Sweet melancholy of alcohol - (Starlet)

Sikke en umenneskelig støj de lofthøje højtalere kunne slippe ud. De dunkende toner fra den rytmiske bas fik nærmest stedets menneskefyldte dansegulv til at ryste, og det gjorde det bestemt ikke bedre, at diskotekets gæster hoppede rundt som gale i takt til den øredøvende techno musik, der i dette nu blev spillet. Ak ja, det lod til at nutidens ungdom omsider var blevet helt tøjleløse. De fleste var tilsyneladende høje på en pokkers masse stærk sprut, det var i hvert fald kun meget, meget få, der ikke havde stod med en halvfyldt flaske i hånden. Det ville have været det ultimative kup, hvis der var blevet sat et skjult videokamera op i hver en krog af diskotekets hjørner, så de unges forældre senere kunne se, hvad det var deres børn foretog sig, når de efter lang tids tikken havde fået lov til at få sat deres udgangsforbud højere op, så de ikke længere behøvedes at komme hjem allerede klokken 10, men havde fået lokket deres forældre til at måtte være sent ude og feste til langt ud på natten. Sjuskeri, der kom intet godt ud af at forære de unge alt for meget frihed. Der skulle regler til for at samfundet kunne holde sammen og forblive intakt, men det var åbenbart ikke noget, der blev taget hånd om længere. Sebastian blev vækket op fra sin tumult af tanker, der for en gangs skyld ikke var helt så afklarede. Det måtte være den høje musik, der fik hans hoved til at føles enormt sløvt og havde givet ham en værre omgang tinitus, der skreg i hans ører i form af en skinger hyletone. Et par af hans mørke hårlokker blev med en vant og nænsom håndbevægelse strøget lidt til side, så hans gulbrune øjen fik lov til at træde mere frem, eftersom der nu ikke længere hang hår i vejen til at skjule dem. Hans blik blev derefter ført rundt i de befolkede omgivelser, alt imens han havde fået travlt med at rette på både de hvide handsker, der som altid var trukket over hans hænder, samt kraven på hans sorte habitjakke og det mørkegrå slips blev også rykket et par gange i, indtil han mente, at det sad rimeligt nok. Hans påklædning var så aldeles forskellig fra alle de andres, der faktisk så at sige nærmest ingenting havde på. Det var med garanti ikke genert personer, der var herinde, for de havde så sandelig ikke det mindste imod at vise deres svedglinsende, solarie'farvede kroppe frem, der kun lige var skjult af meget lette påklædninger. Alkoholen havde nok været med til at få lagt de fleste af deres hæmninger ned. Stakler. De kunne tydeligvis slet ikke stoppe, selvom det med sikkerhed ville ligge i deres senge og beklage sig åh så meget, når de blev vækket af deres mødre næste morgen, hvor de sandsynligvis havde et kraftigt tilfælde af tømmermænd, og fik en belærende snak om, at de skulle sætte deres alkoholsforbrug ned.

Den høje, larmene lyd som blev genkendt som musik fyldte Starlets ret så følsomme ører så snart han trådte ind i det menneskefyldte lokale. Det var overhoved ikke som musikken i hans høretelefoner som han normalt gik med, og som nu hang fint omkring hans hals, uden lyd. Men selvom der ikke var lyd i, havde han dem stadig med, det var jo hans og han følte sig så utrolig let uden dem.
Star lukkede sine hænder om sit hovede, i et forsøg på at lukke musikken ude, det virkede ikke. Larmen nåede hans ører, hvilket fik ham til at klynke lavt, ikke at nogen ville kunne høre ham, hvis det var, musikken var nok for høj. Han begyndte at gå fremad, ind imellem alle menneskene som spærrede og knapt nok lagde mærke til at han var der, de var for optagede af at danse og vise sig selv frem. Han nåede dog frem til en lille plet hvor der ikke var så menneskefyldt, der var godt nok ikke så mange mennesker som han troede, men han havde det nu stadig dårligt, som var han tvunget op i en krog. Star lukkede øjnenene hårdt i og satte sig ned på hug. Måske havde det alligevel været en dårlig idé at gå derind?

Sebastian lod sine øjne glide få milimeter i, så de nu kun stod halvt åbne, men han kunne dog sagtens se, selvom det ikke havde gjort alverdens, hvis han ikke havde kunnet, eftersom det ikke var det allermest interessante, der foregik foran næsen af ham. Det var det samme uanset hvilket tidspunkt, man besluttede sig for at dukke op på dette sted. Den samme højlydte, ret kedelige og ensstemmige musik, de samme fordrukne, berusede væsner der dansede tæt op af hinanden, og de samme udvekslinger af mobilnumre, når festen efterhånden var ved at være slut. Det var den langt fra endnu, den ville med sikkerhed ikke stoppe før omkring klokken 4 i morgen tidlig. Ak og ve, det burde forbydes at lade have diskoteket åbent på søndage aftner. Der var tonsvis af unge mennesker, der skulle tidligt op og i skole i morgen. Nå ja, det måtte blive deres egen og forældrenes hovedpine, han ville ikke til at gå og lege far for alle stedets dumdristige, alt for forudsigelige unge, der vist ikke havde særlig store realitetssanser på dette tidspunkt af dagen, og da slet ikke med den mængde alkohol som de nok alle sammen havde hældt ned. Hans øjnes opmærksomhed blev straks fokuseret på en yngre dreng, nøjagtig som han var begyndt på at kæmpe sig igennem den store klump mennesker, der stod og dansede vildt og ustyrligt midt på dansegulvet. Han så ikke just fornøjet ud. Gad vide hvad han foretog sig her? - og så helt alene endda? Sebastian knejsede kort med nakken, alt imens han fulgte ham med et årvågent og skarpt blik, lige indtil den ukendte dreng stoppede op og faldt sammen i sin holdning, som han satte sig ned på hug. Det ville være uansvarligt af ham, hvis han blot så bort fra ham, så derfor drejede han efter en kort tids spekuleren og overvejelse om på hælen for derefter at slentre hen til drengen, som han stoppede op foran. Som det første rømmede han sig kort, før han så satte sig ned på hug foran ham, satte en af sine handskebeklædte hænder imod gulvet for lettere at kunne opretholde balancen og lagde bagefter sit hoved en anelse på skrå. "Er alt i orden?" spurgte han med et afklaret, myndigt blik, der dog hurtigt blødte op, netop som et kordialt, roligt smil trådte frem på hans blege læber.

