Nattens Hemmeligheder. (Kajika [privat])

Tid: 23:54
Sted: Stranden La Plage
Vejr: Det er køligt, dog klart og stjernerne er ude
Dato: Vi er midt i sommeren, så det er lyst
Omgivelser: Havet, stjerner og et par eksotiske træer




Chris sad nede ved stranden, og kiggede på den sol, der langsomt svandt ned i horisonten. Eftersom solen forsvandt begyndte der at blive ret koldt, og Chris kunne intet mærke. Han var død, så det var ikek et problem. Han var alligevel helt kold, og ødelagt. Han kiggede sig omkring. Alle havde forladt stranden, og han sad nu alene, ret forstående. Hvem ville også være på stranden nu? Efter alle havde forladt, sad Chris der stadig, og ventede bare på, det blev mørkt, så han kunne være alene med sit rette element: det mørke, uendeligt kolde dyb. Selve natten. Den som nogle folk var bange for. Den som andre folk så for skadelige. Og de tredje slags mennesker, der ikke tror, der er andet end mørke. Men de mennesker villet age grueligt fejl, hvis de mødte en dæmon! Men det ville også være første og sidste gang, de ville se en dæmon, og natten igen så. Dæmoner var de bedste snigmordere, og nogle af de mest udsøgte dræbermaskiner, og de kunne skille sig af med lig på få sekunder.
Chris var indforstået med det med, at andre folk ikke var, eller ville være på stranden, og han kunne godt forstå dem, og så alligevel ikke. Det var stadig dejligt vejr. Måske andre ville komme hernned i løbet af natten? Bare tanken gjorde, at han blev lysvågen og emre på vagt.

vis man hørte godt efter kunne man høre en jogger som man kaldte det, i de fleste film blev de altid nedlagt eller dræbt i gyser for det meste, kajika var dog ej blevet dræbt eller var død, kun halv på en måde, hendes engle side var jo en slags død og hendes aspara var overnaturlig væsen fyldt med ynde og skønhed der overgik alle og engle duften spredte sig let til alle hjørner af stranden i det hun løb i det dejlige sand i nogen sandaler dog undgik hun sand mellem tærene, mens hendes lange smukke opsatte hår i en fletning, blidt piskede hende ned af ryggen, en fletning der let kunne rives fat i og holde hende nede hjælpeløs vis det var.. hun smilede og emmede af uskyldighed mens hun løb der glinsede hendes gyldebrune guld agtig krop og hendes smukke hav blå dådyr øjne funklede som de fyldige læber. Hun var lige over for det sted nu hvor Chris var og havde slet ikke lagt mærke til ham i det hun hørte musik fra sin mobil.. hun var iført hvide shorts med en lomme og en top der stoppede under brysterne så maven var til at se, den smukke stramme mave

Chris kunne tydeligt høre, at der kom nogen. Men hvem kunne han ikke høre. Men det ville heller ikke være normalt, hvis man kunne høre det på skridtene. Han lukkede øjnene, og lænede sig bag over. Han hørte, hvordan hendes fødder ramte sandet hele tiden. Gav en lille rystelse, for hver gang hun ramte jorden. Han ville ikke kigge, for det var noget med en engel. Det kunne han dufte. Han lukkede øjnene, og lukkede hånden fast. Han kunne mærke, hvordan sandet gled ud mellem hans små mellemrum. Han bed sig kort i læben. Han vidste, at engle var smukke, så han ville ikke forelske sig ved første blik. Det kunne han ikke tillade sig. Ikke fordi han var forelsket, eller havde kæreste på, men han kunne ikke tillade sig det. Han måtte vel bare lukke ørene og næsen, og undgå fristelsen ved at kigge på englen. Han sukkede, måske lidt for højt, da de var de eneste to på stranden. Der var ikke andet der larmede, kun Chris' suk, som brød tavsheden. Per refleks slog han hånden op for munden, og fik de tanker af, at han havde kvajet sig - hvilket han sikekrt også havde. Kvajet sig, og afsløret sig selv.

