Alt eller intet (Privat emne)

Tid: Aften, lige efter solen er gået ned
Sted: Kirkegården
Vejr: det regner svagt og småblæser
Omgivelser: Der er som altid kun Angelie

Som altid hylede vinden svagt hver gang den blidt rykkede fat i den efterhånden ret så rustne jernlåge. Lige præcis denne låge førte ind til kirkegården, som lå i Terre. Det sted hvor Angelies krop rent faktisk var begravet. Hun var jo intet andet end en omvandrende sjæl, der ikke havde fundet hvile. Imidlertid kunne hun stadig ikke forstå hvorfor hun ikke var svævet over til åndernes verden, efter den aften hvor hun langt om længe havde myrdet Faith. Hun havde smagt hævnens søde tand, og hun var også ret vild med den måtte hun indrømme.
Den spinkle kvindeskikkelse bevægede sig langsomt ud af kirkens indgang, efter hun havde haft en god lang samtale med præsten om livet og døden. Præsten var en hengiven mand, og en af de få i denne verden, som Angelie respekterede. At være guds udsending var et kald, som man ikke kunne sige nej til, havde præsten engang fortalt hende. Den oplysning havde fået hende til at tænke længe over livet.. Også det liv, som man havde efter døden.
Det rødbrune hår bølgede som altid efter hende, når hun bevægede sig ned imellem gravstenene. Angelie gik meget op i sit eget gravsted. Det skulle være pænt og rent, sådan foretrak hun det. Desuden var det utrolig sjældent, at der dukkede andre væsner end spøgelser op på denne tid, så det ville give hende tid til at tænke videre over hendes spekulationer. Den sorte tanktop sad pænt ind til den atletisk byggede krop, som bar præg af hård træning, men samtidig havde den stadig de kvindelige former, som var nødvendige efter hendes mening. Nederdelen, i samme farve, stoppede som altid midt på lårene, mens hun til sidst var barfodet. Angelie var altid barfodet, da det gav hende en følelse af, at være en del af naturen.. En del af moder natur, sådan som de var blevet skabt.
Angelies skridt gav blidt genlyd hver gang hun nærmede sig gravstedet i den rolige gang. Intet i det blege ansigt viste nogen form for glæde eller andre følelser. Det var holdt helt neutralt, sådan som det var bedst. Hun viste aldrig sine svagheder, og hun havde heller ikke tænkt sig at begynde på det nu. De isblå øjne var vendt mod hendes grav, som hun nu stoppede op foran, og den indgraverede tekst var tydelig at læse. Med hovedet en anelse på skrå, lod Angelie sig glide ned på hug, inden hun langsomt fjernede nogle af efterårets blade, som var dalet ned på stedet. "Angelie C. Walentina" mumlede hun lavmælt for sig selv, mens hun læste navnet på gravstenen.
Hendes tanker vendte igen langsomt tilbage til den aften, hvor hun sidst havde stået overfor Faith. Ligemeget hvor ofte hun vendte og drejede situationen, så kunne Angelie ikke forstå hvorfor hun ikke var kommet videre. Det gav absolut ingen mening, men hvad.. Hun skulle nok finde en måde at gøre det på. Om det så blev noget hen ad det sidste hun ville foretage sig. Kort stejfede en anden tanke hende. *Er du virkelig klar til at opgive alt det du har her? Dit hjem.. Din herre?* Angelie knurrede irriteret over den fornuftige stemme, som sang inden i hendes hoved, inden hun hårdt slog en knyttet næven mod sin gravsten, så den flækkede svagt under hendes slag. "Ja!!" råbte hun så højt hun kunne, for at overdøve stemmen i hendes hoved.

