Fanget mellem virkelighed og fantasi.. //Blake-Privat.//

Sted; Biblioteket.
Tid; 17;45.
Omgivelser; Mange høje hylder med bøger, borde rundt omkring hvor folk kan sidde og kigge i bøgerne, og snakke. Et par mennesker.
Vejr; Overskyet, trækker op til regn, men regner ikke endnu.
___________________________________________________________________________

Andrew trak op i kraven på hans jakke, for at dække så meget af hans ansigt, mod den kolde vind som muligt. Han strøj elegant henover fortorvet og kom smedigt uden om de fleste mennesker der gik der. Heldigvis for ham, var vejret ved at blive dårligt; Dårligt vejr, lig med, færre mennesker. Han gik med lange, elegante men dog også målrettede skridt hen mod biblioteket. Han havde hele dagen sat og tænkt over hvad han skulle lave, men havde ikke kunne komme på noget, hvilket var nyt for ham, han plejede altid at kunne finde på et eller andet, på det punkt svigtede hans hjerne ham næsten aldrig. Han skubbede hurtigt døren til biblioteket op og skyndte sig indenfor, selv pågrund af det dårlige vejr, søgte folk aldrig ind på biblioteket, det forstod han ikke, det var altid dejligt at være der. Der var varmt, man kunne få noget at drikke; om det så skulle være vand, kaffe eller kakao var jo så op til én selv. og der var altid en dejlig stemning der inde. Han gik forundret rundt mellem de mange høje reoler med bøger, og trak nu og da en ny ud fra rækken og stilte den pænt tilbage på pladsen igen. Som han strøj ned af gulvet, nærmest som en let og elegant dans, forsvandt han helt ind i sin egen verden, derind hvor ingen kunne røre ham eller såre ham. Han gik smilende hen til en ny reol og trak en slidt sort bog ud af dens plads. Med et smil holdte han beskyttende bogen ind til sig og gik dansende hen mod det nærmeste og ubefolkede bord. Han satte sig let ned i den høje stol og gav sig til at læse bagsiden af bogen. Et lavt 'hmm' slap ud mellem hans læber i det han lod sin kølige og hvide hånd løbe ned af bogens bagside. Han slog op på den første side og gav sig til at læse i den. Eller det vil sige, lige da han var nået til den femte linje, så han at der var én eller anden der have lavet et 'æsel øre' i toppen af siden. Han slog hurtigt en hånd derop og rettede det ud. Hvilke folk der dog gjorde sådan noget, det var da godt nok respektløst! Kunne man dog ikke i det mindste tage en smule hensyn til aldres egendom! Imens han irriteret sad og rettede samtlige side ud, lød der en masse lyde omkring på biblioteket. Folk der gik ind og ud af de store døre, små børn der løb legende rundt mellem de høje reoler, stole der hylede i det de blev skubbet entet væk fra bordet eller ind mod det. Han strøj hurtigt en tot af hans pandehår væk fra hans øjne i det totten begynde at kilde ham på næsen. Han slog igen op på første side og gav sig til at læse videre, langsomt gik det op for ham at det var endnu en dårlig vampyr bog baseret på hvad menneskene troede passede. Han udstødte et irriteret 'årh', og skubbede stolen ud fra bordet med benene så den hylede højlydt, og gik hen til den reol hvor han havde fundet den. Han var efterhånden godt træt af alle de vampyr bøger, hvorfor kunne menneskene ikke bare holde dem for dem selv!? Blande sig uden om, i stedet for at være så pisse nysgerrige og skulle sætte spørgsmålstegn ved alt de ikke forstod eller ikke kendte til! "Tsk.." Sukkede han, og klemte øjnene i, og det skulle komme fra ham? Ham som lige præcis satte spørgsmålstegn ved alt både som han ikke forstod og godt forstod. Ham som var den mest nysgerrige skabning han kendte. Han lod hans hoved dunke ned oven på bøgerne på roelen så en ordenlig stak faldt ned på jorden med et brag. Han sukkede opgivende, men bøjede sig så ned for at samle bøgerne op. Det her skulle nok blive en rigtig god dag...

