Watch me fall above like a vicious dove

Et par fødder krydsede gyden foran hans ansigt, skoenes snuder gennemblødte af regnen, der silede ned og slog på hvert et tag, hver en brosten, hvert et blad, men Caiden hørte intet; i hans verden var alt lydløst. Han forsøgte at dreje hovedet for at se, hvem der kom ham til hjælp, men det eneste, han så, var et sæt tuskisblå øje, der snart efter blev opslugt af et gennemtrængende mørke…
 


 


Bevidstheden vendte først tilbage til den forslåede dæmon guderne ved hvor mange timer senere. Han havde fuldstændig mistet sin tidsfornemmelse. Det var, som om han havde ligget inde i en tryg boble i en evig og sovet alle sine sorger bort. En boble, som havde givet ham en dunkende hovedpine, vel at mærke.
Han slog øjnene op med et gisp. Hovedpinen! Normalt forhindrede hans evne alle former for smerter – bortset lige fra feber og forkølelse og den slags indre sygdomme, hvilket satte den på standby – men ikke nu. Det kunne kun betyde, at den var blevet sat ud af spil. Var det mon slaget i hovedet, der havde gjort det? Var hans hjerne blevet skadet? Og netop som han tænkte tanken til ende, gled en fed, rød dråbe blod ned over hans øjenbryn, og han måtte lukke sine øjne for ikke at blive blændet af den, da den fortsatte sin tur ned over hans ansigt.
Pis! tænkte han vredt. Hvordan kunne han lade det ske? Han havde intet set eller mærket, før han pludselig lå med kroppen trykket imod gadens sten. Det eneste, han huskede, var de lyseblå øjne. Alt der var sket derefter havde han ingen erindring om.
 
Prøvende åbnede han igen sine øjne, og først nu bemærkede han sine omgivelser, i hvert fald sådan rigtigt. Rummet han lå i var halvmørkt, og det tog hans øjne noget tid, før de vænnede sig til mørket. Her var hundekoldt, og han kunne mærke, hvordan hårrene på hans arme og ben rejste sig. Pokkers også… Hvorfor havde han ikke tager noget lidt mere praktisk på end de hullede jeans og sin sorte tanktop, da han havde forladt døren i morges? Eller i går morges… I princippet vidste han jo ikke, hvor lang tid han havde været bevidstløs. Han bed tænderne sammen, for at de ikke skulle klapre, og noterede for sig selv, at han skulle huske at være bedre påklædt næste gang, han forlod sin lejlighed, i tilfælde af kidnapning.
Hvor var det latterligt, at det var sket… Hvor var det latterligt, at han havde sænket sine parrader i et lille øjeblik. Hvem der end havde bortført ham, så skulle idioten få det betalt!
 
Han lå på ryggen på noget, der mindede om en lille forhøjning. Et bord, måske? Han rynkede på brynene og forsøgte at sætte sig op, men kunne ikke. Først da, gik det op for ham, at han var bundet fast. Han vred sig irriteret, men intet skete.
I det samme hørte han noget pusle i rummet. Han drejede hovedet og kunne lige skimte en mandsskikkelse, der stod og rodede med et eller andet.

”Hey!” råbte Caiden til manden. "Slip mig fri, eller jeg skal... Jeg skal..."
Skal hvad? Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget, hvis hans evne ikke virkede.