kajika fornemmede der var en dæmon til stede og stoppede brat op i det hun kiggede rundt og fornemmede ham let nær sig, hun kunne lugte på folk hvad de var så chris var ingen ! undtagelse, hun smilede let for sig selv i det hun var en blanding var hun dobbelt så stærk mod en original race, dog ikke vis racen besad en mægtig evne over hendes... kajika var ikke blot smuk men gudinde skøn, hun var en blanding af de smukkeste væsner i verden. Halv engel halv Aspara... hun gik stille hen mod fyren i det hun stoppede musikken og stod nu næsten over for ham og sagde"øhm?? Hallo??? ..... hvem er du" hun så på ham med de smukke store øjne der langsomt lod sig lukke i og op når hun skulle blinke og fugte øjnene normalt for folk at lukke og åbne øjnene.. hun så på ham og smilede kært i det hun roede sig undrende i håret over der var nogen så sent ude om natten men her stod hun og snakkede med en.... hendes lange flettede hår glinsede let mens hendes hofte skød let til siden for hun kunne sætte hånden på den og stod der lidt med hoften til siden og smilet over læberne

Chris duftede en gang til. Jo, det var en engel. Han åbnede svagt øjnene. Hun var smuk, men han følte sig - underligt nok - ikke farligt tiltrækkende af hendes skønhed. Han rejste sig stille. "Hvem jeg er, hvad jeg er. Hvorfor jeg er det. Så mange spørgsmål," sagde han stille, og lod et skær af mysterie i hans blod røde øjne, der skinnede svagt, mens solen var ved at gå helt ned. Han betragtede hende med sine skinnende 'diamant'-øjne. "Meget upraktisk tøj. Kender du ikke til lyster, fristelser og voldtægt?," spurgte han stille, og trådte et skridt tættere på hende. Ikke fordi han ville hende noget, men mere fordi han ikke så godt kunne se hende i mørket. "Forsøger du at tiltrække det mandlige køn? ... eller går du bare i det tøj, du føler dig tilpas i?," spurgte han roligt, og rettede lidt på sit sorte hår, som ikke sad helt korrekt. Han skubbede det fortsat ned mod øjet, mens et lille smil på hans læber blegnede i mørket. Han sukkede stille, og rystede på hovedet. Hvordan kunne man frivilligt gå i det tøj?

kajika så undrende på ham og tog hånden op til hovedet og rystede let på hovedet så fletningen bagved bevægede sig i takt til hoved bevægelsen og grinte let i det hun så på ham og sagde"normalt undgår jeg alle fordi jeg er eftersøgt og ikke nok med det så er jeg ude og jogge??.... og så har jeg blot dette på fordi jeg ellers aldrig støder ind i folk men nu var du her jo? og jeg kunne spørger dig siden du er her helt alene og nærmest gemte dig, er du en af disse lystende tiltrækkelses voldtægts fyre? eller tager jeg blot helt fejl" hun grinte lidt og smilede sødt i det hun intet mente ondt og hun snakkede os roligt og sødt til ham med en yndig stemme. hun ville jo ikke virke frastødende eller ond eller noget hun ikke var?. Hun betragtede ham let og så mod havet i det hun vendte sig mod ham igen og sagde"Hvad er du egenlig?, dæmon" hun prøvede at få duften af ham så hun kunne lugt hvad han var

Chris kiggede roligt på hende. "Jeg synes stadig, det tøj er meget upraktisk til en løbetur, om natten," sagde han stille. "Vi dæmoner er jo ude om natten. Det er vores natur som skyggerne er ude efter dig," sagde han mystisk. "Ens skygge hænger man på - dag og nat. Ligesom os dæmoner, bare nat," sagde han, og gik hen til hende. Han hviskede hende hårdt i øret. "Måske!" Han stillede sig om bag hende. "Eftersøgt? Det må være hårdt for dig," sagde han stille. Han kiggede på hende, mens han betragtede hende i månens skær. "Du er smuk. Men jeg er ikke en pervers overfalds- eller voldtægsmand," sagde han med et lille smil, og lod sig dumpe ned i sandet. Det var dejligt at sidde på, næsten lige som vandet. Bortset fra, at sandet var meget varmere end alt det andet. Han kiggede ud mod månen, og tilbage på Kajika. Han lod sine røde øjne skinne i månens skær.