En lavine af lavmæle, små 'undskyld' brød straks fri, netop som et højt, sorthåret hankønsvæsen med en del besvær prøvede at møve sig forbi en masse mennesker, der alle sammen luntede afsted den modsatte vej - hvor typisk. Det var svært nok med alle de travle folk, men når de så oven i købet var modstrømmende, så blev det endnu mere svært for ham at komme forbi, den enorme menneskeflok. Hvad var det de alle sammen havde så travlt med? Måske var det de tunge, grå skyer, der herskede på himlen, der skræmte dem væk herfra. Det var tydeligt at se, at det højst sandsynligt, meget snart, ville begynde at dryppe. Heldigt for ham, havde han taget en paraply med, men det var vist ikke nødvendigt, for kun få sekunder efter, at han havde slået paraplyen op, da de første små regndråber faldt, var han allerede nået frem til sin destination. Hans hoved faldt automatisk på skrå, idet han stoppede op ude foran indgangen, der førte ind til bibliotekets store bogjungle, hvorefter han lod sit blik skøjte lystigt rundt på den port, der skilte den forunderlige verden af bøger ad fra den der var udenfor. Efter at have slået paraplyen forsvarligt sammen, med lidt besvær, fæstnede han sin ene hånd på porten glatte, jævne træoverflade, inden han skubbede til, så dørens hængsler blev nødt til at give efter. Med et roligt, stilfærdigt skridt trådte han indenfor, huskede at lukke døren bag sig ved at give den et blødt skub med foden, før han, med en større dosis nysgerrighed forplantet i både sine øjne såvel som hans ansigt, vovede at bevæge sig længere ind i den opslugende verden, hvor det var bøgerne, der havde magten. Da han var kommet passende langt ind, standsede han eftertænksomt op, i det øjeblik en af hans hænder søgte ned i lommen på hans hvide, læderlignende bukser, der sad tilpas stramt indtil hans ben. Han fiskede en guldfarvet genstand op fra lommens omfavnende dyb, og holdt det efterfølgende op foran sit sine øjne, som han havde knebet lidt sammen. "Ak, jeg har oceaner af tid," konkludere han efter et vist tidsrum, hvorpå han med et lille smil puttede det antikke lommeur, med den lange kæde, tilbage i den korrekte bukselomme. Kun baseret på tilfældighed, slentrede han med konfidentielle, fjerlette skridt hen til en tårnhøj reol, der nærmest stod og skreg efter loftet, som han stoppede op overfor. Hans øjne kørte hurtigt hen over de talrige hylder, der var spækket med bøger, både tykke og tynde, nye og ældgamle. Al den viden der fandtes i dem, det gav ham næsten helt gåsehud. At der var skrevet så mange udmærkede bøger, men om man så havde hundrede år foran sig, ville det være en umulighed, at få læst dem alle igennem. Han løftede sin frie hånd, den hånd han ikke holdt den lyseblå paraply i, og kørte pegefinger hen over ryggen på et par sorte bøger, der stod samlet. Et sagte smil gled indover hans lyse læber, netop som han fik øje på den bog, han havde ledt efter. Med et bestemt tag, greb han fat om den øverste del af den bredryggede, mørkerøde bog, som han dernæst fik hevet ned fra hyldens dybe hule. Han listede med sikre skridt hen til et bord, der stod placeret henne i et hjørne, hvor der bag ved stod en mellemhøj gulvlysestage. Bogen lagde han, med bagsiden vendt op imod loftet, ned på bordet og nøjagtig som han skulle til at sætte sig ned på bordets tilhørende stol, brød et ordentligt bump, den ellers fredelige og stille atmosfære, der sværmede rundt inde i biblioteket imellem de mange bogreoler. Instinktivt rettede han sin ryg helt og strakte ligeledes opmærksomt sin hals, inden han spejdede efter hvad, eller hvem, der kunne have været skyld i den pludselige støj. Hans holdning blev igen lidt mere afslappet at se på, da han spottede en dreng, eller rettere en ung fyr, der stod forover bøjet og var i fuld gang med at samle de nedfaldne bøger op. Han kunne ikke dy sig for at udstøde et halvkvalt fnis, men bed sig hurtigt i underlæben, så han på dén måde forhindrede det i at udvikle sig. Det kunne se ud som om, at han kunne bruge noget hjælp. Derfor fik han straks kridtet sine sko og var i løbet af nul komma fem ovre ved ham, hvor han som det første satte sig ned på hug overfor ham. "Skal jeg ikke give dig en hånd med dem der?" tilbød han, med en overraskende mild og saglig stemme, idet han samlede en af bøgerne op med den ene hånd. Han åbnede døren for et smil ved at trække lidt i mundvigen, så der lidt efter lidt bredte sig et kordialt, charmant smil på hans blege læber og rejste sig derpå op med bogen hvilende ind imod sin brystkasse og med en hånd liggende bag på bagsiden af den.

