Jagt i natten (Maddie)

Constantine slentrede af sted ned igennem de mørke gyder. Selvom der næsten ikke var noget lys, kun skabt af de få gadelygter, der ikke var blevet ødelagt af hvem end, der syntes det var sjovt, havde han ikke problemer ved at se i mørket. Som vampyr kunne han se i mørket og katten, som han kunne skifte til, gav ham også et godt syn i mørke.
Der var stille omkring ham. Der var ikke mange, der bevægede sig ind igennem de mørke gyder, hvilket gjorde det til et perfekt sted at jage. Han havde hurtigt fundet dem, da han var kommet til Terra for et par år siden. Som et rovdyr på jagt efter de perfekte jagtmarker. I disse gyder kunne man slå ihjel uden nogen løftede et øjenbryn.

Han havde som sædvanligt sin halvlange sorte frakke på, sorte bukser og de halvlange læderstøvler. Man kunne se en t-shirt med et tilfældigt bandnavn under hans åbentstående jakke. En halskæde glimtede kort i det sparsomme lys.
Det var ikke en varm nat, men kulden rørte ham ikke. Hvordan kan man fryse, når man er død? En praktisk ting ved at være vampyr. Han tog en dyb indånding igennem næsen i et forsøg på at fange færten af noget levende. Nope, ingen med et bankende hjerte i nærheden.

Det var ikke fordi, at han var ved at dø af sult, men han havde ingen skam i livet og spiste, når han havde lyst og ikke bare af sult. Han gjorde, hvad han havde lyst til. Hans skaber havde forsøgt at lære ham mådehold, men det havde aldrig sagt Constantin noget. Han elskede blod. Han elskede at se folk lide. Det var sjovt. Skrækken i deres blik, panikken, der fik deres hjerte til at banke hurtigt, visheden om, at nu sluttede livet. Den fornemmelse af magt det gav, at have en andens liv mellem sine hænder.

Et smil spillede om hans læber, og han drejede rundt om et hjørne.

Dette var et af det bedste vejr efter Maddie mening, godt nok havde hun ikke været i Di Morga særlig længe men hun havde allerede lært en del steder at kende. Især at gyderne til tider kunne være det bedste sted, hvor man kunne finde sin aftensmad til tider i hvert fald. Men det så, ikke lige frem ud til at hun kunne finde noget mad denne her omgang. Maddie sukkede kort inden hun rettede sit blik op mod himlen, Og der næst fik det rettet ind mod gydens kolde mur det hele føltes så øde som om alle sov hvilket de fleste vel i bund og grund også gjorde. Som vane havde hun som menneske, altid haft en jakke med sig når hun befandt uden for om natten hvilket hun havde stadig havde selv om hun ikke behøvede at medbringe en jakke.

Dog savnede hun stadig at være menneske, de to til tre år hun ind til videre havde været vampyr i havde hun kun været alene det meste af tiden selv om hun da havde været sammen med nogle vampyr der havde lært hende en del ting eller to. Men som regel plejede, hun også at klare sig bedst alene. Hendes tanker blev afbrudt, mens hun kastede et blik rundt i sine omgivelser som jo stort set bestod af en gyde. Hvis der ikke snart, kom en eller anden som hun kunne tage lidt blod fra havde hun bare overvejet at tage hjem selv om hun ikke havde noget fast bosted. Lige nu var det ved en ung pige, som stolede på hende men hvem stoler lige på en vampyr?

Og blod, hun vidste ikke helt hvad hun skulle synes om det. Hun burde efter hånden have vænnet sig til tanken om blod men nej hun ville sikkert aldrig vænne sig til det helt. “Nå Maddie, det må blive en gang i morgen så” kom det fra hende mens hun langsomt bevægede sig mod den retning hun forhåbentligt huskede havde udgangen af gyden. Hun måtte ærlig talt indrømme, hun var alligevel ikke den bedste til at finde rundt. Som vane rettede hun kort på sit høj som bestod af, en lang nederdel. En tætsiddende top og jakken plus det fodtøj hun havde på.

