Lair of silencers (Natalie)

Sted :: Ét eller andet sted inde i byens stor center, Eau.
Omgivelser :: Der er ikke særlig mange taget i betragtning af, at det er en lørdag eftermiddag.
Vejr :: Det er ikke ligefrem det allerbedste vejr - med andre ord skodvejr. Det regner bl.a.
Tid :: På den anden side af frokost. Klokken må efterhånden være halv tre, eller deromkring.
Dato :: Præcis lige som in real life, altså er det d. 4. september.

Sådan et møgvejr. Med andre ord en perfekt dag til at gå indendøre i et enormt storcenter og rode i forskellige, diverse butikker. Mærkeligt at der ikke var flere. Måske var der simpelthen bare ikke nogle, der orkede at bevæge sig ud i den voldsomme, regnfyldte storm, der herskede udenfor. Hvor sløvt - men det var ved nærmere eftertanke helt fint. Så var der heller ikke så proppet eller en uendelig lang kø til kasserne, som der ellers normalt plejede at være, når stedet som sædvanlig var proppet med mennesker og væsner. Derfor var der næsten også nærmest ualmindeligt stille - inde i centeret. Det var kun dæmpet snak og ind imellem kasseapperater, der blev smækket i, der kunne høres, - og så lyden af et par store, opsnørrede militærstøvler med tykke metalplader sømmet fast både under skosålerne og foran, på skosnuderne, der med små mellemrum blev sat imod gulvet, hvilket gav en klappende, svagt rungende lyd. De forholdsvis rolige, stilfærdige skridt stoppede dog pludselig brat, i det øjeblik dén person, som skoene tilhørte, nåede sit mål. Efter at have kastet en enkelt gang med hovedet for at få håret væk fra øjnene, løftede den noget skummeludseende, halvvampyr blikket og rettede det op imod et skilt, der hang over den dørindgang, han var stoppet op foran. Check - det var den rigtige butik. Han fortrak sine mundvige i et lidt djævelsk smil, inden han satte den første fod indenfor, på den anden side af dørtærsklen. Listede med lette, kun svagt hørlige skridt længere ind. Drejede i ny og næ sit hoved og så i alle mulige retninger. Ledte tydeligvis efter noget helt bestemt. Var ikke bare kommet for at kigge. Vinduesshoppe. Han kneb sine øjne en smule sammen for at skarpgøre sit syn og scannede hver eneste ting, han passerede, med sit årvågne blik. "Dér ..." mumlede han få sekunder efter, standsede og drejede en halv omgang rundt, så han kom til at stå med fronten mod en væg, der var fyldt fra gulv til loft med alle mulige ting. Næsten alle lavet af metal - eller andre ting indenfor dén familie. Aluminium, jern og hvad der nu ellers hørte dertil. Han løftede sin ene hånd, stillede sig lidt på tær og lukkede derefter sin handskebeklædte hånd omkring et lidt aflangt rør med et tyndere og endnu længere rør forenden. En lydpotte - til hans motorcykel. Den skulle udskiftes, - og han havde endelig fundet én efter at have gennemsøgt den største del af centeret. At spørge om vej var ikke lige dét, han foretrak at gøre. Mente, at han ikke behøvede andres hjælp; og det passede åbenbart, for han havde da selv fundet frem til dette sted. Selvom det ville have gået betydeligt hurtigere, hvis han blot havde ladet sig overgive og spurgt en af de ansætte her på stedet.

"Kom så, Natalie. Vi skal nok gå ind i en af dine butikker men nu skal far lige kigge sig omrking herinde" Skridt fra noget med fire personer der gik ind i denne måske lidt underlige butik efter den største af pigernes mening. Det var i hvert fald sådan det gik rundt i hendes hoved. Det så ud til at være en familie. Udover at de kun var tre af dem der lignede hinanden. Alle mennesker. Helt almindelig og kedelig mennesker med deres 'Ih' og 'Åh' smukke blonde hår mens at Natalie stadig havde de rølige og bølgede hår der denne gang var løst. Det faldt fint ned over hendes skuldre og bevægede sig svagt hver gang hun bevægede sig. "Jamen.. Det siger I jo hver gang.." lød det irrteret fra hende og hun tog en mindre slurk af den milkshake hun så fint holdt med begge hænder. Hun himlede med de smukke og klare grå øjne da hendes såkaldte mor og far ikke reagerede på hendes klage. Hun lod sig så selv se lidt rundt i butikken. Det mindede lidt om et form for værksted. Hun lod sig så hen til en af hylderne lidt fra de andre familiemedlemmer. Hendes blik landte på et eller andet stort lavet af noget lidt hårdere end jern. Hun lod sine fingerspidser kærtegne den form og de dystre tanker gik gennem hendes hoved mens at hun så rettede sit blik mod familien og så tilbage til tingesten. Hun havde pludselig haft en lyst til at smadre dem med denne. Men hun opgav. Det kunne vel være ligemeget. Hun tog endnu en slurk af sin milkshake og vendte sig om igen hvor at hun til sin overraskelse fik øje på en velkendt skikkelse. Hun spærrede sine øjne lidt op og så sig lidt rundt før at hun så begyndte at liste ud fra butikken. I dag var ikke lige den bedste dag til at mødes med nogen som helst. Og det havde ikk helt være det bedste med denne dreng. Og hvad fanden lavede han nu her?? Hun hørte sin mor kalde irriteret på hende men hun ignoerede det hvor efter at hun så små luntede til hen mod den nærmeste trappe. Hvor hun forsatte op ad. Det ville sikkert betragtes som en fornærmelse hvis han havde nået at opdage hende hvilket han sikkert havde men hun var lidt ligeglad nu. Hun stod lidt og fik pusten efter at have luntet op da de mange trapper der var for at komme øverst op. Nok var hun halv vampyr men hun var ikke lige den bedste til at løbe ligemeget hvad. Hun rettede sig så op og lod sig dumpe ned på den nærmeste bænk hvor at hun så mod loftet der mest bestod af en masse vinduer. Hun studerede regnen der ramlede mod ruderne med en lydløst rytme. Det var nu dejligt at komme væk fra de andre.

//Srry det blev lidt kort.. -___-"//

Chase fik med en rimelig selvtilfredst smil hevet den spejlblanke lydpot ned fra hylden, skiftede hånd så den nu blev omfavnet af den modsatte hånds fingre, der med et blidt tag havde lukket sig omkring den. Uendelig langsomt og med stor forsigtighed fik han revet dét mærke, der sad fast på den af, hvor stregkoden var trykt på. Hvor nemt havde det lige lov til at være, - og takket være de mange, forholdsvis høje reoler med metalliske dimsedutter på hver side af sig, var chancen for at blive opdaget meget, meget lille. Næsten mikroskopisk. Med sin frie hånd greb han fat i låsen på dén lynlås, der sad i hans sorte, lidt slidte, old-school læderjakke, lynede den en anelse ned og førte dernæst sin anden hånd ind under den - jakken. Fik lagt den splinternye lydpot til hans motorcykel ned i en af de inderlommer, der var i hans jakke, hvorpå han med et vagtsomt blik så til både højre og venstre, før han atter lukkede sin jakke ved at lyne helt op for den og netop dér, nåede han at spotte en bekendt skikkelse. Vedkommende virkede da i hvert fald velkendt. Der var et eller andet ved hendes udseende, der slog klik i hans hoved. Hvor var det lige, han havde set hende henne før? Han rynkede svagt sine mørke øjenbryn, idet hun tilsyneladende havde besluttet at forlade biksen igen, kun få sekunder efter hun havde fået øje på ham. Det var åbenbart ikke kun ham, der havde kendt hende, - hun havde tydeligvis også fundet noget bekendt ved ham; og havde bestemt ikke tænkt sig at blive for at hyggesnakke med ham, hvilket nok var et ret klogt træk. Han var ikke ligefrem sådan én, man stoppede op for at få en lille, hyggelig lørdags-sludder med. Nåh, han skulle ikke synderligt meget i dag, så - hvorfor ikke selv sørge for at få lavet lidt sjov og ballade? I hvert fald bare en smule selskab. Han sendte den lyshårede familie, - der nu kun bestod af tre personer - et lidt skeptisk blik, inden han rettede blikket frem ad og luntede hen til indgangen, der ligeledes blev brugt til udgang og trådte ud af butikken. Nåede nøjagtig lige at skimte ryggen af den ikke helt fremmede pige, der så ud til at være på vej op af trapperne. Med halvhurtige skridt sjokkede han hen til starten af den første trappe, fulgte hendes trin og standsede, da han var nået op af den sidste trappe. Straks fik hans øjne opfanget hende henne på en af de bænke, der var placeret under dét loft, der næsten udelukkende bestod af store vinduer, så der var frit udsyn til den askegrå himmel udenfor, der blev ved og ved med at hælde vand nedover bygningen, og ligeså med alt det andet, der befandt sig i byen. Det var et rigtigt søndagsvejr. Bare synd at det var lørdag. Det - vejret - var helt forkert på den. Men det ragede ham faktisk en høstblomst. Han havde ikke brug for at have så meget styr på dagene. Det var en af de gode ting ved ikke at have fast arbejde og være selvstændig. Så var man sin egen chef - og fik lov til at beholde alle pengene selv; men det var ikke ens betydning med, at han havde tænkt sig at spilde sine penge på diverse reservedele til sin kværn, såsom en lydpot. Det var alt, alt for dyrt. Ikke noget der var så mange penge værd, som butiksejeren ellers solgte dem for. Jesus, altså. Han trak sagte på smilebåndet, så et skævt, noget skummelt smil dannede sig på hans blege læber, der for en gangs skyld ikke havde de to metalringe sat i, der ellers plejede at sidde og pryde hans underlæbe. Efter et kort tidsrum gik han med raske, målbevidste skridt hen imod dén bænk, hun havde valgt at parkere sin røv på. Stoppede op ved siden af hende, vendte sig en kvart omgang rundt, før han tillod sig selv at slå sig ned ved siden af hende. Sagde ikke et eneste ord, men forholdt sig fuldstændig tavs. Hans blik var også blot rettet frem ad, så han så ikke en gang på hende. Men smilet - det der ulæselige, hemmelighedsfulde, ikke specielt behagelige smil spillede fortsat på hans læber.

