Saturens bane krydser mars' //Midori//

S: koret i domkirken
T: kort efter midnat
O: ingen, mørke sølsomme ekkoer
V: stjerneklart

Leldorins læberber bevægede sig lydløst. Et koldt hvidt lys krøb langsomt hen over gulvet i den tomme katedral i takt med månens bane over himmelen og dens stråler faldt ind gennem de høje, gotiske vinduer. Han knælede under buen op til koret der var udsmykket med gamle kalkmalerier af engle, måske enda erkeengle. Han interesserede sig dog ikke for kalkmalerierne, ikke i nat. Bag hans lukkede øjenlåg så han stjernehimlen for sig. Om mindre end en halv time ville Saturens og Mars bane skære hinanden og bekendtgøre 100 året for hans klans udrydelse. Månelyset skinnede på hans hvide hår og lagde dybe skygger under kindbenene og ved næsen så han lignede en maske af marmor. Han talte stadig lydløst tiden ved at nævne navnene på de drabte. Det var et ældgammelt lyselverritual som ærede de faldne, men denne gang var han alene med sorgen. Derfor var han gået hen i katedralen, modsat vampyre og varulve havde lyselver ingen frygt for kirker og det var ikke sjældent at man så en lyselver bede.

Mido der som ovenpå på sit værelse havde hørt noget nede fra kirken, og som dens beskytter af en art siden han boede der... så gik han stille ned ad trappen og så der var en høj mand knælende hende ved koret
"hmm..." han gik med små lydløse skridt hen til manden og så på ham.
han havde en hvid alt for stor skjorte på og hvide underbukser på, ikke andet.
samtidig sad hans hår i en hestehale og hans blå øjne skinnede selvom der ikke var noget lys.. var det en pige? ville de fleste tænke første gang
"Undskyld min gode herre, men er det ikke lidt sent de er her" I den ene hånd holdte han en bamse, en lille brun bamse der så ud til at være gammel
Han små vinger der ikke var i stand til at flyve med lå foldet ind mod hans krop, han gned sig stille i øjet

Et svagt smil gled hen over hans ansigt, men det var kun en svag antydning som en krusning på en vandoverflade. "Jeg er ked af at jeg vækkede dig" Han drejede hovedet mog englen og åbnede øjnene, de tindrede i mørket, en underlig blanding af grønt og blåt. Han betragtede drengen stille. "Du behøver ikke tiltale mig "herre"" han smilede, denne gange mere tydeligt. "Jeg skal ikke forstyre dig meget længere, blot..." han lykkede øjnene kort "...et kvarters tid". Han så lidt på bamsen i drengen hånd "må jeg det?" hans stemme var dyb og rolig.

Mido nikkede stille og smilte så, han satte sig ned på sine knæ ved siden af ham "jeg vil gerne bede om lov til at holde dem med selvskab" han krammede sin bamse ind til sig selv "det er rart at bede når man har mistet nogen der betyder meget for en jo"
han lukekde stille sine øjne og bad, omkring hans forældre

Han betragtede tavs den lille engel ved sin side og smilede underligt ømt. Englen virkede som et billede på de uskyldige børn som var blevet dræbt for 100 år siden. "Ja" svarede han stille, og lukkede øjnene og mærkede hvordan øjeblikket nærmede sig mere og mere... Han bed sig i læben og spændte uvilkårligt i skuldrene.