Andrew mumlede lavmeldt noget utydeligt, imens han han samlede bøgerne op fra gulvet. "Jeg er godt nok heldig idag." Mumlede han, og undersøgte bøgerne for om han havde givet dem nogle skræmmer. Han sukkede lettet da han så at bøgerne ikke var kommet til skade. Han børstede blidt noget snavs væk fra en af de tykke sorte bøger, én af dem han havde læst. Han havde efterhånden læst de fleste af de gode bøger på biblioteket, men der var jo altid nogle han havde misset. Det var det han elskede så meget ved biblioteket, uanset hvor meget man søgte og uanset hvor mange af bøgerne man læste ville man altid kunne finde en god bog som ens næse er gået forbi. Det var derfor han var her så meget, det var altid nyt og spændende for ham, og der var ikke så mange mennesker som ude på gaden elelr så mange andre steder hvor han også kunne have været. Som for eksempel, Parken. Han hadede at være der om dagen, der var altid så mange mennesker eller i hvert fald unge, der rendte rundt og spillede seje, med deres larmende scootere og deres alt for høje musik. Hvorfor kunne folk ikke bare tage dagen stille og roligt? Eller i det mindste lade være med at lave så meget larm. Han hadede larm, ligesom han hadede mennesker. Han rystede på hovedet, "Nej, det var ondt sagt Andrew." Mumlede han og skældte lavmeldt sig ud. Han hadede ikke mennesker. Had var et alt for stærkt ord. Han brød sig bare ikke så meget om dem, de gjorde ham altid til grin, og skulle altid stresse ham eller gøre ham bange. Så på en måde kunne man vel godt sige at han frygtede mennesker? Frygtede at blive sat i en pinlig situation, frygtede at folk forventede noget af ham. Han blev revet ud af sit tankespind i det en et par hvide bukser viste sig i hans øjenkrog. Han så overrasket op på fyren der nærmest tårnede sig op foran ham, men det var jo kun fordi han selv sad på hug at han havde det sådan. Da den mørkhårede dreng satte sig på hug ved siden af ham og tilbød ham at hjælpe, kunne kan mærke hvordan det løb ham koldt ned af nakken. *Forbandet være min skyhed overfor mennesker!* Tænkte han, og så forlegent ned på bøgerne. Han undrede sig lidt over hvorfor drengen dog var kommet hen for at hjælpe ham, de fleste ville bare have gået forbi, måske endda grint af ham. Han skævede hurtigt over til drengen og fangede det venlige smil, der gjorde at han ikke rigtigt kunne lade være med at sende ham et skævt halvt akavet smil. Han så ned på de bøger han havde i hænder, og tyggede kort på hvad han havde tænkt sig at sige. Egentlig ville han nok have takket nej tak, men han følte at det ville være uhøfligt nu hvor ham den unge fyr så venligt tilbød det. "Ehm, ja tak.. eller.. Du behøver altså ikke.." stammede han let og rejste sig op, for at sætte nogle af de bøger der lå på gulvet på plads. "Det er bare mig der er klodset.." Sukkede han, og gav sig til at undersøge om han nu havde sat bøgerne rigtigt på plads. Han skævede ned på drengen og kunne ikke undlade at smile kort, over hans venlighed. Han satte sig ned på hug igen, og sendte ham endnu et forsigtigt smil. "Ehm.. Jeg er Andrew..." Sagde han forsigtigt, og så igen væk fra ham, for ikke at blive fanget af den akavede stemning der hang i luften og truede med at kvæle ham langsomt.

