Still at night I can feel free ~Xetrais~

Tiden er?; 23.12 eller der omkring
Stedet er?; La Marécage - Søen
Omgivelserne er?; Træer og en sød..eller ingen
Vejret er?; Lidt kølig, vind og halvmåne på en stjerneklar himmel

Månen stod højt på den mørkeblå himmel og oplyste svagt søens område. Vinden ruskede af og til i træernes kroner og fik vandet i søen til at bevæge sig i små bølger. Der ville aldrig blive fuldkommen stille her. Der var altid et eller andet væsen der gemte sig i buskerne og rørte ruoligt på sig, altid en krage der skreg ud over landskabet, altid en vind der susede, altid en ugle der tudede og altid en lille bølge er skyllede op på land med en behagelig bevægelse.
En mørk skikkelse sprang hurtigt fra træ til træ med en høj fart. Ja, personen nærmest svævede. Det halv lange hår og den lille og lidt spinkle bygning afslørrede at det var en pige. Ingen kvinde. Hun var får ung. Hun bevægede sig næsten lydløst samt smidigt og blødt. Hun sagde ikk noget. Ikk et ord.
Med et mindre bump landede hun på den lidt stenede og hårde jord lidt fra søens kant og lod månen oplyse hende helt. Hendes hår havde en skinnende hasselnøddebrun farve lige som hendes smukke, dybe og krystalklare dådyr øjne som så rundt om sig. Hun var kun iført en kort rød nederdel og en løs hvid skjorte(Ava) der begge svagt flagrede når et vindpust kom mod hende. Ingen sko. Med så blide og forsigtige skridt gik hun mod vandet. Hun tøvede længe mens at hun havde stoppet op og kunne kun lige mærke det iskolde vand når en bølge skyllede op over hendes fødder. Hun sank en mindre klump der havde valgt at sætte sig fast i hendes hals og satte sig så på hug. Hun lagde først sin ene hånd fladt på overfladen af vandet hvor efter at hun roligt kørte hele sin hånd rundt i otte taller og cirkler. Og disse mønstre forblev større og større ind til at de så til sidst forsvandt. Amelia, som denne aspara så fint hed, fik en svag fornemmelse af at falde mere til ro nu og hun lod et smil spille frem på hendes bløde og let lyserøde-brune læber.

Xetrias rejste sig stille op fra vandet, og lod liget synke mod bunden.. han tørrede resterne af blod væk fra sin mund, denne sortelver havde smagt pragtfuldt, han vendte sig om, og kiggede på Asparaen, vandet hvor han var var stadig rødt, men.. det var jo ikke hans problem, vel? han gik stille ind imod det faste land igen, han tænkte ikke over at han var gennemblødt, og han strakte sig imens han gik, sortelveren havde godt nok prøvet på at kæmpe imod.. men hun havde jo tabt, så ingen problemer der, han lagde mærke til et snitsår på hans bryst, og rullede med øjnene ''Dumme kælling..'' mumlede han og nåede ind til kanten, imens såret lukkede sig ''God aften frøken'' sagde han med et kort buk, og kiggede ud over søen, der var stadig en mørk plet hvor liget var, han var egentligt ligeglad.. der var ingen der kunne røre ham alligevel..

Amelia havde ikke opdaget noget. Havde heller ikke hørt noget. Blot set hvordan at der var kommet bevægelse i vandet efter noget tid. Hun stoppede med at køre sin hånd rundt i vandet og løftede undrende sit ene øjenbryn. Men hun forblev stille siddende på hug. Hun spærrede så sine øjne lidt op da noget af det vand foran hende fik et rødligt skær. Det mindede hende på en eller anden måde som olie. Dog vidste hun godt hvad det var. Og det var det der skræmte hende. Så nu kunne hund høre skridt gennem vandet. Og hun så op stadig med en smule frygt i hendes øjne. Men hun lod sig slappe mere af igen. Hun kunne stadig skimme blodet ved hans mundviger og blodet fra hans tidligere sår over hans brystkasse. "Ehm.. Hej" sagde hun så lidt efter hans meget korte ordstrøm af tre ord. Hun lagde så sit hoved lidt på skrå og trak sin hånd op af vandet som hun så lagde på sit lår lige som den anden.

Han kiggede dovent ned på hende ''hva' laver du ude på den her tid...? det kunne jo være farligt..'' sagde han stille og gik et par omgange rundt om hende, med hænderne i lommerne, hans tøj og hår var stadig gennemblødt, og lugtede dejligt af blod.. men det kunne han jo ikke kræve at en Aspara skulle forstå det smukke i ''åh... hvor uforskammet af mig.. mit navn er Xetrias Noterian..'' sagde han stille, og placerede sig selv ved siden af hende, og kiggede ud over vandet, han rakte ned i sin lomme for at tage en lille vandtæt boks op, og åbnede den og rullede en cigaret i hånden for der efter at tænde den med zippo lighteren der var i boksen, han tog et hiv, det var ikke nødvendigt for ham at trække vejret, men han kunne gøre det.. han inhalerede røgen, og pustede den stille ud i natteluften, han kiggede på de former den lavede imens den stille fløj væk fra de to.