Aften havde englelig været dejlig, han havde forladt bandens hjem, lige nu var han ude, blot for at løbe sig en tur, slappe af og frakoble tankerne. Men en hvis lugt, en ganske speciel en ødelagde fuldkommen denne ellers så dejlige og smukke nat, fyldte ham op med en vrede, han normalt ikke kom i nærheden af.
Det var den dæmon som havde bremset hans jagt fuldkommen, han var skyld i at en mindre befolkning på seks mennesker, mistede livet, fordi han lige skulle blande sig, sige at ofret var hans, selvom det ikke var i nærheden af at være hans....aldrig havde han følt sådan en vrede. Nathaniel var normalt en fattet mand, der skulle i hvert fald meget til før han blev så vred, som her.
Han fulgte dog lugten, som han havde lovet ham, næste gang han så meget som så ham...eller fornemmede ham, ville han vise ham helvedes sande farver....hvilket med korte ord, betød han ville torturere ham og han ville nyde at gøre.
Lydløst gik han ind i gyden, forfulgte ham med et koldt blik i de turkisgrønne øjne, med et hurtigt slag slog han ham ned, nok nåede drengen lige at vende sig om tidsnok til at se ham, men han fik ikke gjort noget og med et lå han bevidstløs på gulvet. Med et smil, som kun fanden selv kunne finde varme i, løftede han drengen op, bar ham ned mod bandens hjem og ned i en kælder, hvor han havde sit udstyr, det var der han gjorde sit arbejde.

Efter at havde spændt ham fast, gik han straks i gang med at finde tingene frem, selvom de englelig alle sammen lå ved siden af metalbordet, var det jo altid godt at finpusse lidt på det, gøre det klar til når det nu skulle bruges.
Som drengen vågnede, kunne han høre hvordan han puslede på sig, prøvede at orientere sig om hvor helvede han nu var, lod han bare som om han blev ved, men sandheden var at han stod med en stor kniv i hånden, gjorde sig klar og forestillede sig hvordan den ville glide igennem hans hud og høre ham skrige af smerte
Han vendte sig om og betragtede ham med de kolde øjne og kniven i sin hånd, der var mørkt og man ville intet kunne se, andet end hans lysende øjne, hans skikkelse og derudover kunne man svagt ane hans kniv "jamen se hvem der besluttede sig for at vågne" klukkede han og gik hen for at tænde for lyset og med et blev hele rummet lyst op.

Bordet var midt inde i rummet, ved dens side var der op til flere instrumenter, han brugte i sin tortur og ude ved væggende hang knivene og de andre skarpe genstande. Som drengen her, havde han ikke selv det varmeste tøj på og han var klædt i et par løst siddende jeans, derudover intet andet, han ville jo ikke have hans bluse skulle blive beskidt af blod også var han jo blevet forstyrret i sin løbetur.
Han grinede koldt og gik hen til ham "hvad har du tænkt dig at gøre, for din trussel er lidt...vattet" sagde han stille og lod knivens blad glide hen over hans bryst, som han skar hul i hans bluse

Dæmonens gyldne øjne blev smalle, da han hørte en stemme i mørket. De øjne og den stemme… Han burde have vidst. Han kunne let udpege en hel håndfuld folk, der ønskede hans hoved på et sølvfad, og han kunne med endnu mindre besvær tælle dem, der turde gøre noget ved det, på en enkelt hånd.  
Og en af dem var blandingsracen fra i går.
Det gik op for Caiden, at han ikke anede noget om denne mærkværdige skikkelse udover, at han var en blanding af en dæmon og en vampyr, at han var meget glad for vold, og at vilddyret i ham havde en aldeles kælen side. Et smil ville have trukket i Caidens mundviger nu hvis ikke det var, at han for første gang i lang tid befandt sig i en situation, som han ikke lige kunne komme ud af.
 
Han vred sine arme, da han så, at manden nærmede sig, som var han et dyr, der var fanget i et net. Og som sådanne dyr ofte erfarede, så hjalp det ikke at vride sig. Det værste var, at han ikke engang kunne benytte sig af sine evner, for det lod til, at de var blevet slået fra. Midlertidigt, håbede han inderligt.
Manden nærmede sig, og Caiden sendte ham et blik, der kunne ætse sig vej ind til enhvers samvittighed. Han var iført bukser og ingen bluse, hvilket flashede en veltræner overkrop. Det var ikke noget grimt syn, tværtimod, og havde situationen været bare en anelse anderledes, så havde Caiden da også nydt det. Men lige nu havde han andet at tænke på.
 
Var hans trussel vattet? Hvad bildte den… den… den missekat sig ind?!

