Can you feel the sound?

Natten var kommet for at blive, i hvertfald de næste mange timer og dette kom den nyfødte vampyr til gode.
Landskabet lå hensvøbt i en kappe af mørke og gav dermed dække til al det som solens ellers så skarpe opmærksomhed ville have afsløret.
Her i Sombre kunne alt ske.
Det var her Millicent havde begravet , hvad hun troede var hendes døde hundehvalp efter at have givet den hendes blod- og det var hér den var ' genopstået ' som hvad hun troede var en vampyr hund.
Hvor i alverden skulle hun dog vide fra at hunde slet ikke kunne blive vampyrer?
Det var jo ikke fordi man vågnede op...forvandlet ...med en VAMPYR FOR DUMMIES manual sin hånd- og Indtil for et lille halvt år siden , ville hun have rystet på hovede af enhver der påstod at mennesker kunne transformeret til en blodhungrende død bæst, sååå !

Denne aften var alt dog stille.Ingen døde hunde og ingen sure mænd.
Den unge kvinde, Millicent Walker , var ude og snuse lidt luft efter at have været et hurtigt smut på job.Hun gik og små nynnede og sang , helt uvidende om hvor ringe en sangstemme hun egenlig havde.
Den var nok mere sød end smuk...sød ...på samme måde en tæske grim chihuahua var sød altså.
Millicent havde en tætsiddende nederdel og en figursyet skjorte med ærmerne smøget op og et par hægter åben foran , på.
Både hendes tøj og de højestøvler hun var trukket i , var sorte og det var en lille skulder taske også.Afslappet og stilfuldt....og meget enkelt.
Kun en løs striktrøje og hendes øretelefoner var i hvide.
Det lange og iltre hår, sad fastspændt i en høj hestehale på toppen af hendes hoved, og hænderne legede afslappet med den hvide ledning , der førte ned til hendes mobil, imens hun sang, forhåbentlig ikke al for højt...

Den ellers så varme og smukke park, som bare for få timer siden havde huset småbørnsfamilier og pjattede studenter i solskinnet, havde nu sagt farvel til sine glade gæster, og trukket i sit aftentøj. Der hvor der før havde lydt genlyd af høj latter og snak, var nu blevet stille idet natten var faldet på. Duften af madkurve, diverse tærter og parfume var forduftet, og tilbage var kun en dugfugtig luft.

Her, hvor det ellers var meningen at freden skulle have bredt sig i det verden sagde godnat, fandtes der stadig uro. I et afsides hjørne af parken var der stadig mennesker i en tilspidset situation.
"Hør nu... Gutter.. Jeg er sikker på at der har været en misforståelse. Jeg ved simpelthen ikke hvor de penge blev af." Prøvede en af de forsamlede. Han var af middelhøj bygning, og selvom han var trænet, så han meget spinkel ud i forhold til de 2 andre mænd der stod overfor ham. De var begge en del højere. Den ene med skuldre på bredde med en bil, og den anden med en nakke som en tyr.
"Flere undskyldninger skvat?" Brummede bilen bryskt. Tyrenakken slog truende en knytnæve imod sin ene håndflade og grinede dumt af hvad den anden sagde. "Ja vi gider ikke de dumme undskyldninger" Nikkede han med.

Den første lidt spinklere fyr tog hænderne flat op foran sig og rystede på hovedet med et presset smil.
"Så .. Jeg er sikker på der nu bare har været en forkert mellemregning et sted, hvis i nu bare lader mig ordne det, så har vi snart det ude af verden" Prøvede han igen. På trods af at hans dårlige arbejdstider først lige havde ladt ham forlade kontoret, og det resulterede i mørke raner under de meget lyse blå, men faste øjne, så afgav han stadig en umiskendelig rolig og varm aura, som ikke gjorde nogen andre væsner i tvivl om at de stod overfor en engel.

Tyrenakken og bilen kiggede på hinanden. De havde også haft en lang dag, og trængte til at komme hjem til hvad familie eller kæledyr de måtte have. Dette skulle bare overståes.
"Hør her makker" Brummede Tyrenakken og trådte tæt på englen foran ham for at løfte ham hårdt op i kraven på hans lysebrune overjakke og hvide skjorte indenunder, så det sorte slips strammede faretruende meget om fyrens hals. "Mafiaen finder sig ikke i..-" begyndte han, men før han kunne nå at sige mere havde englen fået fat i fyrens arm, og sekundet efter nærmest fløj de to personer fra hinanden. Den bryske mand med tyrenakken brøllede forbandelser og tog sig til sin arm, og imens englen hårdt ramte jorden med den ene side.

Gordon så stjerner.
Luften var blevet presset ud af ham idet han var blevet slynget ned i jorden. Han burde vide bedre end at gøre sådan, men han havde en dårlig vane med at reagere impulsivt i pressede situationer.
Imens han prøvede at genvinde situationen omkring ham virkede brølende fra manden så langt væk. Var han virkelig stadig på jorden i en afsides ende af parken, som før havde huset børne familier og pjattede studenter? Som før havde givet genlyd af latter og råb? som før havde båret duften af madkurve, diverse tærter og daggammel parfume?
Alt dette virkede så fjernt, som han kæmpede sig lidt op. Det eneste der virkelig virkede til at nå helt frem til ham var en sang. Nogen sang. *Nå ja... Det er jo ikke slut før den fede dame synger* Tænkte han til sig selv, selvom han havde ingen ide om hvem der sang. Kun at sangen mindede ham om noget han havde hørt i en dårlig folkeskolemusical. Så .. rædselsfuldt, og dog så fyldt med håb og længsel.