Blake kastede kort med hovedet i et forsøg på at jage en hårtot bort, der hang lidt i vejen nede foran et af hans øjne, men det var først efter tredje gang, at den dybsorte lok flyttede sig, så den ikke længere blokerede for hans syn, men i stedet for strakte sig i en let, svajet bue væk fra hans lyse ansigt, der fortsat var pyntet med et lille, hjertevarmt smil. "Det skader ikke at hjælpe en gang imellem," påpegede han som svar, hvorefter han fandt en ledig plads til den bog, han stod med i hånden, hvor han fik presset bogen ind imellem to andre bøger, dér hvor der var et hul, måske rettere en bred sprække. Dernæst stillede han sin paraply op ad bogreolens ene side, før han atter satte sig ned på hug i samme sekund som den unge herre. Han satte knyttet hånd ned på gulvet, så han på dén måde kunne holde sig oppe med den nu helt udstrakte arm, og dermed undgå at falde bagover, selvom han faktisk havde en udmærket balance. Da fyrens navn lød, hævede han sit hoved lidt, inden hans smil voksede en lille smule, bredte sig indtil hans to hvide perlerækker af tænder kommer til syne. "Andrew ..." mumlede han som en selvfølge, smagte lidt på navnet og de to stavelser, det indeholdt. Efter en rum tid nikkede han sagte med hovedet for sig selv, godkendte lige som hans navn. "Mit navn er Blake," præsenterede han sig med et tilhørende graciøst smil, og lod efterfølgende sit blik løbe rundt på hans krop, dog sværmede det mest omkring hans ansigt. For det var sammen med dét ansigt, at navnet Andrew blev lagret med - blev gemt et sted i hans hukommelse, sammen med et stort kartotek af en masse andre navne og velkendte ansigter. Med et skub fra den hånd, han havde anbragt på gulvet, fik han puffet sig selv op at stå på benene og rakte derpå ud efter sin paraply, lukkede sin hånd omkring det vandafvisende stof, den var lavet af. Derefter stod han i noget tid med et spekulativt udtryk malet i sine lyseblå, reflekterende øjne, lod op til flere gange spidsen af sin svageligt lyserøde tunge fugte sine læber, inden han igen vendte lidt mere tilbage til den rigtige verden, vågnede op fra sin egen, der var fyldt med tanker. Endnu en gang flyttede han sit årvågne blik ned på Andrew, scannede omhyggeligt hver lille detalje på ham med øjnene, inden han til sidst var nået frem til en mulig konklution. "Du er en af nattens børn, er du ikke?" Hans stemme havde fået en anelse mere kølighed over sig, men den havde fortsat det samme kontrollerede, blide tonefald samt ~leje. "Ret mig, hvis jeg tager fejl, men ... din afmålte aura, kunne minde mistænkeligt meget, om en vampyrs." Her drejede han om på hælen, for så at traske raskt hen til det bord, han tidligere havde været henne ved og lagt den bog, han havde udvalgt sig. Dén tog han op med sin frie hånd, pressede dens forside ind imod sit bryst, før han vendte hovedet en smule og så sig over skulderen, tilbage og hen på Andrew. "Jeg tager ikke helt fejl, gør jeg vel?" Et svagt, lidt ulæseligt smil, der langt fra mindede om de andre smil han havde sendt ham, dannede sig hurtigt på hans lyse læber. Få sekunder efter, fik han lænet paraplyen op af den ene side af bordet, hvorefter han med sin, nu frie, hånd tog fat i ryglænet på en stol, som han trak en anelse ud fra bordet. "Tag plads, Andrew ..." opfordrede han til, idet han nikkede kort ned mod den stol, han netop havde berørt, og listede så selv hen på den modsatte side af bordet, hvor han satte sig på en stol, der var eksakt magen til den anden. Han plantede dernæst bogen i sin favn foran sig på den rødbrune bordoverflade, der havde et par kringlede indgravninger i kanten, og placerede straks sin ene hånd på bogens forside. Dog var der ikke dén, bogen, hans opmærksomhed var vendt imod, men derimod unge fyr, der muligvis ikke var så forfærdelig ung igen. Hans smil, og i det hele taget bare hans ansigtsudtryk, var blødt betydeligt op og havde formået at genvinde det samme uskyldige, venlige udtryk, som han havde haft i starten, da han for første gang havde smilet til Andrew.

