My heart stop breathing..(IKKE FÆRDIG ENDNU)

- Det skal lige siges at jeg skriver i Jeg-form. :)
Sådan at det er I ikke bliver forvirret.^^'
Hvis du har emnet med Chariot på et tidspunkt, har han sikkert nævnt noget med sine søskende
og specielt med hans bror, som blev forvandlet til en vampyr en regnvejrs aften.. well.
Er i gang med at hele historien om hans fortid. ;D
Historien er blot ikke færdig endnu.


- Chariot og hans søster, Simone.


Efter at jeg vendt hjem fra skole, løb jeg nærmest hele vejen hjem, fordi jeg kun havde mine søskende i tankerne. Imens at min skole taske nærmest hoppede af sted bag på min ryg, selvom den sad godt fast. Mine søskende var dem jeg mest kunne stole på og havde tillid til, de var de eneste personer som jeg havde i mit liv, ellers kendte jeg ikke andre. Generelt havde jeg det svært med at komme tæt ind på andre, også kaldt det med at være udadvendt, tit så gik jeg bare for mig selv i skolen, end til hvor jeg kom hjem og så mine søskende, så tænkte jeg at jeg ikke længere var alene i den store hvide verden. Min søster kom løbende ned af trappen og videre hen i retningen mod mig, “Charioooot!” råbte hun fnisende og overfaldt mig i et kram, og jeg førte ligeledes mine arme omkring hende, da jeg mærkede at hun omfavnede mig. Imens at jeg bukkede mig en smule tilbage, hun vejede en smule for mig, eftersom jeg knap var så stærk igen af en dreng at være. “Jeg har savnet dig!” sagde hun smilende, det kunne tydeligt ses at hun var glad og i godt humør, hvilket fik mig endnu mere til at smile, “Jeg har skam også savnet dig, Sisse!” hviskede jeg mod hendes øre, ’Sisse’ som var hans kælenavn til hende, imens at jeg krammede hende ind til sig. Vores bror, Andrew kom gående ned af trappen lidt efter, “Hm, vi har ventet på dig!” sagde han med en lidt kølig tone i stemmen, for at virke sej som altid, men jeg tog mig ikke af det, bestemt ikke, elskede ham alligevel meget højt, dog ikke nær så meget som jeg elskede min søster, båndet mellem hende var blevet meget stærkere. “Lad os se hvem der kommer først ind i stuen!” udbrød jeg lige pludselig af lykke, imens at et stort smil formede sig på mine læber. Simone knurrede sig en smule ind til mig, inden at hun gav slip og begav sig lallende ind mod stuen. Imens at Andrew bare stod der og kiggede på mig med sit hoved lagt på skrå og sine arme krydset over hinanden, “Jeg vil lige ud at få noget frisk luft, vil være tilbage ingen længe” sagde han med et bestemt nik, inden at han fortrak sine mundvige i et skævt smil. “Så bare gå ind til Sisse og tænk ikke så meget på mig, vel?” grinte han og begyndte at gå hen mod mig, imens at jeg stod sådan lidt og tænkte, som om at jeg var på vej til at gå ind i min egen verden, uden at jeg vidste af det, måske var det bare fordi jeg var bekymret… eller mere overbeskyttende for mine søskende. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis der skete dem noget, jeg havde nærmest givet mig selv et løfte om at jeg aldrig måtte forlade dem uden lige. Blot fordi vores forældre døde i en ulykke for et år siden. Da har vi skulle klare os selv med noget støtte, til at vi stadig kunne bo i huset, vores hjem. Andrew lagde en trøstende hånd på min skulder, da han stod ved siden af mig, og et stykke væk fra døren. Idet at jeg nikkede svagt, “Okay… men hvis du ikke er hjemme snart.. Så ringer jeg efter politiet!” mumlede jeg og vendte mig om mod ham, imens at jeg smilede lidt og førte mine arme omkring ham, gav ham en krammer. “Jaja” brummede Andrew, med en noget ligeglad tone i stemmen, efter at Andrew afbrød krammet nikkede han endnu engang inden at han gik helt hen til døren og tog fat i håndtaget, døren blev åbnet og Andrew trådte ud fra vores hus. Jeg lukkede døren efter ham med min ene hånd der havde taget fat i håndtaget, “Charioot? Andreeew?” råbte Simone inde fra stuen, imens at hun sad på sofaen, var en tanke som strejfede mig. “Andrew er gået ud for at få lidt frisk luft, men jeg kommer nu!” råbte jeg glad tilbage. Jeg vendte mig om og løb ind i stuen til Simone. Og der så jeg skam min søster sidde på sofaen, med sine ben trukket ind til sig, og lagt sine arme omkring dem.


Chariot står efter slaget næsten lænet op af døren, til søsterens værelse i bar overkrop, hvor hun blev dræbt af deres egen bror, der kort tid efter blev dræbt af Chariot, ham selv.