Eftermiddag - Ami & Damon

T: Eftermiddag
O: Skov, træer?
V: Koldt og mørkt
S: Skoven

Sent på eftermiddagen var Kiki gået ned til skoven for at få lidt frisk luft. Det var blevet tidligt mørkt, hvilket jo kun var en bonus da Kiki var en vampyr. Hun havde ikke noget specielt ærinde, og gik bare sådan rundt hist og her. Pludselig hørte hun en svag piben, og vendte sig om for at se hvad det var. Hendes røde øjne spejdede omkring, men hun kunne ikke få øje på noget usandsynligt. Da lyden stoppede, vendte huns sig, varsomt, om igen. Lige da hun begyndte at gå videre, hørte hun igen den svage piben. Hun stoppede op og lyttede, og kunne så ikke høre lyden igen. Da hun begyndte med at gå igen, hørte hun lyden endnu engang, og når hun så stoppede stoppede den også. Sådan blev det ved i nogen minutter.

Ami var i sin menneskelige krop, selv om det var en menneskelig krop, var den overhovedet ikke som et menneskes den lignede det bare, Ami sprang ned fra en gran i træet i og greb Kiki om halsen, og stod med en ordenligt dagger ved hendes hals, kniven var gnedet i hvidløg hvilket også tydeligt kunne lugtes, Ami, spurgte venligt. "Er du med eller mod os?" med os regnede han med at hun vidste han talte om menneskejægerne, han dræbte alle de mennesker han kunne få lov til, han afskyede dem som pesten.

Kiki fik et chok, da hun pludselig blev overfaldet ar en dreng med en kniv. Var det ham lyden var kommet fra? "Med jer?" Gættede hun med store øjne, da han stillede hende spørgsmålet. Hun havde ingen som helst idé om hvad han snakkede om, men hun ville gøre alt for at redde sit eget liv. Hun forsygte at se op på drengen i grantræet, men hendes øjne ville ikke slippe kniven. Forsigtigt skubbede hun kniven væk fra sin hals. Hun kunne lugte stanken af... Ad... Hvidløg

Ami holdt kniven endnu tættere på hendes hals da hun skubbede til den, men lod så kniven fjernes, hun vidste tydeligvis ikke hvad han talte om... Måske var der rent faktisk håb for hende? Ami kastede kniven ind i et træ så den sad over halvt inde, med bladet, og skæftet vippede og dirrede. Ami satte sig over til et træ og satte sig op af det, og kiggede på pigen for at se hendes næste træk.

Kiki tog sig til halsen. Hun var stadig en smule oprevet, men fordi drengen havde smidt kniven væk, var hun også ret lettet. Hun betragtede ham kort, med en sur mine. Hun anede ikke hvad han snakkede om, men en ting var hun sikker på; Han var splitterravende sindsyg. Hun så en smule irriteret på ham. Nu hvor kniven var væk, var alt hendes mod vendt tilbage. "Hvad går der af dig, at overfalde uskyldige folk i skoven?" Hvæsede hun. "Er du vampyr-hader, eller sådan noget?"

Damon kom gående ude en anden del af skoven og så de andre. Han stoppede og så, så på dem

"Du er ikke uskyldig.. Du er en vampyr, det er tid til at vælge side... Enten er man med menneskerne, ellers er man med os dyr.... Væsner lyder grimt." sagde Ami og trak et mindre sværd på 30cm det var smurt ind i blod.... Menneskeblod, vis man lyttede til nyhederne og hvad tilfældige mennesker på gaden talte om, for tiden, var det den bande som hærgede byen og allerede havde dræbt 12 politi betjente og 8-9 civile, samt startet et fangeoprør, i et fængsel. Den fyr der havde gjort alle de ting var Ami... Godt nok havde Craig også været med til det, og det havde nok ikke lykkedes uden Craig.

han så på kiki og over op ami "hm" sagde han så bare

Kiki trådte et skridt tilbage. "Hvor mange knive har du?" Hun ventede ikke på svar, men fortsatte. "Hvis jeg skulle holde med nogen, var det selvfølgelig væs... Dyrene, da jeg selv er... Et." Hun var godt klar over at hun blev nød til at vælge, for ellers ville han helt sikkert dræbe hende. Hun trådte endnu et skridt tilbage. "Men hvorfor?" Hun forstod ingenting, og trådte endnu engang et skridt tilbage

han gik over mod kiki

"Fordi at ellers kommer man til at dø, og jeg har så mange knive, pistoler, geværer, håndgranater, og dynamit, du ikke ville kunne lade være med at ryste i bukserne vis jeg viste dig det, sæt ild til mig og skoven er kaput, men mig sker der INTET med... INTET!" sagde Ami og lo højt, og venligt, han kunne ikke dø!... Han var allerede død, det var ikke en løgn.

