Even at night I can feel free ~Chariot~

Månen stod højt på den mørkeblå himmel og oplyste svagt søens område. Vinden ruskede af og til i træernes kroner og fik vandet i søen til at bevæge sig i små bølger. Der ville aldrig blive fuldkommen stille her. Der var altid et eller andet væsen der gemte sig i buskerne og rørte ruoligt på sig, altid en krage der skreg ud over landskabet, altid en vind der susede, altid en ugle der tudede og altid en lille bølge er skyllede op på land med en behagelig bevægelse.
En mørk skikkelse sprang hurtigt fra træ til træ med en høj fart. Ja, personen nærmest svævede. Det halv lange hår og den lille og lidt spinkle bygning afslørrede at det var en pige. Ingen kvinde. Hun var får ung. Hun bevægede sig næsten lydløst samt smidigt og blødt. Hun sagde ikk noget. Ikk et ord.
Med et mindre bump landede hun på den lidt stenede og hårde jord lidt fra søens kant og lod månen oplyse hende helt. Hendes hår havde en skinnende hasselnøddebrun farve lige som hendes smukke, dybe og krystalklare dådyr øjne som så rundt om sig. Hun var kun iført en kort rød nederdel og en løs hvid skjorte(Ava) der begge svagt flagrede når et vindpust kom mod hende. Ingen sko. Med så blide og forsigtige skridt gik hun mod vandet. Hun tøvede længe mens at hun havde stoppet op og kunne kun lige mærke det iskolde vand når en bølge skyllede op over hendes fødder. Hun sank en mindre klump der havde valgt at sætte sig fast i hendes hals og satte sig så på hug. Hun lagde først sin ene hånd fladt på overfladen af vandet hvor efter at hun roligt kørte hele sin hånd rundt i otte taller og cirkler. Og disse mønstre forblev større og større ind til at de så til sidst forsvandt. Amelia, som denne aspara så fint hed, fik en svag fornemmelse af at falde mere til ro nu og hun lod et smil spille frem på hendes bløde og let lyserødebrune læber.

Chariot strakte sig let da han dukkede op ved søen, ikke langt væk fra søens bred, også kaldt vandkanten. Han fugtede sine blege og alligevel dejlige og bløde læber imens at han så sig omkring en enkelt omgang og fik øje på en pige, som han ikke før havde set. Han lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han kiggede på hende. Han var iført en creme farvet t-shirt, med en blå hættetrøje udover, sorte tætsiddende bukser, sorte converse sko og et nittebælte lyst hængende ned over hans røv, som sad fast omkring hans hofte. Hans sorte hår sad glat og perfekt som det skulle, og som det altid gjorde. I forhold til før hvor det sad pjusket og sjusket. Chariot smilede, imens at han mærkede vinden rive fast i nogle af hans hårtotter. Han nød vejret og slappede af i kroppen, imens at han overvejede om han skulle gå hen til hende, den ukendte pigen, han tænkte over om hvad for et væsen hun var, hvilket han ikke helt kunne regne ud, men han vidste at hun ikke var et menneske, det kunne han nemt gætte sig frem til at hun ikke var.

Amelia havde hverken kunne fornemme at nogen havde vendt sit blik mod hende eller at mærke at nogen var kommet ind på søens område. Hendes blik var på en måde stift rettet mod vandet men alligevel var det helt roligt og måske fjernt. Og man kunne vist nemt se på hende at hun var helt væk i sin egen lille drømme verden. Den verden hvor hun ikk frygtede dette fantatiske kemiske grundstof lavet af hydrogen og oxygen. Der hvor hun ikk var alene. Der hvor at hun opholdte sine drømme om sit liv og der hvor de blev til virkelighed. Og man ville nemt kunne komme ind på hende i dette øjeblik. Hun ville ikk opdage noget før at nogen enten sagde noget til hende eller rørte ved hende. Hendes smil forblev på hendes læber og havde lavet en fast besluting at være der så længe som muligt. Og det fik hende samtidig til at se mere nuttet ud end hun plejede. hendes måske lidt lille men alligevel søde hånd havde lavet en fast rotine og stoppede ikk lige forløbe med den. To ottetaller og en cirkel.

Chariot var en gammel dæmon som blot stadigvæk kiggede på den ukendte pige, hvis væsen han ikke kendte. Inden at han med lette skridt begyndte at gå hen mod hende, "Hallo?" spurgte han forsigtigt på en blid måde, imens at han fortrak sine mundvige i et charmerende smil. Ikke fordi han ville lægge an på hende, eller noget. Chariot var bare blevet til en meget smilende person, end han var før inden at han blev genfødt. "Er du okay?" spurgte han efter et stykke tid, da han var nået hen til hende, prikkede hurtigt men også forsigtigt på hendes skulder, han ville ikke have at hun blev forskrækket, hvilket heller ikke var meningen var hun skulle blive det. Han førte sin hånd, som han havde prikket med til på hendes skulder om bag hans nakke, hvor han kløede sig lidt der, inden at han lod sit blik glide ud mod søen, som han betragtede, idet at han undslap et lille grin, ikke fordi han grinede af pigen, men det var bare et uskyldigt grin, han kiggede på hende igen, imens at han ventede på om hun reagere på det og om hun ville svare ham.

Amelia reagerede undelrigt nok ikk lige med det samme. Der gik lidt tid før at han ord kom helt ind til hende og satte sig fat på hendes lystalve. Men hun blev ikk liegfrem overrasket eller forskrækket. Hun så bare lidt op og så drejede hun sit hoved så hendes smukke, dybe og krystalklare hasselnøddebrune dårdyr øjne blev rettet mod denne fremmede dreng der havde valgt at forstyrre hende i sit evige drømmeri. Hun så lidt på ham og lagde så sit hoved let på skrå så hendes hår faldt mere ned til den ene side end den anden. Og hendes smil voksede en smule. Så det blev til et sødt og varmt samt imødekomment smil. "Hej.." lød det fra hende med hendes overraskende blide og rolige stemme. Den var lidt svagt men den kune sagtens høres. Hun få lidt tænkende ud inden hun svarede på hans næste spørgsmål. "Ehm.. Det vil jeg da mene jeg er.. Ser jeg da ud til at have det dårligt på nogen måde??" Det var ikk noget med at hun sagde det på nogen hårdt måde men bare stille og rolig og lige som han haved spurgt hende om hun var okay. Og hendes smil var der stadig. Blot mere indvendig da hendes ansigt havde fået et lettere overrasket og undrende ansigtsudtryk. Hun lod sig så også studerede hans ansigt. Hans hår, hans øjne, hans kindben, hans næse, hans læber og hans hage. Men hun havde vist gjort det ret diskret. Hun fugtede sine læber emd tungespidsen og bed sig så blidt i sin underlæbe. Det var vel bare en dårlig vane hun havde fået. Ligesom så mange andre. Han så faktisk ud til at være en del ældre end hende. Eller måske kun et par år. Men stadig.. så kunne hun nemt tage fejl bare ved at se på personen. Det havde hun lært. Her i byen fandets der så mange forskellige former for væsner. Både magiske og ikke-magiske. Selv var hun et af de magiske. Men hun havde ingen evne. Eller rettere speciel evne. Den havde hun mistet for længe siden. Dog havde hun vel stadig de almindelige kræfter for hendes race.