Natalie sad mere og mere afslappet efter som at hun havde troet at hun nogenlunde var sluppet ud af hans tanker og han ikke havde opdaget hende sådan. Men alligevel vidste hun det jo godt at det ikke passede. Hun kunne ikke høre skridt så hun mente at han nok bare havde set hende som en ligegyldig ting. Hun llod sig læne ind mod hegnet bag hende. Det der gjorde det umuligt for folk at falde ned med mindre man kravlede over eller slog det i stykker. Hvilket nok var ret så svært. Hun tog en dyb indånding og derefter en tung udånding hviloket både kunne høres og ses på hendes brystkasse der markant bevægede sig. Det lod en smule som et suk. Det havde det nok også været. Et både lettet og opgivende et af slagsen. Hun lukkede sine øjne i og pillede lidt ned det tomme papkrus der før havde været fyldt med den lækreste milkshake. Hah. Ikke lige efter hendes mening.
Hun kunne så pludsleig høre nogle rolige skridt komme mod den bænk hun sad op og hun åbnede lidt efter sine øjne igen. Blot kun lidt. Og hun så stadig mod loftet. Hun rettede sig ordneligt op og bare for at få et kort glimt af skoene smed hun papkruset ud. Hun stivnede et kort øjeblik men det kunne ikke rigtigt ses på hende. Hun lod også som ingenting. Men billedet af de velkendte militærstølver kørt hele tiden rundt i hendes hoved. Men så kom hun til at tænke på hvorfor hun opførte sig sådan. Han var jo egentligt bare en eller anden dreng der havde haft lagt sin opmærksomhed på hende og hele tiden prøvet af få hende til at tale eller sådan noget. Så hvorfor være å anspændt over igen at møde ham. Hun slappede derfor hurtigt af igen. Hendes skulder faldt igen den lille smule ned som de før havde været oppe. Og hun lænede sig atter igen tilbage og lukkede sine øjne. Lod helt som om at hun ikke havde opdaget det mindste til at han var der. Heller ikke da han satte sig evd siden af hende. Heldigvis ikke helt klistret op af hende. Og han sagde ikke noget. Dejligt. Så kunne denne behagelige stilhed forsætte og hun kunne få helt styr på sine tanker. Hun ville faktisk havde gjort det derhjemme men så havde hendes forbandede familie havde slæbt hende med gennem regnen og ned til centret. Hvor hun ingen sag havde at opklare. Hun satte sine hænder ned i bænken på hver sin side af sig selv og svang lidt med sine ben mens at hun slappede helt af. Og hun havde faktk helt glemt at der var nogen om hende. Og han kunne se være ligemeget. Han ville jo ikke rigtigt kunne gøre hende noget lige nu. Sådan følte hun i hvert fald. Og det var en dejlig følelse. Sådan havde hun det ikke altid. Og det var faktisk ret svært for lige hende. Hun fugtede sine let blege læber med tungespidsen og bed sig så blidt i sin underlæbe hvor at hendes unormale spidse hjørnetænder kom til syne for andre. Få mennesker der gik forbi blev ret overrasket og helt tavse da de gik forbi dem. De to halvvampyre. Men som hun havde troet at hun blot havde gjort det blidt havde hun taget fejl. For hendes tænder havde åbentbart spidet sig en smule end i hendes underlæbe og hun kunne nu smage den metaliske smag af blod. Hendes eget. Hun vågnede med det samme fra sin drømmeverden og åbnede sine grå øjne igen. Hun rettede sig roligt op igen og lagde en hånd mod sin nu blødende læbe. Hun så lidt på bldet der nu havde lagt sig på hendes fingerspidser og et irriteret udtryk i ansigtet. "Argh.. Fuck.. Ikke igen" mumlede hun svagt for sig selv og begyndte med det samme at rode lidt i den skuldertaske hun havde været så praktisk at tage med sig. Hun havde nu helt glemt at der faktisk sad en ved siden af hende. Underligt men sandt. Ikke fordi at hun glemte så nemt men hun havde jo også arbjdet på at gøre det.

Chase rynkede efter en del tid en lille smule på næsen. Hendes tilsyneladende fremragende evne til at ignorerer ham - eller i det hele taget blot at lukke af for omverdenen på - var bare lidt for god og vedholdende. Dog var han ikke i tvivl om, at hun var bevidst om hans tilstedeværelse, - og det var faktisk netop dét, der var med til at irritere ham allermest. At hun villigt havde besluttet at lade som om, han ikke var andet end simpel luft, der sværmede omkring hende. Men han sagde intet. Gjorde intet for at hun skulle tilkendegive sig og røre lidt mere på sig. Sad fuldstændig som forstenet - altså, indenfor et hvis tidsrum. Det gik rimelig godt; lige indtil den metalagtige aroma brød frem, skød ud i luften og listede sig vej op til hans næse. Det var dét, der fik ham til at knække. Til at tabe dette stilhedens spil, hvor det eneste man skulle gøre, var, at sidde musestille og forholde sig tavs. Hvilket han ikke længere var i stand til. Han tog en stor, dyb og lang indånding, der fik både hans skuldre og brystkasse til at hæve sig markant, inden de andre blev sat på plads, sænket, da han pustede ilten ud af lungerne igen, - og alt det var en stor fejltagelse, eftersom det havde medført, at en en stor del af den metalliske lugt var blevet ført ind i hans krop. Ikke at det pirrede ham synderligt, - for heldigvis var han ikke en fuldstændig ustyrlig, blodsugende dræber, som de fleste vampyrer nok ellers var; men det forklarede vel også en del, at han kun var halv vampyr. Det dyriske, hungrende instinkt der kom frem, når den røde væske først var kommet til syne og dens lugt havde bredt sig, var sikkert kun til at ses hos fuldblods vampyrer. Eller newbie hybridvampyrer, der netop var blevet bidt. Han drejede i begravelsestempo sit hoved, så hans ansigt dermed blev vendt imod hende, og hans øjne rettet mod hendes ansigt - eller det han kunne se af det. Rykkede en anelse tættere på hende, ikke meget men afstanden imellem dem blev i hvert fald betydeligt mindre. Dernæst løftede han dén af sine arme, der sad på den side af ham, der vendte ind mod hende, lagde den med stor forsigtighed over hendes skuldre og kuplede sin hånd om hendes skulder. "Du skulle til at være lidt mere opmærksom, når du vælger at sætte tænderne i underlæben," fik ham mumlet og fortrak lidt efter sine mundvige i et intrigant smil. Gav hendes skulder et sagte klem, før han rykkede det sidste stykke der var imellem dem, så han nu sad så tæt op ad hende som overhovedet muligt. Åbnede svagt sin mund, hvornæst han lod spidsen af sin tunge køre hen over sin egen underlæbe et par gange. Kneb kortvarigt sine øjne sammen og strammede sit greb om hendes skulder yderligere. "Ellers ... kunne du jo bare risikere at få bidt hul ..." bemærkede han med et ikke ligefrem videre venligt, gement smil, selvom det allerede var sket. De to huller var blevet lavet - og der var gået hul på hendes underlæbe, hvilket havde været med til at udsende den lettere berusende lugt af blod.

Natalie blev så igen opmærksom på Chase tilværelse. Men dog først da hans arm blev lagt om hendes skuldre. Men hun gjorde intet ved det. Blev bare siddende stille og roligt og slikkede så blodet væk og afslørede at såret allerede var begyndt at heale. Så man kunne ikk regne med at det var første gang dette var sket. Hvilket det nok heller ikk havde været. Hun lyttede til hans ord. Sådan halvt om halvt. Men fik dog en mening ud af dem. Hun lod sig ikk ænse ham et blik. Ikke til at starte med. "Og det syntes du lige at jeg skulle have at vide siden at jeg ikke selv kunne regne det ud..?" Hendes toneleje var som sædvanligt sådan lidt hårdt og koldt men stadig ikke ondt på noget stor måde. Og hun gemte irritationen godt. Hun drejede så sit hoved om mod ham da hun kunne mærke hvordan at han satte sig helt op af hende. Ligesom hun havde været glad for at han ikke havde gjort for lidt siden. Og hun var heller ikke synderligt glad for det denne gang. Men hun gjorde ikk helt det store ved det. Hun følte hvordan at han strammede grebet om hendes skuldre. Hendes stakkels skuldre. Hvorfor rørte han hende i det hele taget. Hvorfor skulle hun lige præcis måde ham igen her og så mens at hun tilfældigvis havde været med sin familie. Eller det kunne vel være ligemeget. "Naaij.. virkelig? Tak fordi at du lige nåede at advare mig efter at jeg ahvde sat mine tænder i min underlæbe" Hun lod et lettere falsk og skævt smil komme frem på hendes læber og så så væk igen og rykkede lidt på sine skuldre for at prøve at få hans arm væk. Blot uden nogen særlig stor virkning. Hun sagde ikke mere. Der var ikke mere at sige nu. Hun lod sig slikke sine fingerspidser rene igen. Eller kun den ene før at hun så med et lidt forfærdet ansigts udtryk tørrede det sidste af i sin trøje. Den sædvanlige slidte lyserblå langærmede trøje. Med de flåsede kanter efter at hun havde gumlet på dem. Hun prøvede igen at lade somom at han ikke var der. Men hun vidste godt at det ikk ville virke. Ikke det mindste. Hun ville hele tiden kunne mærke hans krop helt klistret op af hendes. Hvorfor skulle han også lige sidde så tæt?? Hun lagde så igen sine hænder så godt hun nu kunne ned på bænken på hver sin side af sig selv. Og holdt fast i kanten. "Nåeh.. Men der kan mærkes at du vidst fik fat i den åndsvage jerntingest du stod og kiggede på i butikken.." sagde hun lidt spørgende siden at hun kunne mærke den blive presset ind mod hendes ribben. Det var lidt af en ubehagelig følelse. Hun så stadig ikke på ham mens at hun sagde det men lod sig så igen scane hans ansigt med sine grå øjne.

Chase lyttede med et stort, væmmeligt smil klistret på læberne til de ord, der kom ud af hendes mund. Strømmede ind i hans hoved, hvor de blev vendt et par gange, før han helt fik opfattet dem. Det var ikke noget, han gad at give respons på; så ikke grund til at besvare hendes første, få sætninger. De var alligevel også bare små, lidt rapkæftede indvendinger til dét, han selv havde sagt til hende. Hendes ret ynkelige forsøg på at ryste hans arm af hendes skuldre, lod han sig heller ikke blive påvirket specielt af. Det var blot med til, at hans hånds greb om hendes skulder blev endnu strammere. Mere bestemt og ikke spor skånsomt. Det var først, da de sidste ord gled ud imellem hendes læber og blandede sig med atmosfæren omkring dem, at han reagerede verbalt, mundtligt. "Du har ikke meget forstand på løse dele til motorcykler, eller i det hele taget bare generalt motorer, har du vel?" Han skød et af sine mørke øjenbryn i vejret og vendte dernæst sine mundvige lidt op ad, eftersom smilet med tiden var falmet og forsvundet, men det dukkede nu op igen i form af et mindst lige så modbydeligt ét som før. Derpå løsnede han endelig sit tag i hendes skulder, trak i en langsom bevægelse hånden til sig og løsrev for en kort stund blikket fra hende, - det varede dog ikke i lang tid; det med at se væk fra hende, eftersom hun uden tvivl var dét, der var mest interessant at se på her. Så derfor rettede han hurtigt efter igen sit blik mod hende, fæstnede det på hendes ansigt og anbragte efterfølgende sin hånd på dén af hendes, som var tættest på ham, og som hun havde placeret på bænkesædet, hvor hun holdt fast i dens kant. Kuplede sin hånd så meget om hendes, som han kunne. "Men ... det kan vi hurtigt lave om på ..." startede han ud med at sige og tilsendte hende et ulæseligt smil, inden han tillod sig at liste sin hånd op på hendes ben i stedet for. "Jeg er faktisk en ret god lærer. Hvad med at du tager med mig hjem? Så skal jeg nok lære dig alt om ... hvordan en motor er opbygget ..." Hans smil blev flækket i et endnu større ét med tilhørende, blottede hjørnetænder, hvilket overhovedet ikke var med til at skjule hans slemme, slemme bagtanker. Det var næsten alt for åbenlyst, at han havde helt andre ting i tankerne angående at hive hende med hjem til sig selv. Han vippede sit hoved en anelse på skrå og lod dernæst spidsen af sin tunge glide henover sin underlæbe et par gange, før han så atter lukkede sin mund og kørte dén hånd, han havde plantet på hendes ben, længere op.

