Nattens illustioner~ (Privat - Nero)

Et nyt ansigt i byen bevægede sig rundt i nattens mørke kroge. Nero, som drengen hed, gik igennem de tomme gader. Alt ved ham lignede et menneske, det eneste der afslørede hans race var duften. Den specielle duft som kun tilhørte varulve race. *morder...kujon* Blev en lille stemme i hans hovede ved med at sige *Ynkelige væsen!... ynkelige morder!* Sådan var det vel at have skizofren, han var så van til det at de ord ikke længere påvirkede ham. De var nok de ord som han inderst inde synes om sig selv. Det var jo sandt, han var en ynkelig morder der dræbte for andre. Der var mange i byen der dræbte, men de dræbte for dem selv fordi de havde behov for det. Men Nero dræbte for andres skyld. Dræbte folk på kommando. Du er et våben der skal tjene os var det som han altid havde fået fortalt lige siden at han var spæd, så han kunne jo ikke andet end at tro dem.

Stemmerne blev overdøvet af en lille knirken fra en rusten gynge. Nero vende hans grønne øjne imod gyngen og så en ung pige. Hendes grå'violete øjne var det førte som faldt ham ind, den sødlige duft af blod lå svagt over hende. *Vampyr?* tænkte han og havde intet imod denne race selvom at de var født til at være dødsfjender. Varulve og vampyrer havde jo ikke det bedste forhold til hinanden. Det betød dog ikke så meget hvilken race hun tilhørte, hun var en 'levende' person ligesom alle andre. "Godaften" sagde Nero med et smil og to meters afstand. Han ville ikke være ubehøvlet, så derfor gik han ikke for tæt på.

Hun havde, kunne ane noget i luften i et stykke tid nu. Hvad det havde været, havde hun ikke kunne opfange så hurtigt. Dog var det en duft der forekom hende kendt og ukendt på samme tid. Det pirrede hendes nysgerrighed til det yderste, små detaljer som disse var tit hvad der skulle til for at få vakt Nana’s opmærksomhed. Og dog kunne de mest i øjenfaldende ting, gå hen over hovedet på hende. Hun lukkede kort øjnene og fæstnede grebet om gyngen, hvis hun koncentrerede sig godt nok. Så ville hun hurtigere kunne opsnappe mere af duften og på den måde også finde frem til hvilken race den tilhørte. Efter få sekunder, spillede hun øjne op og hendes pupiller blev dybere og mørkere, før de igen blev helt små og katteagtige igen.

En varulv? Nanase kunne ikke helt tror, hvad hendes sanser fortalt hende. Det var ikke fordi hun havde et had til dem, nej slet ikke. Dog havde hun haft nok sammenstød med dem til at vide, at de havde en kort lunte og til tider kunne angribe uden den helt store begrundelse. Et svagt smil bredte sig på Nana’s læber, selv om vampyrer og varulve var naturlige fjender, så mindede de skam stadig en hel del om hinanden. Hun vippede roligt afventende den fremmede, skikkelse der kunne dukke op hvert sekund. Og da han endelig blev synlig, ville det være alt andet end, en underdrivelse at sige hun blev overrasket. De få varulve hun havde stødt på havde set forfærdelig ud og stank langt væk af størknet blod. Men dette eksemplar, så tværtimod godt ud. ”Godaften” Hun smilte blidt og gav et høfligt nik som hilsen. Det var ikke så tit hun stødte på væsner med en smule høflighed.
”Jeg ser ikke nogen grund til at udgyd blod, så du kan sagtens komme tættere på”. Hun nikkede med et grin, det lå ikke i hendes planer at gøre ham fortræd. Hun havde jo ingen grund til det, selv om det dog lå i deres natur.

Varulve havde meget korte lunter, selv Nero, men han tog beroligende hver dag. Det gjorder det nemmere at kontrollere den evige flamme inden i ham der ville angribe alle som sagde noget forkert. Det er svært, men efter 18 års træning lære man at styre det. Nej Nero lugtede ikke af størknet blod. Hans Herre brød sig ikke om 'beskidte hunde' så han passede på med alt blodet der kom fra ofrende, for ellers ville han bare på gaden igen.

Nero nikkede og gik tættere på, han havde heller ikke nogen intention om at angribe hende. Han havde, ligesom hende, ingen grund til det. Hun var dog anderledes end de andre vampyrer, for bare lugten af varulve kunne få deres blod til at toge. Det var meget beroligende at se at der i det mindste var èn venlig vampyr i denne by. "hvad laver du her ude? leder efter et bytte? Eller nyder nattens stilhed? " Stilheden om natten var nok det bedste også den friske natteluft. De grønne øjne studerede hende, hun var på samme alder som ham. Ung og køn var hun også, ligesom alle de andre natte væsner der fik udseendet for at tiltrække deres ofre. Enlig havde han intet problem med at give blod ud til vampyrer, så længe at han bare beholde hans liv. Dog var det ikke alle som var glade for dette, vis en vampyr drikker varulve blod, ville de blive langt stærkere end de er nu.

