Den store åbning! (Alle velkomne)

Dato. 26-02-2015.
Lokation: Gysbert's
Tidspunkt: Første gæst bestemmer.

Cigarstumpen hoppede et par gange da den ramte asfalten. Gløden pulserede fortsat nogle sekunder før en skællet hæl trådte den ihjel. Nu havde han også gået og suget på den i snart flere dage, så det var på tide med en udskiftning. Gysbert sukkede lidt som han så op og ned af molen, men lod sig ikke slå ud af manglen på folk. De skulle nok dukke op før eller siden.

Dørklokken virkede som smurt da han smuttede indenfor igen. Han traskede lidt rundt i blandt bordene for at få tiden til at gå. Servietter, salt og peber, bestik ved disken (han gad sgu ikke gøre det hele for dem), og diverse andre nødvendigheder så ud til at stå, hvor det skulle. Hans bagdel fandt frem til den høje elefantfod bag disken hvor han tillod sig et par øjeblikke med at nyde sit håndværk. På 8 dage havde det lykkedes ham at gøre alt rent top til tå, udskiftet elektronik, malet og udryddet samtlige rotter inden for en kvart kilometers omkreds. Ja, eller... Overdrivelse fremmer forståelse. Hans fryser var i hvert fald fyldt med parteret gnaver.

"De kommer nok før eller siden..." mumlede han imens han åbnede radioen på bordet og begyndte at trække ledningerne ud af den.

Han tog sig normalt ikke tid til at færdes i rum, hvor der var uhyggeligt stor risiko for at blive fanget og sparket bag tremmer, men denne specielle eftermiddag lod han sig drive af nysgerrigheden, efter et lille offer fra dagen igår havde snakket med en ven om denne nye restaurant, der skulle åbne - og hvorfor dog ikke tjekke den ud?

Men der var intet, der kunne forberede Grin på det syn, han sådan ville nyde at beskue. Et skællet monster, der ligefrem så sofistikeret ud, da det var igang med at dække et par borde til med det fine bestik, den nye restaurant kunne tilbyde - mmh, tænkte han kort med et slik på overlæben; det ville være herligt at bruge de sølvfarvede mad-instrumenter til at skære lidt i dette 'uhyre'.
De knoglede, elfenbenshvide fingre skubbede den tunge dør til siden, så Grins korpus kunne føle de varme vægges nærvær og den lune, duftfyldige brise af forberedt kød.

"You look more like the dinner than the chief, my little monstrosity."

Det var nemt at høre på Grins dybe, skrabende stemme, at han nød sin engelske tunge, mere end den franske, der ærligt talt ikke faldt ham nemt ved - det lød næsten som en blanding af en russer og en tysker, der havde fået et afrikansk barn, der kun snakkede britisk.
Det var, nemt sagt, svært at placere en finger på Grins originale nationalitet, ud fra hans stemmeleje.
Men ud fra hans enorme smil, var det ikke særlig besværligt at gå ud fra, at han ikke ligefrem var.. Normal.

Rød går over blå... mumlede Gysberts igen, opslugt af hans lille projekt. Det var egentligt en køn gammel radio, en forfærdeligt skam at den gamle ejer havde dybbet den i tjære. Eller det var i hvert fald teorien, så slimet den var på indersiden. Han skulle lige til at skrue pladen på igen da dørklokken gik, og han svang hovedet op med et bredt grin.

Fornøjelsen var dog kortlevet da hans gule øjne faldt på hans første kunde. Der gik et par sekunder hvor han sad og stirrede på... Tingen der netop havde trådt indenfor. Nogle flere øjeblikke gik imens skruetrækkeren langsomt blev lagt ned på bordet, ejermanden optaget af at inspicere gæsten. Hvor typisk at hans første indtjening skulle komme fra byens stjernepsykopat. Så rullede han dog skulderne tilbage og klukkede lidt, ganske afslappet. Halfjernt begyndte han at lægge radioen væk med den ene hånd, mens den anden stoppede den lidt for store tank-top ned i bukserne.

"'least i don't look like Jack Skellington. You hungry, Pale Man?"

Grin var ikke vant til at få afslappede kommentarer slasket tilbage i ansigtet på ham, så han spærrede imponeret de mørkebrune øjne op, hvis enormt små pupiller selv var et hint til hans unormale persona. Hans ene, let buskede øjenbryn var fløjet op, men faldt hurtigt ned igen, da han fik styr på sig selv igen - og han tog sig hårdt til brystet, da brystkassen nærmest dansede op og ned med hurtige ryk.
Han begyndte simpelthen at le, imens kroppen bevægede sig fremad imod et af de mange borde.

