True White Okami Light... (Kida - Privat)

”du er på ingen måde en gud!” sagde Kida koldt og fortsatte med at gå stadig med ryggen til …” allerhøjest en vanddæmon” sagde hun uintraseret, hun havde ingen gang vendt sig for at se hende. Hun kunne føle på ’ulvens’ aura at hun ikke var gud. Kida himlede med øjende og gik fortsat ”gå ned og svøm i stedet… du er spild af min tid!” sagde hun koldt. Skyggen knorede lydløst ikke fordi den var bange men fordi den ikke kunne li hende.

Oto lukkede øjnene i et mildt, men svagt overlegnt grin. "Nej undskyld, du har ret." Sagde hun med grinet i stemmen. Sandt nok, hun stammede kun fra dem. Hun åbnede så de blå øjne igen. "Dæmon? Skulle det være en fornærmelse?" Sagde hun så igen med grinet i stemmen. Hun sprang så med to spring elegant mod hende. Bag hende hang et slør af vand der blidt faldt til jorden og forsvandt. Hvorfor fulgte hun efter denne pige? Who knows. Hun lo kort af hendes kommentar. "Men det var stadig ikke særlig smart... Hvad regnede du egnelig med der ville ske ved at smide mig i søen?" Sagde hun endnu en gang med grinet i stemmen. Hun trippede blidt afsted og svang blidt med den snehvide hale.

//Krea svigt z_z//

”slf har jeg det” sagde hun kækt og fortsatte. ”nej det er ikke en fornærmelse… behøver alt jeg siger være det?...” sagde hun kækt men med en meget kold undertone. ”dumme tøs” mumlede hun lavt på næsten russisk. Kida himlede med øjende da hun fulgte efter… ”hvad vil du?” spurgte hun koldt og vendt sig om… hun virkede på ingen måde overrasket over at se hende, ej heller skræmt eller bange, hun havde ingen gang respekt for hende. Faktisk gad hun hende ikke, denne wannabe ulv kede hende utroligt meget. ”jeg regnede med at du ville blive våd” sagde hun koldt med en smugle sarkastisk undertone. Helt ærligt hvad regnede hun med?... at hun ville dø af hedeslag eller forbrændinger … *så brug dog hovedet* tænkte hun og himlede med øjende.

Oto fnøs med et lille grin over hendes bemærkninger. "Man er nok lidt hidsig?" Sagde hun med et drillende grin i stemmen. Hun rystede kort det tøre pels og så på hende igen. "Kende dit navn såmen, det er vel kun fair du kender mit ene navn og at jeg så kender dit?" Sagd ehun med sin drillende, men milde undertone. Hun kunne mærke at hun irriterede hende.. For Kyouga's skyld burde hun skride og lade hende være i fred, og så snakke med hende efter hun havde haft fat i Kyouga. Hun gabte roligt o så igen på hende. "Er du altid så kold og negativ?" Sagde hun så med et mildt, men drilagtigt grin i stemmen. Oto slog blidt en gang med den hvide hale med den mærkværdige udsmykning og lagde hovedet let på skrå.

”ja slf er jeg det” sagde hun køligt… hun hævede et øjenbryn og fnøs da hun sagde dette… ”jeg er Kida” mumlede hun og blev en smugle ireteret over at hun ikke havde sagt dette noget før… Hun betragtede hende koldt dog uden at sige et eneste ord. Da pigen eller ’ulven’ atter åbnede munden råbte og skreg Kida indvendigt om denne ’ting’ ikke snart ville holde kæft… ”nej jeg er normal ikke så niggativ… eller gnaven hvad man nu vil kalde det… nigutinen virker bare først om lidt” mumlede hun forklarende dog koldt. Hun skulle til at vende sig men ventede kort og så på hvad hun gjorde. Hun hævede et øjenbryn af det ’ulven’ gjorde men vendte sig derefter for at gå.

Oto lo endnu en gang kort af denne Kida pige. "Typisk." Sagde hun med et mildt grin i stemmen Hun vendte så om og dansede tilbage mod søen. "Men så, Kida, vil jeg for Kyouga's skyld lade dig være." Sagde hun med en drilsk tone i den ellers så blide og melodiske stemme. Med 4 blide, elegante spring var sad hun igen på stenen. Hun havde egnelig ikke lyst til at gå, eller at holde op med at 'irritere' denne Kida, men hun kunne ikke få sig selv til at genere en af Kyouga's kære på den måde.. Hvem ved? Måske ville han blive sur på hende over det eller noget i den stil? Bare tanken gjorde egnelig Oto, eller rettere sagt Angel lettere trist inden i. Hun så så blot roligtned på sit spejlbillede, dog klar til at reagere hvis Kida skulle få lyst til at lege lidt mere med hende.

*typisk hvad?* tænkte hun men gad ikke spørge denne ’pestilens’ ville nok bare være glad for at hun blev snakket til. Kida fortsatte med at gå og himlede med øjende over dette ’væsen’ som hun ville nægte at kalde en rigtig ulv. ”tak” svarede hun sarkastisk til ’væsnet’ hun var næsten ude af syns vide da hun vendte sig om for en sidste gang at betragte denne ’tingest’. Hun fnøs hånligt af hende og så med et koldt blik på hende.