Eftermiddag - Ami & Damon

Kiki hævede endnu en gang sit øjenbryn. "Er det en vits?" Hun tøvede lidt inden hun fortsatte. "En kamp mod menneskene? Jeg har altså været et menneske engang." Hun lagde armene over kors. "Menneskerne aner ikke engang vi findes. vi er en skrøne, en historie... Og hvis vi gik i krig, hvordan skulle væsnerne så enes? Du er godt klar over at vampyre drikker Aspara - og engleblod ikke?" Det var mange spørgsmål på en gang

"Jo, men væsnerne må unionere sig for en lille tid i kan altid genoptage jeres meningsløse kamp når vi har vundet, og jeg har også været menneske... og ved du hvad?.. det er min begrundelse for at gå i krig med dem, fordi du selv har været menneske, så ved du også hvordan menneskene er.. Ikke?" spurgte Ami, og kiggede op på himlen.

"Måske..." Sagde Kiki der var ved at overgive sig. "Måske..." Hun vidste hvor meget mad hun ville få ud af det. En masse mennesker i kæmpe et mylder. Og væsenerne vil helt sikkert vinde. De fleste havde jo evner og sådan, men der ville helt sikkert også være væsener der hjalp menneskene. Men nu var det jo heller ikke alle mennesker der var onde. "Jeg vil ikke slå børn ihjel, i hvert tilfælde. Og alle dem jeg slår ihjel må jeg spise!" Sagde hun og prøvede at få det til ikke at lyde så grådigt som det gjorde

"Okay... Men husk, dræber du et barns far, så er barnet nok den første til at hævne sig og dræbe dig." sagde Ami og var ligeglad, om hun drak sine ofres blod eller ej, og han var entenligt også lidt ligeglad om hun dræbte børn eller ej, han dræbte ikke selv børn, det havde Craig stoppet Ami i, så det gjorde han nok ikke igen... For Ami vidste børn blev voksne på et tidspunkt.

Hun trak på skuldrene. Hun ville ikke indrømme at han havde ret, selvom hun vidste det. "Så må jeg dræbe drengen dér. Når han vil tage hævn." Hun rejste sig op. "Men hvis nogen af væsenerne vil holde med menneskene, er der sikkert også nogle mennesker der vil holde med væsenerne, da de ved vi er stærkest. Hvis de er stærke nok, kan vi, altså vampyrene, bide dem, så de også bliver vampyrer." Foreslog hun og var ret så stolt af sin plan.

"Vampyrer er meget nemme at dræbe, det samme er varulve.. vi skal bruge spøgelser!" bestemte Ami og tænkte sig om... Han vidste bare ikke helt hvordan han skulle lave spøgelser... Andet end vis de ville have hævn over verden. "Men vampyrer og varulve lyder meget godt i starten, så er der også lidt kønt til øjnene" sagde Ami og lo, og puffede jokene til hende.

"Jo, tak. Men så lette er vi altså heller ikke at dræbe.." Kiki var stille lidt. "Så du er altså et spøgelse?" Spurgte hun og betragtede ham spørgene. "Er de ligesom ikke..." Hun prikkede lidt til ham. "Gennemsigtige eller noget." Hun havde hørt mange historier om spøgelser, men faktisk aldrig set et. Alligevel havde hun ikke regnet med at de så menneskelige ud.

"Det er kun når vi vælger det, de stærke spøgelser kan faktisk stort set skifte til denne menneskelige form når de vil.." sagde Ami og smilede til hende. "Men de fleste spøgelser forsvinder jo så snart at, deres opgave er fuldført, andre beholder deres spøgelsesskikkelse og der er faktisk også nogen, som endda får en chance mere som menneske!" sagde Ami, det var sandt det hele.

Kiki lyttede intereseret. Spøgelser var nu alligevel ikke som hun havde regnet med. "Har du så også en opgave?" Spurgte hun nysgerrigt og så på ham. "Og tror du at du forsvinder hvis du løser den?" Hun tænkte lidt, efter flere spørgsmål. "Nåja, og hvad er din opgave så?" Hun grinede lavt. "Jeg kan ikke finde på flere spørgsmål..."