Hvad var nu det? Havde hun fået hentet en skod udgave af nummeret hevet ned?
Det hændte jo fra tid til anden, at når man downloadede musikken på en ikke helt legal vis, så kom der noget tjavs med.En sang med støj eller andet knas...og på den her virkede som stemmer kørte indover.
Eller ..måske skulle hun lige skrue lidt ned, og se om der var noget på færde, det kunne jo ren faktisk godt være?
Millicent stoppede op, og tog ørebøfferne ud , for at rulle dem sammen og stoppe dem i strik trøjens ene lomme.Lyden af en person der hev efter vejret kom hende straks i møde, og hendes øjne blev vaktsomme og musklerne spændtes helt instinktivt.
Straks vendte hun sig i retning af stemmerne, der nu virkede meget høje , næsten skingre i vampyrens følsomme øre.
Millicent trippede nærmere, og spærrede øjnene op . Det var jo ....helt unfair...der stod to mænd..eller nærmere klipper og nakkede en ung fyr! Han stod jo ikke en chance mod dem. Helt ærligt!
Argh....skulle hun ...måske blande sig lidt? Gøre kampen lidt mere ligeværdig og jævn? Jævn...ha...hun kunne flå deres hoveder af på to sekunder op sætte dem på trættes grønne top, men....bare at skræmme dem lidt kunne også gøre det!
Hun kendte ikke årsagen til deres ballade , men at det ikke var to af Guds bedste børn der var ude at samle ind til kirkens nødhjælp, det var vist ret tydeligt.
Hun kunne ikke bare vende ryggen til og gå, det var ikke retfærdigt.
Så istedet speedede Millicent op, så da mændene de blinkede næste gang stod Millicent mellem fyren på jorden og de to store brød. Hun hvæsede svagt ud mellem hendes læber, som var det røg hun pustede ud, hvad der i sig selv måtte se fuldstændig tåbeligt eller skræmmende ud, alt efter hvor meget humor og alkohol man havde i sig, og hvis man ikke var bekendt med nattens børn.
" Godaften de herre...så tror jeg legen stopper, og i undskylder til fyren "
Millicents blik veg ikke fra de to store mænd, men der var dog noget der distraherede hende, og fik hende til at snuse en ekstra gang ind.
Duften der sneg sig op i hendes næse, bragte minder frem om José.
Hun kunne godt dufte det ikke var ham, for hendes næse var en fin lille sag der virkede fortrinligt...men alligevel mindede den SÅ meget om ham.
Hun så kort fra mændene og over på deres boksebold. Var han mon en engel?
" Er du okay?" Spurgte hun med et bekymret drys i sin stemme.
Hun kunne konstanterer at han fysisk var, ingen sår eller blødninger, dem havde hun med garanti opsnuset right away, så nu gav hun de to okkenokker een chance for at smutte herfra , i et stykke...
" tre sekunder er hvad i har , inden jeg sørger for i fremover vil ønske at sove med lyset tændt, i revnen mellem Jeres mor og far"
Ja ja....at hun havde lyst til at skræmme nogen, var jo ikke lig med hun var skide dygtig til det, vel?

Gordon kæmpede sig, stadig forpustet, op på fra jorden. Han gned lidt jord af sin jakke inden han kiggede på, og hans bå øjne ramte noget der før ikke havde været der. Han troede ikke der havde været andre i parken så sent, men han havde vidst taget fejl.
Idet han lagde hovedet lidt tilbage kunne han ikke holde et smørret smil fra sine mundvige. Så man det, det kunne være han skulle til at tage halen imellem benene? Disse.. døde væsner... som af et pragteksemplar nu stod foran ham... De havde en tendens til at finde hans blod alt for velsmagende.

Han kom helt op på benene og rettede sig op imens han tørrede det sidste støv af. Imens synes gutterne foran vampyren ikke at være i tvivl om hvad der stod foran dem og de prøvede febrilsk at forklare deres sag.
"Jamen jamen.. Det er ham der har narret os!" Udbrød den ene, imens den anden næsten grædende mumlede noget med at han ikke ville ædes.

Gordon trak på skulderen. Det var vel sandt. HAN var den der havde snydt DEM, men i det lange løb ville han nu ikke betegne sig selv som skurken.
"En vampyr på aftentur. " Svarede englen og fæstede lidt drillende blikket på vampyr kvinden. "Fortæl mig lige en ting, for jeg skal lige bedømme om det er tid til at fordufte for mig. Er du kommet for at hjælpe, eller gøre krav på din natmad, for det høre jeg virkelig tit" Fortsatte han og kørte sit brune hår tilbage med en hånd.

Millicent kunne ikke afgøre hvem der snørrede hvem i deres lille trekant, men man behøvede ikke en doktergrader i neurologi for at regne ud, at kampen var unfair.
Hun himlede med øjnene, da den ene bassedreng lød som han var gråden nær..for real ? Den anden fyr virkede derimod en smule mere stædig.Han kunne godt ligne en der stod og pønsede på et eller andet, men inden hun kunne nå at sætte en skræk i livet på ham, og lukke luften ud af den ide, så henvendte englen sig til hende.
Engle...ja...hun havde konkluderet at han var netop det, hans aroma kunne han ikke stikke af fra.
Millicent vendte sig om , så hun kunne se på ham, ordenligt.
Ung fyr, pæn ...velholdt...stilfuldt påklædt, ..og et alt for selvsikkert smil til denne situation.Millicent kunne godt lide skjorte og slips, der var noget meget maskulint over det hun fandt tiltrækkende.
Hun trak dog hagen lidt ind, i et forbløffet udtryk..." Natmad? Årh..de finder dig SÅ appetitlig ? Nå ...men bare rolig, jeg er enormt kræsen hvad angår....mad " hun havde mest lyst til at fnyse, men kom istedet til at smile, da hun ikke var helt dygtig nok endnu , til at se ligeglad og kølig ud.
" Du kan være helt tryg, jeg er ikke lige typen der kaster mig frådende over folk...eller fæ...med vinger" drillede hun og lod hendes øjne følge hans hånd ,der løb gennem hans tykke mørke hår.
Hun havde hørt at engle blod skulle være fantastisk, men hun drak helst ikke andet end doner blod.Kun når Andrija havde presset hende, når han skulle lære hende at være ' rigtig' ...at være en vampyr han kunne være stolt af....havde hun gjort det....og så var der de gang han havde gjort hende utilregnelig af jalousi , og hun havde angrebet kvinderne ...der vel og mærke døde på stedet...men det var alt sammen slet ikke hendes skyld. Faktisk betalte hun dyre domme for donor blod, fra hospitalets blodbank, så fyren her var i fin sikkerhed...sålænge han opførte sig pænt.
" Jeg så du have....lidt problemer...og ville tilbyde min hjælp" hun lagde armene over kors og forsatte med at tale til ham, selv om blikket nu lå som en ørns på de to store brød.
"I er to mod en...,uanset havd er det da ikke videre retfærdigt, så at han har en kvinde til back up, kan vel ikke genere?" Hun sendte et smil , der var slt andet end høfligtog sødt, til de to kedelige typer.
" Hvis jeg nu tager ham der " hun nikkede i retning af den ene..." og adskiller hans ders hoved fra hans nakke? Kan du så nappe ham med tattoen på halsen? Og så er vi fælles om oprydningen?"
Hun hendes skjorte beklædte ven fangede ideen og legede med på den.
Hun have en ide om de ikke var helt så trænet i kamp og slet ikke mod væsner som Millicent, så var de kloge stak de af, imens hun have sin lille tete a tete med slipsedyret her.