"Hahahahahaha! I think I already like your green ass, little monstrosity!"

Efter lidt tid, og da latteren var tonet ned til en nærmest hypnotisk klukken, lod han sin flade røv ramme et af de mange sæder, der nærmest skreg efter nogen at servicere. Han prikkede lidt til en ske, distraheret en smule af dens skinnende ydre, før han atter lod sin opmærksomhed falde på det skællede, påklædte dyr.

"Hungry? I could eat a human whole.. Not that I didn't do that yesterday evening, but hell, gotta keep the stomach working - but of course you already know that, being a fellow creep."

Han tappede lettere distraheret på bordet med sin knoglede pegefinger, der lavede et ubehageligt knæk, for hver gang fingerspidsen og dets sorte, spidse negl ramte overfladen. Men på trods af hvad han finger havde gang i, holdt han sine øjnes fokus på det kolossale væsen, han havde fornøjelsen at konversere med.

//Omg I fucking love Gysbert! <333//

Radioen blev hurtigt pakket ned i en kasse der med et spark røg ind under glaskøleskabet med drikkevarer. Gysbert var efterhånden blevet vandt til lidt af hvert fra hvor han kom fra, men han havde sjældent oplevet at nogen havde taget så godt imod en flabethed. Han lagde albuerne på bordet og blinkede til Grin.

"Unfortunately my green ass ain' on the menu, but have a look chum" sagde gremlinen og pegede på de små foldere der stod på alle bordene, der var designet en smule atypisk. I stedet for en række retter, stod der bare en masse tilberednings metoder, samt en gevaldig liste af ingredienser, der indeholdte alt fra de klassiske grønt og kød, til mere... Aparte substanser. Hvad vil du ha', og hvordan vil du ha' det.

Relativt elegant satte Gysbert af fra elefant foden og ned på gulvet, hvor han begyndte at bevæge sig over til gæsten med en gullig notesblok i hånden. Et par hurtigere dyp på tungen gjorde kuglepennen klar til kamp, og den lille kok kiggede stolt op på gæsten.

"Did hear some good folks talk about... Varying your diet, but that's none of my business. What'll it be, China? I make a hell of a pizza."

Grin lukkede enhver lyd ud, som det grønne væsens mund og tunge skabte, for at fokusere intenst på dets bizarre fjæs - de uhumanitære øjne, der nærmest åd ens sjæl, hvis man lod sig falde ind i deres pulserende lys for længe; hvis altså Grin havde haft en sjæl der var sødere end tjære og større end som en dråbe sæd på motellernes uhygiejniske vægge.
Han lod ikke engang et sekund blive spildt på det lettere unortodokse menukort, og først da Gysbert stod alt for tæt på Grin, gik han fra stolen og satte sig på knæ med en nærmest umenneskelig fart - og uden at Gysbert kunne havde lagt mærke til det, havde han stjålet sig den lille kniv, der godt nok ikke var stærk nok til at kunne give monsteret mere end et papirsnit. Hvis ikke mindre.
Han stirrede instent ind i dyrets øjne, hvoraf selve nakken fik hovedet til at læne sig svagt til siden, hvilket skabte et forstyrrende billed i samarbejde med det alt andet end ordinære smil, hvis syleskabe bisser normalt ville skabe frygt. Men dette væsen var alt andet end normalt. Ligesom Grin selv - deraf grunden for hans lidt for store interesse for denne sjæl.

"How come you were born so.. Beautiful? I want it, I need it.. I crave your inhumane looks."

Han lod kniven falde ned på gulvet - og hvis uhyret ikke allerede havde skubbet ham på røven med sine interessant udseendet arme, ville Grin - og dette var ikke noget han gjorde ellers, faktisk var det overhovedet ikke nogen kunne forvente, slet ikke dem der rent faktisk kendte Grin og stadig levede - lade sin krop læne sig nok fremad til at give Gysbert et ret så.. Bizart kys på den skællede mund.

Yup - Not even Grin expected that one coming, so how could Gysbert?

Gysbert kunne godt mærke han var ved at blive lidt mystificeret af hans aparte selskab. Han stod og vibbede lidt på hælene imens han ventede på at Grin skulle bestemme sig for et eller andet, men da kunden pludselig sad med en kniv i hånden så trådte hans overlevelses instinkt ind. PUFF Så var hele spisearealet dækkes i en tyk mørk røg. Det eneste synelige at se af Gysbert er et par gule skær der svævede rundt, umiskendeligt et par øjne.