"Jeg skal hævne min familie og lave menneskehedens største revolution, regner jeg med." sagde Ami, og trak på skuldrene... Ami smilede til hende "Hvad er så din mision andet end at rende rundt og se køn ud?" Ami, undlod at svare på om han regnede med at forsvinde for han vidste det ærligt talt ikke.

Kiki smilede smigret inden hun trak på skuldrene. Hun så ud som om hun tænkte. "Jeg ved ikke helt om jeg har nogen mision." Sagde hun langsomt og tænkte sig om. "Jeg dræbte alle dem der slog min familie ihjel... Næsten" Hun holdt en kort pause, inden hun fortsatte. "Men det kan man vel ikke kalde en mision. Det gjorde jeg bare. Og nu har jeg vist ikke nogen mision..." Hun og lød egentlig en lille smule skuffet. "Men jeg har jo også evigheden til at finde alle de misioner jeg vil, hvis jeg overlever krigen."

"Det har du jo." gav Ami hende ret i og nikkede, Ami rejste sig og sagde "Vil du ikke med væk fra denne kedelige skov?" Ami smilede til hende skoven var røvkedelig vis man spurgte ham, han havde været for meget i den og brugte den kun når han jagede tilfældige mennesker eller nogengange når han spøgte i den.

Kiki rejste sig op. "Jo." Sagde hun, og gav ham ret. Hun havde selv tænkt det samme; Skoven var virkelig kedelig. Hun børstede lidt jord af sig, og lod hendes øjne betragte omgivelserne. "Hvor skal vi så gå hen?" Hun vendte sig mod Ami igen.

"Ned i kloakerne" sagde Ami dybt alvorligt og gik langsomt ind mod byen så hun kunne følge med, men de kunne selføleligt også lade være med at gå ned i klaokerne vis hun ikke ville, tænkte han, de kunne også bare være et andet sted og hænge ud. Ami lod bare sine ting ligge i skoven, så kunne en eller anden heldig politimand finde dem og blive forfremmet eller hvad de nu gjorde med ham.

Kiki så en smule overrasket ud. Der var ikke så mange som ville ned i kloakerne. Hun trak lidt på skuldrerne. "Okay... Hvorfor ikke?" Hun fulgte efter ham et kort stykke vej, men vendte sig så om. "Skal du ikke have dine ting?" Sagde hun og pejede hen mod det træ tingene lå under. Hun forventede at han ville gå tilbage og samle dem op.

"Nej. Jeg har flere derhjemme." sagde Ami og gik videre det var jo 'bare' våben, dem kunne man altid få nye af, det var meget nemt. Ami blev ved med at gå til han fandt et kloakdæksel som han uden problemer fjernede, hvorefter han kravlede ned i kloaken og rakte hænderne op til Kiki, for at hjælpe hende derned.

*Flere?!!* Tænkte Kiki der ikke havde glemt at hun før var blevet truet af en af hans knive. Hun begyndte igen at følge efter ham, og stoppede først op da han gjorde det. Hun betragtede ham fjerne kloaksdækslet og klatre der ned. Dengang Kiki var lille, havde hun altid været bange for at gå ned i mørke huller, men nu, hvor hun var vampyr skræmte det hende ikke længere. Som vampyr holdt hun nemlig mest af mørke. Hun kravlede også ned i kloaken, med hjælp fra Ami, selvom hun egentlig ikke havde brug for den.

Ami lukkede øjnene hvilket man tydeligt kunne se og gik rundt indtil han nåede et sted hvor der var omkring 12 andre kloaker, der var en stor rundt sø i midten og ca. 10m ude i den affaldssø, lå der en ø, af jord og sand og affald og på den ø, var der et fort bygget af træ og plastic, godt nok var fortet meget lille og der var nok ialt plads til 10 mand der, det var ikke der Ami boede, han havde bare fundet det engang, det var nogen, nu for længst, døde børn der havde bygget det. Ami gik ned til en robåd som flød rundt i det klamme vand og satte sig i den og tog årene, og ventede bare på Kiki, kom og satte sig i den.