Han sad med blikket fæstnet på bøgerne foran ham, og læste titlerne igennem. Det undrede ham hvordan man kunne finde på en titel til hver eneste bog, tilsidst måtte man da løbe tør for idéer? Måtte man ikke? Han blinkede hurtigt et par gange med øjnene, og vendte tilbage til virkeligheden da han hørte drengen svare. Han så over på ham, og blev mødt af det samme velkendte smil, som fra før. Han trak forsigtigt på smilebåndet, men holdt det lettere gemt væk. *Blake...* Tænkte han svagt, det var da et ret dystert navn til én så venlig, var det ikke? Men nå, man vælger jo ikke sit eget navn. Eller det kunne man jo godt, man kunne jo bare få en navne ændring, alstå sværre var det jo ikke. Han glippede lidt med øjnene for at vende tilbage til biblioteket, og komme ud af al sit tankespind. Han spærrede overrasket øjnene op, da fyren igen sagde noget. En af nattens børn... En klump satte sig i hans hals, og han kiggede nervøst ned i gulvet. Hvor vidste han det fra!? Hvordan kunne han bare sådan afgøre det! Han bed sig nervøst i underløben og mærkede hvordan hans hænder dirrede. Den måde Blake's stemme pludselig var blevet køligere på gjorde ham endnu mere bange. Pfft, sikke en køn vampyr han var, han var både klodset, og bange for mennesker.. Det ville hans forældre sikke blive rigtig glade for at vide! Som om de ikke var pisse ligeglade, de havde alligevel kasseret ham, efterladt ham. Han var pisse ligeglad med hvad de ville synes om ham, de kunne ikke tillade sig at have en mening om ham, når de ikke engang kunne tage sig sammen til at opfostre ham, men bare efterlod ham efter hans fødsel! Han klemte hårdt øjnene sammen, og strammede taget om en bog. Det sved i hans øjne, og han frygtede at tårerne ville vinde den kamp der var imellem dem og ham. Han bed sig hårdt i underlæben, og udstødte et næsten lydløst piv. Han kiggede igen op på Blake da hans stemme igen lød. Han kiggede op på ham, og var mere end lykkelig for at han havde vent sig væk fra ham, for lige idet han kiggede op på ham løb en enkel tåre ned af hans kind. Han tørrede panisk tåren væk fra hans ansigt og rejste op. Han kiggede hen på Blake der igen talte med den kølige og uhyggelige stemme. Hvad var der at rette? Han havde jo ret, han var ét af de mest afskylige og farlige væsner fandes. Han sukkede kort og så så igen på bøgerne han havde i hænderne. Han satte resten af bøgerne tilbage på deres oprindelige plads. Han satte diskret den bog Blake havde sat ind på en hylde ind på dens rigtige plads. Man kunne vel godt kalde Andrew en 'perfektionist', eller kunne man nu også det? Han kunne vel bare godt lide at det hele var rent og pænt, og at alle tingene stod så man kunne finde dem. Det havde han altid været god til, og gået rigtig meget op i. Han skævede så kort hen på Blake i det han snakkede for tredje gang.. Nej han gjorde ej, han havde fuldkommen ret, helt uden tvivl. Men hvordan kunne han se det? Hvordan kunne han bare sådan ved at kigge på ham finde ud af at han var en af nattens børn. Han sprolede let tilbage til det første han havde sagt. Noget med hans aura? Han spærrede øjnene op, og var lige ved at tabe den sidste bog han havde i hænderne men nåede lige elegang at gribe den, inden den ramte gulvet. Han satte den hurtigt på plads og så hen på den mørkehårede dreng der nu stod henne ved bordet. Han snusede let og opfangede så færten af noget utroligt sødt, underligt han ikke havde opfanget det før. Endnu et ynkeligt bevis på hvilken dårlig vampy han var. Han så hen på ham idet han tilbød ham en plads ved hans bord. Han bed tænderne sammen, og kunne mærke hvordan måden han udtale hans navn på gav ham kuldegysninger ned af ryggen. *Engel...