Følelsen af Intet - Privat

Mia sparkede irritere til sandet, hun var så sur at hun måtte knibe øjnene hård sammen for at holde tårene tilbage. Hendes negle var boret ind i den gamle træstamme hun sad på, og hendes hår flagrede voldsomt i vinden. Det var iskoldt, men det generede ikke Mia. Det vigtigste var at stranden var tom. Hun hadede sig selv for at gå rundt og slå mennesker ihjel uden grund og alligevel var hun ret sikker på, at hun ikke ville have tøvet, hvis et menneske passerede hende med et smil på læben lige nu. Det havde været hende en fornøjelse at udrydde dette menneskes glæde!

Hun bed sig i læben og forsøgte at skubbe tankerne væk, men i virkeligheden ville hun hellere være sur og ondskabsfuld end hun ville tænke på Lukas. Hver gang hans ansigt dukkede op i hendes tanker, hver gang hun snød sig selv til at høre hans stemme, selv bare hvis nogen nævnte hans navn, åbnede sig et hul i hendes bryst. Et hul der kun blev helt, når hun blev beruset af den søde duft af blod - den ophidsende fornemmelse af ondskab.
Det var et enden-eller spørgsmål, og lige nu var hun ikke i tvivl om sit valg. Et liv i skyggerne var helt sikkert et bedre liv end et liv i smerte. Hvor meget hun end ønskede det omvendt, så var det sandheden.

Dean var altid ude om natten. Han levede bare bedst om natten, som burde han have været en vampyr i stedet for en engel. Men nu havde han jo også levet sammen med Kajika de 3 sidste år og man kunne jo roligt sige at hun var fuldblods vampyr og han var derfor som hnde blevet et barn af natten. Men nu var alt det slut. Kajika levede ikke længere og Dean stod tilbage med sorgen. Selvom han havde Nicole og selvom der snart var gået et halvt år så følte han slet ikke at livet blev bedre Han følte sig fanget i et sort hul som han på ingen mulig måde kunne komme op af, og han vidste ikke om han nogensinde kunne komme videre. Han fortrød allerede at han havde knaldet med Mallorie, han var bare ikke klar til at føle andre så tæt på endnu. Dean lagde aldrig sine følelser ud i ting om One Night Stands og det gjorde han stadig ikke, han lagde følelser i Kajika og det havde han stadig. Selvom hun ikke længere levede, så følte han alligevel ikke at han kunne give slip på hende og det for tvivlede ham.

Når han ikke brugte nætterne på at se sin smukke datter sove, så brugte han dem på stranden. Han kunne lide at gå rundt for sig selv, se på bølgerne, mærke vinden og bare slappe af. Han elskede Nicole højere end han troede var muligt, men hun var hans eget kød og blod, og hun var ligeså Kajika's og hun mindede ham om Kajika på så mange måder at det næsten gjorde ondt at se på hende.

Dean gik med rolige skridt ned langs stranden, han havde sagt godnat til Nicole og var så gået en tur, det havde han brug for. Den samme rute han havde gået de sidste mange måneder, simpelthen fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Søvn var ikke noget han fik meget af og det var heller ikke noget han ønskede, for når han lukkede øjnene så genoplevede han blot hendes død igen og igen, og han vidste ikke hvor længe han kunne holde til det. Havde det ikke være for Nicole så havde Dean slået sig selv ihjel for længe siden, men han havde givet Kajika et løfte om at han ville passe på Nicole, og det aktede han at holde så godt som han overhovedet kunne. Dean blev en smule usikker da han længere fremme fik øje på en ung pige og af gammel vane skannede han hendes krop, Dean var altid frisk på at score, det lå bare i hans natur, selv når han var deprimeret så kunne han altid lade hænderne glide over en smuk kvindekrop som trøst. Måske det også var derfor ham og Kajika havde haft så mange problemer. Han nærmede sig hende roligt og stoppede op foran hende og kiggede ned på hende med et let løftet smil, vampyr, han kunne fornemme det med det samme. Han bakkede et skridt i frygt for om hun ville angribe ham, han vidste jo at hans blod var meget dyrebart og lige nu følte han sig ikke stærk nok til at forsvare sig i kamp: ”En ung pige, alene på stranden?... ” sagde han spørgende som en hentydning til hvorfor hun var der, det var jo ikke ligefrem dem man så mest på stranden og da slet ikke på denne tid. Enten jagede de unge vampyre eller også så brugte de tid med hinanden, så at en ung pige som hende turde færdes alene, undrede ham en hel del.