”Jeg griller dig og serverer dig for hundene på gaden, jeg sværger, når jeg får fat i dit ansigt, så ser du aldrig dagens lys igen, jeg skal kvase dig imellem mine hænder, jeg skal…” Listen med trusler kunne have fortsat i en uendelighed, men Caiden fik pludselig andet at tænke på, da den fremmedes skar hans bluse op, og en bleg brystkasse dækket af tatoveringer så dagens lys. Pludselig var han lige så halvnøgen som manden.
"Hvad har du gang i?!" vrissede han. Og så, med en klagende stemme, som kun et lille barn kunne sige det, tilføjede han: "Her er altså koldt nok i forvejen..." Han skuttede sig.

Han klukkede koldt "griller mig..mhh har jeg prøvet, 500 år siden, det er faktisk ikke så slemt, lugten er nok det værste" han trak på skulderne, lagde hoved på skrå og lyttede stille "hunde...hunder er sgu ingenting og hvordan pokker vil du kunne knusse mig? du er pblot et skvat" hans hugtænder dukkede op og vampyren tog over, det var lidt som om der var tre i ham, vampyren, dæmonen og ham som bare bar dem rundt, mens han ventede på en af dem tog over. I dette tilfælde var det så vampyren "du tror dine trusler gø mig bange, får mig til at ønske jeg aldrig var født...men kære jeg lever allerede i helvede...hver evig eneste dag" indrømmede ham og fjernede hans bluse.
Med en ulæselig mine, lod hans sin kniv glide hen over hans bryst, næsten som en dødbringene kærgtegn, der muligvis kunne føles godt, men også kunne gå hen og blive ens død "vi kan da ikke have din bluse bliver våd af blod...kan vi vel" spurte han retorisk og lavede sit første snit mod hans hud, hen over hans bryst, et snit der startede ved hans skulder og gled ned over hans højre bryst, for så at slutte ved venstre side "er her koldt? måske for en varmblodet som dig er der" pointerede han og med sin pegefinger, fangede han noget af blodet og slikkede den ren "mhh ganske god årgang må jeg sige" sagde han, som var det en kompliment at vide ens blod smagte godt.
Han frygtede ikke det mindte ham her, han var nok den sidste han nogensinde ville frygte, døde han...så døde han, han ville få hvile og måske endda fred, han ville slippe for konstant at skulle lytte til dæmonens behov og måske endda lytte til sine egne for engangs skyld..det kunne være en rar ting

”Bla, bla, bla!” skar Caiden den fremmede af, da han fortalte om, hvor lidt truslerne skræmte ham. Selvfølgelig vidste dæmonen da godt, at de ikke havde den mindste virkning på den anden. Han lå fastbundet til et bord med maven blottet, han var så ydmyget, som han overhovedet kunne blive - og dog, han havde trods alt stadig sine bukser på, gudskelov – og han kunne ikke røre sig ud af flækken. Lige nu var han mere et fanget dyr end en dæmon, så det var klart, at fyren ikke frygtede ham. Man frygtede jo heller ikke en løve i fangenskab. Ikke før den slap ud, i hvert fald.
 
Han måtte anstrenge sin nakke for at se, hvad den anden foretog sig. Lige nu lod blandingsracen spidsen på sin kniv strejfe Caidens blege hud. Fornemmelsen af at blive kærtegnet af noget, der var så skarpt og frygtindgydende, at det meget vel kunne blive hans død, var pirrende. Han kunne mærke, hvordan hårene rejste sig på hans arme og i nakken ved den kildende fornemmelsen, knivsspidsen efterlod.
Han lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene i, idet han vidste, hvad der skulle ske nu. Det føltes som en uendelighed han lå der, men så skete det. Knivspidsen brød igennem det tynde lag hud ved hans ene skulder, og den brændende fornemmelse af kødet, der blev skåret op, fortsatte hele vejen ned over hans brystkasse, hen til hans venstre side.
Han bed tænderne sammen for ikke at komme med nogle klynkelyde under processen, men han kunne ikke helt holde et støn af smerte tilbage fra tid til anden. For helvede, hvor gjorde det ondt. Det var længe siden, han sidst havde følt smerte på den måde, idet hans evne forhindrede det. Og det var endnu længere tid siden, han sidst havde mærket varmen fra blod, der strømmede ud af hans krop. Hans egen krop.
 
