Stilhed til Jagt (Lazarus)

S: skoven (Forêt)
O: Den naturlig omgivelse & skovens dyr
T: 1.00
V: tåge, vinden og temapartur omkring 9 grader
P: i menneske skikkelse som på billede

_____________________________________________________________

Tågen havde lagt sig som en dyne over skovsnebunden , den lignede skyer og man kunne ikke se jorden eller blade som normalt vil ligge der, men der kunne høres vis man gik på en gren eller nogle tør blade .... skoven var mørket lagt og helt stille , den virkede forladt og uhyggelig inden nattens dyr begyndte at vågen, de var begyndte at våde stille , i mellem nogle af træerne kom en Anigmaus gående, hun var ude og nyde aften duftende og havde ikke kunne sove....
Hendes smukke lang blåt hår hang ned over hendes skuldre og hun bære et smukke over panden, et guld smykke, hendes hud var guldende brune og hun var smuk slank .... hun stoppede op og rørt et træ og lagde sin panden mod den, man kunne ikke se hendes ben , som var dækkede til af tågen... Pigen vendt blikkede mod nord , mod en åbning

Lazarus kunne lugte Animagusen i luften. Han sprang ned foran hende '' Jamen jamen... En Animagus.. Så tænkte du lige du ville gå en tur helt alene ude i skoven... Hvad nu hvis der kom noget og spiste dig? ''. Lazarus var en flot, ung og charmerende mand. Han havde en charmerende smil. Dybe mørkerøde øjne der udstrålede fare og spænding. Han havde en vis aura af mystik og mørke omkring sig. Noget mange kvinder ville falde for. Lazarus kørte en hånd gennem hams bløde hvide hår og afventede et svar.

det kom som et chok , da han pludselig stod foran hende, hun stod og så på ham mens han snakkede , hun nikkede bag og gik forbi ham "Ja fik løst til at gå en tur og hvad så" sagde hun og gik nu helt forbi ham og forsætte med at gå, hendes duft vil nok være lidt anderledes end andres , da hun led af evig liv selvom hun var et normalt menneske , men evne til at forvandle sig til et dyr...
"Jeg forventes ikke at blevet spist" sagde hun og stoppede med at snakke, da der var en pæn afstand og hun vil ikke råbe til ham, hun vidste at den eneste fare lige nu var ham... hun var ikke spor dum
Bare at se ham , hans udseende , duft og alt de ting som man afsendt, vidste hun at han var en vampyr, med trøst efter blod

Lazarus grinede lidt * De lære det aldrig... De bliver aldrig klogere... Aldrig vend ryggen til mig *. Lazarus bevægede sig meget hurtigt. Så hurtigt det bare virkede som et blik med øjet og så stod han der. Lazarus stod bag hende og satte langsomt og blidt sine hænder på hendes skuldre. Lazarus lænede langsomt sit hoved hen til hendes øre og hviskede '' Det er dumt for hjorten af vende ryggen til ulven ''. Lazarus grinede dystert. Lazarus elskede at lege. Når han legede med sit offer havde han det altid bedst.

Melinia havde forventede ham kom mod hende "de er dum at komme tæt" sagde hun og stod med en af sine special lavet mini scimitar mod ham , hun kom ude af hans greb og stod nu med ansigt mod ham, hun der var ikke frygt i hendes øjne eller noget
Hun tog nu den anden frem fra sit tøj, hun bære den i sit tøj og folk lagde ikke mærkede til dem , selv vis de krammende hende .... hun vidste dette holdt ikke lange
"Så " sagde hun og så mod hans øjne, hun havde klar blå øjne og var ret smuk, hun havde ikke tegn på frygt, men der var skær af udskyldighed i hendes øjne , hun havde aldrig dræbt nogle ... og det vil han hurtigt opdagede

Lazarus læste hendes tanker og smilede. Han gik langsomt over imod hende med et skridt af gangen. Lazarus havde et drilsk blik i sine øjne * Hvad skal jeg gøre... Bruge Puppetmastery til at få hende til at smide knivene... Nej for kedeligt... Skal jeg angribe hende og flå dem ud af hendes hænder... Nej også for kedeligt... Jeg vil lege kylling.. Jeg tror ikke hun har det i sig at give mig et slag hun tror vil dræbe mig *. Lazarus satte sin mave mod sværdspidsen og smilede '' Du kan dræbe mig og for evigt leve med at du har dræbt en person... Det vil sikkert hjemsøge dine drømme... Eller du kan sænke knivene og så lover jeg at jeg ikke drikker så meget det dræber dig... Er det ikke en fair deal lille tøs ''. Lazarus smilede ondt.

Hun så mod ham med et hårdt blik "Jeg tror ikke på dig, er ikke dum, du stinker langt væk af blod" sagde hun og hentyde til menneske blod, men hun havde et problem hun kunne ikke dræb, hun havde aldrig gjordet det... hendes hånd rystede og hun holdet fast i sin scimitar
"Evigt liv" gentog hun og så mod ham , som om hun var ved at falde få det "Hvad mener du med evigt liv, det findes ikke , til en med menneske gener" hun vil se hvad han vil svar og lod som om hun var ved at blive overtalt, bare ikke han kunne læse tanker, så var det okay

Lazarus kiggede på hende og prøvede med en hurtig bevægelse at slå våbnene ud af hendes hænder med hans overmenneskelige styrke. Lazarus rystede på hovedet '' Du kan ikke snyde mig lille tøs... Enten leger du med på mig leg ''. Lazarus smilede ondt '' Ellers laver jeg min egen leg... Om du vil det eller ej ''. Lazarus kørte en hånd gennem hans bløde hvide hår og kiggede hende direkte ind i øjnene.