Starlet lukkede øjnene hårdere sammen, da musikken synes at blive højere, og folkene mere højrystede. Pokkers til dumme mennesker... nu var han jo selv iblandt dem, men han var nu én af de kloge som ikke drak sig fuld, for derefter at tage i skole, han kunne alligevel ikke tåle alkohol... og heller ikke lide det og han kunne i den grad ikke se det sjove i at drikke sig fuld! Hans tanker blev afbrudt, da han kunne fornemme at der var nogen der så på ham... lige hvad der manglede. Han hadede når folk så på ham, deres anklagende blikke som ikke ville gå væk, og var plantet i hans underbevidsthed for evig og altid. Han slog blikket op og så direkte ind i øjnene på en fremmed person. Alt stod nærmest stille og lyden var forsvundet. Han kunne ikke lide øjenkontakt, folk skulle ikke have lov til at se hans tanker på den måde. Han fløj nærmest tilbage, ind i én person som ikke havde set at han sad der, og ikke havde tid til at vende sig om og se hvem der var stødt ind i hans ben. "Jeg har det fint!" Han lød nærmere bange, da han lukkede øjnene i igen og vendte ansigtet væk. "Jeg har det fint..."

Det gippede kort i ham, da den ukendte dreng næsten blev skudt op i luften sikkert ifølge af det kæmpe chok, som han tilsyndelandende havde givet ham. Hans smil forblev dog på hans læber, hvilket var med til at sætte varmen på hans ellers abnormt kølige aura en smule op. Med en kontrolleret og galant bevægelse fik han atter skubbet sig op at stå ved hjælp af den hånd, han havde haft placeret på gulvet, hvorefter han satte sin ene fod en smule foran den anden, idet han tog et påpasseligt, dog målbevidst skridt hen imod den tydeligvis skræmte dreng, som det i den grad havde lykkedes ham at forskrække. Hans 'jeg har det fint' lød ikke ligefrem specielt overbevisene, overhovedet ikke faktisk. Han satte sig igen ned på hug, men havde sørget for at afstanden imellem dem var en del større denne gang. Denne dreng havde åbenbart brug for et stort albuerum. Han virkede i hvert fald ikke særlig fornøjet over dette steds mangfoldighed af mennesker, og øjenkontakt var vist heller ikke et så stort hit hos ham. Derfor låste han sit blik fast på mennesket pande, så han stadigvæk havde blikket rettet imod hans ansigt, og det så nogenlunde ud som om, at han så ham i øjnene; hvilket han dog ikke gjorde. "Det var ikke min mening at forskrække Dem sådan ..." startede han ud med sit sædvanlige dæmpede, rolige tonefald. Han kastede kort med hovedet, så det hår der hang foran hans øjne og irriterede ham faldt til side, inden han forsøgte at sende ham et lidt ulæseligt, neutralt smil. "Har De tænkt Dem bare at sidde der på gulvet hele natten og kukkelure?" spurgte han med et svagt løftet øjenbryn og endnu et lille smil, der måske rettere blot var en trækning i den ene mundvig, før han rejste sig op igen, rakte derefter en hjælpende hånd ned imod ham og nikkede kort ned mod den, som for at sige at han skulle tage den, så han kunne få hevet ham op at stå.

Starlet hev kort efter vejret, prøvede at lukke alle ude, så det kun var ham tilbage. Han var ikke vant til så mange mennesker, og det kunne man vel også se på ham sådan som han sad dér, alene og hjælpeløs. Pokkers. Han hadede at blive udstillet sådan... svag. Starlet åbnede øjnene lettere på klem og så han kunne se lidt på manden foran sig, eller ihvertfald dén lille del af ham som Starlet turde se på, hvilket var den nederste del af hans ansigt. Han turde ikke rejse sig, i frygt for at blive skubbet til, rørt, set på... alle de ting han ikke brød sig om. Han kunne godt se at han ikke kunne blive siddende, men... hvorfor ikke. Han irriterede jo ikke nogen, han kunne vel godt vente til folk begyndte at gå, kunne han ikke.
Starlet sænkede kort blikket igen, da manden rejste sig. Han havde vel tænkt sig at gå... der var vel ingen grund til at han- Starlet sad og stirrede lidt forvirret på hånden der blev rakt ned til ham, og rykkede sig en smule tilbage for ikke at blive ramt. Han tog den ikke. Selvom det var for at hjælpe, gjorde det ingen forskel. Berøring var... ikke noget Starlet kunne lide, og især ikke fra fremmede. Starlet tog sine hænder ned fra ørene, hvilket gjorde musikken højere. Han satte håndfladerne i gulvet og skubbede sig op og stå, lidt vaklende men han blev dog stående hvor han var, stirrende ned i gulvet, med sit tågede blik.