Det værste var dog, at fyren tillod sig at smage på hans blod. Caiden så, hvordan han slikkede den røde væske af sin finger, og blodtørsten kom igen over ham. Pokkers. Og så endda ved synet af hans eget blod!
Han fugtede sin overlæbe med tungen og gjorde et nik imod sin arm.
”Vil du ikke løsne min arm? Bare den ene, du...?” Han kiggede spørgende op på manden, der virkede så uendeligt høj, som han stod der, bøjet ind over Caiden. ”Hvad hedder du egentligt?”

Hans toneleje var helt neutralt og hverdagsagtigt, men hans ansigt var stadig anspændt, for forhelvede, hvor såret svedte og gjorde ondt.

Han kunne se hvordan han lagde hoved tilbage, lukkede øjnene og prævede at holde klynkkende tilbage, selvom et skrig ville være tilfredsstillende, var dette mindst lige så tilfredsstillende og det fik blot det kolde smil, til at virke mere hånende. Han lagde kniven på bordet og lod fingrene glide hen over hans sår, som før fjernede han blodet med sin tunge. Ham her havde åbenbart noget godt blod i sig, hvilket var godt at vide, blot frem ad rettet, hvis han løb ind i ham igen, så ville han endelig nyde at tømme ham for blod.
Hans spørgsmål fik ham til at rynke brynet, hvorfor skulle han dog løsne hans arm "hvorfor skulle jeg dog gøre det" spurte han med et hævede øjenbryn, han ville da ikke løsne ham, det passede jo ikke ligefrem ind at man løsnede sin fange og han var da slet ikke så dum. Selvom det kun var hans hånd, kunne en hånd blive til to og han havde faktisk tænkt på at lade ham gå, nok ikke med meget blod i sig, men han havde haft planer om at lade ham gå.
Dog fik hans andet spørgsmål ham til at smile, måske endda med lidt mere varme end før hen, dog aldrig så det gik hen i venlighed, der var noget konstant håndligt over det "mit navn er Nathaniel Darcet" svarede han. Hans familie førte langt tilbage og alle i familien Darcet, var berygtede mordere, alle med en smag for tortur og at myrde. Det var hvad man kunne kalde et gen, som var blevet givet videre, fra generation til generation.

Det irriterede dæmonen mere og mere, at den fremmede vedblev at stjæle blod fra ham. Ydermere stod han og slikkede det af sine fingre, helt åbenlyst lige for næsen af Caiden. Den stakkels unge dreng mærkede, hvordan hungren efter blod blev vækket i ham. Som altid gjorde synet af den røde masse ham mere og mere skør i hovedet. Han ville have blod. Nu. Ganske vist ikke sit eget, men der var jo andre personer til stede i rummet end ham selv.
På trods af sin blodtørst formåede han at holde hovedet koldt. Det morede ham, at den fremmede var blevet hyllet helt ud af den, da han spurgte, om han måtte få sin ene hånd fri. Han smilede ganske svagt, kun lige antydningen af at smil. Det hele skete jo præcis, som han havde tænkt sig. Manden var blevet så forvirret, at han var stoppet sit foretagende, hvilket betød, at Caiden kunne leve lidt endnu, selvom han ganske vist havde mistet en del blod allerede.
 
”Fordi. Kom nu bare… Så skal jeg vise dig, hvad der er godt,” lokkede han. Det var usandsynligt, at fyren ville hoppe på hans løgn, men så igen... Hvis Caiden bare kunne holde ham hen lidt endnu, så ville det være perfekt.
Han havde ikke ligefrem regnet med, at den fremmede – eller Nathaniel, Nathaniel Darcet – ville afsløre sit fulde navn, og Caiden hævede øjenbrynene. Nu vidste han da, hvem han skulle opsøge, hvis han nogensinde slap væk herfra.
 

