I ly for sneen //Privat= Ting Chan//

Sted:: Di Morga Thèateret
Klokken:: lidt over midnat
Verjet: Sne storm o.o
Omgivelser:: Ingen mennesker/væsner, udover Michi.



Thèateret var tomt, sådan næsten, over i et hjørne sad en hvid skikkelse og krummede tær i hendes
sorte kina sko. Skikkelsen tilhørte en pige ved navn Michi , det betød 'parth way' på engelsk og på dansk 'skille vej'.
Hun havde knæene op til hovedet. Hun frøs , da det var bidene koldt, tidliger på dagen havde det jo været sol derfor havde Michi en simpel sort kjole på og shorts inden under da hun ikke var van til kjoler. Det ville derfor ikke være smart at gå udenfor, så hun ville vente til at sneen var dalet af. Michi var dog ikke en normal pige, hun var en af lysets børn eller det var hvad folk fortalte hende. Men nej.. hun følte sig ikke ren og uskyldig men hun var fyldt med had da hun ville ha hævn over hendes død som menneske.. det var jo hendes elskede tvillinge bror som havde sad kniven i hendes hjerte.

Pludselig blev døren åben ind til Thèateret, mærkelig nok var dørens indgang jo låst. Men døren blev åben, som et vindstød. Men det var i virkeligheden en blodrødhåret pige som åbnede døren, ved hjælpe af vinden. Hendes blodrøde hår var dækket af de hvide snefnug som landede på hende. Hun havde en asiatisk kjole på, mon det ikke ville blive koldt med den på. Men pigen som hed Ting chan rystede ikke af kulden. Tværdigmod, var hun bare frisk og rystede ikke engang. Hun lukkede døren og låste den "Når jeg ikke kan være i Domkirke er der jo den her" mumlede hun og tænkte hvad kl var. Hun så mod indgangens ur. Næsten over midnat "Tid til at spille på klaveret" sagde hun og gik ind til salen, men fornemmede nogen var der..? Eller var det bare hende. Hun åbnede døren til salen og gik.

//sorry det bliver langt -.-//

Michi hørte døren gik op, hun åbnede hendes brun-røde øjne som enlig næsten var dækket af hendes mørkebrune hår. Dog kunne hun stadig se, skyggerne havde lagt sig tygt og beskyttende om Michi så personen ville ha lidt svært ved at se hende. Michi så en rødhåret pige, som havde duften af dæmon over sig, det gjorder hende lidt nærvøs da hun havde hørt mange forfærtelige historier om dæmoner, men stadig var hun ikke bange. "godaften" sagde michi med en lidt hæs stemme, som hun rømmede væk. Et smil havde lagt sig på hendes blege smalle læber.

Hun stoppede pludselig, det så ud som om hun var forskrækket. Men det var hun ikke, hun begynde at bare bukke som en hilsen "Nihao. Hvem du end er. Håber du nyder forstilling" sagde hun venligt og smilede imens hun drejde hoved mod pigen. Hun gik ned af trapperne mod scene hvor den sorte klaver var.. Hun sprang op på scene med et spring og trippede hen til klaveret. Hun satte sig ned på den og åbende låget. Tangenterne var hvide, det betyd at de var rigtig gode. Hun elskede rene klaver. Melodien kom stille og kunne høres. Det var som om dens smukke toner spredte sig i hele salen. Hun lukkede øjnene, denne her melodi mindede hende om i aften, da hun gik.

//melodein ^^ https://www.youtube.com/watch?v=djHXddheQC4&feature=related //

Michi studerede pigen fra top til tå med de rødbrune øjne, hun studerede alt hun kunne som f.eks. håret, øjnene, adfærd, forskællige bevægelser, alt hun kunne kode ind i hendes hukomelse. Igen lukkede Michi hendes øjne, men det var først da melodien kom fra pianoen. Michi ønskede at hun kunne spille på sådan et instrument men man kan jo ikke be om alt, hun havde andre hobbyer. "er du også kommet her for at søge ly for regnen? " spurte Michi da pigen var færdig med at spille. "hvad er dit navn?" spurte hun.


//smuk melodi xD //

//Takker ^^ elsker den også. Men også andre melodier.. De er alle sammen lavet af Yurima ;D Søg det på youtube :P Ps. kan ikke nå mere. Skal logge -.- sees ;D//

Da hun var færdig med sangen drejede hun og så på pigen med et smil "Håber du kunne lide melodien" sagde hun venligt og havde hoved på skrå. Da pigen snakkede til hende så hun bedrøvet ud "Jo.. Ikke sådan finde ly. Men finde et sted hvor jeg kan spille. Hver nat kl 00:00 spiller jeg på et oglet eller en klaver inde i Domkirke... Men problemet var.. At både klaveret og oglet er ødelagt. Så man kunne sige, jeg blev smidt ud" sagde hun og klørede sig lidt i hoved, hun så lidt skamfuld ud "Hvad mit navn er..? Ting chan, er mit navn. Og dit..?" spurgte hun mildt med et smil.