Natalie prøvede at lade som ingenting da han så strammede grebet om hendes skuldre. Det var da utroligt som han sad klistret op af hende og hun havde ikke sådan nogen chance for at rykk hverken til den ene eller anden side for at bare få ham lidt væk fra sig. Ikke engang resje sig op. Det orkede hun simpelthen ikke lige nu. Ja hun var lidt af en dovenskid lige nu. Men hun følte sådan set heller ingen rigtigt frygt ved ham ligenu. Kunne bare ikke sådan holde ud af at hans sad så tæt op af hende. Det havde startet med et at på en eller anden mpde havde prøvet flugte fra at han skulle se hende. Som om at hun bare ville forblive luft i hans hoved. Eller bare i det hele taget gemmes. Men hun vidste at det var svært at glemme og hun ville jo aldrig kunne gå rundt og skjule sig i flere år. Hun var ikke sådan specielt intersseret i motorcykler og sådan noget gøjl. Troede man sådan set. Men hun havde aldrig snakket med nogen om de ting hun syntes var spændende så man kunne ikke siger at hun ikke gjorde. Hvilket hun faktiske havde en hemmelig kærlighed til. Og det var nok ikke lige det bedste i dette tilfælle. Hun havde selv slået sit blik væk fra hans men selvom at hun ikke kunne se hans smil kunne hun nemt fornemme det. Og selvfølgelig lod hun af og til sig se på det ud af øjenkrogen. Men blot kun i mindre end et sekund.
Hun slappede så mere af da han så endelig slap hendes skulder og en svag dunken kunne mærkes noget tid efter. Det var bare en normal reation fra hendes krop. Sådan ligesom hvis ens fod sov og man prøvede at gå på den. Og den mærkelig og behagelige prikken kom skam også et kort øjeblik. Men hun så ikk ud til at havde gjort det mindste ved det. Havde bare ladet det være som det nu var. Ikke noget med at lægge sin egen hånd der op og massere forsigtigt til det var gået over. Eller hun trak dog lidt på skulderen hvilket også bare var en normal reation. Hun så dog så ned på hendes hånd som nu var godt dækket af Chase's. Hun kunne mærke hvordan at han lukkede sin kølige hånd om hendes og hun lod sig så se væk igen. Hun lyttede roligt til hans korte men ikke helt færdige sætning der kom fra ham som en hviksen i hendes øre og hun blev en smule undrende men forstod så med det samme hvad han mente da hun kunne mærke hans hånd glide op af hendes lår. Hun så så igen ned på hans hånd. Hun lod lidt som ingen ting igen og lyttede bare til hans ord der igen strømmede ud af hans mund. Hun kunne et kort øjeblik fornemme hvordan at hun fik lyst til at give efter. Men hun gjorde det ikke. Hun så så igen på ham med et bestemt blik. "Hvad for dig egentligt til at tro at jeg vil lære noget om motorcyklers opbygning.. Jeg vil mene at jeg har nok i den information jeg allerede besidder.." sagde hun med en lidt svagt stemme og hun havde været tæt på at knække sammen siden at det kilde på en ukendt måde da hans hånd stadig bevægede sig op af hendes lår. Hun slog så endnu en gang sit blik ned mod hans hånd og fik løftet sin egen som hun lagde på hans, lykkedes hånden om den og prøvede at få fjernet den fra hendes lår. Men så kunne hun mærke hans ånde mod hendes nakke og hun sad lidt som stivnet. Hun havde godt forstået hans bagtanke men som sædvanlig var hun en lettere rapkæftet tøs og havde ladet som om at hun ikke havde. Dog ville men nemt kunne høre hendes ironi i stemmen. Hvorfor skulle han lige have sat sin opmærksomhed mod hende?? Der var da andre piger her inde der med sikkerhed ville have gået med helt af egen fri vijle.. Eller hvad??

Chase smilede blot som respons til hendes ord, som faktisk kunne være skide ligegyldige. Det hun sagde kunne var åbenbart ikke det gældende efter hans hoved. Om hun så ville det eller ej - mere eller mindre frivilligt - skulle han nok få slæbt hende med på en eller anden måde; og så var det jo sådan set bare op til hende, om det skulle foregå på den lette eller svære måde. Hans hånds vandren op af hendes ben stoppede med det samme, hun lagde sin egen hånd oven på hans og lukkede den omkring den. "Man tager aldrig skade af at få udvidet sin viden ..." mumlede han noget tid efter med et svagt smil spillende om læberne, der blev større og større i takt med minutterne, der gik. Med en let, hurtigt bevægelse fik han trukket sin hånd til sig og lagde atter armen over hendes skuldre. Fæstnede dén hånd der sad ledet sammen med armen på hendes ene skulder, som han med små mellemrum gav nogle mindre blide, knap så skånsomme klem. Løftede dernæst sin anden frie hånd, efter f'rst at have tjekket, at hans skruenøgle lå forsvarligt inde i en af de store inderlommer, der var i hans tætsiddende læderjakke, strøg lethed noget af hendes hår væk, fik kørt det om bag hendes ene ører, hvorpå han placerede sin hånd på hendes ben igen, så han nu sad med én arm omkring hendes skuldre med en hånd på hendes skulder og den anden hånd hvilende på hendes ben. "Jeg skal nok passe godt på dig og være forsigtig ... vi lader bare være med at sige noget til dine forældre ..." Dén havde han efterhånden regnet ud; at den familie, hans blik havde mødt nedenunder havde været hendes. Mere eller mindre. Om det var hende biologiske familie, kunne han ikke helt få afklaret med sig selv. Men - blot fordi at både éns mor og far havde lyst hår, var det ikke ens betydning med, at man også selv skulle været fuldstændig platinblond. Han kørte hånden, han havde placeret på hendes ben, en anelse længere op, inden han atter fastlåste den på dét sted, den nu var nået til, hvornæst han lænede sig helt ind mod hende, - selvom han praktisk talt ikke kunne komme til at sidde meget tættere på hende. Åbnede sin mund en lille smule, før han lod spidsen af sin tunge glide ud og satte den derefter mod hendes hals, som han havde sørget for var blevet blottet og frigjort fra hår, da han tidligere havde strøget noget af hendes hår til side, tvunget hårtotterne om bag øret. Han kørte uendeligt langsomt sin fugtige, ualmindeligt kølige tungespids op langs hendes hals, inden han lukkede munden i igen og rettede sin ryg, så hans stilling blev en kende mere sofistikeret at se på. Dernæst fortsatte han sin hånds udforsking hele vejen op af hendes ben, indtil det ikke var længere, - og så blev han ligesom nødt til at standse. "Kom nu ... jeg bider ikke ..." lokkede han med et grumt, bredt smil. "... Kun hvis du ikke opføre dig ordentligt." Efter disse ord var sagt som en afrunding på hans sætning, kørte han sin hånd handskebeklædte hånd, med de afcuttede fingerdele, hen på hendes inderlår. Han trak dog rimelig hurtigt hånden til sig igen, for derefter at rejse sig fra bænken. Rettede af vane på både sine handsker og jakken. Han så sig over skulderen, ned på hende, med et hævet øjenbryn og tilsendte hende et særdeles skummelt smil, inden han rakte den ene hånd frem mod hende.

Natalie forblev tavs. Hele vejen igennem. Hun lyttede dog til hans evige og nok ustoppelige ordstrøm der fandt sin vej ud af hans mund. Hun forstod stadig ikke hvorfor han havde valgt hende til at lægge sin opmærksomhed på. Og hun var måske ikke lieg særlig tilfreds med det. Hun havde jo som han nok havde opdaget bare gået og håbet på at være alene. Sådan som hun altid var. Men som sædvanligt så var han ikke den type der ville give op efter at have sat sig selv en opgave. Men hun var dog heller ikke den type der lod sig tage sig af den slags ting. For det meste. OG så igen.. Hvorfor skulle han lige sidde så tæt op af hende!? Det irritede hende på en eller anden måde. Eller også var det bare noget hun selv fik sig til at føle. Nok det sidste. Men så var hun nok heller ikke vant til at folk sad sådan. Hun havde holdt sig væk fra de fleste. Og hun levede jo endnu. I et fint nok.. fuck' up liv. Men det kunne hun vel godt leve med. Og dog. Hun prøvede endnu en gang at få den hånd han endnu en gang havde lagt om hendes skuldre væk. På en måske mere effitiv måde. Og hvad skulle de små klem nu til igen. Hun tog sig dog ikke af dem. Ikke ud af at hun blev en smule mere anspændt men slappede dog lidt af igen. Men da han så lagde sin hånd på hendes lår endnu en gang kom det igen. Og hun spændte kort i sine muskler. Og den ukendte kilden kom igen da hans hånd forsatte længere op. Hun blev så lidt overrasket da han så nævnede hendes familie. Ahr. Han havde jo med sikkerhed også 'mødt' dem. Men det kunne egentligt være lidt ligemget nu. Hun skulle til at se over på ham men kunne så igen mærke hvodan at han pressede sig mere og mere ind til hende mens at hans hånd blev gnedet længere op af hendes lår. Og hvis det ikke var fordi at hans arm tilfældigvis ahvde lagt sig over kors over hende så hun ikke kunne løfte sin hånd op og fjerne hans. Hun trak kort vejret en smule tungere men det fik hun hurtigt klaret med en dyb indåning. Hun stivnede så da hun kunne mærke hans tungespidse mod hendes hals og hun trak lidt hårdt på skulderne som en refleks. Hun blev så igen mere afslappet da han så endelig slap hende og rejste sig op. Hunlod sig læne sig lidt tilbage og lagde så sit ende ben over det andet og lagde blidt sine arme om det. "Ha ha ha.. Meget sjovt.." grinte hun ret falsk og det var ikk rigtigt som noget latter men bare når man sagde 'hah'. "Jeg forstår stadig ikke hvorfor fanden jeg skulle tage med dig hjem.." Hun lod sin ene hånd stryge gennem sit rølige og bølgede hår så det igen faldt ned over begge hendes skuldre. Hun lod sig så slappe af i armene igen og svang sit ben væk fra det andet igen. Og hun kom så elegant op og stå igen. Hun stod lidt og så bare på ham. "Så.. Du må hyggeligt for dig selv" Hun sendte ham et kort skøvlt smil før at hun roligt gik forbi ham og videre væk fra ham. Hvor hun var på vej hen vidste hun ikke rigtigt selv og det kunne også være ligegyldigt. Hun kunne da godt bare gå lidt rundt for sig selv.