”Darcet?” gentog han. ”Det navn har jeg aldrig hørt før. Gad vide, hvad sådan en smager af.” Han smilede nu for alvor, idet han strakte sit nakke så langt, han kunne, for at komme tættere på den anden. ”Nath,” – han havde allerede givet sin kidnapper et kælenavn, for den slags havde det med at få folk til at føle, at man holdt af dem – ”kom lidt tættere på. Kom nuu...” Han sendte sit mest charmerende blik til Nathaniel og havde rejst halvdelen af sin overkrop op, selvom det smertede i hans arme, der var udstrakte bag ham og forhindrede ham i at rejse sig yderligere.

Han tog fat i kniven og lod den igen glide ned af hans mave "jeg ved allerede hvad der er godt og hvad pokker ved en simpel lille dæmon, som knap er en dag over 1000 hvad jeg synes der er godt" spurte han og lod knivens blad glide igennem huden. Han skar ham hen over maven, men kun fordi hans selvkontrol så småt var ved at tynde ind, sammen med hans tåldmodighed, denne dreng var virkelig irriterende.
Han klukkede "mit blod har aldrig været...delikat, man kan sige blandingen mellem vampyr og dæmon, gør ens blod...en anelse utiltrækkende" indrømmede han, før han greb fat om hans hals. Han strammede sit greb, som han hørte dette kælenavn. Ingen andre end hans lillesøster Natashia var kommet så tæt på ham, at hun kunne kalde ham ved kælenavn. Han bøjede sig ned mod ham, strammede grebet hårdere, som han kom tættere på og i dette tilfælde brugte han sin vampyr styrke.
Han havde lagt sin kniv og lagde den anden hånd mod hans mave, lige over hans hjerte, så hvis han prøvede på noget ville han mangle hjertet...eller bare have mere smerte. Hans næse ramte mod drengens og han øjne skinede om skarpt og koldt glas "hvad....vil du" hvislede han og holdte godt fast om hans hals. Han var blevet trænet til at skulle smide alle former for kærlige følelser væk, kærlighed var en svaghed, noget ma ikke vidste og gav fra sig. Hans søster derimod var blevet opdraget til at skulle udvise kærlighed, dog som alle i hans familie, var hun en sand Darcet og derved bar hun også en vis drabslyst, som var næsten ude af kontrol

Denne gang nåede Caiden ikke at bide tænderne sammen, for han var ikke forberedt på, at kniven igen ville skære igennem hans hud. Et støn af smerte forlod hans fyldige læber. Denne gang havde kniven snittet over hans mave. Havde såret blot startet ved brystet, ville det have formet et skævs kors sammen med det tidligere snit.
Blodet, smerten og den kildende fornemmelse, når kniven pirrede hans hud, var dog ikke noget, Caiden frastødte. Tværtimod. Det gjorde ondt af helvedes til, men smerten gjorde alligevel noget ved ham. Og ikke nok med det, så havde synet af blodet gjort ham kulret i hovedet, hvilket kun gjorde det hele endnu værre. Rebbene om hans ankler og håndled holdt ham dog på plads, og selv der var der noget, der tændte Caiden. Følelse af ikke at have kontrol, at blive holdt fast uden at kunne gøre andet end ydmygt at bede Nathaniel om at stoppe var helt uvant for ham, men han kunne lide den.
 
Han slog en hæs latter op ved Nathaniels spørgsmål.
”Åh, du skulle bare vide…” Han sendte den anden et sigende blik. Han måtte for alt i verden virke så mystisk som muligt for at fastholde fyrens interesse, for selvom det, at dømme efter hans meget uovervejede handlinger, virkede som om, at Nathaniels tålmodighed var ved at slippe op, måtte han alligevel skubbe den til det sidste.
 