Oh. Gordon måtte hæve et mørkt øjenbryn. Hun var kræsen, så han var ikke god nok føde nu? Ikke at det generede ham. Han havde det helt fint med ikke at ende som aftensmad.
Hun drillede ham. Som han havde drillet hende, og han måtte imødekomme hendes smil med sit eget lidt skæve. "Touché" var det eneste han fik svaret på hendes drilleri.

Well... En fair kamp var vel aldrig 2 imod en, men som de fleste vidste så spillede mafiaer ikke altid fair spil. Fysisk var denne kamp da slet ikke fair før hun kom til, men egentlig handlede den ikke om den styrke, men om det der lå bag. Og der var han bestemt ikke den i nød.
"Det skulle da være første gang jeg ligefrem fik hjælp af en vampyr uden egoistiske bagtanker, men go ahead" svarede han og betragtede hende. Ud over hendes aura der udstrålede det døde i hende, så var der andre indikatorer på hendes væsen.
Hendes elegante fremtræden med lyse bølgende lokker og smukke indlurende øjne , samt den simple, men stilfulde sammensætning af tøj efterlod ingen tvivl om at denne kvinde var et rovdyr. Et rovdyr der var designet til at tiltrække sit bytte, og tiltrukket, det kunne han ikke benægte at han var.

De lyse blå øjne flyttede deres fokus til de mindre tiltrækkende mænd igen. Ville hun ligefrem rive hovedet af dem ? Han tvivlede på en eller anden måde, men måske fordi han ikke helt selv fandt ideen tilsmilende.
Et kort sekund efter gik det op for ham hvad det var hun tænkte og han nikkede så.
"Well... det lyder som en god idé. Jeg tror endda jeg har en pose et sted du kan bruge som doggybag hvis du vil have rester med hjem efter oprydningen" Svarede han og lagde armene over kors.

Millicent fik en lille glimt i øjnene ved hans touché. En lille ord duel var altid herlig, særligt når den var rimelig ligeværdige- og sjov.
Hun blev dog lige piller lidt ned på jorden , da fyren lige skulle minde hende om hun ikke var prototypen på en vampyr. Det havde han godt nok luret ret hurtigt. Millicent havde stort det altid kun gode bagtanker , og intentioner så der var intet durkdrevent i hende. Så skulle man godt nok provokerer hende rimeligt effektivt, og så lå det vel i alle? Forskellen var bare at hun var stærkere nu og lettet kunne lave eller påføre skade på ting eller mennesker.
Hun mødte hans blik og bemærkede hans øjne var kraftig lyseblå og meget friske. " Jeg beklager , men jeg er ikke lige prototypen på en excelent vampyr , du er nærmere læber ind i en søndagsmodel...så jeg er ikke så øvet i det med de onde bagtanker" hun rettede blikket mod de to mænd..." Det betyder så også at jeg er røv dårlig til at bide , så det gør vildt ondt og er ekstremt smertefuldt når jeg drikker af jer om lidt , så er i advaret og skal ikke begynde at brokke jer" det var det rene løgn og latin , remsen hun lirede af til de to fyre.
Med hun kunne næsten juble da hendes lille maligne spøg blev videre ført.
" virkelig ? Har du poser? Det er da totalt konge det der" forsatte hun og klappede ham på skulderen.
" d-doggybag ehhh ?ej.... Kan vi ikke lige slå en streg over det her? Kan vi lave en deal af en slag?" Ønskede tatto halsen at vide. Millicent så på englen, og løftede spørgende de lyse bryn, da hun trådte lidt nærmere ham. Forsøgte de to brød at stilke af, kunne hun snildt løbe dem op. Så hun gav sig tid til at tale nu..." Ok... Vil du fortælle mig hvem pokker de to er ... Og hvad de vil med dig?"
Fik hun af vide de var fra mafiaen , ville Millicent rulle dem for penge og sende dem hjem til deres chef med en hilsen fra Black Swan der takkede for donationen.

Gordon smilede og blev lidt overrasket over hendes klap på skulderen. Han var meget opmærksom på vampyrer der kom for tæt på og trak sig straks hun rørte hans jakke lidt væk i et ryk. Lidt forfjamsket prøvede han at lade som ingenting og håbede hun ikke kommenterede det. Det var et kraftigt klap, men ikke så det gjorde ondt, på trods af at det nok havde set meget let ud. Det blandet med det hun sagde måtte vel betyde at hun var ret ny i branchen, og ikke helt øvet til sine nye evner endnu. Egentlig kunne han ikke sige at han var specielt erfaren indenfor at være er væsen. Det var kun små 3 år siden han døde og ... genopstod. En oplevelse der kun havde gjort ham mere utryg ved hele vampyr racen.

De to mænd kiggede på hinanden og overvejede tydeligvis at løbe. Forståeligt. Han var havde gjort det i hvert fald.
"Ja- en deal..." stemte de brede skuldre med hans ven og bakkede et skridt bagud.

Gordon trak på skulderen. "Om du laver en deal med dem eller ej er ikke i min interesse, bare jeg bliver i et stykke, så er jeg glad" Sagde han først og forklarede så deres relation "Altså.. De har ret i at jeg selv er ude om det her. Jeg har fusket lidt med nogle regnskaber, og de har mistet nogle penge. Mafiaen altså." Selvom han sagde det meget afslappet, så var han ikke i tvivl om at det både var seriøst og farligt at køre det spil med mafiaen.