Vinden havde lagt sig hen over kirkegården, den rev og sled i buske og tæer. Utrolig, som vinden var som mennesker, sådan som den kunne ændre sig med livets hast. Måske skulle man betegne det mere til selve vejret? Nogen gange, kunne det være en blid vind, et blidt vejr, mens andre gange kunne være det mest stormene og ækle vejr man kunne forstille sig. Og andre gange det smukke og dejlige vejr man havde set længe. Vejret var uforudsigeligt, og selvom at der var nogen som gik og troede de kunne bestemme det, bestemme over hvad for et vejr det ville være i morgen, ja næsten en hel uge frem. Men hvad fanden viste i de i grunden? Ingen ting, lige som de uvidende mennesker, som gående her for at besøge deres bortkommende, eller de meget få mennesker. Det var nu tredje gang at hun selv var her, den kvindelige skikkelse der stod lænet op af et af de høje egetræer der stod på stedet. Den ru bark kræsede mod hendes læderjakke da hun flyttede lidt på sig, for at finde en bedre stå stilling. Mens de mose grønne øjne, stirrede ned på gravstenen med hendes søsters navn på. Broderen havde ikke fået nogen, hvilket var godt det samme. Det svin til hendes bror havde ikke fortjent et sted at have et hvile, selvom, hun ikke rigtig forstod idéen om at have en gravsten. At have et sted at tage hen, for de bortkommens elskede. Det var jo i grunden fucking lige meget? Hvis man ville mindes ens kærer, som var døde, skulle man kigge på de gode minder man havde sammen. Ikke du dårlige!? Det var også lidt lige som med mennesker, og deres fordomme, deres fucking åndssvage fordomme. Om alting! Virkelig, man kunne ikke en gang skifte stil for man fik mærkelige blikke, eller man ville tro at man gjorde et ungdoms oprør. Hvorfor, kunne nogen mennesker bare ikke forstå at når man sagde det sådan, så mente man det kræftemde også sådan? Der skulle hellere ikke lægge noget bag alle de ord man sagde. Og alligevel, der var sikkert mange der tænkte det samme som hende, men gjorde det totalt modsatte, og hun måtte vel indrømme at hun også nogen gange var som dem. Men forhelvede. Gravsten, velsignelser, gudstjenester, hvad skulle det gøre godt for!? En lav brummen blev skabt i hendes spiserør, og hele vejen ned i hendes bryst, og de skovgrønne øjne, blev lukket. Tankerne fik lov til at flyve, de mange ting som var sket på det sidste, de ting som hun ikke kunne beskrive. Og det var jo startet lige fra hun var helt lille, mere eller mindre omkring de fem år, hvor de var flyttet fra Spanien, fra deres hjem i salamanda og taget til Di morga, hvor hendes farmor havde boet. Fra den dag, var det hele blevet ændret. Alt havde ikke været det samme igen. Hendes spinkle hænder lukkede sig langsomt om hendes hættetrøje, inden hun hæv det op over hendes sorte hår. Et lille pust af luft, gled igennem næsen, da skyggerne dækkede hen over hendes ansigt, og gjorde det mere dyster og mystisk at se på. Armene blev derefter igen lagt hen over i et kors. Som viste, at den som kom for tæt på, var parat til at dø. Pigen, eller kvinden var det vel mere. Var de tyve år, høj spinkel, med nogle få former. Efter hun var begyndt at lade være med at spise, var hun blevet mere og mere tynd, og havde mistet flere og flere af hendes former. Men det gjorde hende nu ikke så meget, på den måde var hun ikke længere så fristene for drenge, og de lød hende for det meste værre. Eller sådan da. De slanke ben, var iført i nogle rød, sort tegnet bukser hvor der sad sikkerhedsnåle, nitter og alt muligt andet shit i. Den sorte læder jakke, var slidt ned godt og grundigt, og man kunne se at den havde været i meget brug. I hvert fald på det sidste. Håret var pjusket og hang ned ved siden af det smalle ansigt og indrammede det. Selvom det ikke gjorde det meget bedre, da hun bare blev mere og mere dyster at se på.
Hun vente hoved da hun hørte at lågen begyndte at knirke, og kunne gætte sig frem til at der var en på vej ind på selve kirke gårde. De mose grønne øjne, fuldte kvinden, som nok i grunden faktisk var yngre end hende selv, gå over til en gravsten ikke så langt fra hende selv. Smilet på læberne blev større, og man kunne se de tandpasta hvide tænder, skinne i mørket under den mørke hætte. "ved du ikke, at første tegn på galskab er, når man begynder at snakke med sig selv? " sagde hun mere eller mindre hånende mens hun stod der, og betragtede hende. Dog kunne man ikke rigtig se hendes øjne, man kunne bare se det hvide smil, skinne inde i mørket. Som en eller anden psykopat der sad og tænkte på, hvordan man bedst kunne slagte sit offer.

Et svagt smil bredte sig langsomt over Angelies læber, mens hun fjernede endnu et blad fra gravstenen. Hun havde dog ikke opdaget at hun havde fået selskab. Eller det var vel nærmere hende selv som var selskabet, eftersom den anden kvinde havde stået på kirkegården før hendes egen ankomst. Hun nød istedet vinden, som legesygt kastede hendes rødbrune hår i ukontrollerede bevægelser. Angelie elskede vind.. Faktisk elskede hun alle former for ting, som ikke kunne kontrolleres. Selv hendes egen magi, som for det meste bestod af vinden, havde let ved at komme ud af kontrol.. Alligevel var det en del af hende, af alle på jorden, men det var de færreste som forstod at sætte pris på det. Det små detaljer i livet, som folk tog for givet. Hun kunne ikke fordrage det. Regnede folk bare med at de kunne pege på noget, og på magisk vis ville det dukke op på deres tallerken?
