Burn.. its cold in here - Night/Privat//

S: Søen
O: Det kolde natur.
V: Frost
T: Aften
D..
____________________________

Den kolde fornemmelse havde lag sig over søen. Dette var bare ikke en kold nat, det var et sindssygt frost. Det underlige var, at det var midt i maj måned. En spinkel skygge trådte igennem det hvide landskab. Stan hed han. Han havde nogle ørevarmer på og en kæmpe frakke. Hans isblå øjne matchede hans hårfarve og alt andet omkring ham. Ja, Stan var ny, en hel ny menneske i denne by eller land?
Stan lod sine øjne glide ligegyldigt over søen, lod dem skimme været punkt. Han holdte om sig, mens en lille men iskold brise tog fat om hans hår. Legede med det, og kastede det rundt i hovedet på ham. Stan lag hovedet på skrå, da hans ben stoppede foran et kæmpe træ, med hvide blade. Han lod sin rystende hånd røre ved bakken, mens et skævt smil formede sig på hans fyldige læber. Stan var egentlig blevet født på en sne aften. Det var ikke underligt at han nyd denne kulde. Det ´varmede´ hans blod. Så inderligt.

Nogle blide fødtrin lød i det meget lille lag sne der underligt nok var på jorden idag. Det var koldt, men stadig havde denne person der lavede de små lyde kun et par stamme, sorte lårkorte læder shorts, en stram blodrød og sort t-shirt og en sort og mærkegrå dennegagn løs hættetrøje på. Denne dreng hed Night. Night åndende rungt ud og det gjorde at man kunne se hans ånde.
"maj?" sagde han spørgende da han nu var i tvivl om, om hans hjerne fungerede.
Han var på vej ned imod søen. Det eneste sted der avr fred og ro, eller det var der mange steder, men vand havde en eller anden bivirknign på ham ligesom når natten var faldet på og stjernerne og månen kom frem på den. Det var noget der altid berolignede ham.
Han kigged rundt og smitle stille. Musikken spillede i hans øre, men det underlige var at hans høretelefoner hang rundt om hans nakke og musikken spillede så højt at man kunne høre det selv, som menneske fra flere meters afstand. Idag hørte han 'manga'. Det var et bandt, hvor han faktisk kun kendte en sang. Night sukkede stille og kiggede rundt igen, men denne gang røg blikket op imod himlen.

Stan søgte med et i sin ene jakkelomme. Han fandt nogle læderbrune handsker frem. Han lod dem glide over hans nøgne hænder, mens hans blik så lige gyldigt frem for sig. Han var åbenbart ikke alene, sikke en ære. Stan kastede et blik bagud, og opdagede sandelig en dreng. En ung en.
Stan gik stille videre, mens hans ørevarmer sad tæt på øret så det var umuligt for ham at hører noget. Den lille metalliske lyd ramte dog hans øre. Stan som ellers ikke lod sig går på, pegede nu med et på drengen. Han havde standset op, mens hans læderbrune handsker pegede stift på drengen. ”Giv dig til kende” sagde han med en dyb stemme og lod meget dramatisk. Sådan havde Stan dog altid været. Han overdrev altid med sådan noget. Stan, typen der egentlig var lige glad med folks mening.

Night stod nu bare stille og kiggede stadig op på den store himel og drømmede sig til sit ønske liv, som han aldrig troede ville komme nogen sinde. Han hørte en stemme og kunne også lugte et menneske her i nærheden. Night var dog ikke sulten så dette menneske var sikker... indtil videre.
Night vente hovedet ned og over imod stemmen, hvor han så en dreng der var ældre end ham og, som var godt pakket ind. Der kunne man tydeligt se at det var et menneske - med al den indpakning. Night's blodrøde øjne stirrede på denne dreng og han tøvede om han skulle sige det eller ej. Dog åbnede han munden, men intet kom ud. "Jeg er Night og du?" sagde han og vente kroppen, hvorefter han gik lidt tættere på drengen. Man kunne ikke se Night's ansigt kun hans blodrøde øjne, som lyste i mørket. EDt smil kom på hans læber og et undersøgende blik var fremme i hans øjne.

//sorry der ikke er så meget XD

Stan lod kulden ramme ham. som nogle piske smæld, som gav genlyd i hans lille og ret tomme hoved. Hans isblå øjne, lod til at betragte dette væsen med de fornemme røde øjne. Stan havde aldrig set noget lignende, men han var trods alt ikke bange. Overhoved ikke. Han lod sin hånd sænke sig, mens han lo dybt og ret koldt. Stan var ikke i hans fulde fem. Så dette væsen hed Night sikke et mærkværdigt navn. Stan lod sine hænder begrave sig dybt ind i frakkens lommer.
Han bøjede sig på en måde frem, mens han lod sit hoved lægge sig ret på skrå. Hans blå hår kom i vejen, så hans venstre øje var tildækket. ”Mit navn er Stan” sagde han, mens han hverken smilte tilbage eller sagde mere. Hans ørevarmer gled fra hans øre, og lod sig lægge sig som nogle høretelefoner. Faktisk kunne Stan aldrig finde på at høre musik. Han kunne ikke fordrage de lyde der kom ud af de tingester. Han kunnen faktisk ikke lide elektroniske ting, slet ikke.
Stan betragtede videre Night, uden at ane hvad han skulle sige, og han var nu ret ligeglad. Venner havde han ingen af, så hvorfor ikke lade det forblive sådan?

//Baaaaah :P//