Millicent tænkte ikke videre over at hun måske var for tæt på ham.
Da hun aldrig havde gjort en engel noget, og ikke smagt deres helt unikke blod, forstod hun nok ikke helt, hvordan verdenen så ud gennem Gordons øjne, når man som hav var en eftertragtet vare, altsår ikke alene på charme og et vindende sind, men alene på duften og smagen af sit blod.
Få måneder havde hun levet i denne mørke verden, og hun blev overrasket gang på gang, over hvad den indeholdte.

" Godt...så må vi se hvad vi kan flette sammen" sagde hun med reservation i den ellers ganske varme stemme.
Til Gordon måtte hun lige sende et smil.Hvor var det dog bare helt perfekt.
" Mafiaen...du har fiflet med deres regnskaber...åh gud, DU lever da livet farligt " men hendes stemme afspejlede både morskab og måske et meget lille spor af beundring. Der skulle alligvel lidt til at turde det.
Henvendt til de to bisser, krævede Millicent " Jeres mobiler....låst op og koden slået fra...og jeres tegnebøger...taaaark"
Hun modtog det, og stak hele molevitten i sin taske.Så kunne de gennem kigges under lidt mere rolige forhold, og se om der var noget af interesse.
"...Og så hilser i bare fra den sorte svane og hendes...boytoy...og siger tak for pengene"
Hun så dem pile afsted, og smilede igen til fyren da hun rakte ham sin hånd.
" Millicent...jeg håber ikke jeg har fornærmet dig med mit...boytøj....egenlig tænkte jeg på batman og robin, men den var jo optaget!"
Hun slog på tasken..." Har du lyst til at vide mere om de to fyre der, så kan vi tage et kig i deres ting...måske under en kop kaffe...eller?"

Han sendte hende et skævt smil. farligt.. måske.
"Hellere farligt end kedsommeligt ikke?" Svarede han og lagde hovedet lidt tilbage.
Generelt som engel levede man i konstant fare. Et let og velsmagende bytte. Og af en eller anden grund var han så heldig netop at blive tiltrukket af ting der var farlige for ham.

Han spærrede øjnene op. "Eh hvad er jeg?" Spurgte han med et løftet og bebrejdende øjenbryn. Men inden hun nåede at svare var gutterne stukket af efter at have afleveret deres tegnebøger og mobiler til vampyrens taske. Han sukkede imens han så efter dem. Det skulle ikke være sidste gang han fik problemer med mafiaen.

Hans blå øjne fæstnede sig lidt mistroisk på hende igen da hun præsenterede sig, og lidt tøvende rakte han hende sin hånd beklædt med en sort læderhandske.
"Gordon... Jeg kan ikke sige jeg elsker mit kælenavn. Den sorte svane? Er du en x-men også?" Drillede han og trak hånden til sig igen.
"Jeg troede ikke din slags drak kaffe, men jeg kan da godt blive fristet til en kop, hvis du er sikker på at du ikke har planer om at æde mig" Afsluttede han og begravede hænderne i sine jakkelommer.

" Ja...undskyld det lidt cheesy navn, med du ved...dynamiske duoer hvor pigen har fat i den lange ende, den liste er en smule hurtigt gennemgået, og så må man jo selv være kreativ" kom det med et lille glimt i hendes øjne.
Millicent nikkede..."Ja, en evighed i kedsomhedens favntag det er da lige til at udvikle en depression af, så heller en linedans mellem farligt og sjovt, ik?"
hans bemærkning om x men fik Millicent til at grine. " Gid det var så vel...lidt Jean Grey vil alle alle vel gerne være" konkluderede hun, og pegede i retning af en af de mange udgange Sombre havde. " Vi kan tage et smut på Arnolds ...der er mange varianter af drikkelse der." Hun begyndte at spadserer mod udgangen, der stadig var et stykke væk fra dem.
" Jeg er ikke klar over hvad andre vampyrer gør...jeg ved godt at det eneste jeg behøver er blod, for at holde mig i live...jeg er faktisk ikke helt begejstret ved diagnosen død...men det er en helt anden snak...jeg holder meget af mine vaner, vaner som jeg også havde som menneske.Istarten troede jeg det var fordi jeg var nyfødt...at det ville klinge af, du ved og måske vil det også gøre det hen a vejen, men imellem os, så er jeg ikke helt sikkert, det føles mere som om min sjæl ikke har det fjerneste i sinde at fordufte...nogensinde.
Millicent smilede ud i luften. Fandens til egenrådig sjæl skulle man da lede længe efter.

"men boytoy ? hvad er du ? Cruella De Vil? Så hellere kald mig robin!" svarede han og rystede på hovedet af hendes valg af kælenavn. Super at de nedre dele af mafiaen nu kendte ham som netop det. Også til en vampyr...

"Jeg tror ikke helt jeg har et begreb om hvad evigheden er endnu. En del af mig forventer vel stadig at blive gammel og dø. men jo, kedsomhed ville være ulideligt." Blev der fortsat. Han undlod dog at nævne hvad han ellers tænkte. For meget sjov kunne være lige så forfærdeligt, det kunne han selv skrive under på, og derfor var han blevet tvunget til at lægge sit liv om. Slynget ud i mørket, men med klarere syn.

Ved hendes forslag om at tage på Arnold nikkede han bare og fulgte med i retningen derover.
Diagnosen død lød meget hård, men det var jo sandt. Hun var død. Et omvandrende lig med superkræfter.
"Hey.. Du bliver ikke en anden fordi du dør. For de fleste bliver man slet ikke mere, men det ser ud som om du og jeg har fået en chance nummer 2 huh? Så er det bare at bruge den" Han gav hende et varmt smil. En ting han vægtede meget højt var at se på den positive side, som nu.