Chase smilede blot af hendes sarkastiske kommentar til nogle af de første ord, han havde ladet komme ud ad sin mund. Det lod til, at hun tilsyneladende ikke havde fattet det koncept, som han ellers syntes at lad skinne ret klart igennem, - at han bestemt ikke fandt sig i afvisninger; og da slet ikke fra det modsatte køn. Om hun så ville med ham hjem eller ej, skulle han kraftedme nok få slæbt hende med i sidste ende. Det måtte være op til hende selv, om det skulle gøres på den svære måde, eller om det skulle være den lettere, langt mindre smertefulde vej. Åbenbart det sidste. Sikke et naivt pigebarn. Hans smil voksede en kende, netop som afskedsordene havde forladt hendes læber, og hun dernæst bare havde vadet forbi ham. Væk fra ham. Hvor hun skulle hen, vidste han ikke. Men det kunne være rimelig ligemeget, - hun ville ikke komme særlig langt anyways. Han stod i et lille tidsrum endnu og slog rødder, før han omsider fik kridtet sine egne sko og sat i trav efter først at have sat kurs imod hende. Luntede med rolige, dog målbevidste og selvstændige skridt i hendes usynlige fodspor. Forhastede sig ikke det mindste; det var jo ikke ligefrem fordi, at han havde nået, han skulle nå. Trak en lille smule på smilebåndet for hvert tredje skridt, så hans smil til sidst blev næsten helt uvirkeligt stort. Han satte sit forholdsvis hurtige tempo et par takker ned, da det ikke var meget mere end en halv meter, der skilte dem ad. Tog det sidste, store og beslutsomme skridt i hendes retning, hvorpå han kuplede sin ene hånd om en af hendes skuldre. Strammede sit greb om den, inden han stoppede op. Sørgede for at holde sit tag i hende, løsnede det ikke i ét eneste sekund og forhindrede hende dermed at gå videre. "Jeg tror ikke, at mit budskab kom helt frem ... du tager med mig hjem ... og det rager mig fandme en fucking høstblomst, om hvorvidt du har lyst til det eller ej," knurrede han med et svagt løftet øjenbryn og let sammenknebne øjne for at fuldende sin truende udstråling. Der var for en gang skyld intet smil at se på ham. Det var fuldstændig forduftet. Hvor det var endt henne var ikke til at vide, men det ville med garanti komme tilbage; på ét eller andet tidspunkt. Lod efter dé ord sin hånd køre længere ned, stoppede den ikke før omkring albueledet, hvor han atter strammede sit greb. Lukkede sin fingre om hendes arm - så meget som det nu var muligt. Derefter fik han igen fremtryllet sit ualmindelig djævelske, gemene smil, der som altid - måske rettere aldrig - overhovedet ikke gjorde noget for at skjule hans skumle bagtanker. Der skulle ikke et geni til for at regne ud, hvilke planer han havde lagt for denne dag. "Der er bestemt ikke noget at være bange for ... jeg lover, at det nok skal blive sjovt." Sjovt, ja. Sjovt for hvem? Der var nok ikke meget tvivl om, hvem det var, der ville finde dét, han havde planlagt for senere i dag, morsomt - når han nu en gang fik trukket hende med sig hjem. Han vendte sine mundvige yderligere op ad, så hans allerede abnorme smil groede for mindst tredje gang. Drejede dernæst en kvart omgang rundt på hælene, hvorefter han blot begyndte at gå. Havde fortsat et urimeligt stramt og fast tag i hendes arm, så om hun bare ville gøre sig klogt i at følge med eller hellere nøjes med at få armen revet af led, det måtte være op til hende. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at vente på, at hun fik gang i fodtøjet.

Natalie kunne med det samme høre hans skridt der gik hen mod hende. Hun prøvede at sætte sit tempo op på det tidspunkt men på en eller anden måde så lykkedes det hende ikke rigtigt eller også var han bare ufattelig hurtigt eller sådan meget lange ben. Det var dog utroligt! Hvorfor fulgte han nu igen efter hende? Selvom at hun ikke gik særlig hurtigt kunne hun mærke hvordan at hendes vejrtrækninger blev tungere og tungere. Nok på grund af hendes hjerte der galoperede af sted. Og hun forsatte bare selvom at hun vidste at han ville nå hende. Men hun havde den følelse af at han enten ville opgive eller sådan noget. Men det vidste hun dog også at ikke ville ske. Og det fandt hun ud af lidt efter. Hun kunne nærmest mærke hans smil samt hans blik mod hende ryg. Det gav hende en mærkelig og ubehageligt. Men det gav hende ikke kuldegysninger. Så kunne hun mærke hvordan at hans fingre samlede sig om hendes arm og strammede grebet ubetydeligt meget. Det fik hende i hvert faldt til at stoppe op med det samme. Hun lavede en kort grimasse men den forsvandt hurtigt igen. Hun rettede så stille og roligt sine klare grå øjne mod ham – Chase. Hun sagde ikke noget til ham. Ikke lige med et samme i hvert fald. Men hun lod sig lytte til ham. Hun reagerede ikke sådan på hvad han havde at sige til hende. Lige som det gjorde ham så ragede det hende en høstblomst eller what ever man nu kunne sige til det. Hun stod også bare helt roligt indtil at han igen strammede grebet om hendes arm. Og da han havde valgt at lade sin hånd gribe om hendes albue rum gjorde det jo bare yderligere ondt på hende. Men ellers så det ikke ud til at have påvirket hende så meget. Men det pissede hende af at han ikke bare kunne lade hende være. Hun begyndte så igen at prøve at vride sig fri. Men det gik som forventet. Og hun opgav det en smule. ”Så slipper du mig..”Det var dog kun en svag mumlen som mest var tilegnet hendes tanker. Og hun nåede heller ikke at sige meget mere inden at han satte gang i fodtøjet. Hun gik ret fumlet og var tit ved at vælte over sine egne ben. Hun prøvede så at gå meget ufrivilligt med. For hun vidste at han nok bare ville slæbe hende sig hen af gulvet. Hun gad heller ikke svare på hans næste ordstrøm. Hun så kort mod hans ryg men så ned i gulvet og videre rundt. Hun lod sig så bare gå mad ham. Ikke fordi at hun var bange for hvad folk ville tænke men mest fordi at.. hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Hun kunne jo ikke bare tage den jerndims fra hans jakke og smadre ham i jorden selvom at hun havde en stor lyst til det. ”Hmpf.. Idiot!” mumlede hun igen svagt for sig selv men stadig højt nok til at man ville kunne høre det hvis man stod tæt nok på hende. Hun kunne kun lige følge ordentligt med ham. Så gå dog langsommere!! Og slip den arm! Hun var nød til at lunte lidt af og til. Og siden at han holdt fast i hendes arm gjorde at hun ikke kunne komme op på siden af ham. Så hun gik hele tiden lidt bag ham. Hun så så mod sine egne fødder og blikket blev rettet mod hans fødder. Tanken om at hun ville spænde ben for ham slog hende hårdt men hun holdt sig på fast grund og lod være. Hun drog et lavmælt og lettere irriteret suk og knejsede lidt ned nakken. Sjovt? Hun vidste godt hvad det var han mente med det. Eller nogenlunde. Hun var selvfølgelig ikke sikker. Overhoved. Men det ville hun nok hurtigt finde ud af.

Chase lod et halvirriteret, ret utålmodigt suk slippe ud imellem hans læber, var tilsyneladende ikke tilfreds med det tempo, de havde. Var det overhovedet muligt, at det kunne gå langsommere? De var fandme helt nede på begravelsestempo nu. Kæft hvor sløvt, mand. Det var ikke ligefrem det mest underholdende tidsfordriv. Kunne det ikke bare gå en kende hurtigere? Hans smil falmede en anelse, hvorpå han med stor beslutsomhed satte farten et par takker op. Havde tydeligvis sat kursen mod stedets udgang. Det varede dog ikke så forfærdelig længe, før han atter måtte sænke tempoet, eftersom han helst skulle have hende med, - og det lod ikke til, at hun havde særlig let ved at følge med. Hans blik blev straks rettet imod noget helt andet, hvilket resulterede i, at han blev hevet ud af sit tankespind, netop som de var nået ned ad trapperne, og dén butik som han tidligere havde været inde i kom til syne. Måske skulle han få fat i nogle andre dele til sin, sandsynligvis meget højtelskede, motorcykel - ja altså, nu hvor han allerede var her. Han var imellem tiden standset ubevidst op, stod blot med øjnene vendt mod butikkens indgang. Efter et halvt minuts tid vågnede han lidt mere op, fokuserede endnu en gang på hende, inden han så begyndte at trække afsted med hende igen, - dog var hans mål denne gang anderledes. Kursen var ændret. Med et fortsat rimelig godt, ikke for løst tag i hende, fik han hevet hende med sig ind i butikken, hen til en af de mange hylder, der var sømmet fast på væggen, hvorefter han omsider stoppede op. Løftede sit hoved en kende, før han lod blikket klatre rundt på de forskellige genstande, der enten lå eller hang på diverse hylder og kroge. Men netop som han havde lagt sin opmærksomhed på noget, der muligvis kunne gå hen og blive nyttigt, blev hans blik straks draget hen mod et andet sted, da en sagte lyd af stemmer blandede sig med stilheden og brød den. Han drejede vagtsomt hovedet, hvorpå han for en kort stund spejdede rundt efter de væsner, de utydelige ord var kommet fra. For der havde været flere. Det havde ikke kun været én stemme. Hans blik blev med det samme låst fast, i det øjeblik det landede på en mindre, lysehåret familie. De virkede ... lidt bekendte. Ikke enormt velkendte som hvis det havde været nogle, han kendte, men havde han ikke set dem før? Det tog ham et god, lille tidsalder endnu, inden brikkerne endelig begyndte at falde på plads, og det slog klik i hans hukommelse. Det måtte være dén familie, der var ankommet sammen med Natalie. De lignede hende ganske vist ikke. Overhovedet ikke, faktisk. Men derfor behøvedes det nødvendigvis ikke være tegn på, at de ikke var slægtede. Et ualmindelig djæveligt, skummelt smil bredte sig med stor hast på hans blege læber. Blev større og større for hvert sekund der gik - hvis det da efterhånden i det hele taget var en mulighed, smilet nåede snart fra hans ene øre til det andet, så stort var det. Han flyttede i en hurtig bevægelse sin hånd, som han tidligere havde haft lukket omkring hendes ene arm, op på en af hendes skuldre, således at han nu stod med en arm lagt over begge hendes skuldre.. Gav den et temmelig uskånsomt klem og rykkede helt ind til hende. Bøjede sig en lille smule ned og satte dernæst munden til hendes øre. "Skal du ikke præsentere mig for din familie?" foreslog han med et gement smil, og selvom det blev sagt med et spørgende tonefald, var det nok nærmere en ordre end et spørgsmål. Han bed hende derefter kort i øreflippen, ikke specielt nænsomt, hvorefter et usædvanlig skummelt grin slap ud imellem hans læber, udryddede for en kort tid stilheden omkring dem, inden han rettede sin ryg igen, så han atter stod helt oprejst. Slap dog ikke grebet om hendes skulder, men strammede det derimod. Nikkede en enkelt gang over imod de folk, som han havde antaget måtte være hendes familie.