"ting chan? " gentog Michi og rejste sig op. Hun gik væk fra skyggerne så man nu kunne se hende, og lugte hendes race. "mit navn er Michi, og som du kan dufte er jeg en engel" forklarede hun med et sødt smil. Hun følte sig ikke så meget engle agtig , hun havde ikke engang vinger. Hun havde ikke kunne få dem ud af ryggen, så hun havde aldrig set dem, hverken farven eller størrelsen. Men hun var stadig en god pige, hun var ikke ond og ville altid det bedste for andre. Så helt ved siden af var racen vel heller ikke. "du er en dæmon, korrekt?" spurte Michi og gik tættere på med lydløse skridt.

"Ja, jeg ved mit navn er lidt underlig. Jeg hed faktisk oprenelig Ingenting. Men nu hedder jeg altså Ting chan" sagde hun og små lo lidt. Hun skyndte sig at rette Michi "Demon med en le.. Men jeg er noget specielt, så man kalder mig Pigen med leen" sagde hun og nikkede lidt. Hun betragte hende lidt "Er du ikke lige død.. Eller er det længe sidne..?"s purgte hun lidt

"Ting chan er også bedere, du er jo ikke ingenting " sagde Michi bedstemt. "Det er lannnnnnnngggg tid siden *dybt suk* eller ca. 600 år siden " forklarede Michi og smilte stadig, hun ville ikke nævne hendes, vinge problem, da hun ikke var stolt over det. "Dæmon med leen? har jeg aldrig hørt om" sagde hun med hovedet på skrå, hun havde aldrig mødt sådan en dæmon var de ikke alle det samme? Nej, selvføllig ikke der er jo også forskællige engle. "forklar om din race" sagde Michi med en bedene stemme.

//sorry. Skulle spise -.-//

Hun smilede et taknemmlig smil til Michi. *Hmm der tog jeg fejl. Det er jo langt tid siden hun døde....* Tænkte hun skuffet, mest over hun tog fejl. Sådan noget var jo dumt at sige. "Døde du for nuligt..?" dumt dumt dumt spørgelsmål. Hun vågnede forundret op af sin tanke og betragte lidt Michi, over hun skulle forklare om hendes race. Et smil kom frem "Kender du en myte om en mand, som høstede sjæle. Man kaldte ham 'Manden med leen' men faktisk er han 'Døden' Det var ham som lavede en hær med demoner, som havde en le. Men der var også få som fik tilnavnet som Damen med leen eller Drengen med leen. Der er faktisk to Manden med leen. Den ene er den rigtige og kaldes Døden. Den anden er hans bror... Min onkel" sagde hun og håbede hun forstod det sidste. Hun var nemlig Manden med leens datter, men tudet ikke at sige ordet 'Min Far'...

"jeg tror jeg forstår, så han... er din far?" spurte Michi med store øjne. Vis det var sandt ville hun bleve meget overrasket da Ting chan virkede som en sød pige. "Jeg har snakket med døden en gang før , det var for informationer " sagde Michi, hun var lidt stolt af sig selv over at hun kom "levene" fra at opsøge døden. Den eneste grund til han nok lod hende gå var fordi hun brugte ordet 'hævn' over den person hun lede efter. Det var dog ikke helt sandt, hun ville ha hævn men mere svar

Hun skuldrede lidt "Jeg er stolt.. Men det eneste problem er, at min far ikke kan fordrager mig. For det første, er jeg for venlig. Og for det anden var jeg født som et uønsket barn. Han ville nemlig havde en dreng" sagde hun og himlede lidt med øjnene. "jeg skulle havde blivet hos min mor.. Hun er også en demon, en element demon skråstreg sindsyg" sagde hun glad, som om man var stolt over det..? Hun betragte lidt Michi "Min... Døden ville måske skåne dit liv og venter på at du hævner dig. En dag tror jeg han vil opsøge dig" mumlede hun og fik nærmest sved på panden over hun var tæt på at sige far... Igen.

"wow.. din familie er MEGET anderledes end min " sagde Michi og satte hovedet på skrå imens hun igen studerede denne dæmon foran hende. Hun havde været igennem så meget, og alligevel smilte hun? Well det var en ting de havde tilfældes. "han vil måske skåne mit liv, men så længe jeg tilhøre stedet der oppe tror jeg ikke han har sådan en stor interesse i mig " forklarede Michi.

Hun smilede lidt "Hey, skal vi ikke fortælle noget om os og om vores familie. Du virker til at være en rar og venlig engel" sagde hun mildt og gik fra klaveret og trippede hen til hende. Hun små hoppede hvert trin på trappen og kom hen til Michi og satte sig ned. "Hvordan er dine forælder..?" spurgte hun og fik røde kindet. Hun elsker bare engler, de var venlige, nogle gange ønskede hun at hun var født som en engel. Alle demoner askyr hende og kaldte hende guds barn..