" Cruella de Vil? Ej.. Ved du nu hvad, det da slet ikke mig... Er hun ikke ... Mørkhåret ?" Millicent kørte lidt med på spillet . Cruella .. Helt ærligt.. Var hun ikke en selvoptaget halv hysterisk grisk pels elskende madamme? So not Millicent altså! " Nå men Robin ... Evigheden er også ukendt for mig, jeg er 19 og har været forvandlet ikke engang en halvt år, så jeg er stort set dårligt blevet voksen... Ikke i menneskelig forstand og slet ikke på vampyrens skala" forklarede hun imens de gik.
Millicent nægtede at hun var død, hun havde muligvis ingen hjerteslag eller hjerne svingnunger, men det var en skod måde at stille en diagnose på, og den var opfundet af læger der intet anede om den mere alternative verden , hun nu var blevet en del af.
Hun kunne både føle , handle og tænke... Enda bedre end en stor del af hendes jævnaldrende der stolede de blev klogere jo mere bryst der stak ud af deres små minimale stof stykker de kaldte bluser. Hun smilede... Hun sansede enda bedre end mennesker, så hun var skam meget i live, hvis man spurgte hende. Men det gjore lægerne ikke.
De var kommet gennem parken og ned af den lange gågade.
" Det er problemet , man.. Forvente ligesom at man bliver mere kold og rå og ... Faaaarligt ... Vampyrer burde ikke have sin menneskelige sjæl intakt , de skal styre følelserne og ikke lade sig trække rundt af dem. Jeg er ikke helt skåret efter den skabelon" forklarede hun englen .
Hun havde en del spørgsmål som gerne ville besvares, men for ikke at virke al for anmasende , ville hun vente lidt med dem.
Hun så istedet
på ham... " Nu har jeg lige dannet en nu super duo, Rob toy og Black Swan , mon ikke det kvalificerer til du også giver mig dit mere... Civile navn?" drillede hun igen og åbnede døren ind til Arnold's og trådte inden for.

Imens de gik krillede hans krop efter den velkendte og veltrængte syndige nydelse af pakken med cigarretter der lå godt gemt i hans jakkelomme. Ikke noget der passede sig for en engel, men gamle vaner hang vel ved, også selvom man døde. Sådan havde denne Millicent det nok også.
"Det er frygteligt ikke? Ikke en gang begyndt sit liv rigtigt, og så får man det revet væk. Eller i hvert fald på en måde." Svarede han og sendte hende et smil. Han var jo heller ikke selv meget ældre, men i det mindste ville lægevidenskaben kalde ham for levende stadigvæk.

Imens de gik hen af gågaden gav Gordon efter for længslen i hans lomme og hev en cigaret op af lommen sammen med en lighter og tændte den i munden. Pheew stressede situationer kaldte på disse nicotin bomber.
"Så du påstår at den ingen lyst har til at sætte tænderne i mig? well.. det er vel en lettelse" Svarede han med et lille grin.
Efter at være næsten nået hen til Arnolds slukkede han cigaretten og proppede den halvrøgede smøg ned i pakken igen. Der var godt for 5 minutters mere.

"Nu er jeg Rob Toy ? Hvorfor er det lige du får det seje navn og jeg får det?" Drillede han hende og tilføjede hurtigt. "Gordon Matthews bliver jeg kendt under. Og det var Millicent.. ? " Idet han prøvede han fiske efter et efternavn.

" Jo det er rimeligt nederen...faktisk er jeg stadig noget vred over det, men min skaber er død, så jeg kan ikke engang afreagerer på ham " kom det ærligt men meget humoristisk sagt fra hende.
Hun måtte anstrenge sig for et stort smil ikke skulle bryde igennem, da han talte om ' den' ikke havde lyst til at drikke af ham.
"... Dén ...er altsår af hun køn, selv om nederdelen og de høje støvler måske forvirrer budskabet eller er det mon håret?" Hun greb fat om sin lange hestehale og trak hårdt i den, bare for at vifte lidt femininitet omkring hans næse, og lo så tilsidst.
Hun lod ham ryge , uden at kommenterer på det. Hun vidste at dæmoner og vampyrer ikke fik men af rygning, men hvad gjore engle ?
Det måtte hun spørge ham om, lige om lidt når de sad ned, så kan ikke så let kunne stikke af.
" men jo...jeg kan dufte dig....du er en treat ...så du må ikke misforstå, det er ikke dig der er noget galt med...det er mig. Og jeg spiser helst ikke af andre, for.... Det gør jeg bare ikke...skal vi sige , at der kommer ofte ...at min mad får reaktioner frem jeg slet ikke... Ja....altså donor poser er mit daglige madpakke." Kludrede hun i det hele.Hun havde da ikke lyst til at sige at med mindre hun var pisse sur og flåede struben ud af folk, så blev hun...meget kærlig...når hun spiste.
Og hvis nogen synes det var sjovt, så var de ikke ærlige, for hvem pokker gad blive opstemt hver gang de snuppe de en humbel rugbrød eller en kiks? Not funny.
Men blodposerne...de var fine, ingen ' overophedning ' af Millicent, og ingen døde!

Døren lukkede bag dem..." Det da mega sejt navn....og det er et spørgsmål om hvem der er hurtigst....I was! " hun vinkede en tjener hen, men de måtte lige vente et par minutter , før turen var deres , så det ud til.
" Gordon....Matthews? " Millicent stirrede en smule på fyren foran hende..." du er sikker på vi ikke har mødt hinanden før?" Spurgte hun en smule usikkert, men smed så sit efternavn på disken også..." Walker ...Millicent Walker "
" hmmmm en stor cognac og en endnustørre Latte , tak.....og Gordon?" Tjeneren stod, parat til at modtage deres bestilling.

Han lo lidt af hendes sarkasme. Siden hvornår havde vampyrer været så... hjertelige?
"Jeg ved at jeg havde været ret pissed over at blive forvandlet på den måde" Svarede han og kommenterede ikke mere på om Millicent her måtte være hun- eller intetkøn.

"Tro mig. Jeg ville intet have imod at det var mig som der var noget galt med. Så kunne jeg da føle mig bare en smule tryg." Drillede han hende med et glimt i øjet.
"Wow hvem melder sig lige til at være donor for en vampyr?" Tilføjede han hurtigt, men mest for sjov.

De nåede ind i caféen og fik taget plads. Hans lyse øjne gjorde øjenkontakt da hun stirrede på ham. "Ser jeg bekendt ud? eller var det en eller anden form for scorereplik? Hyggeligt at møde dig Millicent Walker" drillede han flabet og kiggede væk og op på tjeneren. "En stor cappuccino, lidt sukker." Bestilte han selv og løftede et øjenbryn af hende da tjeneren havde begivet sig hen for at imødekomme deres bestilling. Hun slog ham ikke lige som ... typen... til at bestille en stor cognac.

