Naturen er på vej i seng - Scorpius

Tid: Aften, solnedgang
Sted: De varme kilder i Nain Des
Vejr: Solen er på vej ned og fugten er ved at ligge sig
Omgivelser: Vahida og dyrene

Vahida.. En høj kvinde med en lidt for slank krop, sad alene nede ved de varme kilder, i den ende hvor søen ikke var sumpet. Hun boede lige i nærheden og elskede at se hvordan naturen langomt faldt til ro, og gjorde klar til at samle kræfter til den næste dags arbejde.
Hendes lange hvide hår var som altid redt i en midterskilning og faldt tilfældigt ned omkring hendes skuldre. De jadegrønne øjne var vendt mod bjergkæderne i vest, som solen lige var dykket ned bag. En perfekt stund for nyforelskede.. Men ikke for hende.. Hun elskede ingen.. og sådan skulle det fortsætte med at være efter hendes mening.. Et lavmælt suk gled langsomt over de blege læber, inden hun trak benene tæt ind til kroppen og lod de slanke arme omfavne dem. Den sorte kjole, som gik helt ned til jorden, dækkede hendes ben og bare fødder, eftersom hun aldrig brugte sko.
Hun havde sin egen opfattelse af alt.. Dette betød også at hun hverken troede på gud eller hvad de andre nu kaldte ham der for oven.. Nej Vahida var tilbeder af modergudinden.. Tilbeder af naturen, som var det smukkeste i denne verden. Det eneste som kunne få hende til at finde fred i sit indre opgør om hvad der var rigtigt eller forkert.
Hun var glad.. selvom der ikke var den mindste antydning af et smil over hendes læber. Det udtryksløse ansigt ændrede sig ikke.. og aldrig i nærheden af andre, medmindre hun følte fryd over at se andres frygt.. Se det var noget hun elskede.. At se folk klynke over deres miserable liv, selvom de faktisk havde det meget bedre end mange andre i denne verden.

scorpius vågnede med et sæt. han kunne intet se. han kunne ikke bevæge sig som han plejede. der gik et kort minut før han regnede ud hvorfor. han var nede i pløret i bunden af en kilde lignende sø i bjergene. han nød det varme vand selvom det ikke havde forandret meget. han nød pløret der krøb op mellem hans tærer. han havde lagt sig til at sove. han blev nu nød til at vride sig selv løs. det var næsten som om vandet ville have han skulle blive der nede. som om de kunne læse hans tanker. men han blev nød til at komme op nu og da jo. han svømmede op. langsomt eftersom han ikke vidste hvilke nogle dyr der var i dette område. hans hoved stak op af vandet. ude omkring midten. han kunne ikke se meget. han svømmede mod kanten. han kunne se noget. han svømmede langsomt hen til det. han kom tæt på. han stirede op og sagde med en grødet stemme "hej. hvem er du?"

Hun rynkede svagt og næsten utydeligt på næsen, inden Vahida lansomt vendte blikket væk fra bjergene og udover søen. En bevægelse opfangede hurtigt hendes opmærksomhed, og ganske langsomt lod hun et øjenbryn glide i vejret, da hun så hovedet der kom tættere og tættere på. Det tilhørte noget hen i retningen af et barn, som hun ville kalde en på den alder. Drengen var tydeligvis en del yngre end hende selv, og Vahida valgte først at ignorere ham.
Hendes blik var fjernt mens det blev ved det samme sted på søen hele tiden. Hun havde efterhånden fået fornemmelsen af at overalt befandt der sig et andet væsen.. En anden person. Hendes tanker blev dog langsomt afbrudt af en stemme.
Langsomt og irriteret vendte Vahida blikket mod drengen, inden hun sendte et vurderende blik nedover ham. "Spørgsmålet ikke forstået" svarede hun ganske kort, inden hun lavede et kort kast med hovedet for at fjerne noget hår, som var faldet ned i hende øjne.
"Du er tydeligvis for lille til at være ude på denne tid, så hvad med at smutte i seng" foreslog hun i et køligt tonefald, uden nogen grund.. Vahida var bare et koldt og kynisk menneske overfor alt og alle.. Hvis man ikke kunne tåle det, var hun i hvert fald ikke den rette for en.