Natalie blev ikke helt overrasket over at han så valgte at sætte tempoet op. Det havde hun på en måde forudset. Men dog blev hun overrasket over tidspunktet det hårde ryk kom og hun var igen nød til at vænne de klodsede skridt væk og var endnu en gang tæt på at vælte ind i ham. Hun sagde ikke andet end et kort udbryd. Og der gik heller ikke særlig mange tanker gennem hendes hoved lige nu. Kun lige de sædvanlige med hvad han mon havde tænkt sig at gøre med hende nu hvor han endelig havde fundet en chance for det. Men hun gik stadig ikke med ham med helt fri vilje. Hun prøvede at holde tempoet han havde valgt til dem og et var egentligt ikke så svært siden at hun jo stadig ikke var den pige med de korteste ben i verden. Men stadig gik hun lidt bag ham. På grund af den måde han holdt hendes arm. Og på den måde kunne hun også mærke at han med sikkerhed kunne brække hendes arm hvis han havde lyst. Og det var nok en af de ting der skræmte hende inderst inde. Så kunne hun mærke hvordan at så var stoppet op. Hvad nu? Hun lod sig selv gå et par skridt videre så hun bedre kunne følge hans blik for at finde denne super intersante ting var der opslugte hele hans opmærksomhed. Hun så først mod hans øjne og så mod butikken han havde fået øje på. Han mindede lidt om en eller anden tøs der havde fået øje på Gucci på tilbud. Det morede hende underligt nok. Men kun et kort øjeblik. Og så da igen begyndte at gå gik det først op for hende hvorhen da han ændrede retningen nede for trappen. Det var da utroligt! Ville han nu igen se på mærkelig formede jerndimser igen?? Igen kom der et lettere irriteret suk fra hende men hun lod sig følge med ham. Det var lidt besværligt at gå ned af trappen ’hånd i arm’.. Men det lykkedes hende fint nok. Hun faldt i hvert fald ikke ned af dem. Og både hendes blik og hendes bevægelser fortalte i sig selv at hun virkelig ikke forstod hvorfor fanden han skulle ind i den butik endnu en gang. Kunne han ikke bare have taget hvad han ville første gang? Og faktisk ville han bare gerne væk her fra for ikke at møde sin familie igen. Med ham altså. Hun sagde dog ikke noget af det højt. Det var bare en kort tanke. Hun sagde ikke noget hele turen. Og hun tog sig selv i at se fascineret rundt i butikken. Det kunne ikke rigtigt skjules at hun havde et eller andet med mekanik.
Hun slappede så lidt mere af da hun troede at han så ville slippe hendes arm igen men nej nej. Så let slap hun vist ikke. Hun var nød til at træde et halvt skridt ind mod ham siden at han træk hende ind til sig ved at have lagt sin arm om hendes skuldre. Hun kunne endnu en gang mærke hvordan at han stod klistret op af hende. Selv havde hun ikke opdaget sin familie. Og blev så ret så overrasket over det han hviskede i hendes øre. Det var lidt af en mærkelig følelse sådan at kunne mærke hans kølige ånde igen. Hun så hurtigt hen mod åbningen til butikken hvor at hendes familie fik forbi. Moren med en ny taske, faren med en plastisk pose fra Kvickly og lillesøsteren med noget der nok var hendes kostume til kostumefesten hun holdt for sin klasse. De så da ud til at hygge sig fint. Så då hun igen væk og tog en dyb indånding. ”Iiih jo skal jeg ikke det.. Jeg kan lige se for mig at vade hen og sige ’Hej mor, far og søs.. Dette er Chase. Han er det største paphoved man kan finde på jorden men jeg må sige han har et fast greb. Og lige nu er han godt i gang med at smadre min skulder mens at ukendte men sikkert skumle planer bliver lagt inde i hans hoved. Og tro mig i har ikke lyst til at få mere viden om det.. Men det var det nu vil jeg smutte igen’…” Og med den sidste sætning prøvede hun med at hårdt ryk med skulderen at komme fri. Men stadig uden held. "Og så er der nok en grund til at jeg ikke har gidet have huler i ørenene hvis du forstår.." Hun hentydede selvfølgelig til at han for anden gang havde sat sine tænder i hendes øreflip. Og nu stod hun ellers bare stille og afsventede hvad der så ville ske.

Chase skød en kende utilfredst et af sine mørke øjenbryn i vejret, inden en dæmpet brummen med en gnist af forurettelse fik tilladelse til at slippe ud imellem hans læber, kun få sekunder efter hendes stemme havde lydt i form af en mindre ordstrøm som besvarelse på hans egne, forhenværende ord. Det var ikke just som musik i hans ører, og det var bestemt ingen hemmelighed, at hendes svar ikke havde haft en synderlig positiv virkning på ham, tværtimod. Hans tag i hendes skuldre blev, om end det var muligt, endnu strammere, både mere fast og beslutsomt, da hun - forgæves - prøvede på at få hevet sig fra; men det var en nytteløs kamp for hende. Hun var musen, og han var musvågen, der havde hende i et stramt, brutalt greb i sin ene dødbringende, ørneklo, som det virkelig krævede store guts for at komme ud af, - og det regnede han, for at være helt ærlig, ikke med, at hun havde. "Du er eddermame' ikke bange af dig, dukkefjæs; men selv de største helte lære med tiden, at en alt for stor dosis mod bare føre til dumdristighed, hvilket som regel leder én ud i ting, som man ikke skal rode sig ud i ..." begyndte han, startede ud med et roligt, forholdsvis kontrolleret tonefald og lod hånden på hendes skulder skøjte en lille smule ned, indtil omtrent midten af hendes overarm, hvor han på ny fastgjorde sit greb en anelse. "Du er lige lovlig rapkæftet, trunte ... det lader jeg dig ikke slippe helt ufortrødent afsted med, det ved du vel godt, ikke?" Selvom det sidste var sagt med en spørgende undertone, mere eksakt som et spørgsmål, var det nok nærmere blot en mild form for konstatering, eller måske mere i retning af en konklusion, som han åbenbart havde valgt at udrede for hende; et svar fra hendes side så han i hvert fald ikke som den store nødvendighed, egentlig kunne alle hendes ord være ham fuldstændig lige meget på et tidspunkt som dette. For når han havde en plan i hovedet, gik det kun ifølge dén, der kunne ikke laves om på hvilken måde, det udviklede sig på, eller hvad for en vending der ville blive taget. Medmindre en bedre og mere gennemtænkt plan poppede op i hans hoved, naturligvis - men indtil videre ville han blot holde sig til den, der i dette øjeblik kørte rundt og styrede hans tanker, førte dem i en ualmindelig listet, forskruet retning, der hen ad vejen nok ville blive endnu værre. "Hvis du ikke er interesseret i at indvige mig i din families og dit liv, vil jeg da så sandelig ikke presse på ..." Hans mundvige blev langsomt vendt mere og mere op ad, som hans smil udfoldede sig, blev større, men forholdt sig på et nogenlunde neutralt plan, så han ikke fik afsløret mere, end hvad godt var. "Lad mig i stedet for ekskortere dig et andet sted hen, - jeg insisterer på at give dig en rundvisning i mit hus. Et tilbud som dét kan du da ikke afslå, kan du?" Hans smil blev fortrukket i et noget mere gement ét, alt imens han tilsendte hende et halvt om halvt irettesættende, gennemborende blik med et svagt hævet øjenbryn, der endnu ikke var faldet på plads, hvorefter han formildnede sit tag i hendes arm en snes, men sørgede for at det fortsat var fintmærkende og resolut, dog uden at være alt for stramt; det gik jo ikke, at pigebarnets blodcirkulation blev spoleret. "Så, tulle ... lad os se at komme afsted. Du skal jo helst gerne være hjemme inden spisetid, har jeg ikke ret i det?" sagde han, uden at udsende yderligere tegn om, hvad han videre hade tænkt sig og med en reduceret volume på tonelejet. Endnu et velmærket smil gled lige så stille ind over hans blege læber, der for en kort tid blev fraskilt, så omverden fik et lille glimt af hans to hvide tandrækker, inden han med et blidt, men bestemt greb i hende begyndte at gå, flyttede kvikt sine fødder, satte skiftevis den ene foran den anden og bevægede sig såldes frem ad. Tempoet var denne gang en del roligere, men det kunne ikke undgås for noget af han utålmodighed at skinne igennem, så med tiden satte han farten lidt mere op. Det var ikke mange blikke, han værdigede hende, men de få, det blev til, varede til gengæld et godt stykke tid. Ikke ét eneste sekund veg smilet fra hans mund, det blev stædigt siddende under hele den raske og kække vandren, og det syntes altid at gro en smule for hver gang, han lod sit granskende blik gå sig en tur rundt på hendes krop, som han tilsyneladende aldrig blev træt af at se på. "Sig mig ... hvilken del af byen bor du selv i, putte?" spurgte han, om han var oprigtig nysgerrig efter at vide det, var ikke helt til at se; det var lige så meget for at få en samtale op at køre, eftersom han var godt træt af den evindelige stilhed, der lå og tyngede ud i luften, gjorde atmosfæren i området tyk og sløv. Han gav hendes arm et rimelig nænsomt klem, før han sendte udgangen foran sig et stjålent blik, men hans øjne hvilede straks på hende igen. Det her skulle med sikkerhed nok blive et festligt selskab, når han først havde rykket lidt rundt på puslespillets brikker og fået lokket hende i fælden, - for når hun allerførst var trådt i og musefælden var klappet, var der ingen udvej tilbage. Han skulle nok få det, han søgte, - han var jo trods alt katten i dette spil, og hun den lille forsvarsløse mus; det var en kamp, hun kun kunne tabe. Eller var det nu også sådan? Forhåbentlig udviklede det sig ikke som Tom og Jerrys forhold. Han ville nødig ende som den umulige kat, vis amtøragtige fælder altid blev ødelagt af den lidt for listige og hurtige mus. Det var jo ikke til at vide, hvad der foregik inde i tøsens hoved, - man skal aldirg skue hunden på hårene. Men han havde en ret god fornemmelse af, at han brik allerede var langt foran hendes på brætspillets plade.

Natalie så ikke yderligere ud til at ville sige noget til hans latterlige forsøg på at forklare hende at hendes opførsel 'ikke var respektabel'. Det var godt nok heller ikke svært at se på hende hvordan hendes tanker lå om det. Noget med 'Og hvad så..? Jeg hvad der passer mig'. Eller i hvert faldt noget det sagtens kunne minde om det. Hun forblev derfor tavs et godt stykke tid. Hun vidste godt hvad hun havde lyst til at sige men hun prøvede så vidt muligt at holde det ind i sig. Det hun ikke ligefrem søgte var at blive stoppet af en af de vagter det tilfældigt ville gå forbi denne butik fyld med ragelse lavet af metal. Jern som guld. En lyst til bare at gribe det nærmeste og bare hamre det hårdt i hovedet på Chase blev hårdt smidt i hovedet på hende. Dog forholdt hun sig roligt. Hun var ved at være godt træt af hans dgreb der hele tiden lå på hendes skulder eller arm. Hvorfor fanden kunne han ikke bare udsætte sig selv for den smerte. "Hmpf.. Du forstår dig da virkelig på at gøre en pige blød i knæene.." mumlede hun irriteret og det var tydeligt at hun ikke mente det på nogen særlig posetiv måde. Det var blot en hentydning til at hans ørne greb ikke behagede hende det mindste. Og det hun mente med det var mest fordi at hun næsten faldt en smule sammen hver gang at han strammede det faste håndtryk mod hendes i forvejen meget ømme skulder. "Nåeh men det har jeg så heller ikke.. Og flot at du selv kunne finde frem til det.." Denne gang kunne man stadig se og høre hvordan at hun virkelig ikke mente det. Det var blot for at komme af med ham. Normalt ville folk ikke finde sig i den måde hun behandlede dem og skred derfor. Men hvorfor skulle ham her lige være sådan en pain in the ass! Hun så så lidt undrende op på ham da han sagde nogte om en rundvisning i hans hjem. Hah troede han virkelig at hun var så dum til at tro det rent faktisk kun var det han var ude efter? "Naij virkelig! Hvor er det bare venligt af dem sådan at tage mig væk fra dette sted.." Igen kom det falske smil og den falske intersserede undertone frem. Så sukkede hun opgivende og så væk med let himlede øjne. Hun nåede ikke helt at opfatte dethan sagde til hende før at han åbentbart hurtigt havde fået sat gang i fodtøjet. Endnu en gang var hun nød til at følge med ham hvor det nu lystede ham. Måske skulle hun til at få gjort noget ved den fysiske del af hendes forsvar i stedet for at lade som om at hun stadif var et sølle menneske. Men han havde jo allerede set hendes ukontrollerede kærft ved deres første måde. Der var han vist lige kommet på glatis. Helt uden at tænke over det havde hendes læber formet sig til et meget svagt smil af mindet om da han havde lignet 'Bamni på glatis'. Hun troede heller ikke at han ville opdage smilet siden at hun så væk. Hun blev dig lidt overrasket da han igen satte tempoet op. Hende ene og frie arm blev så svunget lidt hårdt mod hans mave, men stoppede lige inden så den kun svagt snittede, da det blot var en refeks for ikke at snuble over sine egne ben. Dog fik hun hurtigt styr på sine fødder igen. Hun så så igen lidt undrende på ham da han spurgte ind til hvor hun egentlitg boede. Hvorfor ragede det ham? Hun vat lige ved at sige det ikke kom ham det mindste ved men fik så overtaget med en mere passende sætning. "...I dne vestlige del af Terre..." mumlede hun lige knap hørligt men han var jo også vampyr og ville med sikkerhed kunne høre det. Og hvis ikke kunne det vel være ligemeget. Hun så væk fra ham igen og mod døren der nærmede sig dem. Hun ville egentligt bare gerne ud her fra. Væk fra larmen og den forfærdelige stank fra diverse restauranter og fastfood stederne. Og den tykke luft som blev delt mellem alle dem der nu havde valgt at bruge deres lørdag på at gå i centret. Lige som hende. Det var først da hun dørene automatisk skød op da hun opdagede hvordan at hun selv havde sat sit tempo på. Santans! Men hun lod lidt som ingenting og håbede i bund og grund at Chase ville gøre det samme. "..Hvad med dig??" lod det så fra hende som et forsøg på at kaste hans spørgsmål tilbage mod ham. Hun havde da et lille krav på at vide hvor hun nu blev trukket hen..