Tjeneren modtog deres afgivne bestillinger med et høfligt " tag bare plads , så serverer jeg for jer, så snart det er klart".

" Scorereplik ? Argh... " hun lo... " Det er ikke min stil... Det var bare navnet der... Undrede mig.. Men...det en helt anden historie"
Hun rettede lidt på tasken der hang i en spinkel rem over hendes ene skulder.
Hun burde også skære ned , bare lidt på promillerne.
Alle Andrijas dårlige vaner , eller den her havde da i hvert fald smittet ret så meget af efterhånden.
Millicent spottede et ledigt bord og nikkede i retning mod det.
" Lad os nappe det der !" Hun vimsede derned og fik sat sig.


Et par tøsepiges hvisken og fnisen fandt vej til dem, og Millicent opfangede det var Gordon der havde vakt deres interesse.
" Tror ikke de er kærester Rinna... Deres kropssprog er for... Mekanisk og ikke tæt nok" hviskede pigen med de bløde røde krøller og Rinna der havde lyst kort hår hviskede tilbage " argh... Så du ikke hvordan hun så på ham? Jeg vil vædde med de er et par Kate !"
Millicent rullede med øjnene. Ja at være vampyr og kunne høre crap like that hele tiden, det VAR vel nok en velsignelse uden mage.
" Hmmm poser ... Fra blodbanken Gordon , det har jeg hele mit køleskab fyldt med " forklarede hun.
" Er du blevet bidt før ? Enten frivilligt eller ufrivilligt ?.. Jeg spørger fordi jeg ved det kan være enormt smertefuldt at opleve , hvis man ikke vil men ... Du ville blive forbløffet over hvor mange der mere end gerne vil have vampyrbid... De bliver.... Glade... Eller... Øh... Begejstret ...af det " hun rystede på hovedet over hvor fjollet det hele egenlig var og skyndte sig at spejde efter tjeneren , men han fumlede tilsyneladende stadig med mælkeskummet der drillede.
Hun havde aldrig benyttet sig af det. Og hun brød sig bestem ikke om de amoriner af de mere dyriske slags i luften , bare fordi hun skulle spise. Hun ville gerne kunne lide en fyr når sådanne .. Ting... Var på spil og faktisk var hun flov og sikker på der var en stor flænge i hendes vampyr design et sted!
Pigerne ved siden af prøvede af fange Gordons opmærksomhed , og måske sende ham et lill smil.

Det var en anden historie sagde hun. Gordon lænnede sig lidt tilbage. "Tja, jeg har tid nok til historier" Svarede han bare, og fulgte med Millicent hen til en plads. Der var noget i den måde hun bevægede sig der ikke virkede ... vampyrish. Han ville ikke nævne det for hende lige nu, men det virkede næsten som om at hendes sind helt afviste ideen om at være et rovdyr. De fleste vampyr kvinder svævede nærmest når de gik, flirtede åbenlyst og kastede lange blikke, men denne vampyr. Hun vimsede rundt og lavede jokes. Han havde da aldrig set mage.

Helt uden at opdage pigerne ved siden afs snak satte han en albue på bordet foran dem og støttede sin kind på håndfladen. "Måske er det bare mig, men folk dør af blodmangel hver dag. At hapse blod fra en blodbank kan også tage liv, men det er vel bare ansigter du aldrig selv kommer til at se." Sagde han så. Ikke ondt, eller hånligt, men mere som et faktum. "Ikke at jeg bebrejder dig. Jeg havde nok valgt det samme hvis jeg skulle overleve på blod. Jeg går vel ikke ud fra at dyreblod virker?" Fortsatte han i samme stil og kastede et blik ud på gaden udenfor. Ved hendes spørgsmål fandt hans tanker væk til en anden aften for længe siden. Lignende denne faktisk. Han rev sig hurtigt ud af de minder.

"Jeg er blevet bidt før. Én gang, og jeg kan forsikre dig at det ikke var frivilligt, eller .. begejstrende. Så jo, jeg ved det er smertefuldt, men ikke hvor smertefuldt det er i ædru tilstand" Han sendte hende et smil ved det sidste.

Ved siden af gjorde de to veninder sig umage med at hoste og grine og smile. Endelig opfangede englen deres tilstedeværelse og sendte dem begge et imødekommende smil. Uden den fjerneste anelse om deres tanker.

En lille rynken kom til syne på hendes næseryg og hun skulede til ham. " Så du sidder der og siger at folk dør , fordi jeg køber lidt blod i blodbanken? " hun blev stille , eneste lyd var hendes negle der trommede stille mod bordpladen der var i deres midte.
" Jeg... Skal jo have mad , jeg kan ikke så godt bare lægge mig på ryggen og dø, vel? Det var rigelig hårdt første gang at grave sig op uden at forstå hvorfor man lå og sov under jorden! Er du klar over hvor bange jeg var?... Men .. Jov .. Jeg spiser dyr de første dage , men det var jo også synd for dem og jeg må sige at der er en verden til forskel på dyr og mennesker. Og så er der det , at med mindre man spiser en hel ko , så bliver man jo aldrig mæt . .. Jeg.. Eh... Det var mest egern.. For de større dyr nænnede jeg ikke og de mindre var for ulækker ... Egern var nuttede... Uden at blive al for menneskelige i deres øjne " tænkte hun højt, og standsede sig så.

Det var nok uhøfligt at snakke om? Fordi jose havde været så sød ved hende og hun havde kunne sige alt , var det jo ikke sikker at Gordon fandt det fedt at få billeder af egern der lignede tomme brune sokker , smidt på sin nethinde.