"Hey pal! Keep your hands to yourself and order something, or get the hell out!" Stemmen var ikke nær så... Solid som den havde været før, nærmest udtalt som når man bruger for meget luft. Gysbert troede nærmest ikke sine egen øjne. Dårligt nok var han landet før han blev overfaldt på det groveste. Nåh ja, i det mindste var det da bedre end flammesværd og håndgranater. Han materialiserede sig langsomt ovre ved en af vinduerne i den anden ende af grillen, og lukkede et vindue op på vid gab for at lufte ud. Der stod dog stadig nogle strejf af røg op fra hans ryg.

En enkelt mand ude på gaden satte tempoet betydeligt op da han troede nogen var begyndt at smide røgbomber i den nye grill.

Gysbert var ikke den eneste i lokalet, der kunne reagere ud fra overlevelses-instinkt, og det ville blive tydeligt, så snart det meste af røgen var fløjet ud af vinduet, der nu stod frit åbent og klar til at puste lidt frisk luft ind i det bette lokale.
Når det var synligt, ville der stå et enormt væsen, omringet af de fine vægge. Halen, der baskede uroligt imod jorden, med en intens energy, der kunne hypnotisere små væsner med dets bølgende rytme. De lange, muskuløse arme og ben, dækket af en fin brun pels, der strittede i hver sin retning, som et forvirret kompas i trekants-området.
Overkroppen, ligeså dækket af stride hår, der virkede alt for udmagret til at være sundt; man kunne tydeligt skelne de indre ribben, der tvang huden til at strække sig mere end den havde lyst til - og maven, der nærmest så ud til at være ikke-eksisterende. De plettede bisser, hvoraf de fleste sad skævt, men som stadig ville kunne flænse kødet af en fuldvoksen mand med et enkelt 'snap'. Og selvfølgelig mundvandet, der konstant så ud til at flyde over, så gulvet allerede var ved at få dannet sig en lille pøl af gennemsigtigt, klistret væske.
Men værst var dog de nærmest sjæls-penetrerende øjne, hvis pupiller var enorme i forhold til Grins menneskelige, miniaturiske pupiller, som på nuværende tid fokuserede lidt for meget på det lille alba-væsen ved vinduet.
Og så for ikke at glemme de u-filede, aflange negle, mørke som et 'void' der aldrig tog ende.

Men det var ikke tid til at jage, så efter et par sekunder, lod Grin kroppen skrumle tilbage til sin mere menneskelige form, dog hvor tøjet var revet i stykker af varulve-formens bredere kropsdele, så de blå bukser og den grå trøje nu kun lige dækkede det mest fornødne. Men nu kunne Gysbert dog have fornøjelsen at se på den indadgående navle, der beviste at Grin altså var blevet født - ikke skabt som et eller andet bizart eksperiment.
Og som om forvandlingen, røgskyen og den tidligere trussel fra Gysbert havde været ikke-eksisterende, smilede han nærmest venligt til det skællede væsen, redte det lange hår væk fra ansigtet, og åbnede armene som en sær form for.. Velkomst?

"Oh come on, sweetheart. I just wanted a little smooch. As said before, you are quite stunning."

Albaen var totalt forstenet da han vendte sig om. Som en hjort der stod og stirrede direkte ind i lyskeglen fra en modkørende 4-hjuls trækker, var han som en saltstøtte foran det hæslige syn. Ufatteligt. Umuligt. Så grum kunne samtlige guder og ånder for skæbnen næppe være. At det skulle befalde ham. Noget dybt i ham rørte på sig. Som en altædende masse af mørke snog det sig op igennem hans mave, igennem brystet, og eksploderede ud af struben på ham!

"I JUST SPEND 9 FUCKIN' HOURS CLEANING THAT FLOOR!!! Cretin!! Shiteater!! Sheepfucker!!"

Hudlapperne på hans ryg skød stråler af damp til alle sider, noget der hyppigt skete under hans raserianfald. Stampende og skrigende forsvandt han ud i baglokalet, og var snart tilbage igen, armeret med moppe, spand og et væld af kreative forbandelser. Han arbejde dog så effektivt som altid, farende rundt for at opsvøbe det værste af den klistrede substans. Gysbert kom dog hurtigt i tanke om, at problemskaberen stadigvæk var i huset. Med et lille hop og sving, som en lille ridder, svang han moppen som en lance imod Grin, pegede det våde moppehoved direkte i fjæset på ham og brølede som en vildmand.

OUT!!!