"Næh nej, de kan glem det" sagde hun og så sin scimitar flyve af helve til, det kom bag på hende og hun så nu på ham, nu så han virkelig en rigtigt følelse i hendes øjne overraskende ... men det var det, hun så lidt mod den, men vendt blikket mod ham igen, så hun ikke flyttede det fra ham få længe
deres øjne mødes hinanden og hun gik et skridt tilbage, hun følte hun skulle gøre det... hendes var klar blå og hans meget hård ... hun stod bag der helt rolige og kæmpe i mod ham , selvom hun vidste dette ikke gik...
Melinia tænkt *Løb* og i det sekundet begyndte hun at løb og forvandle sig om til sin rød ræve form, men man kunne stadig duftede det var hende... hun begyndte at løb længer inden mod skoven

Lazarus grinede og sprang op i et træ. Han var en jæger. En af de bedste. Han bevægede sig lydløst fra træ til træ ved hjælp af hans styrke. Lazarus bevægede sig også imod vinden så hun ikke kunne lugte ham. Han fulgte efter hende og ventede til hun stoppede op et sted for at slappe af. Lazarus havde et stort smil på hans læber * Så den lille ræv flygter for den stygge ulv... Sjov leg... Lad os se hvor god du er til at lege den når du er træt og bange *.

hendes hjerte slag var rolige i nu og ræven stoppede og så lige mod ham, hun fik store øjne ...*Var* sagde hun og følte pludselig hun ikke var kommet væk fra ham, hun blev bange nu første "Danm" sagde ræven og så sig omkring, tydeligt at se denne ræv pige var meget snige og vis hun kom væk nu, fandt han hende ikke... frygt var ved at tag over hendes krop og hun tænkt beder sådan, men det vil ikke være ved...

Lazarus satte af fra træet med sådan en styrke at det væltede bag ham. Han løb over imod hende imens han knorrede faretruende. Hans mørkerøde øjne skiftede til blodrød og hans hugtænder kom frem * Du er ved at være bange.. Hvis dette syn er nok til at få dig til at stivne af stræk så har jeg vundet denne lille fine leg... Rævepige*. Lazarus bevægede sig hurtigt. Han havde sendt mere blod til sine ben så hans hastighed var langt over det menneskelige muligt.

Hun forvandle sig om til sin menneske form "Hmm , tror du" hun så hvor hurtigt han forsvandt "Hvor" hun vendt blikkede og så ham bag hende, hun var igen rolige *hjælpe ikke blive bange, og hold dig fra min tanker* tænkt hun og stod nu helt stille , hun var ikke bange igen, men begyndte at lå i sin form, vis han angrib denne gav forvandle hun sig til en ræveunge , meget nemt , men træls få ham

Lazarus smilede og stoppede op foran ræveungen. Lazarus grinede lidt og prøvede at tage fat i den. Han var ligeglad om ting var nuttet eller pælset. Lazarus bed ud efter ræven i håb om at få fat i dens hals. Lazarus var sulten og denne leg var stadigvæk sjov. Hun legede med helt uden at vide det. Lazarus kunne ikke lade være med at grine imens han bed og bed.

han bid den hale , men den gik den til sige selv , hun stod nu som menneske "ved du hvor ondt det gjorder" sagde hun og stod nu helt tæt på ham og prikkede til hans bryst "virkelig ondt , helt ærlig og så i halen " hun prikkede stadig til hans bryst, hun var sur , men det var ret nuttede at se på hun stod og råbt at den som bid bide hende og drikke hendes blod, hun sukkede "helt ærligt, bid et andet sket på en ræv, grrrr" sagde hun og lod som en ræv til sidste

Lazarus stod og kiggede på hende i det hun nu bare stod og snakkede som intet var sket. Da hun prikkede ham kiggede han bare på fingeren. Lazarus løftede en øjenbryn og prøvede at holde en hånd for munden af hende så hun ikke kunne sige mere og tage fat i hendes hals med den anden hånd og så bide hende i halsen. Han havde ikke tænkt sig at drikke så meget det skadede hende men alligevel.

Melinia så på hans hånd og forstå hentydning , hun stoppede med at snakke, men da han tog fast i hende og bid, kom der et chok igennem hende.... hun mærkede hans tænder igennem hendes hud "ahhh" sagde hun i smerte , men der var os småt lyst ved det, ikke at han bide, men den følelse vampyr nu gav når de sugede blodet til sig...
hendes blod smagt anderledes, det var sødt som en menneske , men det evige liv i hendes åre, gjorder det mere smagfuldt, hun lukkede øjne og havde opgivet , lod ham bide hende, hun lagde armene omkring hans ryg så godt hun nu kunne og prøvede at slappe af