hendes øre var ved at springes da han gik hen til hende og sådan! råbte ind i hendes øre hårdt og bed tænderne sammen hårdt og sagde"hey! auv??? hvad skulle det dog til for din dumme dæmonius!" hun så mod ham lettere irriteret og tog sig til det stakkels øre der havde fået den hårde tone printet ind i hørelsen som et ekko der bare blev ved flere minutter efter overfaldet af den høje frekvens og sagde"nej det regnede jeg heller ikke med sådan en splejs som dig ville kunne altså overfalde en som mig og så nedlægge mig og tvinge mig til hot elskov selv om det ligner du kan byde på meget" hun ville blot hævne sig lidt med spydig snak fordi han sådan havde skræmt hende og så været så ond og sige sådan et hårdt ord ind i øret på hende... hun lod blidt hånden dumpe ned igen og rødmede let i det hun vendte ham ryggen og sagde"jeg syntes bare du skal være ligeglad med min påklædning når det værken tiltrækker dig eller tiltaler dig okay..... sådan løber jeg og de fleste i denne forfærdelige varme i stedet for at pakke sig ind så man næsten ikke kan løbe frit??"

"Hvem siger, det ikke tiltrækker mig? Men at jeg bare ikke vil voldtage dig?," sagde han stille. "En hot elskov? det tror jeg alligevel ikke, du kan byde på," sagde han - han ville have hævn over hendes spydige snak, som næsten kunne ses, at hun havde ild ud af munden. Som om hun havde spist chili - og var en tegnefilmsfigur. Han smilede roligt, og lod hovedet glide til siden. "Jeg forstår, men alligevel. Man kan godt tage en lidt længere trøje på?," sagde han, og tog hurtigt hænderne op som parader. "Men det er kun et forslag! Folk har ikke svært ved at voldtage dig," sagde han roligt, og rejste sig. Han kiggede koldt ud mod månen, mens han tyrede en stor sten, han havde fundet, lige ud i vandet. Det gav et ordentligt plask, og vandet eftergav sig det store plask, og lavede nogle bølger og ringe, der hvor resterne af de dråber, der brød vandoverfladen ramte. "Og jeg ville sagtens kunne tvinge dig til elskov. Hvem siger jeg ønsker det?," spurgte han stille. Han gik hen mod hende. "Månen er ... stor," sagde han. Mange ville nok tro, han bagte på hende, og ville ahve sagt: smuk, men nej. Det orkede han ikke.

Hendes ene øjenbryn var hævet i det hun så på ham med de hav blå øjne og smilede lettere lumsk og sagde"Nååårh så det tror du ikke hva" hendes grin kom lidt frem i det hun vendte sig mod ham og så på ham mens det lange smukke blonde hår stille lod sig følge bevægelsen igen mens hun i smug rettet lidt på sit tøj så det sad mere sexet dog ikke for hans skyld men hun ville nødig os se dum ud foran ham??. hun tog sig til munden og gik lidt ned i knæ nærmest som var hun i smerte og holdte sig over munden og faldt bagover i det mest! værste mest sjoveste grineflip og sagde"AHAH!!! HAHAH!! DIG!!! AAAHAHA!!! TVINGE MIG!!! HAHA! TIL ELSKOV! !HAHA om du så ville wonderboy så kunne du ikke, jeg har opdagede meget mægtigere folk en dig prøve uden held! selv et menneske ville være så meget stærkere end dig, hvad kan du måske ... haha!!! men dig tvinge mig årh ja det en af de ting man skal se før man tror det hahah" hun tørte sig under øjnene og sagde"årh man jeg tror aldrig jeg har grinet så groft... hahah sikke en joke, sådan nogen må du virkelig ikke fyre flere af ellers falder jeg da bare om hahah! med mavekramper" hun smilede uskyldigt og gik let i cirkler men stoppede op i det han gik mod hende, og så stod hun blot og lignede en ravisor eller noget meget mere kløgtigt end ham og sagde"hva vil du nu og ja månen er stor.... men nok ikke større end din røv" hun lod en finger blidt slå mod hendes bløde læber og blinkede drilsk til, ham i det hun begyndte at gå lidt til den ene side for at lægge afstand mellem dem*HAHAH! ham ville jeg aldrig kunne skræmmes! af"