Vampyrer havde ikke decideret en kort lunte, de havde bare en tendens til at skaffe hvad end der irriterede dem, af vejen. Og det gik ikke altid lige roligt for sig, som f.eks dette øjeblik lige nu. Hvis det ikke havde været for års træning og tålmodighed, havde Nana 100% chikaneret manden, indtil han sikkert fuldstændig gik amok på hende. Hun kunne ikke lade vær med at smile en smule, for den smule blod der kørte rundt i hendes krop, var ved at give hende små elektriske stød. Da hendes races nummer et fjende, jo faktisk stod i nærheden af hende.

Da han kom tættere på, blev hendes krop forunderligt nok, en anelse roligere. Det undrede hende, da det burde have haft den modsatte virkning. Hun satte hovedet på skrå og prøvede kort at analysere hans udseende, kropssprog og den mærkværdige aura han bar. I håb om at få færten af hvad, der gjorde at hun, mistede alt lysten til angribe, overhovedet. Hun lod tænkende sin pegefinger, hvile imod sin underlæbe.
"Bytte? Nej ikk rigtig"
Hun grinte og rettede sit blik imod himmlen.
"Tænkte jeg ville nyde lidt af aftenens skønhed, før jeg gik ud og fandt mig et nyt legetøj"
Hun satte hovedet på skrå og lod igen sit blik falde på sit selskab. Hvorfor lyve? Mennesker havde jo ikke en anden værdi, end den man gav dem.
"Hvad med dig?"
En smule nysgerrighed kunne spottes, i de yndefulde øjne. Udseendsmæssigt havde hun aldrig taget ham for at være en varulv, men det viste han ku sit kram. At lokke sit bytte, med det pletfri ydre.

"Nyder aftenen, det er den bedste tid på dagen. " forklarede Nero og følte sig også ekstrem rolig i nærheden af Nanase. Han så hende ikke som en fjende og derfor forholde han sig roligt. Men selvom at trykheden var der, slippende han hende ikke af syne. Han studerede stadig hver enkel af hendes bevægelser.

"Et legetøj" gentog Nero tænkende. Han måtte indrømme at et såkaldt legetøj, ikke lød så slemt. Mennesker knyttede sig tit til ham da de så ham som en af deres egne. Det var nemt at lege med dem eller bare at dræbe dem med det samme. Mennesker var utrolig svage, og det var det som gjorder at de tit blev set ned på. Men han var ikke rigtig typen som dræbte dem ud af ingen grund. Mest fordi at menneskekød ikke stod som hans ynglings ret, i dette årti var der så meget andet end menneskekød. Men også at han respekterede alt liv og dræbte kun vis der var en grund. "Såå, hvor længe har du så været i byen?" Nero var jo forholdsvis nu i denne by og kende derfor ikke så meget til dens hemmeligheder eller historie.

//undskyld at det blev kort =.= //

Nana nikkede blidt med øjne lukket, hun trak langsomt vejret, for i en kort stund at suge nattens til sig. Selv om hun lige nu, var fysisk tilstede. Kunne hun nu og da mærke at hendes tanker trak, hende væk til et andet sted. Hun åbnede igen øjne og overraskende nok, var hendes øjne nu lima-grønne, med små hint af guld. Den øjenfarve der retmæssigt var hendes, men hun dog aldrig bar. Hun havde skiftet den så mange gange, at folk ikke vidste hvilken en der var hendes naturlige, men det var jo alt en del af spillet.

Hun smilte med hovedet hvilende på det kolde metal.
"Nu må du helst ikke tro, at jeg er en kynisk sindsforvirret psykopat."
Hun kunne ikke lade vær med at grine af tanken og rystede roligt på hovedet. Igen lod hun sit lettere tågede blik, lande på ham igen.
"Jeg har været her, lige siden byen blev bygget."
Hun så rundt med et mindre suk, før hun igen smilte svagt.
"Dog har jeg skam også været andre steder"
Nanase så nysgerrigt på varulven, gad vide hvad hans historie kunne være.
"Hvad med dig? Er du nytilkommet eller?"
Hovedet var som altid sat på skrå, det var en næsten komisk vane hun havde.

//soowie! for det virkelig langsomme svar T_T//