Helt alene- Malakel, Damon

Sted: skov med flod og vandfald
Tid: 21:00 aften/nat
Dato: 30/10
Vejr: månen er oppe
Omgivelser: lidt mørkt

Kaia stod under vandfaldet, hendes tøj hang på en gren for hun var i bad, hun var ligeglad med havd klokken var, hun vaskede sig bare og sit hår, hun kunne ikke lide sin hår farve og hendes øjn farve hun sys det mindede for meget om vampyr øjne for hendes øjne var røde og det var hun født med, men hun var glad for sine evner for hun elskede skoven højere end noget andet og det var osse fordi hun havde ikke andet at elske, hun havde ikke nogle familie at elske, men det havde hun osse selv valgt.

Ma'lakel gik igennem skoven med en lille blomst i hånden som han havde plukket. Smuk selv når den var døende, sådan var det også med levende væsener. De blik man fik som man delte deres sidste sekunder med dem. Det kunne ikke købes for penge!
Den hånd han holdt blomsten i var den venstre og stille lod han en blå flamme dræbe den grønne stilk imens han så på som kronbladene som foldede sig sammen idet de brandte sammen med det andet.
*Der er intet som at se ynkeligt liv blive udslettet*
Han smed rasterne af aske blomsten på græsset og gik ind imellem nogle buske hvor han kunne høre lyden af et brusende vandfald. Han så op og fik øje på en skabning der ikke lignede noget han normalt ville støde på i skoven.

hun havde ikke opdaget ham endnu, men hun havde hørt at skoven sagde at der var en der havde slået blomst ihjel, men hun var jo i bad så hun kunne ikke gøre noget noget, hun prøvede at vaske sit hår ren for jord og små kviste, men det var svært, hun prøvede at pille kvistene ud af sit hår i stedet for og det var meget sjældent man så en mørk elver

damon kom gående gennem skoven i sine egne tanker

Ma'lakel forblev gemt imellem buskene og dukkede sig ned for at ligge på lur. Han betragtede væsnet med et sultent smil. Som et dyr der lå på lur. Så fik han øje på en besynderlig mand der kom gående, blank, væk i sine egne tanker.
Han løftede uimponeret et øjenbryn.
*Hvad helved....*
Der var noget ved ham, en lugt? En tyk duft af noget bekendt som Ma'lakel efterhånden kendte meget godt efter alle hans besøg på kirkegårde. Udød.
*De er sku' også overalt... hmm.. måske skulle jeg tage denne stund til at mindste deres antal med en..?*

hun blev færdig og en gren kom med hendes tøj hun tog det hurtigt på igen, hun blev løftet ind på land og fik sin kappe, hun nikkede kort til træet inden hun tog sin kappe på, men hun tog ikke hætten på.

damon kom tættere på dem

Ma'lakel rejste sig og kom ud af sit skjul efter væsnet havde taget sit tøj på og var anstændig igen. Han tog sin pistol og sigtede på hende imens han afslappet, med den anden hånd i lommen, går frem i aftens lyset.

,, Og hvad er du så for en, du ligner ikke just en blodsuger?"

Damon går om bag ham "det er mig der er vampyren"hvæsede han af ham

Ma'lakel giver et lille smil fra sig da han høre en hvæsende mande stemme bag sig. Hurtigt skifter pistolen position: han sætter hånden bagover så pistolens løb næsten er lige ud for vampyren og så trykker han af. Et skud. Det misser, måske fordi han ikke ville ramme? En advarsel, kort og skarp som et piske slag.
Han vender sig derefter halvt om for at se på den udøde.

,, Hvem ringede dig op? Jeg spurgte den pæne pige derovre", giver et kort nik over imod hende. ,, .. hvis jeg ville snakke med dig havde jeg sikkert henvendt mig til dig, tror du ikke..". Han ser vurderende på Damon. ,, Blod junkie?"

han snerede af ham og stildte sig op af et træ

hun tog hætten på"mænd"sagde hun og gik videre, en gren tog hård fat i pistolen og hev hårdt til, hun gik bare videre, men det var hende der fik grenen til det, hun ville ikke havde at nogle skulle skade skoven og det skud han skød havde ramt et træ og det var det hun havde fået til at tage fat i pistolen.