Chris kiggede på hende. "Jeg har aldrig forsøgt overfald. Men en gang behøver ikke være den første." Han smilede roligt. "Hvis jeg ikke havde så stor en tålmodighed, så ville jeg sørge for, at du ikke kunne gå," sagde han stille. "Men det handler ikke om at se mægtig ud, for i en kamp gælder det om taktik, og hårde slag. Ikke magt," sagde han stille. Han betragtede hende, da hun var ved at dø af grin. Han lukkede kort øjnene. "Du sagde, du var eftersøgt?? Af Zane? Og hvad har du gjort?," spurgte han lusket, og satte sig ned i knæ til hende. "Du er da bare sød når du griner," sagde han stille. "En rigtig plageånd," sagde han, og spyttede hende ved et 'uheld' på ordet; plageånd. Han smilede hengivent. "Jeg har ikke tænkt mig, at overfalde dig, og voldtage dig. Mine venner siger, det er uhøfligt at lege med maden," sagde han lettere truende, og rejste sig. "Hyg dig," sagde han, og hoppede op på en gren. Han lod hurtigt grenen falde ned, da han havde brændt hul. "Hvis du ikke ønsker at blvie Zanes bytte, så burde du nok skynde dig. Når den flamme her er går ud ..." Han tændte op i grenen, han havde fået brædt fri. "Så gør du klogt i, ikke at være her mere. Måske er det et frit land, men du er uønsket i Vie-La-Mort," sagde han roligt.

Månens skær der blidt lyste dem op nu gjorde dem nærmest magiske i det, mens de havde dette blåtte skær over sig kunne man virkelig se hinanden og hvor smukke de var hver for sig og unikke, mens hun stille lod sit blik vandre over hans krop og tænkte*okay.... han er egenlig utrolig nuttet...* hun så flovt ned og rødmede utrolig meget dog var det ikke til at se men mere til at læse på hendes krop sprog."Og hvem siger så jeg er uønsket her og hvad vil du gør ved det duksedreng siden du stikker af på den der måde og ha ! dig gør så jeg ikke kunne gå, jeg vil væde med der end ikke er et hul der lille nok til den tændstik du har der" hun pegede på ham og smilede drilsk i det hun begyndte så småt at gå frem af mod ham og sagde"Kom så tiger vis mig hvad du dur til lille uskyldige dreng, vis du bedre end mig.... og jeg afviste zane i at være hans og nu når han er helt ond elsker han blot at jage mig" hun rakte tunge til ham og vendte ham ryggen og svang let med hofterne i det hun nynnede en melodi

"Jeg vil godt erkende, at jeg aldrig ville gå til Zane. Jeg har intet imod ham, men jeg har heller intet for ham. Han er som alle andre ... en person. Ikke andet. Han skal ikke være hersker. Han skal ikke have mere respekt. Han skal bare have en ordentlig omgang. For han er ikke bedre end andre," sagde han roligt, og satte sig i træet. "Du er uønsket af Zane," sagde han stille, og kravlede lidt højere op. Hans trøje var selv lidt for lille, så hans blottede hans træned emavemuskler. Han betragtede månen fra tætrtoppen, som svejede i luftens blide brise. "Hvad vil du have mig til at vise dig?," spurgte han, og slog vingerne ud, hvor efter han sprang ud over træet. Hans helt sorte vinger brød stilheden, hvor efter et stort sus kunne høres. Det blev helt stille igen. - han havde taget dæmon skikkelse. Han havde blandet sig mellen alt det andet sorte. Hans røde trøje blafrede ned i Kajikas ansigt. Han havde gemt sig bag et træ. Han rejste sig roligt, og trådte frem. "Nogen sinde set en dæmon i ægte skikkelse?," spurgte han stille, og trådte frem i månelyset. Hans brystmuskler var trænet, i det hele taget hele hans krop. trods han var sekste, havde han jo levet meget længere. Han var lidt over 900 år?

Kajika tog blidt trøjen i det hun skrig og slap den men tog den dog hurtigt op fra jorden i det hun tog den på og tog sit hår ud fra det flettede så det bølgede smukt ned af hendes ryg og månens skær fik det til at skinde i sin egen glans i det, hendes hår var helt platin blonde helt hvid og smuk. hun så mod træet i det hun gik få skridt bagud og sagde"Se nu er jeg ikke så ""nøgen"" som du jo ellers påstod jeg var så tak for trøjen det er en dejlig sovineur... sååååå! jeg tror bare jeg hurtigst muligt daffer af så dig og din store slemme dæmonius form kan hygge jer og måske æde nogen andre piger eller fyre vis du er til begge køn hahah men æde andre end blot mig" hun vendte hurtigt ryggen til ham i det han sikkert ikke! ville stoppe hende eller begynde noget intimt mellem dem i hans mega monster ! skræmmende ! dæmon form dog var hun ikke bange for ham fordi han havde været så høflig fra starten af og sagde"Øhm..... jeg har set en dæmon form før.... men den var mere menneskelig agtig i det???? sådan da..." hun så sig lidt over skuldren i det hun blev ved med at gå med lange faste skridt og tænkte*heh jeg overlever hvad ville han dog gøre tvinge mig til at være sød...*