Tjeneren kom ned og satte deres vare fra sig. Han bad dem sige til, såfremt de manglede noget , og vendte så tilbage bag den solide bar disk.
Millicent kiggede lidt på Gordon , og forsøgte ignorer de to pigers ivrige mumlen omkring den flotte fyr. Især Kate var vild med hans skjorte og slips, det gjorde ham meget maskulin... Åbenbart. Millicent rystede på hovedet af deres snak.
Hun var da selv enig , bevares... Men at sidde og bruge al deres tid på det var da for dumt. Og tænk hvis hun nu havde været sammen med Gordon. Så havde de selv samme piger måske haft deres kønne hoveder placeret på bordet foran dem , som var de græskar.
" Jeg er da ked af det... Det lyder vældigt ubehagelig og det er ikke... Fair ! Du må være god til at undvige siden du kun har prøvet det en gang når du er så lækker , jeg mener når du dufter sådan som du gør ? Hvorlænge har du egenlig været engel ?"

Gordon lagde hovedet lidt på skrå. Hun gik i forsvar over det. Denne vampyr måtte virkelig hade sin egen natur. "Ja det er hvad jeg siger, men jeg sagde også jeg ikke bebrejdede dig og at jeg nok havde gjort det samme. Det er bare .. interessant. At man finder det bedre at tage fra en blodbank. " Svarede han så og tog lidt af den cappuccino, som tjeneren netop havde sat foran ham. Han lyttede til hendes tanker som hun synes at få ud igennem munden lige nu. Egern.. Han kunne nu heller ikke forstille sig at man blev mæt af dem. Ja medmindre man åd en hel hær, også ville egern ressourcen hurtigt vær tømt.
"hmm.. Jeg har et spørgsmål. Hvis du drikker af mennesker er det så nødvendigt at de dør ? Kan det undgås?" Spurgte han så og lænnede sig lidt tilbage inden han hurtigt tilføjede: "Og jo jeg er ret sikker på at jeg har en glimrende ide om hvor bange du var da du vågnede."

Gordon måtte grine af hendes formulering "Lækker ? jo tak" Drillede han hende. Han kommentere ikke på om han var god til at undvige, det handlede vel bare om at vægte det højest, ikke at blive bidt.
"3 år ca. Så jeg er rimelig ny i branchen" Svarede han roligt og tog lidt mere af sin kaffe.

Millicent skulede en smule over sin latte. Hun gad slet ikke have på sig at folk dødede fordi hun drak en blodpose i ny og næ... Nå ja ... Så et bjerg af dem om dagen, og da hun ikke kunne komme på noget at affærdige Gordon med , så måtte det helt klart ignoreres! Det var også irriterende at være en baby vampyr. Man blev mere træt når daggry kom og man havde brugt for at drikke langt hyppigere end de æld gamle vampyrer. Som om livet ikke var hårdt nok.
Da hun nægtede at svare trak hun på skuldrene og smilede istedet.
Hun ville derimod gerne svare ham på det næste. Der kunne det vel ikke gå galt!
Millicent rettede sig lidt op og så næsten stolt ud. " Nej... Der behøver ikke engang at være farligt! Dem der har en relation til en de drikker ofte af , tager bare mindre portioner og så skal leverandøren huske at spise ferroduretter og drikke æblejuice, for mere jern og øgning af blodmængden ... Så er alt godt "
Smilet krøb en lille smule..." Men der kræver man er i stand til at stoppe. Og... Og jeg er så ny til det og er ikke vant til at drikke sådan . Det er jo voldsomt lækkert for mig.. Eh.. Så jeg behøver nogen til at hjælpe mig stoppe. "
Hun så på Gordon. Ledte efter tegn på hun ikke var ved at skræmme livet ud af ham... Engang måtte være rigeligt.
Men han så rimelig ok ud. Hun har helt sikkert ikke hans første vampyr- men det vidste hun jo også allerede.
" Min ex var dæmon... J-jeg drak af ham meget få gange og han kunne give mig stød når han ville have mig væk" forklarede hun for at give et eksempel. Så det var ikke så let at drikke , ikke for hende. Det krævede en der var fysisk stærkere end hende eller havde en evne der kunne få hende til at trække bisserne til sig, hvis hun gled i en ekstatisk trance .
" Tre år? Du er da gammel og oldeagtig... Jeg er ikke engang 5 måneder !" Drillede hun og brød igennem med et lille grin.
" Der er egenlig pudsigt... Jeg kendte engang en der hed Matthews... Men .. Argh det en længere historie.... ved ikke hvorfor den dukker op hele tiden , jo.. Altså han hed Gordon også , såå.." Hun smilede og trak med lidt besvær minderne frem. Vampyr livet betød at hendes menneske minder langsomt blev sløret og nogle helt tabt.

"Jamen så er det vel bare at øve sig ikke? Ellers ville jeg måske selv have gået efter kriminelle, men de slipper hurtigt op" Han sendte hende et hævet øjebryn. Han fandt selv vampyrer frygtindgydende, forfærdelige og dyriske. Kort sagt brød han sig ikke om dem, men det virkede virkelig som om hun havde tænkt sig at gøre en forskel. Og ligefrem at få en kæreste til at give hende strøm.
"Dét lyder som et... sundt... forhold" Drillede han og lagde hovedet lidt på skrå. Han skulle ikke nyde noget af et sådan forhold. Hvad var værst ? at skulle drikkes af, eller at skulle påføre en man holdt af så meget smerte at de løsrev sig fra en igen? Han kunne ikke bestemme sig.

"Det hele må være så nyt i dit hoved så.. Jeg er begyndt at vænne mig til min situation. Som engel altså" Begyndte han så og fæstnede blikket ud imod gaden som kun var befolket af få gågængere der traskede forbi.
"Argh jeg er forfærdelig med navne, men du virker nu faktisk bekendt. Sagen er den at jeg ikke husker særlig meget fra tiden før mit engleliv. Jeg husker stærke relationer, som familie og bedste venner, men deres navne er tæt på væk. Alle begivenheder der ikke skete halvandet år før min tilstand er helt væk, men nogle gange når jeg dufter noget eller ser noget så genkaldes nyere minder. Det er meget pudsigt."

Millicent smilede " Du får det til at lyde så let. De fleste jeg kender ville ikke gide flå mig væk, men bare lade med afslutte...det hele...og den fungerer ikke for mig.
Jeg ... Er ingen engel..men min empati er bare ikke lagt til hvile, sammen med min menneskelige sjæl." Hun så nærmest undskyldende på ham.." De klistre lidt fast til mig kan man sige..som tyggegummi"
Millicent fik gjort et seriøst indhug i cognacen og nikkede ivrigt til Gordon, der synes at forstå hvad hun mente.
" Ja....det er også sådanne typer jeg mest har snuppet, når jeg er blevet....bedt...om det...mødre kan jeg slet ikke sætte tænderne i" forklarede hun .Livet var faktisk rimelig teknisk og kompliceret, hvis man som vampyr havde en social samvittighed og ikke havde drikke kilderne bragt i orden.

