetrukkede læber. De var trukket tilbage i et smil. Bare Eiri selv kunne komme til at smile på et tidspunkt... Altså for real, og ikke det der fake smil hun altid kom med.
Hendes bror, Nathan, med det ligeså flammerøde hår, og de samme lysende gønne øjne, som sin søster og far, kom ind af den store buede åbning, ind i stuen. Han satte sig over ved siden af sin bror, og de smaskende lyde stoppede brat. Han lagde hovedet på sin storebrors mave, og sagde så noget, de alle vidste ville komme på et tidspunkt: "Far sagde han var træt af os. Og han sagde det til mor." Han havde åbenbart stået udenfor arbejdsværelset, hvor de evindelige skænderier altid startede. Eiri hev Sophie op på sit skød, så hun var fri for at sidde på sine knæ, på gulvet, og knuge om armlænet på den mørkegrønne lænestol.
Hun lagde hendes lille hoved mod sin skulder, og aede hende forsigtigt på halsen, op over kæben, øret, tindingen, håret og ned igen. Sådan fortsatte hun, da det uudholdelige helvede brød løs...
"Du skal jo forhelvede altid tro du har ret!" Det gav et gip i dem alle sammen, da Mor's skingre brølen afbrød den tavshed der havde været der tidligere. "Det er fordi jeg HAR ret!" brølede vores far. Trampen. Og så kom de ind i stuen. Den meget lyseblonde kvinde, der udgav sig for at være deres mor gik straks over, og flåede Sophie fra Eiri, i en hård bevægelse. "Gå op på værelset. Allesammen!" Eiri var den første der var oppe og stå, men så hurtigt kom Nathan hen og greb hendes hånd. Hun tog fat i Sophie's lillebitte hånd, og kiggede over mod Jonas. Han var hurtigt ovre bag dem. Straks macherede de i samlet trop op på det store fællesværelse de havde fået tildelt.
Nej, de delte ikke værelse. Fællesværelset, eller bare værelset, var en dårlig undskyldning for et multirum. Væggene var helt hvide, med lyse paneler i bunden. Gulvet havde nogenlunde samme farve som panelerne, men de var måske lidt mørkere. Ovre i den ene ende af rummet var der en boksesæk. Ved siden af stod der et gammelt tv, få meter fra fjernsynet, stod der en gammel sort læderlænestol. Oppe i den ende hvor de forskræmte børn og unge stod, var der et skrivebord, med en computer, tre bogreoler, fyldt til randen med bøger, og seks små stole.
Jonas smed sig på gulvet, men han lagde sig ikke ned. Han sad bare der på sin flade, og bad Sophie komme over til ham. Det gjorde hun så. Ligeledes satte Eiri sig ned, og trak den søde rødhårede Nathan ned, så han kunne sidde imellem hendes ben. Han satte sig med et tungt dump, og straks føj hendes arme om hans tynde lille drengekrop. Hun trak ham ind til sig, og kyssede ham lige oven på hovedet. Lige oven i det flammerøde krøllede hår. De kunne høre den hadefulde skrigen, råben, og trampen nedenunder. Mor som altid troede med at smide Far ud, og Far der sagde at det ville han hellere end gerne.
De hadede det. Allesammen.

Kapitel 2. "Stilhed før stormen! Genialt!"

Eiri åbnede de grå, udtryksløse øjne, og strakte sig. Hun var faldet i søvn på gulvet, med Nathan, der lå med hovedet på hendes skød. Derimod var Jonas og Sophie ikke længere den lille halve meter fra dem. Hun mærkede tydeligt smerten der voksede nederst i rygraden, og hun løftede forsigtigt den rødhårede lille drengs hoved. Hun førte hånden ned i hans nakke, og fik så smuttet sin arm ind under hans nakke. Hun tog fat om hans knæhaser, og løftede ham så. Hun fik skubbet døren op med sin fod. Hun møvede sig ned af den snævre trappe, og de mugne vægges lugt slog hende i møde. Hun kom ned på førstesalen, og bevægede sig uden om det kæmpestore hul, der var midt i det hele. Rundt om hullet var der gelænder, og længere hende var trappen. Hun fik åbnet Nathan's værelsesdør med sin albue, og fik så tridset sig derind.
Hun lagde ham i den kæmpestore blå bilseng, og hev så dynen ned i enden. Hun åbnede hans blå skjorte, og trak den af ham, for så at trække de sorte bukser af. Han havde ingen strømper på, så det var bare lige det hun skulle have af. Hun hev den røde 'Lightning McQueen'-dyne over ham, og puttede den så tæt om ham. Han rullede om på siden. Hun kiggede på det lille katteur, der stod på dækbordet bag sengen, og opdagede hvad klokken var. 05.13 stod der på displayet. Hun kiggede udenfor, hvor himlen allerede var svagt lyseblå. Hendes grå øjne rettede sig mod den sovende, og straks kom hun til at tænke på engle.
Ja, han lignede en lille engel, som han lå der og sov. Hun aede ham blidt over tindingen, og smuttede så ud i den store ganglignende ting. Hun gik over til Sophie's værelse, og åbnede forsigtigt den lyserødtmalede dør. Den lille rødhårede pige lå trygt i sin prinsesseseng, og snorkede højlydt. Hun lignede en engel, præcis som sin tvillingebror. Den eneste forskel der var på de to, når de sov, var støjniveauet. Hun lukkede døren i igen, og bevægede sig så over mod den plain dør, der førte ind på hendes værelse. Hun trådte ind i det mørkegrå værelse, hvor alverdens metal-, rock-, og punkplakater slog hende i møde. Black Sabbath, Dragonforce, Pilgrimz, Volbeat, Avenged Sevenfold, The Dreams, alle mulige. Hun traskede trist hen til den store dobbeltseng, med guldsengegelænderet, og smed sig opgivende i den.
Hun puttede sig ned i det sorte silkedynebetræk. Hun lagde sig i fosterstilling, og lukkede så øjnene i.
"Fuck, jeg hader det her!" mumlede hun. Det lød underligt at snakke med sig selv, men sådan... Hun følte bare det var rigtigt. Hun trådte ud af sengen, og trak så den sorte 'Life sucks, any questions?'-t-shirt af. Hun hev også de sorte baggypants ned, og tog istedet sin ALT for store Selvmord-t-shirt på. Hun rykkede dynen til side, og puttede sig ned i den bløde madras. Hun hev dynen op over sig, og gled så langsomt ind i søvnen.