* Tænkte han tørt, og kneb øjnene let sammen. Han overvejede kort om han turde at tage imod hans tilbud. Han havde mødt meget få engle i hans liv, og snakket med endnu færre, men dog vidste han at engle kunne være meget kræftfulde, og have utrolige evne, så han måtte hellere passe på. Han knyttede sine hænder men tog sig så sammen, og gik hen til det bord Blake havde valgt. Han satte sig forsigtigt ned i stolen som hylede kræftigt da han skubbede sig selv ind til bordet. Han skævede forsigtigt til Blake, og lignede mest af alt en skræmt lille dreng som han sad der. Han lagde sin hænder i sit skød og rørte uroligt på dem. Han så ned i bordet og studerede overfladen på det rødbrune træbord. Han løftede den hvide hånd og lod den køre langs mønstret der nok var snittet ind i kantet af bordet. Han så hen på Blake der underligt nok sad og smilede. Hvorfor ville én som Blake, bruge tid sammen med en som Andrew? Det forstod han ikke, han var simpelthen ikke det værd.. Han var et skidt væsen, uanset hvor meget han ønskede at være god og uanset hvor meget han virkelig havde et hjerte af guld, så kunne han ikke flygte fra det faktum at han virkelig var en vampyr, og så endda en fuldblods én af slagsen... Han sukkede kort, og lod blikket hvile på træbordet foran ham. Hvorfor kunne han ikke være god? Hvorfor skulle han dog også være sådan en koldblodig morder? Han ønskede virkelig at være god, det gjorde han. Men kan kunne ikke kæmpe imod sine indstinkter, uanset hvor meget han så end ville det...

Blake lod endnu et smil passerer sine læber, hvor det for en kort stund spillede om dem, inden det så atter forsvandt, blev ført bort fra denne verden, hvorefter han vippede sit hoved en smule på skrå til den ene side, hvilket automatisk fik det meste af hans lange, kulsorte pandehår til at falde til side, så hans ansigt, der straks blev oplyst af et til sagligt smil, blev mere synligt for omverdenen såvel som Andrew. Hans blik havde ikke viget fra ham én eneste gang, det var nærmest som om, at det var blevet sømmet fast til denne vampyr, der af en eller anden uforklarlig grund havde formået at vække en interesse i ham. Noget, fortalte ham i hvert fald, at dette møde ikke ville blive alt for kedeligt, tværtimod. Han løftede den hånd, han havde fæstnet på bogens forside, satte albuen imod bordoverfladen, før han så satte sin hage ned mod sin hånds håndflade, hvorpå han lukkede sine uskyldsrene, klare, lyseblå øjne for en kort stund i et langt blink. Da han lod øjenlågene glide op, så hans øjne atter blev blottet, rettede han med det samme sit blik op på Andrews blege ansigt, inden han vendte sine mundvige op ad i et skævt, dog lidt beskedent, smil, der med tiden voksede en lille smule, og var med til at