Han lille kommentar til hendes forhold med Andrija, fik Millicent til at rulle med øjnene. " Suuuureee" stemte hun i med et skævt smil.
Der kunne skrives mange bøger om Andrija og hende...et fornemt studie i psykologiske mekanismer og sikkert manipulering, det var helt sikkert, men Millicent mente nu ikke at ordet sundt ville indgå i nogle af dem.

Et emneskift efter hendes smag, væk fra hendes blodige sår som dæmonen havde efterladt hende med, og nu til en mere lige ud af landevejen snak. Regnede hun da med.
" Ja? Hvor sjovt...sådan har jeg det også...altså med minder. De falmer og forsvinder som dug for solens stråler. Lidt ærgeligt, for jeg ville gerne beholde dem om min familie" en klang af vemod kunne lige anes, inden Millicent slog om og fik solskin i sin stemme igen..." Men du kan umuligt være ham jeg taler om.
Jeg er ret sikker på det faktisk. Det er en jeg ...kender ...fra en bogklub"
Millicent smilede ved de svage minder der begyndte at danse som små sløret skygger ude i krogene af hendes sind.
De skulle nok være en fire år gammel de erindringer.Hun havde vist nok været 16 år.

"Jeg tror... Jeg tror at når situationen kommer hvor det gælder liv eller død for en du har kær om du stopper, så tror jeg det vil lykkedes dig at beherske det" Svarede han bare og holdt stadig blikket på vejen udenfor hvor regndråber var begyndt at falde ned. Det så ikke ud til han havde lyst til at rejse sig og gå hjem foreløbigt. Selvom han ellers godt kunne lide vand, meget endda, men en forkølelse var ikke noget han havde lyst til at slås med.

"Det er sjovt. Jeg troede faktisk at vampyrer mistede det meste af deres menneskelighed efter døden.. indtil for en time siden. Men måske det kommer med tiden" Fortsatte han lagde et drillende smil oveni det sidste.
Han holdt mund til det med forholdet. Det korte og åbenlyse svar gav signaler om at det ikke var noget man skulle røre ved.

Millicents melankolske toner smittede af på Gordon og han så ned i sin cappuccino. Han huskede heller ikke så meget om sin familie. Måske han ville kunne genkende dem hvis han så dem på gaden, men han var også klar over at som tiden ville gå ville han kunne gå forbi dem uden så meget som en mine. De var fortid.
Emnet skiftede og det samme gjorde stemningen.

"Bogklub? Well.. Jeg er lidt af en bogorm, men jeg ser nu mere dig lidt sløret i skæret fra en af de der lamper med forskellige farver lys der snurre rundt, hvis jeg skulle sætte dig et sted." Svarede han og grinede lavmælt. Meget af det han kunne huske var præget af alkohol og farver. Den aften han døde inkluderet.

Tanken kunne hun lide. Tænk hvis han havde ret? At være i stand til den mængde selvbeherskelse, så hun kunne standse rusen , trangen og begæret.

En del af det havde hun jo allerede lært, sådan nogenlunde.
Trangen...det var jo ikke fordi hun kastede sig over alle når hun var sulten, og bare bed løs. Tværtom skulle hun lokkes eller have en slags dare før hun drak og det var i hvertfald trangen hun dér bekæmpede, for den lå altid på lur...i hals og svælg boede den....og der lå den og tiggede løs...det lille monster i hende.

Hmmm...så var der begæret...hun tæmmede det jo, nogenlunde...en enkelt gang gik det galt, og hun have oplevet et slags klimax, men ingen kunne se det! Ingen vidste det, hun havde ikke rørt ved fyren bare ligesom bevæget sig en smule og i det øjeblik han havde rørt ved Millicent, mistede han livet, fordi hun ..øh...ikke havde sagt ja til han måtte det.( en npc)
Hun havde været rystet bagefter, fortalt det til Andrija der bare havde grinet af hende og ikke set et problem i det. Men Millicent gjorde...det at få orgasmer med fremmede mænd, bare fordi hun skulle have mad, var i hendes verden et no go.
Siden da, havde hun ikke drukket uden opsyn, og havde tæmmet begæret så det ikke ramte de helt høje toner.

Men rusen...den der rev hende væk fra virkeligheden og drev hende ud på instinkternes domæne, den ..den havde hun ikke afluret hvordan at bekæmpe.

Hendes øjne så ind i Gordons..." ja, det er en dejlig tanke...lad os håbe du har ret" blev alle tankerne kogt ned til.

En lille trillende latter faldt fra hendes læber..." ja, jeg tror sørme også det er hensigten det skal forløbe sådan...men af og til er der jo en dårlig nød i posen, og det er så...mig..ser det ud til" hun smilede.

Det var begyndt at gå hende lidt på, at Noget ved Gordon virkede bare bekendt.
Efterhånden som samtalen skred frem og hun var længere tid i hans selvskab, blev oplevelsen af at have mødt ham før , stærkere.

" Du er en bogorm? " endnu et smil, det var hun jo også selv.
En veninden ...var ikke det...eller var det en kupon fra et ugeblad hun havde vundet på?
Millicent kunne ikke huske det længere, måtte hun indse...but anyway var hun inviteret til en kæmpe fest i "Skabslæseren" en bogklub for det mere festlige folkefærd, og det havde været en dejlig aften.
Oplysende, sjov og lang.
En lille gruppe havde festet igennem, og Millicent var blevet trukket ind i den lille sammentømret klikke.
Hun så med store øjne på Gordon, og smilet forvandlede sig til en lille læbesitren..
" Hvad mener du med...farver og lampe...en diskolampe?" Pressede hun spørgsmålet ud.
Det var ved at blive en anelse for...underligt...hun havde da også selv nogle erindringer om...et lysdæmpet lokale , en farverig diskokugle og et par stærke arme om hende liv.
Ehh?