han smilte og svarede med en tydeligt falsk børne stemme "jammen det er jeg jo også allerede" han grinte lidt. og svømmede hen til kanten var han trak sig op. da han lige havde fået sin fod op af vandet var han allerede tør igen. han gik hen til hende med et smil og sagde "men hvem er du så enlig?" hans nysgerrighed lyste næsten ordene op som var de selvlysende. han kiggede på hende nu da han var tættere på. han satte sig ned over for hende og smilede op til hende. dog stadig varsomt. han havde hørt kulden i hendes stemme og var klar til at forsvare sig hvis det blev nød vendigt. han kiggede ud mod vandet igen. og nød synet. vandet var faldet til ro. det lignede et stort spejl. men livet dernede var der ikke mange der kendte. fiskene. iglerne. frøerne det hele var så smukt. han kiggede endnu engang op på personen.

Vahida himlede lettere opgivende med øjnene, da denne.. knægt begyndte at spille med på hendes spydige kommentar om at smutte i seng. Dette var i hvert fald ikke et sted hvor man bare lagde sig til at sove, som det passede en.
Hun tog sig ikke af at han spurgte endnu engang, men da han satte sig ned overfor hende, kneb hun svagt øjnene sammen mens hun skulede til ham. Hun brød sig ikke om andre mennesker, og alligevel komme denne knægt tæt nok på til at hun ville være i stand til at slå ud efter ham. "Hvad synes du jeg ligner" svarede hun mindst ligeså køligt som før, inden hun igen rynkede svagt på næsen som et tegn på utilpashed.
Hun havde lært at være mere forsigtig efter hun havde mødt en vampyr i forlystelsesparken. Den mand havde overrasket hende på alle tænkelige måder, og det havde bragt hendes velvilje ud af kurs. Hun var blot et menneske, og ude at stand til at slå igen overfor stærkere væsner.

"mit direkte gæt ville være at du er menneske" svarede han efter et kort stykke tid. han havde igen vendt blikket mod vandet og nydt at se de meget små bølger der var meget få personer kunne se. de stammede fra alle de små væsener der svømmede rundt. selv bakterie lavede små krusninger i vandet. "men hvordan folk ser ud kan jo nare. selv en vampyr kan ligne et menneske under de rigtige forhold. selv en som mig jo" den blå stribe i håret blev lysere og dybere i farven. hans blå øjne gjorde det samme da han kiggede på en fisk der sprang op ad vandet og ned igen. han smilte ved tanken om det "så spørgsmålet er ikke hvad du ligner. mere hvad du er i stand til at gøre eftersom det ville være den nemmeste måde at regne ud hvad du er" han smilte op til hende. hans barne agtige stemme var væk.

Hun himlede endnu engang diskret med øjnene, da han snakkede om sit direkte gæt. "You solved the mystery Sherlock" mumlede hun kynisk og køligt, selvom andre nok ville finde sådan en kommentar underholdende og drillende.. Vahida derimod fandt den nedværdigende, og det fortalte hende tonefald også til fulde. Hun lod ham ikke engang tale færdig omkring hvilket væsen hun kunne forestille at være. "Fri mig for dit pladder" Afbrød hun og hævede let den ene hånd, for at bremse hans snakken. Hun kunne ikke være andet end ligeglad med hvad han troede hun kunne være. Anonymitet var en gave, og den havde hun tænkt sig at gøre brug af. Jo færre som kendte til hendes eksistent, jo færre kunne blande sig ind i den og såre hende på de svage punkter.
Det var trods alt et plus hvis denne knægt regnede med at hun var et væsen, da hun ville være farligere og langt stærkere i hans øjne, end hun rent faktisk var. Jo menneskekroppen holdte de fysiske styrker ved lige. Hun ville aldrig komme til at overmande noget stærkere end en ræv.
"Du ved ik hvem jeg er, og jeg er ikke interesseret i at vide hvem du er.. Så drop forsøgende på at finde ud af det". Den kolde stemme var stadig i brug, men hun bemærkede dog at han havde droppet sin barnlighed. "Hvad jeg er i stand til vedkommer mig og ingen andre!"