"Og jeg må ikke få min trøje igen? Det er ikke en souvenir til dig. Det er en trøje til mig!," sagde han roligt, og kiggede over på hende. Hans trøje betød meget for ham. Det var det eneste han havde til at skjule sin krop - som han sjovt nok ikke var stolt af. Han hadede sig selv og sin krop. Han følte sig tyk, selv om han egentlig slet ikke var det. Han rejste sig stille op, og løb hen til hende i spring, og nok også lidt med at flyve. "Stop!," sagde han hårdt, og sprang over hende, hvor efter hans vinger gav et kort bask. Han landte foran hende, og hans brystkasse hoppede vildt. "Giv mig min trøje. Og løb så videre, og bliv voldtaget," sagde han stille. Hans respekt for hende var forsvundet, og hun var ikke andet end en plage i hans øjne. Hans øjne tindrede i natten af vrede. "Never ever mess with a demon!," sagde han roligt, og dog spydigt. "Aflevér, og så gå hen og bliev pulet hårdt i røven. For min skyld, dø. gør hvad du vil. Du skal bare ikke røre min trøje," sagde han vredt.

Hun så på ham vredt og skubbede ham af i det hun landet oven på ham og holdte ham nede og sagde"årh! ja fordi jeg elsker da os opmærksomhed!! fra liderlige fyre som dig eller andre" hun så på ham vredt og hvæste lidt i det, i det man kunne se de katte hugtand ligende hjøretænder hun havde i mens hun pressede ham ned mod jorden og slog sine smukke hvide dugnede vinger ud og baskede med dem for at holde ham hårdt! nede mod jorden og sagde"jeg ikke bange for dig og det var dig der startede med at sige jeg var for lidt påklædt ! blot fordi jeg er ved at bage ! op her ude og der aldrig er nogen ellers og jeg løber i SPORTS SHORTS OG TOP MED BH INDEN UNDER" hun så vredt på ham og viste tænder nærmest knurrende var hun i hendes sammen bidte had til ham nu og så ham dybt i øjnene i det hun gik ned til hans øre og sagde"DIN LILLE ""TØS""." hun slap ham og sad der med bene ud til siden ved ham og tog trøjen af i et ryk over hovedet og smed den hårdt mod ham og sagde"DØM IKKE ANDRE! før du har set på dig selv møg dæmon!... og HA never mess with a demon ! du knap nok halv! dæmon sådan som du skaber dig!" hun så væk og var træt af at blive behandlet som var hun blot udseende og figur!... hun trænede i det tøj og sådan var det fordi hun nød de rolige løbe ture... hun rejste sig helt fra ham og så ned mod ham i det hun trak vingerne ind og bed sig i underlæben, knyttede næverne og gik med hastige skridt fra ham mod byen og hen af fortoget...

Chris kunne ikke lide at bive holdt ned. Selv om det så var en engel, en med gode hensigter, hvad i ehlved, hun var, så ville han ikke bukke under. "Du er meget heldige, din billige tøs. Desuden er jeg ikke en ldierlig voldtægsmand. Men så snart der kommer en, så kan du ikke helt forsvare dig, vel? Du er ikke andet end en lille uskyldig pige. Du ved intet om godt og ondt, og kan ikke se det, og det så fløj direkte ind i dig. Måske er du i centrum for drenge, men for mig har du ingen respekt. Jeg forsøgte, og nu forsøger jeg igen," sagde han, og kiggede hende dybt i øjnene. "Hvis du ikke hopper af, så vil jeg ikke love for konsekvenserne," sagde han. Han betragtede hende, mens han rettede sig op. "Jeg bedte dig om at rejse dig, ikke om at trække tiden ud," sagde han hurtigt, og så en chacne, da hun bukkede trøjen over vingerne. Han tog fat i begge ender af trøjen, og strameede til, så hendes vinger blev helt mast i trøjens lille omkreds. Han skubbede hende hårdt ned mod jorden, og lod sine hænder blive glødende ved hendes håndled. "Hvis du ikke tager vare på dig selv, så vil du ikke kunne klare dig mod Zane!," sagde han, og lod sin trøje forblive stram. Han satte sig på hendes hænder, og holdt fast i trøjen ved hendes luftrør. Strangulerende. "Hvis du ikke snart opgiver denne lille - katten efter musen-legen, så burde du se dig om efter en gravsten. Er du med?!," spurgte han alvorligt, og burde have lukekt alle hendes evner af. Hendes vinger var ubrugelige, og hendes hænder og fødder var ude af stand til at ramme Chris. Han hvæsede hårdt af hende, og trak hnede op i en hurtig bevægelse, hvor efter han tog fat i trøjen, og slyngede hende - så let som hun var - hårdt ind i et træ, hvor efter at komme løbende med skulderen lige ind på ribbene af hende. "Jeg ønskede ikke det her. Men kan det ikke være anderledes? Forførelse virker ikke. OVervej dine muligheder," hvæsede han hårdt, og holdt hende presset op mod træet, stadig med trøjen tætsiddende om hendes vinger.