Lukas fik livet til at føles så let, som om intet kunne komme i vejen. Han havde været et barn at natten, men han havde aldrig virket ondskabsfuld i Mias øjne. Hans havde altid behandlet hende med blid hånd - som var hun en dyrebar skat det skulle passes godt på. Han vidste at Mia var i stand til at klare sig selv, men han var det alligevel altid til at gribe hende hvis hun faldt, både før og efter hendes forvandling. Han havde været hendes sikkerhedsnet og han havde fået livet som vampyr til at virke så fantastisk. Han fik det altid til at lyde som om det var et eventyr, som om den øgede styrke var en gave, som blodtørsten var en drøm - han lyste mørket op. Men han døde og lige så gjorde lyset. Det forsvandt som ved et pust fra vinden - mere skulle der ikke til.

Lige siden havde skyggerne kun bragt mørke og blodtørsten havde været et helvede, et mareridt af den værste slags. De røde øjne havde været en plage i stedet for en gave.

Det endnu unge minde om den søde duft af blod truede stadig i det bagerste af hendes hoved. Hun forsøgte at skubbe det væk, men det var som om duften kom tættere og tættere på, den blev stærkere og stærkere indtil det øjeblik det gik op for hende at det ikke var et minde. Der var nogen på stranden... Og ikke blot et menneske, duften var endnu sødere og endnu mere fristende! En engel - det eneste hun ikke havde brug for lige nu.

Hun sænkede hovedet og gab endnu hårder fast i træstammen. Hun bed tænderne sammen og holde vejret. Hun forsøgte at samle sine tanker og ignorere duften. Langsomt kunne hun begynde at trække vejret og løsne sit greb en smule. Hun åbnede forsigtigt øjnene, men hendes øjne var fæstnet til jorden da hun talte - det var for risikabelt at kigge op, hun risikerede at miste besiddelsen...

"Tænker." svarede hun kort. Hun havde ikke sagt noget til nogen de sidste dage, så hendes stemme var lys og svag - hun lød til forveksling som en lille, genert pige.

Dean var bestemt ikke genert, han var meget direkte, og udadvent. Han ville gerne hve styr på ting og han ville gerne have styr på sit liv. Lige nu følte han ikke at han havde styr på noget som helst. Han ahvde aldrig følt sig så ked af det, så ved siden af sig selv og så fortabt som han gjorde nu hvor Kajika var borte. Han havde troet at de to skulle være sammen resten f livet, og nu var han alene. Men han havde Nicole, ahns smukke datter som han elskede højere end noget andet. Kajika var død fordi hun havde ofret sig for sin datter, som en rigtig mor, og Dean havde sagt nej til at blive engel i himlen for at kunne passe på Nicole, han kunne ikke lade hende leve alene i Terre og slet ikke nu hor han havde lovet Kajika at passe godt på hende, passe på sin elskede datter.

Dean kiggede ned i mod hende, normalt ville han nok være gået videre, han havde så mange ting selv at tænke på. Men han var en smule nysgerrig, og som man sagde så søgte trist humør vel altid selskab? Han gjorde ihvertfald.

Dean satte sig roligt ned i sandet ved siden af hende, uden at spørge om han måtte, han spurgte sjældent folk om noget som helst, udover spørgsmål om dem selv naturligvis: "Tænker?" spurgte han som ønskede han at hun skulle give ham en forklaring på hva hun tænkte på, det var jo ikke normalt at unge piger sad ude på dette tidspunkt, så et eller andet måtte der være galt: "Lyder hårdt" sagde han kort, Dean vidste selv hvordan det kvalte ham når han tænkte for meget, det var ikke til at holde ud.

Mia nikkede forsigtige, "mm" mumlede hun og trak på skuldrene. Hun var ikke sikker på hvad hun ellers skulle sige. Alting var så mærkeligt for tiden, hun kunne hverken finde hoved eller hale i noget af det der skete og hun var begyndt at tvivle på at der var noget der hed skæbnen og om karma overhoved havde noget på sig. Hun troede ikke på at dette helvede var hende bestemt. I så fald, hvad havde hun gjort for at fortjene det? Hun fattede det ikke - hun forstod faktisk ikke særlig meget for tiden. Alting blev sløret af mørket og duften af blod der fik alle muskler i hendes krop til at spænde, hver gang den kom nær hende.

Hun havde langsomt lært at beherske sig, men det krævede en helt del. Det drænede hende for energi, da hun var nødt til at koncentrere sig voldsomt om ikke at trække vejret.
Hun så op på drenge - løftede kun hovedet en smule, men drejede det så hun kunne se ham. Synet overveldet hende, det var nok det sidste hun havde forventet. Hun kunne lugte at han var engel, så smuk måtte han være. Men smuk var ikke ordet at bruge om denne dreng - eller mand om man ville. Ingen kunne være i tvivl om at denne fyr gik under kategorien; Lækker.

Mia smilte let og tvang et svar over læberne. "Hellere tænke lidt for meget, end slet ikke at tænke". Hun så igen ned i sandet og kørte fustreret en hånd gennem håret. Hvorfor var det hun overhovedet havde svaret på hans spørgsmål - hun havde ikke lyst til at snakke med nogen om det her. Havde hun? Var det i virkeligheden det der skulle til?