Kapitel 3. "Du er ikke bedre end mig, smatso!"

Eiri trådte ind i klasselokalet. Hendes forældre havde skændtes dagen forinden, og hun havde været tvunget til at putte sin bror, da klokken var cirka kvart over fem. Hun var kværnet, havde ondt i ryggen, og vidste godt hvad der ventede hende i dette klasselokale. Hun havde en sort kjole på, der gik til anklerne, og sine sædvanlige, sorte støvler, med en masse nitter og andet gejl på. Hun havde ikke tænkt sig at ende i problemer idag, men det var hun et eller andet sted tvunget til, da hun var kommet bragende midt i en fûcking dansktime. Hun trampede ned på sin plads, på anden række.
Ved siden af hende sad dullerne, Maja og Natasha, med firehundrede kilo makeup i fjæset, og en tøset fnisen. "Ej, har du lige set hendes tøj?!" hviskede Natasha til Maja, og de fnisede begge to fornøjede. Deres dansklærer, Brittany, lagde som altid ikke mærke til noget. Maja gav hårdt Eiri en lammer, og hun vendte et vrængende ansigt mod hende. "Nå, hvordan har dit fedtbjerg af en bror det?" sagde hun, så næsten hele klassen kunne høre det, undtagen Brittany. Eiri sagde ikke noget, vendte bare et par skulende øjne, mod den brunhårede sô, med de store blå øjne.
Maja gav et højt hvin fra sig, og råbte op til Brittany: "Bri-Brittanyyy! Hun sender onde øjne!" Hun pegede bebrejdende mod Eiri, som bare sukkede, og vendte ansigtet mod det tomme bord. Hun tog langsomt sit penalhus frem, og så hørte hun den der skingre, klirrende lyd, der fortalte en man havde fået frikvarter. Brittany pakkede hurtigt sammen, og forsvandt ud af klassen. Eiri havde lyst til at følge hendes eksempel, men så lukkede en hånd sig om hendes nakke. Hun blev flået op fra stolen, og så blev hun vendt. Hun stirrede direkte ind i et par brune øjne. Jaster... Hun kiggede på drengen med den solbrune hud, og det sorte hår, der var sat i spikes.
Hun forstod ikke helt hvorfor han også var efter hende, når han bare flåede hende op og stå på den måde. De havde engang været bedstelegekammerater. Jennifer, klassens største dulle, med blond hår, blå øjne og lyserøde læber, trådte frem og sagde så til Eiri: "Nå, hvordan går det derhjemme? Har din ludermor det godt?" Eiri blev stående, og stirrede skulende på Jaster.
"Hallo, svar mig, mær!" råbte Jennifer ind i hovedet på hende. Hun blev stående, og svarede ikke. Jaster gav slip på mig, og jeg trådte et par skridt tilbage. Alle de falske kællïnger, og de fyre der troede de var noget, troppede op omkring hende. Men hun var ikke bange. Det var hun aldrig. Hun mærkede noget varmt ramme hendes tinding, og så hvordan det løb ned over hendes kind og kæbe. "Hvorfor fuck spytter i på mig?!" spurgte hun rasende.
Victor og Nicholas grinede. Hun brød sig bestemt ikke om det her. "Fucking kællïng! Fede mær! Vi hader dig! Anderledes lort! Møgluder!" alle tilsvinelserne ramlede ned over hende, men så hørte hun den klamme, skærende lyd, der meddelte at nu var frikvarteret forbi. Eller, det havde ikke været et frikvarter, blot en femminutters pause.
Hun satte sig hurtigt ned på sin plads, og fik tørt spytklatten af med sin jakke.
Svin.

OMFG!!
Elsker den historie! Virkelig.. wow! hvornår kommer resten!?
Jeg sad bare og læste det i et rub og stup. totalt betaget! Virkeligt godt skrevet :D!

Ermm.. X3 Der kommer mere når min krea duer til det D:
Kapitlerne skal forresten nok blive længere, har bare været meeeeeega doven XD

Skriv resten inden jeg kværker dig xDD Den er fandme god :P

Whaaart? D: *Gemmer sig bag en stol X3* Yeayea, skriver mere imorgen ^^