Smilet på hendes blege læber blev automatisk større ved en lettere sadistisk tanke, som langsomt pressede sig igennem hendes sind. Hun havde i månedsvis prøvet at fortrænge den del af hende, og forsøgt at være venligt stillet overfor fremmede. Det havde dog ikke forløbet sig som man kunne have håbet. Alligevel nød Angelie, at hun langt om længe havde accepteret, at hun ikke var den søde lille pige, med de uskyldige blå øjne, som hun havde været dengang hun levede. Det hele var også ligemeget nu. Hun ville åbenbart ikke vende tilbage til det rige, hvor hun burde være.. Hun ville være forbandet til evig tid, for at vandre rundt på denne forfærdelige jord, mellem grådige væsner og mennesker, som tog alt hvad de kunne komme i nærheden af. Den slags personligheder åd jo deres verden op indefra.. Som gammelt træ i et hus, der langsomt forsvandt og til sidst fik det hele til at styrte sammen. Sådan ville det gå dette land, hvis der ikke snart blev gjort noget.. Noget drastisk! Men på den anden side. Angelie kunne vel også være totalt ligeglad. Hun havde allerede smadret den genstaand, som havde sørget for, at ingen kunne sende hende tilbage til åndeverden. Det lå nu i Abbadons tronsal, spredt udover hele gulvet, og Angelie var klar til at pisse den første person hun ville møde, så meget af, at vedkommende med glæde sendte hende til det sted, hvor hun burde være.
Et lettere opgivende suk gled kort over hendes læber, mens hun langsomt vendte blikket ned mod jorden i en form for stille bøn. Eller bønnen var såmænd ikke stille, men Angelie foldede kort hænderne ind i hinanden, så hendes fingre blev flettet sammen, mens hun sad på hug foran graven. "Nådige moder.. Vær min krop retfærdig, og giv min sjæl tilgivelse" Hviskede hun lavmælt, inden hun kort fugtede sine læber med tungespidsen af ren vane. Hendes læber ville trods alt være mindst ligeså tørre som før hun havde fugtet dem, eftersom Angelie hverken havde blod eller vand i kroppen. Hendes krop fungerede ligesom en slanges ham. Den ville aldrig ændre sig, og en dag ville hun blive nødt til at forlade den. Den dag var kommet... Hun ville ikke vente længere.. Hun ville ikke nå at få kolde fødder, før det var overstået.
Angelies tankegang blev dog brat afbrudt af en kvindestemme, som åbenbart talte til hende. Irriteret mærkede hun hvordan vreden langsomt begyndte at boble op inden i hende. Det hånende tonefald var ikke til at tage fejl af. Kvinden havde ønsket af fornærme hende, og efter Angelies reaktion at dømme, var det såmænd også lykkedes denne skabning.. Første tegn på galskab.. Jeg skal gi dig galskab. Tanken gled rundt i Angelies sind, mens hun langsomt begyndte at rette sig op i sin fulde højde, med det iskolde og gennemborende blik, hvilende på kvinden, som havde følt sig modig nok til at svine hende til. Hendes blik lettede sig langsomt fra kvindens grønne øjne, og langsomt gled det nedover skikkelsen med et vurderen glimt, samt et ansigt, der viste afsky. Som om denne kvinde var noget, som havde siddet på Angelies sko.
"Måske" svarede hun roligt i et alt for køligt tonefald, som metaforisk kunne få deres omgivelser til at fryse til is, mens hendes blik langsomt vendte tilbage til pigens øjne, og låste deres blikke fast."Men andet tegn på galskab er når man ikke selv tør indrømme det" ´. Angelies tonefald ramte den samme håndlige lyd, som kvinden havde brugt overfor hende minuttet før, inden et sarkastisk og koldt smil bredte sig over Angelies blege læber. Alle følelser var igen forsvundet fra hendes krop og ansigt, og havde efterladt det hele tilbage som en tom skal, der bare skulle knækkes op, og slippe Angelies sjæl fri.
"Men på den anden side.. Hvis mit liv var ligeså trist som dit, ville jeg også spilde tiden på at disse andre" Angelies blik bevægede sig ned mod kvindens bukser, som var fyldt med sikekrhedsnåle, og andre skrammelting. "trist" Gentog hun, og det var tydeligt, at Angelie hentydede til, at denne kvinde måtte være for fattig til at købe tøj, som ikke skulle holdes sammen af nåle og gamle lapper.