lyse hans ansigt mere op. Han vidste ikke helt, hvad det var, der gjorde det, men der var bare et eller andet over den der vampyr, der fik ham til at ville vide langt mere om ham. Noget, fortalte ham i hvert fald, at dette møde ikke ville blive alt for kedeligt, tværtimod. Han lod for mindst tiende gang sit blik skøjte rundt på ham, alt af ham skulle gemmes i hans hukommelse, og ikke én eneste lille detalje måtte undslippe hans øjne, så han til hver en tid ville kunne genkende ham, hvis han skulle støde ind i ham ude i byen senere hen. I noget tid sad han blot helt stille, uden at sige en lyd, og studerede ham med et fredfyldt udtryk malet i ansigtet, som der fortsat var plantet et smil på. Selvom han selv havde en fredelig, tilbagelænet aura, kunne han skam godt fornemme, at Andrew vist ikke var helt tryg ved denne situation, der måske var ved at udvikle sig til en lidt akavet én. "Du burde smile oftere ..." fortalte han, ud i den blå luft, efterfulgt af et kort nik, der skulle være med til at bekræfte hans ord. Dernæst løftede hende endelig sit hoved fra håndfladen, og placerede efterfølgende begge sine hænder på bordets kant, før han selv trak lidt mere på smilebåndet. "Et smil er som et lys i sjælens vindue ... det viser, at hjertet er hjemme," lod han sig forlyde med som en tilføjelse til sine tidligere ord. Han drog et sagte, let suk, der fik både hans skuldre og brystkasse til at hæve sig markant, dog kun for et kort øjeblik, hvorefter han fjernede hænderne fra bordet, og i stedet for foldede dem ved sit skød. "Et smil kan såvel være en nøgle til andres hjerter. Personer, der vælger at holde deres smil skjult, og ikke lader det skinne igennem, tør ikke åbne sig for andre væsner, og afviser dermed livet selv. Du ved, hvad man siger ... smil til verden, og den smiler tilbage til dig." Han pustede af ren refleks til en hårtot, der havde forvildet sig ned foran hans øjne, og blev næsten helt skeløjet, da hans blik automatisk blev kørt hen på den, og den hang (u)belejligt nok lige i midten af hans øjne. Da den dybsorte hårlok atter var blevet ført væk, flyttede han sit blik tilbage på Andrew. "Man kan let bilde sig mange ting ind. Livet syntes måske nogle gange enormt surt, og udmattende. Det er nemt at bilde sig selv ind, at verden har vendt ryggen til én; men husk altid at kigge dig over skulderen i sådanne situationer. Måske er det dig, der har vendt ryggen til den." Med et afgørende, bestemt nik afsluttede han sin talestrøm og sendte dernæst et lille smil til ham. Omsider løsrev han sin opmærksomhed fra vampyren, der sad overfor ham, rettede i stedet for sit blik ned imod den bog, han havde lagt foran sig og løftede sin ene hånd, som han åbnede bogen med, efter først at have ladet sine fingerspidser køre ned langs den rødlige forside, hvor der var trykt nogle mærkeværdige, fremmedudseendet, sølvbogstaver. Han så pludselig op fra bogen, og slog blikket hen på Andrew endnu en gang. "Kan du lide drager, Andrew?" Et spørgsmål der måske var lidt ude af sammenhængen; medmindre han - vampyren - havde fået spottet overskriften på den bog, Blake sad med; og hvis han sågar havde et nogenlunde godt tag i sproget, græsk. Tusinde fortællinger om drager.