uden at stoppe med at tale da hun afbrød ham fortsatte han "men jeg kan høre både på den måde du taler. din holdning og dit udsende. at du ikke er andet end et ganske normalt mennske. og det er grunden til at jeg nu sider foran dig uden at være bange. inden for række vide hvis du vil angribe mig. men så er spørgsmålet. hvad er jeg?" han kiggede igen op på hende efer at have kigget ud på vandet da hun prøvede på at afbryde ham. han va rikke bange for hende. han var sådan set ikke bange fro mennesker. indtil videre var der kun en der havde skadet ham dødeligt og han skulle sætte himlen i flammer før han kunne komme ud af det helvedehan var blevet sendt til

Hun knurrede lettere irriteret da han ikke stoppede med at tale, da hun havde forsøgt at afbryde ham. Han var tydeligvis ikke et menneske, så han måtte under alle omstændigheder være stærkere end hende. Hun havde tabt slaget uden overhovedet at kæmpe for det. "Jeg er heldivis ligeglad med hvad du er" svarede hun ligegyldigt tilbage, og viftede irriteret med hånden, inden hun vendte blikket væk fra ham, og lod det falde på en tilfældig blomst, som var stukket op af jorden lige ved siden af hende.
Hendes hoved gled øjeblikkeligt på skrå, mens hun betragtede den, og prøvede at finde ud af om det måske var en af dem, som hun kunne bruge i sine wodoo formål. Vahida var trods alt ikke bare et menneske. Hun udøvede heksemagi, og havde gjort det ligeså længe, som hun kunne huske.
"mmh" mumlede hun lettere eftertænksomt og glemte i få sekunder at drengen rent faktisk sad foran hende, da hun langsomt rakte ud, og plukkede blomsten lige over jorden, så roden stadig var i stand til at fremmane en ny.

han holdte nøje opsyn med hvad hun gjorde. selv begyndte han at ekde sig. han mumlede lidt og fik en bølge af vand til at flyde hen til sig og så begyndte han stille at lege med det. at forme det. at frysse det til is. som han kunne bruge til våben. gøre det kogende så han kunne torturere med det. alt hva man kunne komme i tanker om. efter et stykke tid glemte han hvor han var. han havde lavet en bobbel af vand han nu sad inden i hvor der statig svømmede fisk og frøer og igler rundt i fra søen.

Vahida sukkede fredfyldt, og nød helt at knægten var gået hen og blevet stille. Hun undrede sig dog en anelse, eftersom han ikke havde været til at lukke munden på før. Hendes blik vendte sig langsomt imod hende, og Vahidas øjne blev store af forskrækkelse. Hun kiggede nu på kuglen af vand, som drengen sad indeni, inden hun hvinede ukotrolleret, og bakkede så langt væk fra ham, som det var muligt, indtil hun hamrede ryggen mod et træ. Hvad var dog dette?
Hun havde tabt blomsten hende ved drengen, men lige nu var den på ingen måde vigtigt. Hvad var det dog han lavede.. Men kunne ikke bare lege med moder Naturs skaberværk på den måde! Hun var dog blevet mundlam ved synet, eftersom hun ikke havde set nogen udføre den slags magi for hendes øjne. Hendes egne ritualer kunne nemt tager flere uger at planlægge, enten fordi det skulle ske en bestemt dag, eller fordi hun skulle skaffe de rigtige eksperimenter.

han hørte en lyd. han kunne ikke rigtig bestemme sig for hvad det var. han studerede en frø's bevægelser da hun valgte at det nok kom fra kvinden. hun var bakket bagud. hun havde vist tabt en bloms. han gad ikke til at gå ud af sit fristed og mummlede lidt. en lille stråle. men langsomt. løftede blomsten og gav den til kvinden der stod op ad et træ. da 'armen' var henne ved hende koncentrede han sig igen om frøens bevægelser. han nød det. det var en genial måde den svømmede på. musklerne der alle arbejde sammen. forsvares mekanismen der sad i dens vorter som man mest så ved tusser godtnok men de var der statig.

