gå tur i skoven om natten- Zann Bang og mikala

" ved det ikke jeg lå og slappe af da en kom og bed mig i halsen og jeg kan ikke lukke såren og det gøre så ondt " piv Mikala græde hun lag sig på ryggen så Zann kunne se såren på hendes hals hun græde og piv det gjore rigtig modbydlig ondt i hendes hals at hun næsten ikke kunne trække vejert

//Prøver så godt jeg kan fætter :P//

Damon kom frem fra sit skulested og han havde blod hængene fra mundvigen og hans øjne var faretrunene røde og det betød self at man ikke skulle komme påtværs af ham for det ville være rimelig dumt

Mikala hade stadig blod på halsen hun kunne dårliget træke vejer Damn hade beskadet hendes luftrør alvorliget Mikala på på Damon og ryste ved syndet af ham hun forsøget at komme væk fra ham men hun kunne knap nok rør sig ude af flæken

//logger//

Zann løftede Mikala op "Damon det kan du ikk mene du har gjord" sagde han og så på Damon med et farligt blik hans øjne var blevet sorte som var tegn på at han snart ikk kunne styre sin egen kraft han slog sin hånd ned i jorden med Mikala på skulderen et enorm jordskælv kom og før det var lettet var Zann væk med Mikala på skulderen de sad i en lysning Zann lavede en bobel af ild rundt om dem så ingen kunne komme ind til dem mens han lavede et Dæmon ritual som ville heale såret på Mikala og fjerne gift vis der var noget i hende

Mikala hade ondt i halssen hun pvi svaget hun viste ikke hvem som hade bidt hende i halsen Zann var en gode ven som vikke hjælpe hendes så meget han kunne lige som Inuyasha han ville hun kendet Zann ret godt

"jeg skal jo overleve"sagde han og satte af sted i vampyr fart

Mikala´s hals vae healde sammen igen takke været Zann en af hendes bedste venner i den verden men den hun elkser mest vara Inuyasha en dreng hun var så dyber forelskset i han var også forelsket i hende

Zann sad og healede såret færdig "så må jeg gøre hvad jeg skal" sagde han til Damon skjoldet forsvandt og Zann blev sin fulde Dæmon form og lavede et skjold rundt om Mikala "INGEN SKAL SKADE MINE VENNER HELLER IKK MIN FAMILIE" råbte han og fik det til at regne med meteor sten over hele skoven skjoldet om Mikala beskyttede hende men alt andet bortset for Zann selv self blev ramt af meteorer

Mikala ryste hun hade aldrig se Zann så vred fører nu hun ryste " Zann " sagde Mikala urolig for at han ville gøre noget maeget dumt i mod damon hun ville ikke se dem slås i mod hinanden de var jo fætter

han løb i vampyr fart mod udgangen af skoven og slap væk fra meteorene "hvorfor går det aldrig godt for mig når jeg skal drikke bliver jeg altid andgrapet og får næsten intet og vis det bliver ved er jeg snart ikke til mere"hvæsede han efter zann

"KOM HER DAMON OG SLÅS SOM EN VAMPYR OG DÆMON" råbte han og jorden rystede igen mens ilden næsten brændte hele skoven ned han så på mikala med sine sorte øjne "hvad er der mikala" sagde han (underligt nok) meget roligt og venligt som om han ikk var sur men han var heller ikk sur han var pisse vred

//time logger//

" du skræmer mig " sagde Mikala
hun satte sig op og så på dem
hun ville ikke se dem skade hinanden

Zann slappede af igen ilden forsvandt og han blev normal hans øjne blev brune og han fik sin normale form igen men han lignede ikk den samme som før han havde et nyt udseende som han ikk engang selv kendte det var en ny form nu manglede han bare sin sidste form og så ville han være stærkere end nogen anden og ville sikkert kunne besejre Zane som var hans mål

//logger desværre osse skrives i aften^^

Mikala ryste og græde
Zann hade skræmt hende
så meget at hun nok aldrig ville bliv sig selv igen


// okey //

Zann lænede sig ned og løftede hende op og gik hen til et træ satte hende op af det og så på hende med et bekymret blik mens han så på sig selv "fedt" sagde han og smilte han tog et blåt sværd frem "så lad os se hvad Zane siger til dette" han svang det og skar i træer med det han snittede dårligt et træ og så kattede det helt over som vis han havde hugget igennem det men han havde dårligt snittet det

//skal vi fortsætte?

Mikala kunne dårliget få luft damon hade skadet hendes luftrør alvorliget
hun sad på af træet Zann hade sat hende op af hun lukke øjne og lændet sig tilbage
imod træet hun faldt i søven hun hade haft en virkelig hård uge hun var blive
angrebet ag ikke minder end 30 fuld våden demonjæger

Zann healede hendes luftveje satte sig ved siden af hende og så mod himlen mens han smilte for sig selv han så mod Mikala og agede hende på ryggen før han rejste sig igen og lavede et skjold rundt om dem og satte sig ned igen mens han langsomt sang en sørgelig sang som minde for Velarian

Mikala græde Velarian var hendes ven hun saven ham rigtig meget ud over Zann var der ingen som forstod mikala til fulde hun lag sig græde ned under træet

Zann så på Mikala "Mikala søde hør her jeg forstår dig ikk helt så meget som jeg burde Velarian var ikk min ven som sådan men alligevel var der noget mellem os et slags venskab som langsomt voksede Kajika er den som deler din smerte mest han var hendes bedste ven" han sang videre meget sørgelig og trist melodi det lignede ikk Zann at synge sådan en sørgelig sang

Mikala breste helt i gråde hun hade altid midste ende sine venner eller veninder nu hade hun midste Velarian som hade reddet hende flere gang end hun kunne huske alt var forbi deres venskab var dødt lige som Velarian hun savne ham så meget men hun tænke på Inuyasha

Zanns mobil ringede han tog den og lyttede og lyste helt op "Mikala" han så på hende med et smil "Velarian er tilbage" han agede hende på ryggen mens han ventede på hun ville reagere på hvad han lige havde sagt "han er i live og har lavet en ny lejr og det hele han er tilbage i skoven"