Michi grinte og nikkede "jeg blev født i 1400- tallet som et normalt menneske, jeg boede i en familie med mine forældre og min tvillinge bror. Min mor og far var travle mennesker som arbejde meget derfor blev jeg tit efterladt alene med min tvillinge bror ved navn Kyou, men mine forældre var venlige mennesker" sagde Michi og smilte lidt over tanken , hun savnede dem lidt, men de var jo døde for længst da mennesker ikke lever mere end højst 100 år. "har du søskende?" spurte Michi

Hun rystede lidt "Nej.. En som jeg holder meget af er min le..." sagde hun og klappede og så ved siden af sig, som der var ingenting. En stilhed spredte sig "HVOR I SYVTAND ER DEN HENNE..?" udbrød hun og sprang nærmest i luften. Hun løb rundt mellemn siddepladserne og var meget meget bekymret. Hun kom hurtigt hen til Michi igen "Her er den" sagde hun og trak en to m lang sort le. "Han er min trofaste ven og hjælper" sagde hun og blinkede lidt.

Michi sprang en meter tilbage da Ting chan råbte op. Det var dog forståligt da det var en kært egen del. Hun Studrede Ting chan som løb rundt, og endelig fandt denne le tilsidst. Michi så på leen som var højere end hende selv, den gav hende en underlig fornemmelse af frygt men samtidigt også en fornemelse af nysgerrighed og følsen af at vide man stadig var i live. "du snakken som om den er levene" mumlede Michi imens hun tog hånden frem og skulle til at røre ved den skarpe klinge.

Hun skuldrede lidt og gav slip på leen. Den stod faktisk selv. Pludselig begynde den at bukke, men meget svagt. "Den er levende.. Men jeg ander ikke om det er en dreng eller pige. Den er bare levende. Min sjæl og dens sjæl er som forbundet med hinanden" sagde hun og så mildt ud. Hun lænede sig lidt ad en mur og betragte leen og Michi's hånd "Pas på du ikke skære dig. Den er nemlig skarp..." advaret hun. Hende og leen var altid sammen. Det var bare en som fylgte hende, hvor end hun var..

"jeg har healings evner så det går nok " sagde Michi med et smil og tog fat i det kolde klinge, dog stadig forsigtigt. "jeg kan føle vibrationerne i den, jeg.. tror det er en dreng men er ikke sikker måske er det intet køn?" mumlede hun og rettede blikket imod Ting chan, hun skar sig og trak hånden hurtigt til sig i et hvæs. "av " mumelde hun undrene og kiggede på det lille snit sorg hun havde fået "underligt , da jeg døde gjorder det ikke ondt" sagde hun og healede det lille sorg. "jeg vil hjemmmmmmm" klynkede hun da hun kiggede ud af vinduet hvor snestormen rasede. Et hulk kom fra hende og hun satte sig tungt ned.

"Det tror jeg også. Entet køn" mumlede hun og så lidt på Michi og leen. Hun så lidt på hende.. "Uhm den kan enda skære igennem en ond sjæl.. Men uhm også engler. Men er du ok" spurgte hun og fik sådan en lille bekymrings blik. "Er du ok..?" sagde hun mildt og lagde en hånd på hendes skuldre "Hjem..? Du har da levet i uhm 600 år ik.. Du skal ikke græde" sadge hun forfjamset, hvad skulle hun gøre. Hvad havde hun gjort galt..?..

"mh , ved jeg , den kan skære igennem sjæle gode som onde " sagde Michi og kiggede op på Ting chan fra den stol hun sad på. Michi var enlig ikke ved at græde, hun beklagede sig bare. Michi havde kun grædt en gang i hele hendes liv. Hun græd ikke engang da hun blev født, som normale børn ville eller da hun havde brækket benet i en alder af 5. Michi var dog glad for at hun havde mødt Ting chan. "hvor bor du enlig henne?" spurte hun

Hun sukkede lidt af lettelse. Så havde hun ikke gjort noget gal... Hun betragte lidt Michi "Jeg bor i Domkirken. Har lavet en aftale med præsten, som nu er død. Aftalen var.. at jeg skulle føre hans sjæl til paradiset, men han klarede det hvis selv" lo hun lidt og smilede "Men ellers skulle jeg passe på hans kirke" mumlede hun lidt. Hun så mod klaveret og fik sådan en ensom udtryk "Men nogle gange, savner jeg nogen i kirken.. Lidt selskab.." hviskede hun.

"godt for ham, jeg har et spørsmål, deler tvillinger den samme skæbne ? " sagde Michi med et smil og gabte så af træthed men hun lød stadig alvorlig. "kan jeg godt forstå, det er ikke sjovt at være alene, " sagde Michi alvorligt og tænkte sig om " når stormen holder op vil du så ikke hjem til mig? Det er varmere end kirken " forklarede Michi med et smil, med den kulde udenfor burte hendes lejlighed være det bedste sted at sove.

Hun smilede lidt men så lidt undrene "Uhm tvillinger for den samme skæbne... Hmm måske det ved jeg desvære ikke" sagde hun tænktsom og så lidt på Michi *Hun har nok en tvilling bror* tænkte hun og så lidt på leen som stadig svævede "Er du sikker på jeg må.. Jeg vil helst ikke var uhøfligt og bare kommer ind... Men må jeg det..?" spurgte hun og fik sådan en rødligt skær. Hun rødmede faktisk. Sådan en dejligt spørgelsmål, men kunne hun mon siger ja..?