Vahida kiggede stadig overrasket på boblen af vand, og ude af stand til at tale. Det gjorde det ikke meget bedre den en vand'fangarm samlede hendes blomst op og nærmede sig hende med den. Modernatur var ikke noget man kunne kontrollere!
Vahida hvinede endnu engang kort, og bakkede yderligere tilbage, efter hun havde gjort sig fri af træet, for at komme længere væk fra armen. Dette var alt for unaturligt til at hun kunne forholde sig roligt, selvom der skulle meget til at bringe hende ud af kurs. Hendes jadegrønne blik, stirrede lettere forfærdet på drengen, som på ingen tid havde fået en vis form for respekt i hendes bog.
Hun var i hvert fald klog nok til ikke at ligge sig ud med nogen, som var i stand til at lege med naturen.. Men havde hun ikke altid troet at naturen var sin egen ejer? Dette ødelagde jo alt som hun troede på, som hun ønskede at tro på.. Hun var hverken kristen eller noget andet.. Men hvordan kunne hun nu tro på naturen, når et simpelt væsen ville være i stand til at lege med den. "Du er vanvittig.. Alle i den her fucking by er vanvittige" udbrød hun og rystede voldsomt på hovedet, inden hun igen bakkede længere væk.

han hørte hvad hun sagde. det lød grødet men han hørte det fordi han ville høre det. han mumlede noget. man kunne se hans læber bevæg sig som om mærkelige ord blev dannet. vandet trak sig tilbage og ned i vandet. han så kærligt på det. han rejste sig op og gik langsomt hen mod hende. da han var tæt nok på til at hun kunne høre ham hviske. hviskede han "ja. men det er jo derfor der er så sjovt her" han grinte og faldt om på jorden af latter kramper.

En svag skælven begyndte langsomt at risle igennem hendes krop, inden hun lagde armene omkring sig selv og klemte til, for at stoppe de små rystelser. Hendes læber var presset sammen til en smal streg, da hun så hvordan vandet trak sig tilbage i søen, hvor det hele tiden burde have været, og hvor det for fremtiden skulle blive.
Da han begyndte at nærme sig, tog hun yderligere to skridt tilbage, mens hun anstrengte sine ører for at høre de ord han hviskede. Han mening til stedet her gjorde det ikke bedre for hende, og hun var allerede klar til at stikke halen mellem benene, og spæne tilbage til sin bolig i bjergene, og gemme sig der resten af livet.
"Det er ikke sjovt" hviskede hun efter igen at have fået stemmen under kontrol. Den kolde tone var forsvundet i hendes forskrækkelse, eftersom hun var rundt på gulvet. "Moder natur er ikke noget man leger med.. hun er skabt som hun er, og skal forblive som hun var skabt" tilføjede hun langsomt, inden hun kort lod tungespidsen glide ud og fugte hendes læber.

han rejste sig op med en alvorlig mine. "jeg leger heller ikke med moder natur. jeg er vandets vogter. beskytter. elsker. behersker og tjener. jeg respektere moder natur. vandet over alt andet. jeg 'legede' med det som du kalder det. for at blive bedre til at beherske det. så jeg bedre kan tjene og beskytte. jeg studerede en frø og dens bevægelser så jeg ved mere om dens natur så jeg bedre kan beskytte den" han mumled eigen noget uforståeligt noget. en lille bobbel af vand løftede sig fra vandets overflade og kom hen tuil hans hånd. en frø svømmede fredsommeligt rundt inde i den. han smilte til den. hele kuglen frøs til is. men inden i lige præcis nok plads til at frøen kunne være der. var vandet ganske normalt. han mumlede igen og vandet gik tilbage til sin normale form og tilbage til søen. "jeg respektere alt liv. alt moder jord har skabt. det er også derofr jeg ikke spiser kød" han kiggede over mod hende og gik et skridt tættere på. langsomt så han kunne sige han skulle holde sig væk hvis hun ville.