Ma'lakel så ned på den gren der havde taget fat i hans pistol og med et ryk mistede han fodfæstet.
,, Arrghh!!!"
Han var lige ved at snuble men nåede præcis lige at blive stående på benene. Og så begyndte en brag kamp imellem træet og halv dæmonen. Ma'lakel rev tilbage, og det gjorde grenen vel også. Han bandede højlydt imens det stod på, men fik til sidst nok og tog fat om granen og lod de blå flammer brænde den over.
Han var vred da han kom fri, og vendte sig sagte over imod den kvindelige hvad-end-hun-nu-var, derefter trak han pistolen og sigtede direkte på hende. Han affyrede et skud, der uden tvivl ville enten ramme eller snitte hende. Derefter bevægede han sig faretruende hurtigt hen imod hende idet han sagde:

,, Lille skov tøjte! Hvis du så meget som tænker på at bruge mere af det forbiskede elver magi skal jeg sørger for at du virkelig bliver ét med skoven!"

hun satte en gren ind foran skudet, hun så på ham med sin røde øjne"det er jeg allerde"sagde hun koldt til ham, hun gik bare videre, hun var endelig ligeglad med ham og den anden, men ingen skulle skade skoven det skulle hun nok være sikker på, hun hørte skoven tale, hun lyttede til det i mens hun gik.

/Time(er) ses/

Noget i Ma'lakel sagde klik. Og han mistede besindelsen, den venstre side gik op i flammer fuldstændig og græs, træer, buske, alt grønt gik med det samme i flammer omkring ham imens han fulde efter hende!

,, Flabede lille skov tøs, jeg skal lære dig nogle manerer!"

Sagde han og farede imod hende. Da han var kommet tæt nok på rakte han sin højre hånd ud efter hende og greb fat om hendes arm. Han rev den lille pige rundt og hamrede hende ned i jorden med sådan kraft at det ikke kunne undgås at gøre ondt!

hun ramte jorden hårdt"av!"sagde hun.
hun kiggede op på ham.
"hvad sker dig for dig?"spurgte hun

Han satte en fod på hovedet af hende og pressede hendes ansigt imod jorden, imens han så med kolde morderiske øjne på hende.

,, Hold kæft, tøs.."

Med ét pegede han pistolen på hende igen og skød hende I skulderen. For hurtigt til at nogen træer eller natur væsener ville kunne standse den. (Med mindre de altså er hurtigere end en kugle, hvilket mange rødder ikke er)

,, Flabede lille tøs... sig undskyld.", smil.

//Hvor blev Damon af O.o??

hun kvalte et skrig da han skød, men hun sagde ikke noget, hun ville ikke sige noget til ham, hendes hætte var faldet af.

//han har droppet det//

mikala hade set det hele og kom kaia til undsætning " stop det dit bæst lad min ven være i fred " sagde Mikala og så på kaia´s sår hun fik kuglen ud og healde såret sammen og trak hende op og stå Mikala var vred hendes øjen var blodrøde af vrede

Ma'lakel lod den lille skov-elskers veninde komme hende til undsætning og var irriteret over alle de væsener der kunne hele. Han så på skov-elverens veninde og gav et fnys fra sig, derefter vendte han sig om. Hun havde dæmon blod i sig, han kunne lugte det, så derfor ville han ikke gøre hende ondt, indtil videre. Han satte pistolen i dets hylster og gik imod nogle brændte buske; væk fra dem.

,, Farvel, tøser..."

Han ville derefter forsvinde hvis de to piger ikke sagde eller gjorde noget yderligere.

mikala skød et demonlyn efter ham 2 tag den " sagde Mikala og ramte ham lige i ryggen med sådan en kræft at han ville gå i jorden hun var vred over at han hade skadet hendes veninde Kaia hun toh kaia med sig hen til et træ hun lavet en forbenine af nogen balde hun forbandes hendes skulder

Da Ma'lakel bliver slået i jorden af et paralyserende stød, bliver han igen vred! De blå flammer står op fra ham og han vender sig imod den lille dæmon unge og skov elveren. Han holder en hånd ud fra kroppen og fyrre en blå ildkugle efter dem uden tøven!
*Jeg slår dem ihjel!!*
Efter det trækker han pistolen og begynder at skyde fire skyd ind i den selv samme ildkugle han har fyret efter den, for at være sikker på at de ikke ville slippe godt fra det uden at få skrammer!

" blodrødflammeskjold " sagde Mikala og blokkert dem og sendt dem tilbage til ham bare endnu hårde hun ville ikke lade kaia komme til skade mere hun var rigtig meget vred på malakel hun diret af vrede og næget at stoppe før han var falde sammen

hun smilte til Mikala"tak min ven"sagde hun, hun kiggede koldt på Malakel.
nogle grene tog hurtigt fat i ham så han ikke kunne komme væk

" så lidt kaia hvorfor skadet han dig på den måde " sagde Mikala