Søen, søen, søen! (Maila=privat)

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
En lille sten blev sparket ud i søens dejlige vand. En høj skiggelse kunne ses. Denne høje skiggelse var en pige der hed Jamie. Hendes smukke, lange, mørke hår var sat op i en hestehale og hendes øjne var sorte, samt blikket koldt. Jamie's hænder hvilede på hofterne og hun stralkte sin nakke ud.
Jamie lukkede let øjnene.
*Hvis bare der var nogen i nærheden* tænkte hun. *Men så alligevel ikke.*
Hun satte sig i noget af det bløde sand der var ved vandkanten.
En lille tåre gled ned af den bløde kind. Hun vidste ikke helt hvorfor, men det gjorde den.
En hjort gik ovre på den anden side og drak af vandet. En lille flok kaniner hoppede på ræd og række. Den sagte vind legede med Jamie's hår.
Hun havde en halskæde på. Den var symbol for tre ting: Ondhed, kærlighed og skønhed. Alle de ting havde Jamie. Endten ville hun blive forelsket i en pige, eller en dreng. Hvis hun selv skulle vælge ville hun nu helst vælge en pige, men en dreng ville jo også være godt.
Hun folede hæderne og lagde dem om benene der var helt oppe til hende mave mens hendes hovede hvilede på knæene. Jamie kiggede sig omkring før hun igen kiggede ud på søens smukke dejlige vand. Hun begyndte at synge lidt.

En let brise strøg ned over hende og mørket faldt atter på. Søen var alt for Jamie lige nu. Hun kunne rigtig godt li' den sø. Nogel blade legede omkring hende, dyrene græssede, træet voksede og småstenene der snakkede ved at trille rundt. Men alt dette var blot en baggrund for Jamie. Søens blå vamd var så smukt, så fantasisk dejligt.
Jamie kiggede hen af søen et par gange før hun lukkede øjnene og vilede sig.

Aften himlen var fint bedækket af de sidste rester fra solens skær, som skinnede op mod de let hængende skyer som havde et orange og gulligt skær, mens fuglene var i færd med at tage på vej hen mod deres reder, og luftens varme stadig var der som kom hende i møde. Hun smilede stille, og kiggede rundt, men stoppede så, nu var søen fremme foran hende, og hun var nu en smule usikker på hvor filen hun var taget hen? Dog var stedet smukt. Meget mere end smuk, men dog gjorde det ignen forskel for hende, hun mente at alle steder var lige smukke, at alle steder havde sin glans om man så skulle mene det ene eller andet, hun sukkede lidt over tankerne de holdte aldrig op, ville ikke give hende rum til at kunne have stilhed i hendes sind, men det kom aldrig, den var der aldrig, det var som om der var stemmer inde i hendes sind, som bare gjorde det svært for hende at vinde stilheden. Hun mumlede lidt omkring hvordan det mon ville være at være stum? At kunne bruge sin krop til at forklarer sig, at kunne leve uden en stemme, og leve sig ind i en verden hvor man ikke behøvede at kunne svarer igen. Men hvordan ville det så ikke være ikke at kunne få indviget et ord, at folk overså en når man ville frem med noget, men man ikke kunne, hvordan ville verden så ikke være? Hun kunne ikke forstille sig det, og hvad nu hvis hun en dag selv blev stum, hende som elskede at snakke, ikke at kunne komme ud med sine meninger, ikke at kunne sige det som var inderst inde i hendes hjerte, og var nød til at bruge kroppens sprog til at kunne hjælpe hende på vej, hvordan kunne man vænne sig til det? Og hvis man skulle lærer tegnsprog, hvor mange år ville det så ikke tage? Så ville det jo være lettere at kunne tage en blok og skrive det man mente, men der kunne vel være så mange metoder som man kunne gøre tingene på uden at man skulle lærer tegnsprog, man brugte det jo hele tiden næsten, men hvad pokker, nogen gange virkede tingene bare ikke rigtig, Det var ligesom når man ikke kunne finde ud af matematik så virkede tingene bare ikke.

Jamie kiggede ud over søen igen. Hun havde ikke opdaget den nye pige der var kommet, da hun jo tænkte på noget. Tænkte på om hun ikke snart kunne komme af med den sygdom hun havde. La' en anden få den, en af hendes dødsfjender få den sygdom. Men Jamie havde jo ingen dødsfjender, så det var der ikke noget ved alligevel.
Eller også skulle hun bare leve med den sygdom, og så bare dø en dag. Hvem ved, måske ville lægerne få en kur til hende, eller bare lade hende dø på stedet. Foran alle hendes venner. Måske kunne hun leve videre som spøgelse, eller engel? Måske endda en dødsengel?
Ingen kunne vide det, for det var blot fremtid, alt det der ville ske, men det der skete nu, det var det man skulle holde øje med og nyde, istedet for at tænke på alt det dårlige i fremtiden. Istedet for at tænke på døden, så tænk dog for pokker på dit liv NU.
Det var det Jamie ville sige til folk, men hun tænke og spekulerede jo selv på døden og fremtiden. Hun nød ikke ret meget af nutiden, da der jo ikke var så meget at lave, eller det vard er nu nok, men det syns Jamie ikke. Hun havde mødt folk som hende selv, onde og kolde i sindet, men aldrig blevet venner med dem.
Skulle hun nu leve et liv, både uden venner og uden folk der holder af hende? Det var alt sammen goe' spørgsmål, men som ingen rigtig kendte svaret på. Hvis der kom en der var sød og go' som kunne hjælpe Jamie med at blive go' og komme over alt det onde, vile hendes liv være meget nemmere. Men det var vidst ikke sådan alle ønskede det for Jamie. Nogen ønskede at hun skulle dø og brænde op i helvede, mens andre hellere ønskede at hun skulle lide, for at dø. Men Jamie havde sagt imod og fortalt om hvordan hun ikke kunne gøre for at hun var som hun var. Ingen kan gøre for at de er som de er. OG hvis man begynder at lave for meget om på sig selv så ender det vel med at det hele bare er en bunke affald.
Jamie var fortabt i sine egne tanker. Hun kiggede sig omkring da tankerne endelig lod sig flyde ud og ned i vandet, hvor de så byttede plads med nogle nye tanker.
Hun fik øje på pigen, men hun smilte ikke til pigen. For alle de rtanker havde gjort hende trist. Meget trist.

//...//