Chase kastede kort med hovedet i et forsøg på at få et par halvirriterende, mørke hårtotter, der havde forvildet sig ind foran hans øjne, til at flytte sig, men eftersom dét ikke virkede, blev han nødt til at løfte sin, frie, hånd og fik selv kørt sit halvlange pandehår lidt til side, så hans syn blev en anelse klarere, nu hvor der ikke længere hang hår i vejen og blokerede størstedelen af det. Hans opmærksomhed hvilede hele tiden på hende, men hans blik var i mellemtiden blevet ret frem ad, hen imod døren, der syntes at blive større og større, jo nærmere de kom på den; sært nok. Dog blev det, blikket, straks slået hen på hende, netop som hendes stemme brød frem i form af ord, der tilsyneladende var respons til hans spørgsmål vedrørende, hvor hun boede. Det var ikke det mest præcise svar, han fik tildelt, der lå tonsvise af huse, såvel som lejlighederne, i den vestlige del af Terre, for pokker da; men det kunne vel i og for sig være ret lige meget, når det kom til det sidste, i alt fald for hans vedkommende. Da hun besluttede sig for at spytte hans eget spørgsmål tilbage i hans hoved, forholdt han sig blot fuldstændig tavs uden at sige én eneste lyd, før de var nået helt hen til den dør, der førte én udenfor, væk fra dette center. Dér, lige før han tog det første skridt ud på den anden side af dørtærsklen, drejede han hovedet en anelse, så hans blege ansigt blev vendt ned imod hende og fortrak følgende sine mundvige i et hemmelighedsfuldt, listet smil, hvorefter han forsigtigt løsnede sit tag i hendes arm for dernæst at fæstne sin hånd omme bag på hendes ryg et sted. Kørte den næstefter, langsomt, længere ned ad, stoppede den ikke før han var nået hele vejen ned til kanten på hendes bukser, hvor han som det første hægtede det øverste led af sin tommelfinger fast i hendes bukselinje. Han bøjede derefter sit hoved en lille smule ned, så det bare blev en kende lettere for ham at hviske de ord, der snart ville komme ud af hans mund, til hende; "det får du at se ..." Endnu et smil, denne gang en del mere lusket, skøjtede hen over hans lyse læber, hvorpå atter løftede sit blik fra hende og fjernede samtidig det meste af sin opmærksomhed fra hende, rettede den i stedet for imod jorden foran sig. Med en vis dosis utålmodighed satte han tempoet op endnu en gang og bevægede sig nu af sted med målbevidste, raske skridt, drejede en enkelt gang om et hjørne i et blødt sving og sørgede for ikke at løsne grebet i hendes buksekant en eneste gang. Det var først efter godt tre meter, at han sådan helt fik opfattet den lette regn, der fortsat herskede udenfor, - eller det var nærmere støvregn, ikke så slemt som det tidligere havde været, men det generede ham ikke som sådan. Der var vel ingen, der tog skade af lidt vand i ny og næ, og da slet ikke når det ikke regnede mere, end som det nu gjorde. Om man overhovedet kunne kvalificere det som regn, var han ikke en gang sikker på. Han lod for en kort stund spidsen af sin tunge titte frem ved den ene mundvig og kørte den efterfølgende hen langs sin underlæbe for at væde den lidt, og derefter gik der ikke meget mere end ganske få sekunder, før han stoppede op, satte hælene i jorden og trak omsider hånden til sig. "Hvis du ridser den, kværker jeg dig fandme," advarede han, og selvom tonefaldet havde været forholdsvis mildt og roligt, var der ikke den mindste tvivl om, at han var dyb alvorlig omkring det. Hans blik var automatisk gledet hen på den store, sorte motorcykel, der stod parkeret ikke mere end en lille, halv meter fra dem. Han skævede kortvarigt til hende med et svagt løftet øjenbryn og et tilhørende smil, hvorefter han selv tog et skridt nærmere hen imod den, satte som det første en af sine handskebeklædte hænder på sadlen, som han efter en kort pause satte sig op på. Rykkede sig så meget frem som muligt, uden at han kom til at sidde helt op i styret, placerede dernæst hænderne på hvert deres håndtag, lukkede sine fingre omkring dem og trykkede koblingshåndtaget ind, inden han gav det højre håndtag, gashåndtaget, et forsigtigt drej, så kværnens motor udstødte en brummende, rimelig høj lyd, der dog blev dæmpet lidt takket været lydpotten, så det nærmere lød som en salig, mekanisk spinden. Han kastede blikket hen på hende og trak en smule på smilebåndet, hvilket fik et skævt, drengerøvet smil til at bryde frem på hans læber, hvor det straks forplantede sig. "Sæt dig om bag på; og hold nu godt fast ..." sagde han med et sagte toneleje, blinkede til hende med det ene øje, før han lagde det meste af vægten fra både ham selv og motorcyklen hen på sit ene ben, vis fod han havde placeret på jorden for at opretholde balancen. Hans smil voksede en kende, netop som han drejede endnu en gang på gashåndtaget, og motoren igen kom med en ræsende, høj lyd.

Natalie var lige ved at bare rive hans hånd væk da han havde valgt at sætte sit greb ved hendes buksekant. Han kunne ikke bare nøjes med at smadre hendes skuldre. Åbenbart ikke. Hun lod et suk komme over hendes læber mens at hun gik med ham. Og som ham måtte hun også sætte tempoet op. Den desperate lille lort.. Eller hvad han nu en var. Men han var i hvert faldt ufattelig utålmodig. Hun havde egentligt set det komme. Han havde jo været sådan sidste gang de var mødtes. Hun havde ikke ligefrem troet de skulle mødes igen men byen var jo heller ikke på størrelse med Afrika. Så hvor stor mulighed havde der lige været på at hun ville støde på ham igen. Meget stor! Med mindre hun havde flyttet ud af byen. Ud af landet. Ud af..alt det andet. Hvilket ikke ville ske lige foreløbig. Måske senere på ugen men hvem ved. Man kunne jo aldrig vide helt hvad Chase havde i tankerne. Men indtil videre havde han jo ikke gjort hende så meget. Udover at smadret hendes ene skulder og bidt hul i hendes øreflip. Som dog var helet sammen igen. Hendes ene hånd havde lagt sig oven på den hånd som han holdt hendes buksekant. Det opdagede hun først nu men den havde med sikkerhed lagt der lige siden hendes lyst til at rive hans hånd af bare for at få den væk fra hende. Hun fjernede den så. Ikke chokeret men bare stille og roligt som om at hun lige havde siddet og nusset en lille kattekilling. En af hendes små svagheder mente nogle. Bare fordi at hun havde en gemt i baghaven der hjemme. Den eneste lille skabning hun passede godt nok på. Eller noget i den stil. Hun havde ikke reagerede yderligere ved hans hvisken i hendes øre. Den ting der normalt skulle tænde piger eller drenge virkede ikke lige på hende. Ikke nu. Havde den ikke rigtigt gjort. Men nu havde hun jo heller ikke ladet sig give sig hen for nogen på den seksuelle vinkel. Dog var hun ikke jomfru. Hun havde heller ikke valgt at miste sin mødom sådan frivilligt. Og slet ikke i den alder. Hans smil skræmte hende ikke rigtigt som de før havde gjort. Da de så svingede om et hjørne fik hun spærret sine øjne lidt op - så hendes klare grå farve blev mere tydelig – da hun fik øje på den perfekt passede motorcykel. Sort og skinnende. Sådan en hun altid havde drømt om. Da hun så opdagede at han havde fjernet sig fra hende og var gået hen til metalbunken lod hun sig taget et skridt lidt væk fra ham da det slå hende at hun bare kunne løbe væk nu. Men hun stoppede op igen og så mod ham. Hvorfor stoppede hun!! Kunne det være lyden af motoren der brummede? Nej sikkert ikke. Men det var ikke det helt store overhoved.. Hun stod lidt før at hun fik gang i fodtøjet efter noget tid. Hun så stadig på ham men slap så blikket da hun var nået tæt nok på. Hun satte sig forsigtigt bag ham. Men ikke helt op af ham. Hendes hænder greb blidt fat i hans jakke-trøjeting. Men da hun tænkte over at hun med sikkerhed ville falde af ved dette listede hun sine hænder i en blød bevægelse om ham hvor efter at hun hæftede sine hænder sammen så godt hun kunne. På grund af dette ente det igen med at hun sad lidt mere op af ham. En svag vrissende mumlen kom fra hende før at hun lod sit hoved hvile ved hans skulderblade. ”…Spørg mig virkelig ikke om hvorfor fanden jeg gør det her….” lod det lidt tydeligere fra hende. Hun var stadig lidt usikker på situationen men hendes krop rystede ikke det mindste. Men den var heller ikke ligefrem helt afslappet. Hendes tænder blev så sat ned i hendes underlæbe der havde været så heldig at være lige så tilpas fyldig som overlæben. Selv efter hendes mening var hun ikke den lækreste tøs. Hvilket hun nok ikke var. Men hun var lidt ligeglad. Hun havde det fint med den måde hun var skabt. En svag nysgerrighed havde samlet sig i hende. Hvor mon han boede eller hvor mon han ville tage hende hen..