Hun åbnede og lukkede munden et par gange for at protestere mod hans ord, men ikke en eneste sætning kom over hendes blege læber. De grønne øjne lyste stadig af ren uforståelse for hvad hun havde set, og hun lod ham denne gang tale færdigt.
Hendes blik blev vendt mod vandboblen i hans hånd, som indeholdte en frø, og hun gispede forfærdet, da hun så hvordan han langsomt frøs boblen til is. Den stakkels frø ville jo dø derinde uden ilt. Det hele varede dog ikke særlig længe, og hun åndede lettet op, da hun så at frøen kom tilbage til sine naturlige omgivelser, hvor den allerede burde have været fra start.
"Jaja.. Og hvad så" svarede hun ligegyldigt, efter hun igen havde fået stemmen under kontrol. Det var da ligemeget om han var vegetar.. Han kaldte sig beskytter af vandet, hun kaldte det magtmisbrug over et element. De ville nok ikke blive enige på det punkt, og Vahida sendte ham et svagt advarende blik, da han begyndte at komme tættere på hende. Hun var dog ikke i stand til at røre sig ud af stedet, men blev bare stående som var hun frosset fast til jorden.

han kunen se hun ikke kunne flytte sig hvis hun ville så han valgte at gå tilbage. han satte sig der hvor hun havde sat før og kiggede bare på hende med et sørgeligt blik. dette var ikke første gang han var blevet kaldt sådan ting som. misbruger. kontroløre uden lov. dæmon. eller at han ikke respektere moder natur. men det gjorde han. han holdte på det med at. moder natur har skabt alt. også personer. hvis moder natur mente han skulle have evnen til at kontrollere vandet. så var der nok en mening i det. og så kunne han ikke se det forkerte i at gøre det.

Vahidas øjne blev med et klemt sammen til smalle sprækker, mens hun betragtede dæmonen som nu begyndte at bakke væk fra hende igen. Undrende glippede hun kort med øjnene, inden hendes hoved faldt en anelse på skrå, mens et spørgende blik trådte frem i de grønne øjne.
Hun sukkede svagt, da hun så at hun havde ramt et ømt punkt i ham. Et lettere triumferende smil gled langsomt over hendes læber, og hændelsen med vandet forsvandt langsomt ud af hendes hukommelse. Hun mærkede hvordan selvtilliden langsomt blev styrket i hendes indre, og selvom denne dreng var et væsen.. Stærkere end hende, var det tydeligt at han var holdt tilbage af følelser. Den slags som Vahida for længe siden havde lagt fra sig.
Det var næsten ynkeligt.. Han sad der med magt i hænderne, og lignede et barn, som var blevet slået i hovedet.. Han var såret.. Trist. Vahida himlede opgivende med øjnene, imens hun blev stående og lod armene falde over kors.
Han var svag. Hun spildte ikke sin dyrebare tid på svage væsner eller mennesker. Hvis han ikke engang kunne klare ordene fra et menneske, hvordan ville han så overleve en enkelt dag i denne verden?

han kiggede op mod hende. fik øjenkontakt og kunne regne ud hvad han tænkte på. det var en af hans specialiteter at læse folks tanker. eller i hvertfald det meste. gennem folks øjne. han rejste sig op. "du mener jeg er svag fordi jeg lader mine følelser lyse igennem. men så spørger jeg dig. hvis jeg ikke havde følelser. hvordan kunne jeg så respektere moder natur. du der tror du har gemt dine følelser. du er den svage her. ikke styrke mæsigt eller hjerne mæsigt. men i hjertet. han gik langsomt over mod hende "du har set mine kræfter. du har set hvad jeg kan gøre. alligevel viger jeg tilbage ved ord. du undrer dig over hvorfor jeg ikke bare bruger mine kræfter som det passer mig. det gør jeg skam også. men med respekt for det" han mumlede igen. vandet kom op. helt ren ven. det slyngte sig om ham. han smilede imens. han nød det åbenlyst. til sidst fik han det til at hurtigere end blikket kunne opfange det ar flyve over mod kvinden. det rørte hendes ene kind. det var varmt. og dog ikke. det var ikke for koldt eller for varmt. det var lunt. som det mest perfekte. det næste sekund. blev det varm. og så koldt. før han lod de komme tilbage ligeså hurtigt som det var kommet hen til hende.

