Eftermiddag - Ami & Damon

"Nej jeg bor i en bunker, jeg bor ikke her..." sagde Ami "Og ja jeg har været soldat.. Ialt har jeg været udstationeret i 40 år når man tænker på alle de krige jeg har været med i." sagde Ami. "Jeg har altid været en eftertragtet soldat fordi jeg er så modig, det er også derfor jeg har fået en del medaljer." sagde Ami og smilede og spurgte så alvorligt "Hvornår døde din far og hvad hed han, og hvilken hær var han med i?, eventuelt, hvilke krige?"

"Han var en af frihedskæmperene i 2. verdenskrig." Hun stirrede lige ud i luften. Hun så tænkene ud, men egentlig ikke trist. "Han var aldrig hjemme. Det var hårdt for min mor." Hun så ned. Hendes såkaldte mor. "Han hed Erik... Erik Strike, og han blev drabt af de der tyskere." Hun viftede fraværene med hånden. Hun havde svært ved at huske tilbage "De dræbte også min mor og min lillesøster bagefter... Min bror og jeg flygtede..." Hun bed sig kort i læben. "Men de var ikke mine rigtige forældre. Faktisk efterkommere af mine forældre. Jeg fandt dem pga. de stadig havde det samme efternavn som mine rigtige for..." Hvorfor fortalte hun ham dette? Hun rystede på hovedet og vendte tilbage til emnet. "Jeg ved ikke hvornår han døde. Jeg holdt ikke øje med datoerne. Jeg ventede kun på at krigen ville være slut, så han kunne vende tilbage. Da krigen endelig endte dræbte jeg de mænd, jeg var helt sikre på dræbte min familie. Men der var jo mange flere mænd... Jeg hader krige..." Hun så væk.

"Jeg dræbte en mand der hed Eik Strasse men ikke nogen der hed Erik Strike, der var heller ikke nogen fanger på min base der hed Erik Strike så vidt jeg kan huske, sååh... Jeg kan tale med nogen om de ved hvem han var, men de fleste andre tysker spøgelser talte sjældent med fangerne, de mishandlede dem bare, så jeg kan ikke hjælpe dig, og desuden tilbragte jeg også meget af mit tid i et kæmpene læge-regiment." sagde Ami og smilede venligt.

Kiki rystede på hovedet, og smilede igen svagt. "Næh..." Hun satte sig i sofaen. "Han var også kun en efterkommer af min rigtige forældre. De er også døde, men ikke i krig." Hun trak lidt på skuldrene. "Men jeg fandt jo de her efterkommere og boede hos dem som deres datter. De vidste jo hverken at jeg faktisk var i deres familie, og at jeg så var en vampyr. For dem var jeg bare deres plejebarn" Hun lod sin hånd køre igennem sit hår. Dette emne var bestemt ikke hendes ynglingsemne "Jeg var bare aldrig sikker på at dem jeg dræbte var de rigtige..." Hun havde ikke ondt af dem hun havde dræbt. Hun ville bare så gerne have haft fået hævn

"Jeg var tyskersoldat..." sagde Ami og var lidt flov, han havde aldrig vidst hvad det var tyskerne havde kæmpet for.. Ihvert faldet ikke før Sam havde fortalt ham det, Ami havde bare været sindsyg og kæmpet for dem med de flotteste uniformer... Ami var ret syg i hovedet engang, men det var stort set kureret nu efter han var begyndt at blive social, hvilket var meget mærkeligt for Ami... For så skulle han jo tale med folk.. Og have venner?.. Som sagt var dette en meget mærkelig, men god forandring for Ami.

"Virkelig?" Kiki hævede sit ene øjenbryn. "Du er godt klar over hvad de gjorde ikke? Og hvorfor? Hitler dræbte Jøderne fordi... Ja, fordi de var Jøder. Og tilsidst slog han sig selv ihjel, fordi han bliver bange. BANGE! Og alle troede han var så modig. Hmm... Jeg ville ønske at han ikke havde begået selvmord. Så skulle jeg, personligt, dræbe ham. Men ikke bare sådan. Han skulle tortureres først. Han skulle lide! Vent lidt... Er du overhovedet tysker?"