Chase lod et lille, men velmærket smil finde vej til sine læber, hvor det straks forplantede sig, blev en anelse større i takt med, at hun nærmede sig både ham såvel som motorcyklen. Hans blik, der ellers indtil nu havde fået lov til at hvile på hende, blev slået fremad i stedet for, rettet ned imod jorden foran ham, og efter hun havde sat sig bagpå det store metalsvin, som han havde bedt hende om, strammede han sit greb om styrets to håndtag en smule, ventede til hun omsider fandt ud af, at det måske nok var smartest, hvis hun holdt bare lidt bedre fast i ham. Smilet på hans læber voksede endnu en gang, bredte sig langsomt, indtil hans hvide tandrækker til sidst blev blotte, hvorpå han, uden at have kommenteret hendes ord, fik startet motoren ved at give gashåndtaget et ordentligt drej, satte følgende den ene fod op på gearpedalen, som han trådte en enkelt gang ned på, kastede et kort blik over skulderen og ned på hende, selvom det ikke var det store, han kunne se af hende, inden han så endelig satte af fra med sin anden fod, der havde stået solidt plantet på jorden, og kørte dernæst ud på vejen, væk fra centeret og med kurs imod dét kvarter, han selv boede i. Farten blev hurtigt sat yderligere op og efter kun få meter, var der vist ikke tvivl om, at han for længst havde passeret fartgrænsen, men hvad, chancen for at møde politiet var nok ikke særlig stor, han tænkte i hvert fald ikke særlig meget over dén risiko; udover det kørte han dog forholdsvis pænt, var rimelig påpasselig med ikke at dreje for skarpt rundt om tilfældige hjørner, eftersom han havde én med bagpå. Dog måtte han undervejs på turen hjemad trykke bremsen ind så hårdt, at der kom en ret så klagende, skrabende lyd nede fra bremsekaliberet af, netop som en kat pilede hen skråt over vejen. Han havde automatisk sat en fod ned på jorden, holdt på dén måde kværnen oppe, eftersom den hældede lidt til den ene side, og tilsendte katten, selvom den var over alle bjerge nu, et yderst bittert og dødbringende blik, inden en lavmælt knurren undslap hans læber, før han atter fik tippet motorcyklen op i en lige stilling og påbegyndte kørslen. Under resten af vejen var der, heldigvis, ikke flere problemer, ikke flere røvirriterende katte, og han begyndte så småt at føle sig mere og mere hjemme, efterhånden som de kom længere ind i det ret lurvede kvarter og stoppede til sidst helt op ved endnu en gang at trykke bremsen i bund, men i dette tilfælde var der ingen kat indblandet. Han fik, uden at stå af, slået motorcyklens støtteben ned, så den selv kunne holde sig oprejst, steg derefter af efter at have sluppet taget om håndtagene og lod for en kort stund sit blik skøjte rundt i den mindre garage, han var kørt ind i, men vendte det så imod hende igen, løftede sin ene hånd en kende og vinkede hende hen til sig. "Pas på når du går af den ..." nåede han lige at mumle, før han drejede om på hælene, og det krævede nok ikke den store viden for at regne ud, at det var sagt mere i hensyn til motorcyklen end hende. Den skulle jo helst ikke ridses. Han vadede hen til et hjørne af garagens, hvor han var hurtig til at fiske en nøgle ned fra den ophægte krog og travede efterfølgende hen til hoveddøren, fumlede lidt med nøglen og i præcis samme sekund, som han fik stukket den ind i dørens nøglehul, brød en voldsom og høj hundegøen løs. En smule opgivende fæstnede han sin ene hånd på dørhåndtaget, drejede sit hoved lidt og nikkede kort hen imod døren, da han havde fået fanget hende med blikket, prøvede med dét at sige, at hun skulle komme hen til ham. Langsomt trykkede han håndtaget ned, skubbede den en anelse op, hvilket blot forøgede den arrige hunds gøen og kun kort efter fór det kæmpe muskelbjerg af en rottweiler hen til døråbningen, men netop som den skulle til at smutte ud, fik han grebet fat i den jernkæde, der udgjorde dens halsbånd. "Hush," tyssede han på den, og dens hidsige galen blev dæmpet en smule og udskiftet med en fjendtlig knurren. Han kneb øjnene en kende sammen, idet han sendte hunden et irettesættende blik, men vendte så igen sine øjnes opmærksomhed over på Natalie. "Kom nu," skyndte han med stor utålmodighed i stemmen og forsøgte at shanghaje hende hen til sig med en vinkende, tillokkende gestus. Han fik trukket hunden ud, sørgede for at holde den i et stramt greb ved sin side og åbnede derpå døren helt op, så hun kunne træde uhindret indenfor i hans bolig. "... Kom nu, for helvede!" snerrede han, skønt der ikke var gået meget mere end fem sekunder siden hans sidste ord og fyrede næstefter et par skældsord af imod sin hund, der tilsyneladende havde fået øje på en kat, eller et eller andet, den var i hvert fald pænt meget oppe at køre, og dens blik flakkede vagtsomt fra side til side af vejen.

Natalie sagde intet under hele turen. Ingen skrig. Hun havde været godt ligeglad med om han havde overtrådt fartgrænsen. Så længe at han da holdt sin balance så det ikke ville ende med at de begge pludselig kom glidende hen over den ujævne asfalt med en skrotbunke halv over dem. Hun strammede dog sit greb om hans liv da han så pludselig valgt at bremse. Hun havde ikke haft fået øje på katten der havde tippet hen over deres ellers nogenlunde frie kørebane. I starten havde hun bare lyst til at råbe af ham – Chase – men lod være da hun havde fulgt hans blik. Hun så ellers ned i jorden bag dem hvor at dækkene havde sat nogle tydelige og lange spor i noget sort tjære noget. Et svagt suk kom så fra hende og hun lagde der efter igen sit hoved mod hans ryg mens at de kørte videre. Hurtigt. Han havde måske en indre sympati for små pattedyr med pels? Eller også kendte han blot til hendes ’svaghed’.. Hun havde godt holdt øje med hvordan at miljøet skiftede. Så han havde åbenbart være så heldig at bo i dette kvarter. Hvad var det nu det hed? Det kunne hun ikke huske. Og det ragede hende en bønnespire lige nu. Hun lod sine øjne lukke sig men så også åbne sig igen. Det havde ikke været andet end et langtrukkent blink. Lige som et suk eller sådan noget. Bare med øjenlågene. Efter dette lukkede hun dog igen sine øjne. Helt denne gang. Hun sad så bare og nød vinden der legede vildt og lystigt med hendes rødlige hår. Hun fik dem dog hurtigt åbnet igen da han endnu en gang valgt at bremse. De blev nærmest spærret op med sådan en fart at det ville have gjort ondt. Hun rettede sig så ordentligt op og slap ham da hun havde tjekket af det rent faktisk ikke havde noget med en kat eller en kanariefugl at gøre denne gang. De var hjemme.. Eller rettere sagt så var han hjemme og hun var bare med som tilskuer. Så han kunne ’vise sit hus frem’ til hende. Som om. Hun opdagede ikke selv at hun nikkede som en bekræftelse til hans befaling. At hun skulle passe på når hun gik af. Hun vidste selvfølgelig at det ikke havde været til hende men den det monstrum af en motorcykel. Hun måtte dog indrømme – i sig selv – at den var ret så fed. Både den måde at den var bygget og farverne. Hvis hun nogensinde ville prøve at flugte her fra ville hun uden at blinke gøre det på dem. Hans ville skattepus. Hun gjorde som han sagde. Gik af uden at lave en eneste lille forkert berøring mod den blanke lak. Hun stod lidt og så rundt i den garage hun nu befandt sig i. Den var vist på størrelse med hendes værelse. Eller bare lidt større. Det var lidt svært at finde helt klar ud af. Hun gik nogle skridt mere hen til ham og studerede hvad hun nu kunne finde her rundt omkring. Hun så mod det sted han havde tage nøglen og fik gemt det godt i hendes hukommelse. Det var jo altid en god idé at vide hvor tingene var. Hun vendte så lidt overrasket sit blik mod døren hvor at hun kunne høre en hund gø. Havde han hund? Det kom ikke ligefrem bag på hende men alligevel var det faktisk et godt grin. Indvendigt. Men selvfølgelig var det ikke noget lille puddel. Selv om at de sagtens kunne være ret så blodtørstige hvis man kunne sige det sådan. Hun så ikke helt ud til at hun havde nogen interesse i at gå hen til ham lige fra starten. Hun blev overrasket da hunden kom luntende eller løbende ud af døren men det kunne ikke ses på hende. Hun stod helt afslappet. Så begyndte hun ellers at gå hen mod ham. Med hendes normale rolige skridt. Der var intet lokkende eller andet over hendes gang. Hun fattede virkelig ikke dem der gad gøre noget ud af det når de sådan set bare var sammen med en fyr. Hun havde på fornemmelsen at Chase godt nok havde nogle få bagtanker men det havde hun ikke. Det havde hun aldrig haft. Kun når det gjaldt at få hendes søster til at vaske op. Da hans så mindre prædiken om at hun skulle gå inden for kom så hun ikke helt ud til at blive påvirket af hans tonefald. Eller det havde vel mere bare været endnu en ordre elle befaling. Hun himlede kort men stadig ret tydeligt med hendes klare grå øjne mens at hendes arme var lagt over kors. Hun gik stille og roligt forbi ham og hans hund. Eller måske mere hans kødbjerg han havde været så god til at forme så det lignede en hun bare lidt. ”Nåeh er man ikke særlig tålmodig? Jeg vil da mene at du har heeele dagen til at vise mig rundt i dir ydmyg hjem så hvorfor sådan en hast?..” lod det lettere rapkæftet men stadig roligt go nede på jorden fra hende. Et svagt smil havde et kort sekund haft sin plads på hendes bløde læber men det var også hurtigt forsvundet. Hun stoppede så op lidt bag ham. Hun stod for at være helt præcis på dørtærsklen. Hun så sig så halv om mod ham. Hendes blik blev så rettet ned mod hunden i en blød bevægelse. ”Hmm.. Sød hund.. Hvad hedder den?? Poppy?” Med disse ord vendte hun blikket væk og gik helt indenfor. Hun lod sit blik glide rundt i det rum hun nu stod i. Hendes arme var stadig lagt over kors. Eller mere om hende selv i en form for omfavning. Hun prøvede vel at varme sig selv lidt. Hun var en smule spøjs halv vampyr. Eller halv dæmon. Selv om at hun havde den evne til at fryse ting til is havde hun da stadig med at kunne fryse. Dog ikke sådan som mennesker. Men bare en smule. Dog lod det ikke ligge skræmmende på hende. Hun var egentligt ret glad for det da hun så følte at hun var mere menneske. Hun havde bare ingen menneske blod i sig og havde aldrig haft. Hun så sig ikke tilbage mod Chase. Han måtte vel gøre hvad han ville der ude i garagen. Eller måske var han også kommet indenfor? Hun slap den sin ene hånd og lod denne bliv ført gennem hendes underligt nok ikke særlig uglede hår. Det havde blot fået noget mere fylde af denne kører tur han havde givet hende for ikke mere en 5 min siden. Hendes hår havde dog stadig den matte og lidt slidte konsistens. Den var ikke skinnende som silke som så mange andres var. Og hun var lidt ligeglad med det. Lige meget hvad hun prøvede virkede det ikke og hun havde for længst opgivet. ”Hvad vil du så vise mig først..?” spurgte hun efter noget tid da hun havde på fornemmelsen at han også var kommet med indenfor.