//Har de entenligt overhoved prænsenteret sig for hinanden? xD..

Kiki fulgte efter ham uden at være sikker på om han overhovedet vidste hvor han førte hende hen. Stanken fra kloaken gav hende kvalme, men hun beklagede sig ikke. Hun fik først øje på plasic-fortet og derefter den lille robåd, som Ami satte sig ned i. Forsigtigt trådte hun ned i den og satte sig derefter hurtigt ned. Den gyngede svagt, efter bevægelserne.

//Jeg kunne heller ikke huske det, så jeg tjekkede lige ;b. Og ja, et eller andet sted på side to..

Ami sejlede ud til plastic fortet, han omtalte det også i daglig tale som, plastic fortet, det tog dem hele 5 minutter at ro den korte strækning, fordi der var noget der mindede om strømme i vandet, Ami vidste ikke hvor de kom fra, for der var kun strømme i floder, åer og havet, så det var lidt mærkeligt. Da de endeligt var nået ud til plastic fortet, lugtede der en del bedre... Ikke fordi de havde vænnet sig til lugtene, men fordi der simpelhent bare var gjort rent derude, faktisk var selv vandet mere rent og mere gennemsigtigt der end det var grønt som de andre steder, Ami bandt robåden fast og gik hen til det lille plastic fort og ind i det, og satte sig i en gammel sofa der var derinde.

Kiki steg ud af båden og fulgte med ham ind. Hun lod blikket glide rundt i rummet, og hen over den sofa han havde sat sig på. Hun stod helt stille, og så ud som om hun tænkte. "Hvad er det her så for et sted?" Spurgte hun så høflig som muligt. Hun havde aldrig set noget lignene. Men hvis man så bort fra stanken, var det egentlig et ret hyggeligt sted. Nærmest en slaks hule.

"Jeg bor hernede i kloakerne, og så fandt jeg en dag her for et par uger siden, dette fort her, det er dateret til 1940'erne, Bill, Elliot og Benny, byggede dette fort." sagde Ami, som om han vidste hvem det var... det gjorde han bare ikke.. Han pegede over på træstykke, hvor der stod indridset lidt utydeligt. 'Opført i 1941, af Billy, Elliot og Benny.' han håbede ikke hun ville spørge ind til personerne for han vidste intet om dem, han havde jo været i Tyskland dengang, det havde han været fra 1935 - 1951, en del af årene som soldat på den tyske side, resten som krigsfange.

Kiki læste de indridsede bogstaver. "Bill, Elliot og Benny... Var det dine venner?" Det var ment som en konstatering og ikke et spørgsmål, så hun ventede ikke på svar, men gik undersøgene rundt i rummet. Hun betragtede alt meget nøje. "Så du bor her... I en kloak?" Hendes stemme var en smule skeptisk, men hun måtte indrømme at det nok var bedre at bo her, end på gaden, som hun selv

"Nej jeg kendte dem ikke, jeg var soldat fra 1935 til 1945, hvorefter jeg var krigsfange i 6 år og da jeg så var ude, kom jeg hjem til en af de soldater som faktisk havde været en af mine fangevogtere, senere en af mine gode kammerater at bo, han var neger, en ordenlig neger, han var flink mod mig... Han blev slået ihjel, nogen siger hans spøgelse vandrer rundt og leder efter mig men det har jeg nu aldrig set eller fundet." sagde Ami.

//undskyld tiden strømmen gik xD//

"Så du har været soldat?" Spurgte Kiki interesseret. "Min far var soldat." Hun smilede skævt, og tænkte i et kort øjeblik tilbage på hendes menneskelige liv, inden hun igen blev snakket til. Han var vel ikke hendes rigtige far, men det kaldte hun ham. "Så du har egentlig bare snuppet Benny, Bill og Elliots hule og brugt det som bolig?" Hun grinede lavt. "Men de kommer nok heller ikke ned efter det mere..."