Constantine fik øje på en ung kvinde, der gik i mod ham i den anden ende af gyden. Det tog ham ikke mange sekunder at finde ud af, at hun var en vampyr som ham selv. Ingen hjertebanken og alle vampyrer havde en død lugt over sig. Han var lidt skuffet. Det var ikke et måltid. Der kom dog hurtigt et smil om hans læber. Ikke et rart smil. Nå, selvom hun ikke var mad, kunne han sikkert nok stadig have lidt sjov med hende.

Han fortsatte sin slentrende gang ned af gyden, mens han lod blikket glide over hende. Hun så da meget uskyldig ud. Hans øjne glimtede i det svage lys, og han trak hænderne op af lommer på jakken.
"Jamen davs. Hvad laver sådan en sød lille en som dig på dette uhyggelige sted?" Hans stemme var charmerende, men hvis man lyttede godt efter, kunne man ane en undertone af noget, der ikke var behageligt.

Nu kom legen, han kunne lide. Katten med musen. Han gik midt i gyden, så hun ville skulle mase sig forbi ham. Hun så meget uskyldig ud, og han fik en fornemmelse af, at hun nok var en ny vampyr. Åhja, så skulle det nok blive hyggeligt at lave lidt sjov med hende. Hans smil voksede lidt.

Maddie blik blev rettet mod en fremmede en som, lige pludselig efter hendes mening var dukket op. Men de levede også i en verden, hvor al verdens skabninger bare lige pludselig kunne dukke op hvor som helst de ville. Af ren refleks, standsede Maddie op hun vidste ikke hvad hun skulle synes om denne person som bare ud i det blå talte til hende. Men at han lige frem kaldte, hende for en sød lille en? "Hvad tror du selv?" Kom det en anelse flabet fra Maddie mens hun så på ham. Han mindede hende om hende selv, på en måde hvis man kunne sige det i hvert fald kunne han jo nemt være en vampyr som hende måske? Så god var hun, alligevel ikke til at vide om de forskellige racer.

Maddie brød sig absolut ikke, om at han gik i midten af gyden og Maddie kunne ikke lide at gå ind i folk om det så var med vilje. Men så vidt, hun vidste endte gyden med en mur den anden vej så hun var jo tvunget til at skulle forbi ham hvilket hun stadig ikke syntes om. Og nu var det jo, ikke lige frem fordi gyden var så uhyggelig alligevel det ville hun have syntes mens hun stadig var menneske men ikke mere. Maddie satte det ene ben, foran det andet mens hun bevægede sig hen mod ham dog helt ind mod væggen bare for at forsøge at undgå at ramle ind i ham. Hun var endelig nået hen til ham, nu skulle hun bare forbi ham hvilket jo resulterede i at hun stadig gik hel inde ved væggen men hun kunne umuligt undgå at ramme ham.

Constantine kunne lide hendes svar. Flabet. Han trak på skuldrene og lagde hovedet på skrå, mens han stadig betragtede hende og fulgte hende med øjnene, som hun kom gående ned i mod ham. Hun trak helt ind mod muren, hvilket han også havde regnet med. De fleste ville nok undgå en konfrontation med en som ham. Forståeligt nok, især hvis de havde bare en lille fornemmelse af, hvad han var. Han flyttede sig ikke, så hun kunne komme forbi. Der var stadig noget i hans øjne, som burde fortælle den unge kvinde, at hun skulle passe på.

I det hun maste sig forbi ham, vendte han sig i mod hende og satte en hånd på muren bag hende, så hans arm var i vejen for hende. Han lænede sig lidt ind i mod hende, mens han så på hendes ansigt.
"Det ved jeg sørme ikke. Du er måske på udkig efter noget sjov?" Han smilede, så hans tænder blev blottet og man tydeligt kunne se hans hugtænder. Hun måtte selv om, hvordan hun ville tolke sjov - for ham betød det noget med smerte og skrig. Desværre ikke noget med blod denne gang, men det gik nok. Som sagt var det ikke sulten, der havde drevet ham ud på jagt denne nat. Han rakte op og tog en tot af hendes hår og lod den glide mellem fingrene, stadig med et smil på læberne.