Den andens hånd greb fat om hans hals og tvang derved hans hoved nedad igen. Først var det kun et svagt greb, men som Nathaniel spændt i sine fingre, fik Caiden sværere ved at trække vejret. Manglen på ilt blandet med det voldsomme blodtab gjorde ham helt ør i hovedet, men han måtte holde ud.
”Det… Får du… At se…” pustede han mellem hver vejrtrækning. Det kunne godt være, at Nath var vred og utålmodig og ikke havde andet i hovedet end at dræbe Caiden, men han kunne da godt lige styre sig! Ellers var Caiden jo død før alt det sjove var begyndt.
 
Deres næser stødte sammen, og nu så dæmonen sin chance. Han strakte igen sin nakke, så han kunne kysse Nathaniels hals. Næsten ligesom en ulv, der underkastede sig alfahannen. Forskellen på Caiden og en ulv var dog, at han aldrig ville underkaste sig nogen.
Kyssene fortsatte hele vejen op af Nathaniels hals, op til hans øre. Caidens nappede i hans øreflip, først blidt, og så lod han sin ene hugtand tage fat. Ikke voldsomt hårdt, men bare så det gav et jag af smerte.

”Du lod til at syntes ganske godt om det, sidst jeg kyssede dig, missekat...” hviskede han. Han kyssede Nathaniels kind, og derefter hans overlæbe. "Slip mig fri, og så skal jeg give dig alle de kærtegn, du kunne ønske dig..."
Selvfølgelig regnede han ikke med, at Nath ville slippe ham fri, og inderst inde ønskede han det heller ikke. Der var et eller andet ved denne mand, der gjorde, at Caiden havde lyst til at være bundet til dette bord for evigt blot så han havde en undskyldning for aldrig at stikke af.

Han knurrede dybt, dog var der noget over ham...på trods af han virkelig pissede ham af, så var der noget over ham som alligevel fascinerede ham, selvom han aldrig kunne indrømme det, fascinerede denne une dæmon ham virkelig. Noget i hans kampgejst, måden han holdte igen, kæmpede selvom det så virkelig sort ud for ham.
Han stivnede, da han følte hans læber mod sin hals og denne ene ting fik ham til at slække på sit greb, det fik ham til at give slip, for så at flette fingrene ind i hans hår. Han sukkede og næsten på komando begyndte han at spinde, den dybe dyreligende spinden, som han forbandede længere væk end noget andet. Da han bed eller snarer ham i øreflippet, brummede han, selvom han var så tæt på hans hals, pirrede det ham et sted.
Han kneb øjnene, fik sat sig over ham, med sine hænder på hver side af hans hoved "hvad pokker er en missekat" spurte han og svagt dukkede hans egen sult op, han bøjede sig ned mod hans hals, lod sin næse glide op og ned af hans hals. Han lugtede så godt, denne lille dæmon...der var virkelig noget over ham, som lugtede virkelig godt. Han lod sine tænder glide op og ned af hans hals, den bløde hals, så indebydende og lokkende. Han lukkede sine øjne og lod sin tunge glide op af hans hals, stoppede først ved hans øre "tror du virkelig jeg vil gøre det" hviskede han i hans øre

Det kom bag på Caiden, at Nathaniel reagerede, som han gjorde. Han havde regnet med, at manden ville holde igen, i hvert fald lidt endnu, men det lod til, at han gav efter. Eller dyret i ham gjorde, vel at mærke. Det var jo det dyr, der fik ham til at spinde som en kælen lille kat, var det ikke? Det var som at se en blodhungrende løve pludselig kaste sig ned på ryggen og tigge om kærtegn.
Da den andens fingre flettede sig ind i hans hår, lod Caiden sine øjne glide i og nød det. Godt nok spandt han ikke som Nathaniel, for i modsætning til blandingsracen havde han ikke et vildt dyr fanget i sig – han var et vildt dyr, så han kunne selv styre præcis hvor meget følelse, han lagde i kærtegnene.
 