Kiki for sammen, da han begyndte at grine. Det skræmte hende endnu mere at det var venligt. "Hvad er der galt med dig?" Hvæsede hun og trådte et skridt tilbage. Hun var klar over at hun havde tabt. "Hvorfor skal jeg vælge side?" Hun fik sit neutrale ansigtsudtryk på, selvom hun var skræmt indeni. Han var ret uhyggelig. "Forfanden da." Mumlede hun.

//Skal spise. Skynder mig tilbage :D //

Ami rejste sig op og fiskede to rifler frem fra en busk som han smed over ryggen, sammen med et patronbælte. Ami begyndte at gå længere ind i skoven og regnede rent faktisk med at Kiki ville følge efter ham for at finde ud af hvad han snakkede om, det ville ihvert faldet være smartest at følge efter ham, ihvert faldet vis hun skulle være sikker på han ikke lagde sig i baghold på hende.

Kiki blev ståene og så efter ham. "For fanden da." Mumlede hun igen og himlede med øjnene. Langsomt begyndte hun at følge efter ham. Hvad skulle hun ellers gøre? Hvis hun blev, ville han sikkert gøre en ende på hendes liv... Men det ville han sikkert også gøre hvis hun fulgte efter ham? "For fanden, altså!" Mumlede hun igen. Hun stoppede endnu engang op, rettede sit blik mod ham og konsentrerede sig. Hun ville prøve at læse hans tanker.

Det eneste Ami tænkte på lige nu var det samme som det sædvanelige... det folk ikke gad høre det her: *DE ER I MIT HUS! MIIIT! MIIIIIT!* det lød som om en stemme skreg det i hans hovede og efter de tanker kom han til at tænke på at han jo havde den der lille forfølger, Ami vendte sig mod hende og så hvordan hun stirrede på ham, og det gik ud for ham at hun brugte sin evne eller ville bruge den, Ami trak sin riffel og holdt den i løbet som et bat og slog hende i hovedet med geværkolben for at fjerne hendes koncentration fra ham.

Først fik Kiki et chok på grund af hans tanker, bagefter blev hun slået af ham, med en riffel. "Av for..." Hun landede på sine knæ. "Hvad fanden har du gang i?!?" Skreg hun vredt og rejste sig op igen. Hun tog sig til hovedet. "Du kan ikke bare slå mig på den måde!!??!" Hun pejede vredt på riflen. Hun havde hidset sig mere og mere op, og var ved at blive godt sur

"Du skal ikke prøve at bruge din evne på mig igen, ved mindre du gerne vil have jeg bruger den anden ende af geværet mod dig." sagde Ami ret fattet og smed riflerne på græsset, og smed sig i græsset ved siden af dem, og kiggede op, man kunne lige præcis se himlen. Ami stirrede på himlen som en ulv stirrer på månen mens den hyler.

han så barepå dem uden at gøre noget

"Undskyld..." Sagde Kiki prøvene og så op mod himlen. "...Jeg ville bare vide hvad du tænkte... Altså... Du svare mig jo ikke." Hun lod sig dumpe ned på jorden vedsiden af ham. Hun var stadig en smule sur, men hvis hun ville vide hvad han snakkede om, var hun godt klar over at hun nok ville komme længst med venlighed. Eller... I hvert tilfælde længere end hvis det var med vrede. Hendes hovede dunkede efter slaget.

Damon brugte sin ene evne på ham uden at ami opdagede det pillede Damon ved hams humør

"Hmmm... Kender du til at bede direkte om et svar?, hvordan ved du om jeg ikke troede du gik og filosoferede ved at stille dig selv spørgsmål?" Spurgte Ami som et modspørgsmål, til hende og rakte hende hånden og sagde "jeg hedder Ami, jeg er 317 år gammel... Jeg har været med i maaaaange krige... Maaange krige..." Ami blev ved med at gentage mange krige et par gange, hver gang på en anden måde, som om han godt kunne lide at sige det.

//Logger :P skriver videre i morgen ik? xD//

//Damon du kan ikke bestemme hvor vidt Ami opdager det eller ej, det er noget Ami vælger om han gør eller ej.

//javol maine commendant :P//

Hun hævede sit øjenbryn i en perfekt bue over øjet, og kunne ikke lade være med at smile. Hun tog imod hans hånd. "Kiki." Præsentede hun sig inden hun slap hans hånd. "Jeg er kun 230 år, men jeg blev bidt som 16 årig." Hun ventede lidt, inden hun stillede ham det "direkte" spørgsmål. "Hvad er så alt det her med menneskene og... Dyrene?"

//Jo selvfølgelig :D //

"menneskerne, har undertrykt væsnerne for længe, og det skal der gøres noget ved.. Vi skal fremskynde den store kamp, og føre guerilla-krige mod menneskeheden, og når vi er nok kan vi dele os op i kompaniger og divisioner og erobre alle verdens lande, men for at være venlige mod dem så overlader vi menneskene, de overlevne, et land når vi har vundet, vi vil overlade dem et mindre land hvor taberne kan bo sammen i fred og fordragelighed, mens vi hersker over resten af verden!" sage Ami meget stolt, og klappede i hænderne.