Is it my imagination? //alle er mere end velkomne;)//

T: Solnedgang
D: Irl
O: Ganske få folk i biblioteket, de sidder lidt spredt rundt omkring ved mørke træborde..
V: Klart

Solen var ved at gå ned, og alt hvad dens sidste stråler ramte blev som ved magi forvandlet til kobber og guld.. Flere mennesker og andre dødelige stoppede op og så på solnedgangens gyldne skønhed, men der var også nogle der ikke nød den..
Sådan en var kvinden der stod ved siden af et af de høje vinduer i biblioteket, hendes korte og ret pjuskede sort/røde hår stod ud til alle sidder, og hun så ned i en gammel læderindbundet bog, med en koncentration der var højest usædvanlig for den ellers så lidt boglige vampyr kvinde.
Hun gjorde sit bedste for at holde sig ude af det gyldne sollys som vældede ind igennem bibliotekets gotiske vinduer, men selvom hun ikke kunne tåle lyset længere nød hun stadigt at se på solnedgangens lys, ligeglad med at det gjorde ondt i hendes øjne.
Bogen som hun læste i var tydeligvis gammel, og dens blade var gulnede og skrøbelige, som om at de kunne blive til støv i hænderne på vampyren hvis hun ikke passede på.
Uden på omslaget var der trygt med gammeldags bogstaver: Alverdens Overtro.. flere gange kom vampyren til at grine smørret og lidt hånligt.. at vampyrer skulle sove i en kiste.. og at engle var gode væsner.. latterligt... Det var ikke så tit at man mødte en rigtigt god engel her i Di Morga..
Så smækkede hun bogen sammen så støv stod ud til alle sider og biblotikarerne tyssede surt på hende, mens luciel bare grinede og trak sin hætte ned over hovedet..
Hun havde mærket et eller andet magisk røre på sig i nærheden..

En pige på omkring de 16 år kunne ses, hun skilte sig ud fra de andre, af en eller anden grund… hun gik i en sort hettetrøje der var alt for stor til hende og lige så i nogle sorte bukser der var alt for store. Hendes meget havblå hår bølgede let i vinden når den af og til valgte at lege lidt med dette smukke hår. Pigen var Liziri, en meget smuk ’pige’ nærmere bestemt en dæmon. Og en smuk en af slagsen… der var ingen synlig fejl ved hende når man sådan lige så på hende. Hun så hen på vampyren… lige da hun var kommet fornemmede hun vampyren… men var her også en anden skabning… endnu ender ikke var menneske?... eller var det bare hende… hun fnøs og gik forbi vampyren hvorpå hun satte sig på den store trappe ude foran biblioteket. Bøger… hun havde læst så mange bøger at intet almindeligt menneske ville kunne nå at inhente hende… og alligevel kunne hun intet huske fra de bøger… bare på grund af det åndsvage ritual, og det åndsvage hukommelsestab.

Vampyrens grin blev endnu større og meget koldere, da dæmonen passerede hende.. Hun havde lige foræret vampyren løsningen på om der var andre magiske væsner her omkring.
pigen stank af dæmon og i luften omkring hende kunne luciel næsten mærke magien summe.
Med bogen under armen besluttede vampyren at følge efter dæmonpigen.. hun undveg elegant alle solstrålerne der sejlede ind ad vinduerne, men holdt sig i døren da dæmonen satte sig ude på trappen.. hun kunne ikke gå derud.. endnu.. ikke før solen var gået helt ned..
- Og hvad laver en dæmon så her?
hendes stemme var lidt for sukkersød til at det kunne være ægte, og man kunne kun se vampyrens brede grin under hætten.. hendes øjne var skjult i skyggerne..

Hun silte ondt da vampyren fulgte efter hende… *meget vel* tænkte hun… ”jeg overvejer om jeg skulle skride… bare for at irritere dig… eller om jeg skulle blive og fornærme dig… eller noget helt tredje… ”sagde hun ondt dog med en kæk og markant undertone. Hun så hen på vampyren… ”og hvad laver en vampyr som dig så her ude ?” spurgte hun roligt. Hun sad med ryggen til vampyren velvidene om at hun ville kunne nå at reagere hvis hun prøvede på noget. ”og hvad vil du med en som mig?” spurgte hun kækt. hun var ikke det mindste bange for denne vampyr… faktisk var hun sikker på at dette nok skule blive rat så interasandt

Luciel ignorede dæmonens forsøg på at irritere hende, og så bare på den.. ja, den.. svarede så, bare koldt..
- hvad plejer man at lave på et bibliotek? hvis du kan svaret på det, så kan du også selv svare på hvad jeg lavede her..
Hun lænede sig op af væggen, stadigt inde i skyggen ved bibliotekets udgang.. interesseret i hvordan dette her ville udvikle sig.. dette her møde skullle nok blive interessant, så var det måske alligevel ikke helt spildt at tilbringe dagen her, tænkte vampyren med en overraskende munterhed.
- hvad jeg vil med dig? intet.. jeg ville vel bare finde ud af hvad det var der afslørede sig selv så hurtigt over for andre, uden at skjule sin magiske aura.. det gør du ikke ret godt.. jeg plejer ikke så hurtigt at kunne fornemme at der er nogen i nærheden.

”jeg kan skam sagtens regne det ud… det kaldes et forsøg på en dialog!” sagde hun kækt dog koldt…
Hun så hen på solnedgangen og på den sol der kun var halvt forsvundet… men hva hun havde tid nok til at gå hvis hun ikke gad denne skabning mere. Hun læne sig op af gelenneret og satte fødderne op så hun næsten lå ned. Et kort dog ondt og koldt smil sad på hendes læber… hun lyttede roligt til vampyren og smilte ”tak og i lige måde… jeg havde fornemmet en vampyrs tilstedeværelse for længe siden… og du vidste ingen gang at jeg var dæmon på trods af at jeg ingen gang forsøgte det mindste på at skjule min magi eller aura på nogle måde.” sagde hun overlegent … hun gad af en eller anden grund ikke diskutere lige nu… hun var træt?

- jeg har ingen grund til at skjule det.. jeg er stærk nok, til at tage følgerne, og desuden havde jeg ikke regnet med at en dæmon ville vade lige forbi mig..
Luciel så næsten træt på dæmonpigen og man fik indtrykket af, at hvis man ville angribe så skulle det være nu.
Vampyen stod, lænet op af bibliotekets mur, på et af de få steder hvor aftensolen ikke nåede ind, og hendes hænder var stukket ned i bukserne for at beskytte dem mod eventuelle vildfarne solstråler.
Samtidig løftede hun også sine øjne så dæømonen kunne se dem for første gang.. de var helt hvide, det eneste sorte var hendes pupiller.. det lignede faktisk at hun var blind.. øjnene stirrede lige ud i luften, uden at blinke eller flytte sig.. gad vide om hun bare havde ladet som om at hun læste inde på biblioteket?

Iiziri så roligt på vampyren og himlede kort med øjende… ”arhar?” sagde hun uden tone i stemmen… det lød nærmest som om hun var død … men det var hun langt fra… ”sååå” mumlede hun…. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til denne vampyr. På en måde virkede vampyren træt, hvilket gav Liziri en lille løst til at angribe hende, men hun gjorde det ikke, måske kunne hun komme i snak med denne vampyr. ”har du et navn?” spurgte hun roligt og tog sig ikke af hendes øjne… faktisk bemærkede hun dem knap nok… "eller skal man give dig et?" Liziri hævede et øjenbryn og så længe dog tolmodigt på hende imens hun ventede på svar.