Hun trak ligegyldigt på skuldrene, efter hun igen havde genvundet fatningen og hørte ham tale. han lød som om han vidste alt.. Han kunne sgu da ikke vide hvad hun tænkte om ham. Selvfølgelig havde han ret på visse områder, men på andre var han også på vildspor. Hendes blik viste tydeligt at denne samtale var begyndt at kede hende, og Vahida overvejede drastisk om hun ikke bare skulle smutte et andet sted hen.. Hjem.
"Tænk hvad du vil.. Tro hvad du vil.. Jeg er ikke her for at du kan køre dine psykoanalyser af på mig" hvislede hun lavt, og den kolde stemme var igen tilbage i hendes ord, mens hun holdt øjenkontakten med ham. Hun tvang sig selv til at blive stående, da han mumlede noget uforståeligt, og så hvordan vandet igen rejste sig fra søen.
Hun nægtede at vie tilbage for det endnu engang, og gøs kun svagt, da det strejfede hendes kind.. Først lunt, så vamt og til sidst iskoldt. Det skabte naturligt kuldegysninger, på grund af den pludselige temperaturændring på hendes hud, men dette var ligegyldigt.
Og hvad så at hun ikke viste følelser, og gemte dem væk. På den måde undgik man at blive såret af andres ord og handlinger, ligesom hun lige havde ramt ham med sine.

"jeg køre ikke en phykoanalyse som du siger. jeg læste bare dine øjne" han tog endnu et skridt hen imod hende "og du kan tro hvad du vil. som du også selv siger. ja jeg viser mine følelser. måske er det lige den grund der gør at jeg er stærkere end dig. har du overvejet. at fordi du gemmer dem. er du svag?" han spurgte ikke med nogen helt speciel tone. en ligegyldig men statig myndig stemme. han havde ikke tænkt sig at give slip på emnet før han var sikker på hun havde forstået hvad han mente. eller direkte flygtede fra stedet. eller mere usandsyndeligt. angreb ham.

Vahida pressede sig selv en anelse tilbage mod træstammen, da han igen gik frem mod hende. Hun ønskede ikke at han skulle gøre det, og alligevel kom han gående imod hende. Hendes irriterede blik var vendt mod ham, mens hun overvejede den nemmeste måde at slippe af med ham på. "Hver sit sind.. Hver sin mening" svarede hun ligegyldigt, da det aldrig ville kunne falde hende ind at indrømme noget andet.
"Og hvis du vil have mig undskyldt. Jeg har.. Noget græs der skal plukkes" tilføjede hun svagt lidt efter, inden hun fik gjort sig selv fri af træet, og vendté ryggen til ham. Hun var allerede klar til at få kastet en kniv imellem skulderbladene, og spændte svagt musklerne for at være klar på smerten der ville komme, inden hun tog de første skridt væk fra ham.
Hun flygtede ikke ligefrem, men hun ønskede heller ikke at være i selskab med ham længere.

han kiggede efter hende og smilte lidt. han var ikke helt sikker på hvorfor. det var vidst en form for sejr han lige havde fået. men han var heller ikke tilfreds. han kunne ikke li når der var folk der var bange for ham eller sure på ham eller havde fået et forkert indtryk af ham. så han gik langsomt og lydløst hen til hende igen. han prikede hende på skulderen
"du fik vidst et forkert indtryk af mig. jeg undskylder. lad os starte på en frisk. mit navn er scorpius" han bukkede for hende uden at bryde øjen kontakten.