et angreb ved søen(Kida=Privat)

T: 01:30
O: ingen
V: overskyet
S: Lamarécage-Søen




Malika sad ved søen. Hun hade brug for at slappe af efter en stresset dag hun hade ryddet op og gjoret rent, der hjemme i flere timer og nu hade hun fortjent en smule fred og ro så hun lå ved søen. For at slappe af hun hade sin røde og hvide kimono på og hendes lange lillahår hang løst, ned over hendes hals og nakke hun viste på en måde da hun ville blive overfaldt

Et grin kunne høres ovre fra den anden side af søen. En underlig pige iført en sort stram top sorte stramme jeans og sorte sko + hendes guldhalskæde, blev væltet af en underlig lilla vind. Pigen lå kort tid på ryggen før hun rejste sig og løb med utrolig stor hastighed væk fra den. Vinden kunne slf godt følge med hende og væltede hende igen da de var omkring 100 meter væk fra kvinden ”okay okay du vinder!” grinte hun. Først nu viste vinden sin form… eller dvs. sin silhuet. Det var en ulv omkring ligeså høj som hende selv… og dette var bare over ryggen.

Malika så på hende og vinden. Hun sukke opgiven hun synde ikke at det var sjovet da hun forstyre hende i hendes hviletid, malika kunne godt bliv gnaven vis man forstyre hende nåt hun lå og slappe af. Malika så ud over søen igen med en under blik

Kida rejste sig igen og smilte ”nu er jeg den” sagde hun en smugle barnligt. Og løb efter vinden. Desværre snublede hun over kvinden og kom vist til at sparke hende i ribbende. Hun faldt dog ikke selv . hun stilte sig godt en meter fra hende og lænte hovedet en smugle på skrå hvorpå hun sagde ”ups” med en meget kæk tone.

"aarh " sagde malika. og tog sig til siden hun viste at hun hade brække nogen riben ved det " så se dig dog for unge " sagde malika, og satte sig op igen hun holdt for siden hvor Kida han ramt hende. Det gjore bare ondt hun viste at hun nok hade gjore det med vijle " dum møg unge så lære dog at se dig for., hvor du løber hen " sagde Malika

Kida så fortsat på hende uden at sige noget som helst… et stille smil bredte sig på hendes læber ”he he tak for de venlige ord frøken mokke” sagde hun kækt. ”jeg løber da efter…” hun tag og sagde noget på russisk og den lilla vind blev utydelig… ”det kan være lige meget” hun vidste at denne kvinde var et menneske og nok ikke kendte til væsner som hende selv.

" sindsyger unge " sagde Malika. Og kom valken på bene hun rette sig op og var en smule højer end Kida var, men det var ikke ret meget da hun ikke selv vokset mere og man kunne tydlig se at hun hade brække nogen. Riben da Kida lod som om at hun faldt over hende lige før

”nå ja slap da af sure!... jeg havde ikke set dig!” sagde hun kækt og ligegyldigt til damen…
Hun himlede tydeligt med øjende og mumlede nogle bandeord på russisk til hende.
”helt ærligt jeg ville måske hjælpe hende hvis hun ikke var så sur !” mumlede hun til den næsten usynlige vind.

Malika var sur over at Kida. Hade brække nogen af hendes riben og ikke hade sagdet undskyld for det, det kunne tænde Malika af med det smamen når nogen skadet hende og ikke sagde undskyld. Til hende bag efter Malika falde sammen det gjore meget ondt hun var kun et mennske, og ikke andet end et mennske

Kida stod bare og så på kvinden …. ”hmmmm mon hun overlever” mumlede hun til sig selv. ”hvis ikke så var det ikke mig!” sagde hun hurtigt og trådte et par skridt væk fra hende ”jeg væder på at hun gør … skal vi sige 5 dask?” spurgte hun vinden og vinden snoede sig om hende som svar.

malika hade ondt i siden. Hun lå med lukke øjne hun så døde ud men hun trak stadig væk vejet men det var svaget, meget svaget efter som det gjore ondt

”helt ærligt så hårdt hamrede jeg ikke til dig!” sagde Kida med tydelig accent …
”svagt menneske” mumlede hun. Kida begyndte at gå lidt og trådte over kvinden og gik videre med at koldt fnys… *helt ærligt jeg rørte hende knap nok* tænkte hun