Kajika så overrasket på ham i det han klemte til ved trøjen skrig hun og prøvede at slå vingerne ind men det var der ikke mulighed for.. hun skrig og sagde"LAD MIG! GÅ! jeg bad ikke om opmærksomhed! og ingen får lov til at voldtage mig! jeg intet offer jeg prøver ikke at forfør sådan et svin! SOM DIG!!" hun skrig da han tog fat i hende og kastede hende ind i træet... hun mærkede barken mod sin hud og lukkede øjnene i det hun hørte ham komme løbende og mærkede si sit riben gi efter og stod blot der med åben mund og mærkede smerten inden i, men den forsvandt hurtigt igen i det knoglen stadig var presset inden i dog ikke brækket."Argh! er du sindsyg! og jeg kan godt se forskel på godt og ondt! du ond og jeg kender Zane´s kræfter jeg har haft mulighed for at dræbe ham 2 gange hvor ingen har! prøvet i nu... og arh" hun mærkede blodet strømme op i munden fra ribenet der havde sat noget i gang inden i og sagde"og så var det hans skyld jeg blev halv engel... han dræbte mig en gang!.... tror du så jeg vil lade ham få.... mig igen" hun skubbede ham væk i det hun fik gule øjne og som en kats.. Hun så vredt på ham i det hun sagde"MEN DU RØR MIG IKKE IGEN DIT!!! SVIN" hun så vredt på ham og rakte hånden i mod ham i det han intet kunne gøre fordi det var telekinese, og skubbede ham hårdt bagud med det så han ville ryge mod nogen sten og så rundt i det hun tog chancen og løb hen af gaden så hurtigt hun kunne og ind mellem nogen træer i skoven.... hun stoppede lidt efter og gik ned i knæ i det hun mærkede smerterne inden i og lukkede øjnene i og prøvede at hele sig selv...

Chris kiggede mod stenene, og baskede hårdt imod, så det tog meget af skaden. Han landte stille på stenen, dog skadede det hans ryg ret så skidt. Han kiggede hen mod Kajika. "Jeg er ikke færdig med dig. Og du er ikke færdig her!," sagde han stille, og lod sine ben ramme stenen, og hoppede frem ad. Slog vingerne ud, og baskede vildt og voldsomt mod hende. Han lod sig vinger trække ind, da han var ved at hale ind på hende. Han trak hænderne frem for sig, for at ryge hurtigere frem. Han greb om hendes ben, og gled hen ad jorden med hende bag efter. "Jeg synes, du burde tage op til Zane!," sagde han stille, og lod sine hænder ikke blive varme, men der gik ild i selve hele hans skikkelse. Han havde ild i omrids. Et rigtigt omvandrende sankt hans bål. "Hvis jeg var dig, så ville jeg passe lidt på. Sku aldrig en hund på hårene. Som du selv sagde; døm ikke folk på udseendet," sagde han stille. "Jeg er ikke bange for vold. Men jeg hader at bruge det," sagde han stille, og lod sine hænder fjerne fra hendes ben, da det nok var ret så varmt for hende, dahna var over 600 grader varm. Han betragtede hende. "Nok er du smuk. Men det hjælper dig ikke i sådan en situation," sagde han roligt, og kiggede hende hårdt i øjnene.