”Ved du ikke det…?” spurgte han, da Nathaniel skrævede ind over ham og nu sad med en hånd på hver side af hans hoved. Nathaniel var både højere og en del bredere end Caiden i den forstand, at manden havde muskler i modsætning til Caiden, der var lidt af en splejs, så han kunne tydeligt mærke hans vægt. Han klagede dog ikke, for det lod kun til at gå fremad lige nu, og han turde ikke risikere at ødelægge det.
Blodet, der var flødet ud fra sårene på hans mave, ramte Nathaniels ben, og Caiden så, hvordan stoffet sugede den tykke, røde væske til sig. De havde begge stadig bare overkroppe, og han kunne ikke lade være med at driste sig til at kaste et blik på Nathaniels muskuløse en af slagsen.
 
”En missekat,” begyndte Caiden, der måtte trække vejret dybt ind; han kunne virkelig mærke, hvordan blodtabet var begyndt at påvirke ham. ”Det er en kat. En sød, blød, kælen kat, ligesom dig.”
Han fik kuldegysninger, da Nathaniels tænder nærmede sig hans hals. Kuldegysningerne var hverken ubehagelige eller dejlige. Han kunne mærke, hvordan den lette berøring af hans hals fik blodet til at pumpe hurtigere i hans krop og hvordan hans hjerterytme steg og steg.
 
Om han ville gøre det? Caiden lo. Selvfølgelig ville Nathaniel ikke slippe ham fri, og han turde ikke engang gøre sig nogen forhåbninger om det. Men det var da også meget sjovere sådan her, var det ikke?

”Nej, men det ville da gøre det hele lidt mere spændende, ikke…?”

Han brummede, lod fortsat sin næse glide op og ned af hans hals, dog var lugten af blod efterhånden så stor, han næsten ikke kunne holde det inde længere, hans hugtænder var helt fremme, da han satte sig op og så ned mod ham "jeg er ikke sød...eller blød" hvislede han, samtidig med han lagde sine hænder mod bordet, han knurrede dybt og bøjede sig ned, hvorpå han slikkede blod fra såret over hans bryst. Han var da bestemt ikke sød...eller blød, da slet ikke kælen, måske havde han været noget hen af det, før han blev forvandlet, men da slet ikke efter.
Han bemærkede hvordan han måtte tage dybe indåndinger, hvilket måtte være et tegn på hans blodmangel, hvilket han ikke kunne have, han kunne jo ikke dø allerede...det ville være kedeligt, så hurtigt skar han i sin håndflade og lod den svæve over hans mund, blot for at han kunne trække det længere.
Hans ord fik ham til at rynke brynet "måske" han fjernede sin blødende hånd som hurtigt helede, derefter tog han sin kniv og holdte den tæt mod hans øje "men du kunne også miste dit øje, det er da også spændende ikke?" Spurte han og fjernede den lidt efter.
Som tiden gik, synes han at få styr på sig selv, hvilket man kunne se i hans øjne der blev kolde igen, men det var specielt da han fjernede sig fra ham, gik hen mod sin væk, hvor han stirrede på alle knivene. Som han vendte sig om, tørrede han blodet af sin mund, betragtede ham med sultne øjne

Var det overhovedet muligt at komme med en kedeligere reaktion? Den måde, hvorpå Nathaniel trak sig væk på, fik Caiden til at sukke dybt. Nu var det lige begyndt at blive spændende, men så ødelagde den anden det selvfølgelig. Han begyndte at tvivle på, om Nathaniel virkelig var så interessant, som han havde troet, han var. Det lod til, at han bakkede ud af frygt i sidste øjeblik.
Ikke nok med det, så var Caidens tålmodighed altså efterhånden blevet brugt op. Han havde kun en lille rest tilbage, og han vidste præcis, hvad han skulle bruge den til.
 
Komnukomnukomnuuuu… tænkte han, idet han nærmest bønfaldt sine evner til at blive aktiveret. Og lige meget hvilken en, der valgte at reagere, så ville han kunne bruge den. Han knipsede med sin højre hånd, spredte fingrene og foldede dem sammen, sådan som han normalt gjorde, når han ville bruge sin pyrokinese, men intet skete. Bare en lille gnist!
 
