Regnens mystiske indgreb //Sebastian//

S: La marécage-Søen
T: Kl. 01:30
O: Kun dyr, og regndråberne.
V: Blidt og varmt regnvejresnat.

Regnen faldt ned fra de sorte skyer, det havde regnet næsten hele dagen også. Sookie stod med den blå regnfrakke og sine blå gummistøvler, og så ud mod søen, så hvordan de små regndråber formede søens vandoverflade. Natten var mørk, men Sookie kunne alligevel se godt og vel de over på den anden side Af søen, som skulle siges at være ret så stor i diameter. Sookie stod ved den fine side Af søen, der hvor man kunne se den fine bund, det var ikke noget ved at stå i muder til halsen, blev Sookie enig med sog selv om. Der var ikke rigtig nogle, der kunne komme og overfalde hende. Selvom at hun ikke havde nogle fjender, her og nu. Så hun tog propperne fra sin I-Pod i ørene, og fosvandt ellers ind i sin egen verden.

Sikke et regnvejr. Det lod åbenbart til, at det ikke havde tænkt sig at stoppe sådan foreløbig, eftersom det havde stort set hele den forhenværende dag, og nu hvor det var blevet nat, regnede det fortsat. Stakkels planter og dyr. De måtte da være tæt på at drukne i alt det regn og mudder, som de faldne vanddråber havde formået at skabe. Den brune, svampede konsistens der i daglig tale blev kaldt mudder var næsten ikke til at have med at gøre. I hvert fald ikke hvis ens beklædning bestod af et særdeles fornemt jakkesæt bestående af en sort habitjakke, sorte, forholdsvis tætsiddende bukser samt et par hvide, spidssnuede sko og knækhvide handsker. Måske noget lige lovlig galant og formelt tøj at have på her ved søen, specelt i dette vejr. Men det var efterhånden blevet en vane for denne vampy, der med stilfærdige, gennemtænkte skridt begav sig afsted hen langs en mindre sti, der førte ned til søen. Det hørte virkelig til sjældenhederne, at han havde andet en dét på. Men hvis det nu var tilfældet, var det med garanti kun, når han var helt alene hjemme på en af hans mindre gode dage, hvor han simpelthen ikke orkede andet end at sidde i en dyb, koncentreret ro og øve sit orgelspil. Sebastian hævede sit hoved en snes, således at hans svagt snehvide ansigt blev vendt op imod himlen, hvor de askegrå, næsten sorte skyer herskede. Det var tydeligvis dem, der havde magten over dette sted nu, sådan som det silede ned. Hans ene mundvig blev hevet en smule op ad, da han kort trak på smilebåndet, så et mindre, lidt åndsfraværende smil blev dannet på hans blege læber, og han ikke så lang tid efter satte sit tempo et par takker op.

Hun lugtede noget, en vampyr? Men hvem gider gå ud i dette vejr, godt nok ikke mennesker. De vil hellere sidde indendøres, og spile et spil med deres familie eller sådan. Hun så hen ad den lange sti, som førte hen til søen og hende. Hun så en skikkelse langt derfra, hun mærkede at det bevægede sig, men det var ikke levende. Altså måtte det være en vampyr, *Gaf godt vide hvad for en lugt jeg har.* Men blev løstrevet fra tankerne, da personen egentlig gik ret hurtigt. Skulle hun hemme sig, træerne var et perfekt gemmested, til sådan noget. Men nej, hun havde altså brug for at være lidt social i nat.
Hun samlede en sten op, og kastede den ud i søen. Hun kunne sikkert have kastet næsten helt over, men det var ikke nu at hun skulle blære sig over for andre. Derfor kastede hun bare med stiv arm, og brugte ikke den hårdt opsparet energi nu. Hun bed sig i læben, og bad for at vampyren ikke var alt for sulten. Sookie var nemlig et let offer, når man så på deres stærke sider. Trak lidt på skuldrene, og kastede videre sten ud i søen. Mens hun ventede på den fremmede.

Sebastian satte atter sit tempo en kende ned, så han nu bevægede sig afsted en del mere fredfyldt og stille. Med blikket fastlåst på den spejlblanke sø, der i anledning af vejret krakelerede svagt for hver gang, en regndråbe faldt ned og brød søens vandoverflade. Hans bevidsthed vågnede først helt op, da en sten blev smidt på den store sø, hvilket fik oceaner af små ringe til at brede sig ifølge af stenens eftervirking på vandet. Han var ubevidst stoppet op, i det øjeblik hans svagt brungule øjne havde spottet stenen, og han satte kort efter sit blik til at spejde rundt i området, efter den person der havde været årsagen til, at den mindre sten var blevet sendt ud på søen. Det varede lidt tid, før han så omsider fik øje på en skikkelse længere fremme. Han løftede fjerlet sin ene handskebeklædte hånd, satte et par fingre mod panden og strøg derefter et par af de mørke hårlokker væk, så de flyttede sig fra hans synsfelt, og han dermed blev bedre i stand til at se væsnet foran ham an. Selvom personen havde valgt at tage regnjakke på, der sørgede for at dække det meste af vedkommendes krop, havde han ikke det mindste problem med at konkludere, hvilket køn væsnet var. Det var tydeligt, at det var en yngre kvinde og ud fra lugten at dømme, havde hun umiddelbart vampyrblod i årerne. Aromaen var dog ikke så stærk. Det var muligt, at hun var en blandingsrace. Han knejsede kortvarigt med nakken, inden han satte gang i fodtøjet og slentrede hen til hende i et roligt og afklaret tempo.

Hun blev stadig ved med at kaste de små sten ud i vandet, som var meget kedeligt i længden. Hun pustede hårdt ud, måske skulle hun have været blevet hjemme. Men det var trods alt sundere at være her ude, og man skulle jo nyde naturen mens man havde den. Hun mærkede at vampyren var kommet tættere på, selvom at det ville have været mærkeligt vis den ikke var. Hun drejede hovedet en andelse, og så på vampyren. han havde noget meget fint tøj på, ikke sådan noget man plejede at tage på i regnvejr. Hans krops alder var imellem de 18 - 19 år, men han kunne selvfølgelig være ældre end det. Det mest facinerende i denne omvendte verden, var nok alle de tidsaldre nogle folk havde været ignnem. Og så andre ikke, men det at de selv havde været der, mens at andre bare mådte nøges med historie bøgerne. At de havde overlevet pesten, alle de mange krige. De mådte have SÅ meget viden, som en enkel lille blandingsrace slet ikke kunne forstå. Han var kommet lidt nærmere, der var et par meter mellem dem. Hun spurgte med sin blide, og bløde stemme. Ikke særlig højt, for hun vidste at han kunne høre hende, med hans super gode hørelse:
"Hvad laver du ude i sådan noget vejr?" Det var nok mest mændene der skulle spørge om det, men Sookie var ligeglad. Hun havde ikke noget imod, at starte samtalen.