hendes blik flammede i det hun fik sig rejst op og knyttede hænderne og så op mod himlen og sagde"du har begået en temmelig stor fejl! land dreng!! du er sådan et ! selvoptaget bæst!, jeg bad ikke om den forbandelse at blive smuk jeg kan ikke forføre med evner! det sker blot okay... jeg kan li at løbe alene sådan her ! ... jeg har kroppen og alt ! til det så kom ikke og døm mig prettywomen!!!" hun grinte i det hun fik 3-4 træer om dem til at ryste ikke store men dog nogen lidt tykke nogen og hun spredte fingerne i det hun grinte og sagde"jeg kan mere end det ligner!" hun så mod ham nu med et killer blik og træerne susede mod ham direkte som var det pile der kom mod ham selv ikke en vampyr ville nok være hurtig til at komme væk fra træerne, men de fik os kun den fart fordi de var så tunge og kajika næsten ikke kunne styre deres fremgang... de blev slynget mod ham i det hun hurtigt løb mellem grene for at forsvinde for ham.... HUN VILLE IKKE HEN TIL ZANE!!... hun vidste der var mere end udseende men alle troede blot fordi hun var så smuk at hun brugte det!?? hun havde ingen magi til at forfør fyre??? det skete blot!..... hun hoppede over og bukkede under grene mens hun tjekkede bagved i det hun stoppede midt i skoven ved en lille skrænt på 4 meter og rev den dumme trøje af og i stykker af vrede i det hun så tilbage og mærkede vingerne var brækket.... så hun hoppede ud over skrænten og ned i det klare smukke vand og svømmede hen til breden og fik sig hevet op og hostede let af alt strøm vandet og så mod skranten i det hun løb videre mellem grene og krattet! så han ikke kunne bruge sine vinger der inde...

Chris kiggede på træerne. Han sukkede roligt, og lukkede øjnene. Hans flammende ydre brændte træerne på lang afstand. Han blev slet ikke ramt over hovedet. "Jeg havde ikke tænt mig at udlevere dig til Zane! Hvad skal jeg med alle de penge?," spurgte han stille, og smilede. Han spredte sine vinger ud, som også var omgivet af ild. Han fløj direkte gennem krattet, som hun nok havde stillet som en forhindring for ham, og sig selv, men krattet brændte bare, der hvor han fløj. Han fløj hurtigt hen mod hende, og stoppede op. "Min trøje. Tænk at vi kom skævt ind på hinanden, over en trøje?," sagde han, og fik det til at lyde endnu emre fjollet end det var. Han gik hen mod hende, hvor efter hans ild forsvandt. Hen genvandt kotrollen over sig selv, og var ikke længere vred. "Slap af," sagde han stille, og gik hen til hende. "Læg dig ned," sagde han stille, og lod hendes ryg bukke ned mod jorden, langsomt, med stærke, kontrollerede arme. Han lod hende vende på siden, så hendes vinger ikke gjorde så ondt. Han satte sig på knæ foran hende. "Jeg ønsker ikke, at blive mere uvenner med dig. Vi to er på samme niveau til at kæmpe. Er vi enige? Og vi kan ikke li' Zane, ingen af os. Så hvad er der at skændes over? - du har mit ord på, jeg ikke udlevere dig. Jeg vil helelre dække over dig, og beskytte dig, end at tæve dig. Så hellere angribe Zane," sagde han roligt, og kiggede på Kajika.

Hun så på ham da han kom flyvende og prøve at løbe til i det hun snublede og ramte jorden temmelig hårdt og vendte sig om i smerte og så på ham og blev blot ved med at kragle bagud og sagde"lad..... LAD MIG VÆRE!!! dit uhyre!!" hun så rundt og prøvede at angribe i det hun hørte ham sige det med trøjen så hun på ham med åben mund og var helt væk*hvad!???..... sker der lige for ham* hun rejste sig langsomt i det hun stille sagde"nej tror du virkelig!" hun bed sig i underlæben i det han kom tæt på hende og sagde"Nej jeg har ikke lyst til at slappe af blot du holder dig på afstand så...." hun mærkede hans arme om hendes krop og hvordan han fik hende ned og lægge og hun kunne intet gør end at lukkede øjnene med tænderne blidt bidt sammen og den røde nuance kom frem , lang rødmen og hvor så hun dog nuttet! UD!!... hun åbnede blidt øjnene i det hun rystede stille af smerte og sagde..."det skulle du ha tænkt... auv.... over noget før... før..... før du dømte mig..." hun så sig stille over skuldren med de klare glinsende øjne der var blå som havet og nuttet som dådyr øjne, mens hun i smug lod sig slikke over læberne for at fugte dem så de ikke sprækkede af tørhed... og sagde"Jeg.... jeg vil bare hjem!..." hun prøvede at rejse sig op men kunne ikke rigtig og kom kun til at sidde på knæ med armene mod jorden foran sig som støtte, en rystende støtte inden hun besvimede af smerte.... alt blev sort før hun fladt foran ham på jorden og ville være væk i noget tid

