.:In the shadows of the corner(Ting Chan):.

De små pibende, skrattende, lyde fra loft-hvælvingen over hendes hoved, fik hende et svagt øjeblik til at skæve op mod det sorte tomrum der strakte sig over hendes hoved. Hendes blodrøde øjne fulgte de svage konturer af flagermus hun nu kunne finde, og virkede fuldstændig rolige. Rundt omkring hende, spredt ud over det hele, lå alt hvad man skulle bruge på, hvad der kunne ligne en lejr udflugt. Pander, en madras og sovepose, mad, trods det faktum at hun egentlig ikke behøvede at spise, og en del tæpper, der var spredt ud på de kolde sten, som værn mod kulden. Det lignede, når man tænkte lidt over det, faktisk en rede. Puderne og nogle af de tykkere tæpper, var viklet sammen så de formede en rundt cirkel, hvori Sinclare nu lå og ventede på det øjeblik hun ville antage sin 'åndelige' form, der ville gøre hende immun overfor den kulde hun lige nu følte løbe gennem hendes rygrad, og få hende til at gyse noget så frygteligt. Hendes røde hår, lå omkring hendes skuldre, som et vandfald af størknet blod, der nægtede at bevæge sig. Det var smukt, blankt, blødt, og ikke mindst velredt. Det var nu hendes tredje måned hun var i Di Morga. Luften i hulen, duftede af røgelse, der virkede en anelse for sød til blot at være for at få stedet til at dufte bedre. Nej, i en af de andre grotter havde hun fået lavet et alter for en gud hun, i lige så lang tid som hun kunne huske, havde tilbedt. Egentlig underligt at hun overhovedet troede på sådanne ting som guder, men hun havde jo også mødt en, og det havde ændret hendes syn på disse symboler menneskene brugte for at føle sig sikre. Hun havde mødt Sinc'en, og havde nu respekt for den, næsten på samme måde som hun havde respekt for Lucifer, hun kunne ligeså nemt sno denne om sin lillefinger, dog var respekten for Sinc'en baseret på frygt, ikke forførelse - som det var med døden.

Ikke så langt væk kunne høres en sus fra vinden. Men vinden var noget levende, som en hurtigt væsent. En skygge gled langs træstammerne og forsvandt. Det var et væsent. Pludselig stoppede denne væsent og stod stille på en gren. Væsen var en pige, på ca 15 år. Hun havde en slags hvid dragt med en rødt bånd omkring hendes tajle. Bag på var den blivet til en lang sløjfe. Pigen havde blodrødt hår, men noget kun ned til hendes skuldre. Hendes hår skulle faktisk minde om en rottehale, men mislykkedes. På hoved havde hun en slags nathue. Pludselig betragte hun lidt grotten og månen og smilede. En godt sted på at få et lur efter en langt træning. Hun så sig tilbage. En mørk sort pind svævede langs træerne, men når måne lyset ramte pinden skindede der noget sølvlige ting. Det var en kniv skarp kniv. Pinden var en le. Hun lagde sig ned og fik bene og armene til at dingle ned af grenen og sov.. Faktisk hurtigt. Leen svævede oven over hende og hang bare der...