Chase hævede afventende et af sine øjenbryn, havde under al den tid, hun var om at få lettet røven fra motorcyklen, sit blik rettet hen imod hende, fjernede det ikke fra hende i ét eneste sekund, ikke før hun var nået cirka halvvejs, hvor han for en kort stund lod sine øjnes opmærksomhed blive vendt ned mod den sorte hund, der omsider syntes at være faldet lidt mere ned. Han rettede atter blikket hen på hende, netop som hun passerede ham, og hans hund, og følgende stoppede op i døråbningen, som han havde ladet stå åben, hvorpå hun næstefter lod et par ord slippe ud imellem hendes læber. Hans allerede løftede øjenbryn blev skudt lidt længere op i panden efter dén, lille, talestrøm, der vist ikke havde fornøjet ham synderligt meget, tværtimod. Jeg vil da mene, at du har heele dagen til at vise mig rundt i dit ydmyge hjem, så hvorfor sådan en hast? My ass, mand. Grebet i hundens jernkæde blev en smule strammere, kun få sekunder efter, at hun endnu en gang havde vovet sig ud i en rimelig rapkæftet kommentar, der denne gang var henvendt til hans hund. Poppy? Come on. Han bed sig kortvarigt i underlæben, inden han tog en dyb indånding for at holde sit temperament nede, siden det lod til at være begyndt at koge en kende, men han formåede at holde det indenbors; om hans utålmodig og lettere irriterede reaktion mest af alt var opstået takket været hende, eller om det mere var på grundlag af en stor trang til en smøg, der var skudt op i ham, kunne han ikke helt bedømme, - måske lidt af hvert, begge dele. Ved hjælp af en svag rysten på hovedet fik han vækket sig selv fra alle sine tanker, der blot syntes at komme flere og flere af, hobede sig op og blev spundet til at kæmpe tankespind, der mest af alt mindede om en forvirrende, kantet labyrint. Med et fast tag i rottweilerens halsbånd trådte han med et resoulut skridt ind på den anden side af døren, krydsede dørtærsklen, og fik med sin frie hånd lukket døren forsvarligt bag sig, låste den tilmed indefra, før han fik møvet sig forbi hende, uden at have givet hende et svar på hendes spørgsmål endnu, trak hunden med hen til dén kurv, der tilsyneladende var dens, hvor han som det sidste lænkede dens jernhalsbånd sammen med en anden kæde, der var blevet sømmet fast til væggen. Dernæst forlod han entréen med lidt sløve, slæbende skridt, tildelte hende en gestus, som indeholdt at han forsøgte at vinke hende hen til sig, prøvede med dét at sige til hende, at hun bare skulle følge med, hvorefter han vadede ind i det rum, der udgjorde køkkenet i hans hus, der ikke ligefrem var særlig festligt at være i. Der var ikke som sådan nogle specielle farver, der skilte sig bare lidt ud fra alt det sorte og hvide, og det hele var sådan set bare ret trist at se på; og så var der rodet. Der var simpelthen rod overalt. Både på gulvet, bordet i køkkenet, der var fuldstændig overfyldt med alle mulige genstane, hvor det meste bestod af tomme såvel som halvfyldte flasker, og så var der ellers op til flere lukkede poser, der tydeligvis indeholdt en form for pulver, kanyler i alle størrelser og selv et par værktøjsredskaber havde fundet vej ind i husets køkken. Med andre ord ville det i hvert fald være synd at sige, at han var et ordensmenneske, eller bare havde den mindste, lille form for rengøringsvanvid; for dét havde han tværtimod. "Hvis du vil ha' noget, må du selv tage. Men hold dig væk fra det øverste skab," mumlede han, nikkede en enkelt gang i retning af et skab, der havde plads ovenover køkkenbordet og ved siden af det eneste vindue, der var i køkkenet, og derpå drejede han en halv omgang rundt for så at forsætte ind i et andet rum, der højst sandsynligt var stuen, efter at have taget en mindre kasse op fra bordet, holdt den i et løst greb i sin ene hånd og rodede rundt i plastikkassens indhold med den anden. Han stoppede op i indgangen til den mindste lige så tilrodede stue, i selv samme øjeblik som han fiskede noget op fra kassens bund, placerede dét han havde hevet frem, der mest af alt lignede en forsamling krums, som blev holdt sammen af et hvidt papir, i den ene mundvig og fik hurtigt fundet en lighter frem fra den gennemsigtige kasse også, før han satte den fra sig på det lave bord foran sofaen, da han havde bevæget sig længere ind i rummet. Det tog ham ikke lang tid at få sat ild til gassen i lighteren, hvilket udløste et par gnister, der senere hen udviklede sig til en lille flamme, fik enden af jointen til at gløde og tog prompte et langt, tiltrængt drag af den, inden han smed den blå lighter fra sig, kastede den ned på et tilfældigt sted på gulvet og vendte sig efterfølgende om. Han traskede endnu en gang ind i køkkenet, passerede hende på vejen og fik lukket en af sine handskebeklædte hænder omkring hendes håndled, begyndte så at trække afsted med hende med kurs imod dén trappe, som førte op til første sal, loftet, dér hvor hans værelse lå. Med jævne mellemrum, efter at have holdt den inhalerede røg nede i lungerne i et vist tidsrum, sendte han nogle lysegrå røgringe ud i luften foran sig, og sekundet efter han havde taget det sidste skridt op af trappen, gik der ikke længe, før hans smil omsider vendte tilbage; startede som et lille, skævt ét, men bredte sig hurtigt, blev dog noget bøvet at se på, eftersom han havde den hvide rulle liggende spændt fast mellem sine blege læber. "Mmi' mvær'lse er der'e'ne ..." fik han mumlet, noget utydeligt og ret uforståeligt, men i tilfælde af at hun ikke ville fatte en disse af det, bøjede han sit hoved en anelse forover, nikkede svagt hen mod døren indtil sit værelse og flyttede derefter sit blik over på hende, trak endnu en gang på smilebåndet, så et mindst lige så kikset smil som det forrige trådte frem på hans læber. Han slap påfølgende hendes håndled, førte sin nu frie hånd op til munden, hvor han tog den rygende joint, holdt den imellem pege- og langefingeren, hvornæst han sjokkede hen til et forholsvis stort skab, der stod i enden af dét rum, der grænsede op til hans værelse. "Bare gå derind ... jeg kommer lige om lidt," sagde han med et lidt åndsfraværende tonefald og en let viften med hånden i et forsøg på at genne hende ind på værelset, fæstnede den ledige hånd på skabets håndtag og åbnede skabslågen.

Natalie var ikke yderligere overrasket over rodet. Over de ting der nu lå og flåd i bunker. Flaskerne, de små poser med det hvide pulver noget i som hun havde en fornemmelse af ikke var noget helt lovligt og værktøjerne. Men det kunne også bare være lige meget. Her var kun en smule mere rodet end på hendes værelse. Han havde jo også bare en del mere plads at rode på. Og så var det ikke alting hendes - de ting der har på hendes værelse. Hun var der jo ikke særlig tit. Hun rystede bare på hovedet af hans ord der havde samlet sig til en sætning i hendes hoved. Hun drak ikke og det så ikke ud til at været en kanton mælk her i rodet. Måske hvis hun var heldig kunne hun finde en der dog var for gammel men bare som et bevis på at han faktisk havde prøvet at leve sundt. Hun fulgte ikke med ham ind i stuen. Hun stod bare og studerede hvordan han nærmest hysterisk ledte efter noget i en eller anden random kasse af noget gennemsigtigt plastik troede hun. Så så hun sig ellers igen rundt i køkkenet. Fik banet vej hen til køkkenbordet hvor på at hun med lethed hoppede op. Ikke for at komme til de øverste skabe men bare for at sidde lidt med benene dinglende ned langs. Hun lod sine øjne lytte men nåede ikke ligefrem at slappe særlig meget af før at stanken af røg kom hende imod med et greb om hendes håndled som følgessven. Hun åbnede igen sine klare grå øjne og så kort på ham. Selv mente hun ikke hendes øjne var noget at være helt stolte af. De var en smule anderledes da det ikke var en mørk farve. Men en lys. Bare ikke alt for lys. En farve der gjorde dem..specielle? Hun havde ikke rigtigt af nogen øjenkontakt med Chase. Det havde nu heller ikke været noget hun søgte med samme desperate handling som når han trængt til en smøg. Eller en joint. Eller hvad folk nu valgt at kalde dem. Mange mente at hun var lidt af et ynkeligt pigebarn da hun aldrig i hendes liv havde hverken røget eller drukket. Men hun levede vel endnu så det var ikke livsnødvendigt. Hun havde dog heller ikke noget større problem med at andre gjorde. Så længe de bare holdt hende udenfor omkring det. Hun nåede lige at selv sætte lidt af før at han træk hende med sig. Igen startede det med nogle få klodsede skridt men hun var da begyndt at få mere og mere styr på det. Hun fulgte lydigt med selvom at hendes indre lyst nu mere var at vride sig fri og spænde ud af døren. Planen var enkel og dog ikke idiotsikker. Og det vidste hun så hun lod være. Hendes blik var rettet hen over hans ene skulder. Så hvordan første sal kom med i møde. Da han igen stoppede gjorde hun det samme. Lige tidsnok til ikke at gå ind i ham. Han så ikke helt ud til at være på højkant. Det var egentligt en hurtig virkning den havde på ham. Åndssvage fjols.. Hun prøvede at holde vejret - uden held - for ikke at indånde noget af den røg der kom fra ham. Hun så mod døren som nok var hans værelse. Hun skulle til at gå derhen da han selv træk hende der hen med sig. Hun sagde ikke et ord under hele halløjet. Hvad skulle hun sige? Der var ingen rette ord til dette øjeblik. Ikke andet end lettere utilfredse lyde som af og til ikke helt passede. Eller hvad? Det var svært at finde helt ud af nu. Hun trak ikke sin hånd til sig sådan med det samme som hun ellers plejede. Hun lod den bare hænge slapt ned langs siden. Hun tog den så op lidt efter og gned blidt sit håndled. Ikke fordi at det havde gjort specielt meget ondt som så. Det var mere fordi at følelsen af at han havde holdt fast stadig var der. For nogen var det en behagelig følelse men for andre var det ubehageligt. Hun vidste ikke hvilken af delene da det bare var en mærkelig følelse for hende. Hun så mod ham da han igen sagde noget til hende. Noget mere tydeligt. Hun forstod i hvert fald alle ordene. Om hun ville adlyde dem var jo hendes beslutning. Hun nikkede kort som en bekræftelse men hun blev bare stående. Hun fulgte ham med blikket da han gik hen til et eller anden skab for enden af den gang eller det rum de nu stod i. Hvad mon der gemte sig derinde? Sikkert noget hun ikke ville vide alligevel når det kom til stykket. Hun havde en lidt dårlig fornemmelse om det men også en del nysgerrig over den viden hun kunne få ved at smugkigge. Hun lod være. Hun drejede hovedet så hun nu så mod døren hun ellers skulle gå ind ad. Døren var en smule åben allerede så hun bare kunne skubbe den op med stort set ingen styrke. Hun fik et skridt tættere på og åbnede der efter døren nogenlunde helt op. Hun så ind i værelset og tøvede ikke med at gå ind i det nok også rodede rum. Hun lod døren lukke lidt i efter sig mens at hun gik videre gennem værelset. Hen over det let knirkende gulv og hendes mål var sat. Bestemt og klart. Hen mod vinduet. Ikke fordi at hun ville springe ud af det bare for at komme væk fra alt og alle. Nej sådan havde hun det ikke med sit liv. Hun havde det vel fint. Hun levede et måske lidt krævende men stadig normalt mellemklasse liv. Med sine medgange og med sine modgange. Mente hun selv. Hun prøvede dog stadig kun at holde sig for sig selv for at undgå store fejl. Og hvad hun ikke vidste, var at hun netop havde lavet den største af den slags ved at gøre det hun havde gjort. Men det var vel for sent nu og hun var ligeglad. Hun stoppede op da hun næsten stod helt op af væggen ved vinduet. Hun så ud af vinduet. Mod gaden der kunne ses fra det. Så begyndte hun fingernemt at åbne det. Hun skubbede det næsten helt op før at hun så lænede sig mod det. Satte sine albuer mod vindueskarmen. Et lavmælt suk kom fra hende mens at hun støttede sit hoved i sine hænder. ”For helved! Få dog lidt mere styr på mine tanker…” mumlede hun svagt for sig selv og lukkede sine øjne. Hendes hoved blev slapt vendt ned ad og hendes pandehår faldt end som et slår af hendes rødlige og bølgede hår. Hvorfor hun lige skulle sige dette vidste hun ikke men hun kunne jo ikke tænke. Så pludselig kunne en svag nynnen høres fra hende. Hun havde med sikkerhed ikke selv opdaget det for hun sang stort set aldrig da der tit skete lidt mærkelige ting når hun valgte at gøre det. Dog var der ikke rigtigt noget speciel ved den nynnen der kom fra hende. Ikke udover at man jo ikke hørte det hver dag. Og hvorfor hun nynnede var lidt af et mysterium..