Andrew sad og bed sig selv i underlæben over alle hans tanker. Hvorfor kunne han dog ikke være et godt væsen? Eller i det mindste bare et menneske? Han rystede kort på hovedet, hvorfor skulle alle de spørgsmål også spøge i hans hoved, hvorfor kunne han dog ikke bare glemme alle spørgmålene og acceptere at han var som han var? Endnu et spørgsmål... Han kiggede lettere overrasket op på Blake da han hørte hans stemme. Smile noget mere? Andrew smilede tit, han smilede faktisk næsten hele tiden, han smilede over de mindste ting. Men det var bare sjældent at han tildelte nogen ét af hans oprigtige smil. Han sendte dem altid et forsigtigt eller akavet smil, men et rigtigt smil, det tildelte han kun de ting der gjorde ham glad, som for eksempel biblioteket, det havde fået ham til at smile mange gange. For det meste over ingenting, men alligevel gjorde det ham altid så glad.. imens han sad fortabt i sin egen verden, lod han næsten ikke mærke til at Blake begyndte at snakke, han sad bare og drømte sig væk. En del af hans hjerne hørte godt hvad der blev sagt, men han var ikke rigtigt til stede. Han kiggede først op på ham da han sagde det sidste. I bund og grund havde alt det han havde sagt vel, været det samme.. Smil til verden og verden smiler til dig, det er løgn. Smil til verden og verden tror du er en lalleglad idiot, se dét var sandt. Han kunne ikke lide at smile til nogle folk han bare stødte på, uden at kende dem, det var underligt og folk kunne for det meste ikke lide det.. Han kiggede forbavset på Blake, i det han igen talte. Om han kunne lide drager? Hvad var det dog for et spørgsmål? Han skævede ned på den bog som Blake havde til at ligge foran sig. *Årrh..* Tænkte han, da det gik op for ham at det var der han havde fået spørgsmålet fra. Eller i hvert fald idéen til at spørge ham. Han trak let på skuldrene og kiggede forsigtigt op på Blake. "Det ved jeg snart ikke." Sagde han kækt og sendte ham et skævt, næsten oprigtigt, smil. "Alstå, de er flotte, men jeg er ikke så meget for krybdyr." Indrømmede han og grinede let. Han så forlegent ned i bordet da han opdagede hvor iralevant det var, for om han kunne lide drager eller ej. Han lukkede øjnene og skældte sig selv ud mentat. Han så forskrækket op da en ung kvinde, som højestsansyndligt var bibliotekar, kom hen og lagde en hånd på hals skulder. Han kunne mærke hvordan alle muskler i hans krop var spændte. Hvorfor skulle hun lige rører ham? Var det virkelig nødvendigt? Hun kiggede ret muggent ned på ham "Undskyld, men hvis du ikke har noget at lave her, må du altså ikke være her." Sagde hun gnavent og lod sin hånd hvile på hans skulder. Han så lettere forbavset ned på hendes hånd. Hvad fanden snakkede hun om!? Han var på biblioteket hver eneste dag, næsten? Og desuden var biblioteket åbent for alle? Han bed hårdt tænderne sammen. Og hvem fanden skulle hun også være til at bestemme det!? Han knurrede meget lavmeldt, men tog sig så sammen. "Jo.. Ja.. Selvfølgelig.." Sagde han og rejste sig modvilligt op og kastede et blik hen på Blake. Han sendte kvinden et drabeligt blik så hun flyttede sin hånd og sprang tilbage. Hvorefter han bare smilende dansede hen til den nærmeste bogreol, og gav sig til at kigge titlerne igennem. "Arrh." Stønnede han selvtilfreds, i det han tog en mørkebrun ret tyk bog ud fra dens oprindelige plads. The dark story og Benjamin Hallock.. Læste han på forsiden og smilede. En klasikker, lige hvad han havde brug for. Han satte sig smilende hen til det bord Blake sad ved, og gav sig til at læse i bogen, nærmest som om Blake slet ikke var der. Han frygtede vel lidt at hende den mugne kost ville komme hen og skælde ham ud igen, og frygtede endnu mere at han ikke ville kunne styre sig hvis hun gjorde. Med et smil på læben lod han blikket glide ned af bogen i takt med at han læste ord for ord meget grundigt. Han tog en dyb indånding og pustede dovent luften ud igen.