Natten, Teltet & Skoven //Zero - Privat//

T: IRL
S: Skoven
V: En smule koldt, men skyfri himmel
O: Ingen ;3

Angelica sad på en lavtsiddende tyk gren i et træ. Hun havde en lang, men lettere stram hvid lille kjole på med lange løse ærmer. Det tynde stof fulgte hendes slanke figur som var kjolen syet til hende... Egnelig var det bare hendes natkjole. Hun sad og viklede en tot af det lyse hår om en finger. Hendes klare, gul-grønne øjne glitrede så smukt i stjernes kolde skær. Egnelig frøs hun, men selvom teltet stod ikke andet end 4-5 meter væk sad hun ude i stjernes lys.. Hun havde det ene ben hængende ned mod jorden, og det andet foldet ind under sig. Hun nynnede blidt en klar, men blid melodi. Hun svang let med det ene ben til melodien.

En sort hårede skikkelse gik roligt igennem skoven med rolige skridt med et blidt smil mens han så rundt denne skikkelse var Zero en døende dæmon fordi han havde en forbandelse som han ikke kunne komme af med udover det havde han det godt lidt smerter nogle gange ellers intet men pludselig gik hele hans krop i kramper smerte kramper han faldt ned på jorden mens han bare rykkede over det hele og kunne ikke ligge stille

Angelica lukkede blidt hendes klare øjne. Foran hendes lukkede øjne samlede blåskygger sig.. En af dem formede et menneske. Han skiftede konstant mellem blå, gul og hvid. Angelica åbnede med et lille sæt øjnene og så hurtigt rundt. Var han i nærheden? Hun bed sig svagt i læben, men begyndte så at gå imod ham... Der hvor hendes evner fortalte hende han var. Hun overvejede kort at lade Oto-chibana klare den her opgave, men besluttede sig for at lade hende hvile. Hun kunne nærmest lugte hans smerte i luften nu. Hun gøs svagt og tænkte kort tilbage på ilden der havde ødelagt hendes sidste hjem. Hun skubbede dog hurtigt den tanke væk og forsatte mod ham.

Han krampede videre

//krea svigt-.-'

Hun fik nu øje på den sorthårede person. Hun bed sig hårdt i den bløde læbe og toger et par hurtige skridt hen mod ham. Egnelig vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Alligevel satte hun sig ned på knæ skråt overfor ham. Faktisk kunne det godt ligne hun lyste lidt, med hendes lyse beklædning her i mørket, og hendes lyse hår. Hun så ned på ham med et lettere panisk blik. Hvad skulle hun gøre?

Han var fortsat i kramper uden han skreg eller græd det gjorder bare mega ondt nogle piller imod kramper fløj ud af hans ene bukse lomme

//ved ikke helt hvad jeg ellers skal skrive