Chris led også af smerte, dog ikke så meget som hende. "Jeg ved, jeg burde have overvejet det lidt bedre. Undskyld," sagde han stille. Han greb hende, da han ville besvime igen. Han trak hende op i hans skød, hvor efter han nussede hendes kind. Han fjernede noget af hendes hår fra panden, og ville gerne vække liv i hende, men han ville ikke engang prøve. Hun skulle helst slappe af. Hvis han vidste, hvor hun boede, havde han alligevel taget hende med. Dog vidste han det ikke, og kunne ikke gøre meget andet. Han betragtede hende. Nok var hun smuk, men han ville ikke - og kunne ikke - udnytte hendes mistede bevidsthed. Han var ikke tændt af hende, men han var nok også den eneste, der ikke var det? Alle andre var vel bare blevet liderlig af hende, og hoppet på hende. Han kunne allerede se, at der ikke kun var mærker fra Chris selv, men også andre mærker? Dog ikke kraftige, eller tydelig. Han kørte en hånd gennem hendes hår, og krydsede fingre for, hun snart ville vågne. For at sidde med hende sådan - det ville nok alligevel være lidt for akavet? Eller hvad? Det såt i hvert fald ikke normalt ud. en kamp næsten til døden. Hun var i hvert fald hårdt skadet, og rimeligt meget i fare.m Men hun ville vel kunne klare sig selv.

Kajika vågnede lidt tid efter og mærkede de blide strøg mod sin kind og mærkede hvordan håret blidt blev berørt mens hun havde været helt væk, det var egenlig mærkeligt at kroppen bare sådan kunne gå ned og så ikke mere samarbejde med ens sind mere??... hun åbnede blidt øjnene og så på Chris i det hun blidt lod sig kramme ind til ham og hviskede med den stemme hun nu havde yndigt dog ikke for forførisk hun ville nødig ha han blev helt ivrig eller han dømte hende igen... "undskyld.... jeg.... jeg dømte dig for hurtigt..." hun bed tænderne sammen i det hun stille kom til at bide hul i underlæben da hun skiftede fra at bide tændere hårdt sammen til at bide sig i underlæben-... en lille blod streg fra hendes mundvig kom frem, som havde nogen pindslede den lang og rød ned fra de fyldige læber og så ned til hagen i det, blodet blidt dryppede der fra... hun så op mod Chris uskyldigt og sagde"jeg har været til megen besvær vis du... vis du bringer mig hjem så skal jeg nok ordne dine skader det lover jeg dig" hun så på ham og hun mente det virkelig.... hun anede slet ikke om hun kunne gå eller noget... hele hendes verden var lettere tåget.. hun fortalte ham hvor hun boede inde i terra i en lejlighed og ventede blot på om han ville bære hende eller blot efterlade hende

Chris kiggede på hende. "Jeg går desværre ikke ind i Terra. Zane kan være der. Og hvis jeg går der, med dig i armene. Helt såret. Så ville folk tro, jeg var på vej for at udlevere dig til Zane," sagde han stille. Han kunne mærke, hun kastede sig i armene på ham. Han lod sine arme glide om lviet på hende, da han ikke ville røre hendes vinger. Han kiggede på hende, og fjernede hendes blod fra læben. "Det er okay, at du dømte mig på udseendet. For jeg ved, hvad jeg er, og ikke er. Og jeg er ikke en tøs. Jeg kan meget mere, end jeg ser ud til. Men jeg må indrømme, at jeg er overrasket over din præstation. Dog også overrasket over at du har kunnet slå Zane ihjel. Det vil jo sige, jeg kan dræbe Zane," sagde han roligt, og nussede hende i håret igen. "Jeg går ikke ind i Terra. Mine skader er lige meget. Jeg har ikke lidt overlast. Jeg er mere bekymret for dig," sagde han stille, og lod hendes krop glide ned ad hans roligt, og sørgede for, hun lå på siden, så hendes vinger ikke led overlast af hendes vægt. Ikke fordi hun vejede meget. Men hendes vinger kunne ikke klare meget mere. Det vidste selv Chris.