Lyde udenfor bragte hendes tanker til ophør. Hun åbnede de blodrøde øjne, og så mod grottens åbning, det svage lys fra månen udenfor, tillod hende at se klart i det tiltagende tusmørke. Hun så ikke godt i mørke, kun så godt, at hun lige akkurat kunne skimte træerne, og .. en skikkelse der lå på en af disses grene? Hendes øjne fløj op til leen der hang over pigens hoved, nærmest som en vagthund, kunne hun ikke lade være med at tænke.
Hun syntes på en måde hun havde set denne le før, på et tidspunkt, langt fra dette sekund, i England. Leen havde såret hende, hun havde opløst den, hun kunne huske det, blot ikke så tydeligt at hun kunne se det for sit indre blik. Der var sket så meget siden den gang, og lige nu, følte hun ikke andet end modvilje mod pigen, som vel før havde hørt hendes navn, hvisket det i vinden? Hørt Sinclare hviske det til hende, gennem den mur der skilte de dødes og de levendes verden? Hun havde aldrig vidst om denne havde hørt det, hun havde været svag på det tidspunkt, det var der blevet lavet om på. Hun rejste sig ikke fra den rede-lignende soveplads, hun sad bare og kiggede ud på træerne, ville ikke forstyrre hende, men alligevel, nærede hun en svag trang til at gå ud og vælte hende ned fra grenen. Hun kunne have slået sig selv, men undertrykte det ved at bide sig hårdt i læben. En lille dråbe rødt blod gled ned over hendes hage, og blev derefter stoppet af Sinclare's hånd, der tørrede den op, og slikkede den af. Den herlige smag af blod, blev i hendes mund et par minutter, hvor hun fortsat bare stirrede på træerne udenfor.

Hendes hoved gled, så den hvide nathue gled stille af hendes blodrøde hår. Pludselig faldt nathue, men pludselig vippede hun foden og greb nathuen. Nu kan man gennemskue hende... Eller ikke. Der ville nogen tro at hun slet ikke sov. Men i virkeligheden sov hun rent faktisk. Det var bare et held at hendes fod vippede. Hun så helt fredfuldt ud, som en lille ræveunge. Pludselig snusede hun. Blod.. Blod. Lugten af dejligt frisk blod. En voldsom refleks holdte hun sig i næsen, som om det stank. Hun åbnede hurtigt øjnene og så op mod leen. Leen fik sådan en lilla aura.. Lugten af blod, betyd altid nogen døde.. Nogle gange... Men i dette tilfælde var, at der ikke nogen der døde.. Men hvor kom det blod fra. Hun så fra hvert træ, men kunne ikke se et levende væsent. Hun tog hurtigt en bid af fingerspidsen og suget lidt blod i. Hun lugtede igen, uden væmmelse, men hun kunne ikke lugte noget blod "Det var da mærkelig....?" mumlede hun og så op mod månen. En brise ramte hende stille og leget lidt med hendes hår. Pludselig så hun direkte mod grotten. Nogen var derinde.... Men hvem..?

Sinclares skikkelse trådte ud gennem grottens åbning.
"Det er længe siden, Tere" sagde hun, med sin feminine stemme, der dog virkede en anelse kynisk. Hendes lange ildrøde hår blafrede svagt, og steg som en fane fra hendes hoved, og ud i luften, båret af vinden i denne nat.
Hun tog de par skridt der ville føre hende frem mod pigen i træet. Sinclare var voksen, hendes kurver var sat perfekt, på den yndefulde krop, og dog uden at virke enorme. Hun havde næsten den helt perfekte udformning, den som så mange kvinder huede efter. Denne var selvfølgelig skabt ved magisk hjælp.
Hun smilede, et ondt smil, og lod hånden hvile på hoften, mens hun stoppede, og betragtede blot Ting-chan.

Hun var tæt på at åbne munden imens hun bid sin i sin fingerspids. Hun suget blodet til sig, hun skulle nødig tage sådan en smukt kvindes sjæl. Når hun lugter blod, betyder der som regl at nogen er død.. Men nogle gange betyder det også at nogen er kommet til skade, derfor suger hun altid noget af hendes blod "Uhm Nihao.. Jeg mente godaften. Hv hvad laver du her ude..? Og hvem er Tere..?" spurgte hun forvirret. Hun var faktisk helt forvirret over at sådan en smuk kvinde kom ud af grottens indgang. Hun havde nu forstillet sig et farlig væsnet derinde, som hun lige skulle gå til angreb på. Men denne kvinde, var ikke en helt normal kvinde. Var hun mon et magisk væsent..? Ting chan kunne ikke sige et ord.