regnens dans (amelia)

Sted: et sted i terre
Tid: 22:54
Vejr: regnfyldt.. mørkegråt
Omgivelser: en våd mørk sidegade. med lidt lys

hans skridt var afdæmpe ned igennem den våde gade. hvor regnen dryppede ned fra tagene i en stille rytmisk dans, før de koldt ramte brostene, der uden nådig lod dem ende i gydens fald.
ligesom den ung skikkelse, med den sort uldjakke, der virkede alt for stort, der langsom kom gående i sine egne tanker. der hans øjne søgte et sted, hvor han kunne søge ly. regnvejret havde genblødt det rødbrune hår, så det virkede mere mørkerødt i det. han gik med til side vendt hoved, så de folk, han endelig mødt på vej, ikke så de ravgule øjne, der virkede mere skinne i de grå omgivelser, som hele terre, den nat var henlagt i. han vidste ikke hvad klokken var, eller hvor han var endt. kun at kulden var ved at få ham til ryste. men hvad det nytte det at finde et sted, især når de flest mennesker ikke turde at åbne deres hjem for ham, på grund af øjnene, der flere gange havde været skyld i jagt, forfølgelse. men nu var han ikke længere bytte, men jægeren.
bare ikke overfor regnen, der forsatte sin sørgmodig dans igennem gaderne.

På en bænk lidt væk fra denne ukendte eller fremmede dreng eller unge mand kunne en piges skikkelse ses. Hun sad roligt på den i skæret fra lugtepælen ved siden af. Hun så ikk ud til at være helt til stede. At hun var væk i sin egen lille drømme verden. Hun havde siddet der længe kunne man se da hun var helt gennemblødt. Hendes lange hasselnøddebrune hår sad lettere klistret mod hendes ansigt og havde fået en lidt mørkere farve. Hendes tøj, som var blevet til den sædvanlige korte røde nederdel og den hvide skjorte som dog var lavet af et tykt nok stof så den ikk vidste for meget, sad også bare klistret mod hendes krop og afslørede hendes kvindelige former lidt mere. Hun havde ingen sko på og hendes ben var trukket godt ind til sig selv for at hun kunne holde varmen lidt bedre. Hun sad faktisk og rystede en lille smule. Men hvorfor hun sad her var ikk fordi at hun intet hjem havde da hun jo havde et men der var andre grunde. Hendes ellers smukke, dybe og krystalklare hasselnøddebrune dådyr øjne var nu blevet en smule tågede og hun så ikk ud til at kunne gøre særlig meget hvis nogen ville syntes det var sjovt at kidnappe hende. Eller først efter nogle få sekunder. Hun trak vejret i svage gisp ud gennem munden og men kunne se at hun hverken var dæmon eller vampyr.