"jeg ved det, jeg ved det, jeg var Hitlers sidste læge, jeg var jo som sagt i et læge regiment 250km fra Berlin, og sammen med os lå et ingenør kompagni og et stormkompagni også kendt som SS, - som du jo nok kender, i alt var vi 900 soldater, men vi faldt i et baghold englænderne smed bomber med deres fly og amerikanerne pløjede os ned med maskingeværer i alt var vi 35 mand som overlevede, og jeg var den af højest rang, så jeg tog styringen, 10 af mændene var hårdt sårede og vi var kun 3 overlevende læger, de sidste 25 var overfladiske skader, men vi slap væk, under min ledelse jeg førte os gennem nogen skove, til vi kom til en mindre forpost for amerikanerne, de var 30 soldater der og 4 officerer...." Ami holdt en lang pause "Og to generaler!!, så vi kastede granater ind i deres base og skød soldaterne, 8 af vores hårdt sårede soldater døde, fordi vi brugte dem som skjolde mod deres kugler, så ingen af vores raske soldater blev ramt, vi indtog forposten, stjal alle bilerne, nogen bedre våben og håndgranater, og alt det benzin vi skulle bruge, og kørte til Berlin, vi havde hørt der stadig lå 3 regimenter der.. 3 fulde regimenter, ikke splittede som vi var, og i et normalt regiment er der 1500 soldater, men da vi kom frem til byen fandt vi... Hvor mange tror du?.. Sølle 500 soldater... Sølle 500.. Og de var børn og gamle mennesker. Hitler satte os til at forsvare førerbunkeren med ham, og så kom russerne og tog os... Jeg nåede at få fat på den pistol føreren skød sig selv med og jeg har den den dag idag, mine fangevogtere opdagede den aldrig." sagde Ami og følte han havde forklaret en stor del af sit liv, og ville gerne græde, men han skulle virke mandig så han lod være.. Også i disse kampe havde han mistet mange gode mænd og mange gode venner.

Kiki var stille lidt. Hun havde aldrig hørt nogen lignende. "Det var godt nok..." Hun prøvede at finde det rigtige ord, men opgav hurtigt. Hun betragtede hans ansigt, og bemærkede at han virkede trist, så hun valgte, hvilket nok var en god idé, at skifte emne. "Har du stadig hans pistol? Må jeg se den?" Hun lød interesseret, hvilket hun faktisk også var. Hun rejste sig op fra sofaen.

"Jamen, jeg har den ikke her, jeg har den derhjemme." sagde Ami og svarede så "Jeg kan ikke huske min oprindelige nationalitet vis jeg skal være helt ærlig..." Ami smilede anstrengt... Han havde ikke tænkt over hans egen nationalitet længe... Han var jo bare... Bare Ami, og nationalitet og sådan noget ragede ham en papskid. "Men du må gerne se pistolen" sagde Ami og hoppede tilbage til emnet med pistolen. "Men så skal vi gå.. 10km må det være." sagde Ami.

Kiki nikkede hurtigt. "Det er fint med mig." 10 km. var ikke særlig meget for en vampyr. Især ikke for Kiki. Hun kunne gå meget længere uden nogensinde at blive træt. Hun skulle lige til at gå, da det gik op for hende at hun ikke vidste hvor han boede. "Du må nok hellere føre an." Hun smilede skævt. "Det er nok det bedste."

Ami satte sig ned i robåden igen, og ventede på hun kom hen til den og satte sig i, de kunne lige så godt sejle så langt de kunne... Det ville være lettest så skulle de kun gå 3-4 kilometer... Bedre end ingenting vel.. Tænkte Ami. "Hvilke spændene ting har du så lavet idag?" spurgte Ami.

"Jeg er blevet overfaldet af et spøgelse," Grinede Kiki og hentydede til tidligere ",men ellers ikke noget..." Hun satte sig ned i båden. "Hvilke spændene ting har du da oplevet i dag?" Hun så i et kort øjeblik ud over rælingen og på det beskidte vand.

"Ikke nogen." sagde Ami med en drilsk attitude og sagde så efter en pause. "Ej det er gas, du kan tage det, du er jo ikke jøde. Jeg mødte jo dig, det er da spændene?" sagde Ami og smilede, hvorefter han med store tag, begyndte at ro mod en af de lidt størrere kloak tuneller som han sejlede ned af et godt stykke tid før han drejede ind i en mindre hvor båden lige havde plads til at kunne være der.

Kiki smilede og betragtede alt det affald de sejlede forbi. Det var ret klamt, så tilsidst valgte hun ikke at se på det. Der var et spørgsmål der havde naget hende, her på det seneste, og nu valgte hun altså at spørge. Selvfølgelig så høfligt som muligt. "Hvad døde du egentlig af?" Hun så op på ham.

"En mordbrand." sagde Ami, og havde lyst til at sige hvad med dig.. Men det ville være uhøfligt så han undlod at gøre det. Ami stoppede henne ved en betontrappe og bandt båden fast, hvorefter han gik op af trappen langsomt og begyndte at følge en retning, som gik nedaf, og så en stige som han kravlede ned af, den var 3,5 lang.

"Ok." Sagde Kiki og det undrede hende at han ikke spurgte om hvordan hun var blevet en vampyr. Måske også en lille smule skuffet? Hun trådte ud af båden og fulgte med ham ned af trappen og derefter stigen.

//Min krea er forsvundet og min søster nakker hele tiden mit strømstik xD.. Svarer imorgen.

// Okay x] Jeg bliver også selv nød til at logge nu ;b Ses