Ind til videre så det ikke, ud til at han ville svare. Forhåbentligt, kunne hun da slippe væk fra ham han lignede ikke lige frem en man skulle være sammen med. Men det var nu ikke lige frem fordi, hun fik særlig meget lov til at gå videre han fik jo spæret for hende hvilket fik hende til at stoppe op. Uheldigvis begyndte han at snakke, mens hun kastede et blik op mod hans ansigt. Hun kunne så sandelig ikke, lide den måde han lænede sig ind mod hende eller den måde hun snakkede på. "Sjov?" Kom det fra hende mens hendes blik var rettet mod hans blottede tænder ikke lige, frem fordi hun havde lyst til at kigge på dem.

"Jeg var faktisk bare ude efter noget mad" kom det fra hende, et eller andet sagde hende hun vel lige så godt kunne sige det selv om hun ikke rigtig ville synes om at sige det til ham. Men Maddie mistanke om at han var en, vampyr blev da bekræftet hun lade mærke til hans hugtænder men hun vendte blikket så hun kiggede lige ud så hun ikke kiggede på ham. Maddie mærkede han tog fat i et af hendes hår totter, "Hvis du så godt kan lide hår burde du måske lade dit hår vokse" kom det flabet fra hende. Hun fik rykket sit hoved stille, så hendes hår ikke længere var mellem hans finger. Hun kunne ikke lide, når folk rørte ved hendes hår og især ikke hvis det var nogle hun slet ikke kendte overhovedet og ham havde hun bestemt ikke lyst til at lærer at kende.

Constantine lod hende rykke hårtotten til sig og lagde så hovedet på skrå, mens han betragtede hendes ansigt.
"Jeg var mere ved at overveje, om jeg skulle skære dit af." Smilet på hans læber var uhyggeligt. Han havde en kniv siddende i bæltet, som uden tvivl ville kunne gøre arbejdet. Så hvis han blev ved med at synes, at det var en god idé, så kunne det da godt være, at det var det, han skulle lege med hende.

"Mad? Det er det forkerte sted at gå på jagt for sådan en som dig, cherie. En lille en som dig, ender bare med at blive mad." Han snakkede ikke om, at hun ville blive mad for ham, men der var andre spændende og farlige væsner herude. Nu var det ikke fuldmåne, men Constantine var stødt på mange varulve, når han havde været her, mens månen var fuld.

Han tog kort fat i hendes hage med tommelfingeren ved hendes læber og resten af fingrene under hagen.
"Sjov. Som i brækkede knogler og skrig af smerte." Han slap hendes hage og greb fat om hendes hals i stedet.

Maddie spærrede hendes øjne op, en anelse da han sagde han var ved at overveje om han skulle skære hendes af. "Det kan du da lige vove" kom det fra hende, men det var måske ikke det smarteste at sig til sådan en som ham. Som tydeligvis godt, kunne lide at standse nogle og lige frem snakke til dem.

"Hvor mange, kender du lige som har tænkt sig at spise vampyrer?" Kom det fra hende, mens hun kort blottede hendes tænder så man kunne se hendes hjørnetænder. Maddie holdte stærkt øje med ham, mens han tog fat i hendes hage med tommelfingeren ved hendes læber. Kort overvejede hun, om hun skulle bide fast i hans finger for at se om det kunne få ham til at slippe hende.

Hagen blev endelig sluppet, men ikke særlig længe for han gik i stedet efter hendes hals med at få et godt greb omkring den. mens han sagde sjovt som i brække knogler og noget andet. "Hvor lyder du da bare som en hyggelig person" kom det fra hende, en anelse sarkastisk men hun ville hellere til at passe på især når han jo havde hånden omkring hendes hals.