Nathaniel stod heldigvis med ryggen til – sikkert for at samle sig selv eller komme sig over sin frygt – så han havde ikke meget tid. Hvis fyren så, hvad han havde gang i, ville han sikkert ikke tøve med at skære hånden af ham. Det så ud til, at det eneste, han ville have fra Caiden, var hans smertenskrig, selvom Caiden i et kort øjeblik havde været overbevist om noget andet… Han var virkelig en naiv idiot, var han.

Han mærkede en varme omkring sin pege- og langefinger og han tøvede ikke et sekund med at sætte ild til rebet, der bandt hans hånd. Han fik hurtigt vredet sin arm fri og vendte sin opmærksomhed imod den anden arm, netop som Nathaniel vendte sig om…

Hans øjne blev sorte, han prøvede virkelig at flygte?...sikker en idiot "jamen dog" han gik mod ham, i et roligt tempo, blot som bevis på han havde alt den tid han ønskede, samtidig legede han med kniven i sin hånd "ikke en god ide" hurtigt hamrede han kniven ned i håndledet på ham. Han giuk rundt om ham, men stoppede op ved hans hoved, han lagde hænderne, på hver side af hans "ingen flygter fra mig" hvislede han i hans øre. Han slikkede ham op af halsen "du vil aldrig kunne føle dig sikker, aldrig vide om jeg er der" hviskede han i hans øre.
Han lod sine læber glide hen af hans kind, slikkede ham hen over hans lå "jeg vil jage dig...hvis du så meget som prøver at flygte" han rettede sig op, så koldt ned over ham. Han rev hurtigt kniven ud af hans håndled "husk det" pointerede han og smed kniven væk.
Han var ikke trænet til at elske, til at udvise kærlighed...derfor vidste han ikke hvad han skulle med denne fascination for ham...eller hvordan han kunne vise det, selvom han ikke kunne det med at skulle vise den slags ting.

Kniven, der styrede direkte imod hans håndled, undgik Caiden med lethed. Han havde jo sin hånd fri nu, så han syntes det var et temmelig dumt trak af Nathaniel at gå efter lige netop den hånd.
 
”Så er det jo så heldigt, at min navn er Ingen,” svarede han, før han vendte opmærksomheden imod sin anden hånd. Gnisterne fra hans fingre greb fat i rebet og fik også gnavet det over. ”Og ærlig talt, missekat, så er du begyndt at kede mig. Det var sjovt nok i starten, men hvis du skal blive ved med at bakke ud på den måde, så vil jeg ærlig talt hellere hjem og pleje mine sår.”
Og det havde han virkelig også brug for. Han blødte som bare pokker, og hvis han blev liggende meget længe, ville han begyndte at miste bevidstheden på grund af det voldsomme blodtab.
 
”Jeg er vant til at blive jaget, så spar du bare på truslerne,” snerrede han, idet han satte sig op og puffede Nathaniel, der igen var i gang med at slikke hans hals, væk. Han var eftersøgt, og han kunne nævne navne på adskillige folk, der gerne så hans hoved på et sølvfad.
Nu manglede han kun rebene omkring sine fødder.
 

(Undskyld kortheden, men jeg ved snart ikke hvad jeg skal svare længere.)

Han hævede øjenbrynet "bakker ud, hvad forventer du? Jeg skal indrømme at jeg finder dig fascinerende....som den eneste af alle jeg har mødt" sagde han koldt, dog trådte væk da han puffede til ham, med hoved på skrå, han gik hen til hans fod ende "for ja...du er ganske rigtigt fascinerende" han greb fat om hans nakke, dog ikke direkte hårdt, han trak hans ansigt mod sit eget "du er anderledes" hviskede han og stoppede først med at trække hans ansigt mod sit, da deres næser rørte hinanden.
Han vidste ikke hvad han skulle gøre, for hvem vidste hvad der kunne ske, hvis han gjorde det, han englelig havde lyst til. Han lod sit blik glide ned over hans læber, derefter hans øjne. Han lagde sin anden hånd over hans kind "åh forhelvede" han rullede med øjnene, fjernede det der bandt ham om bene, hurtigt løftede han ham op og gik med ham ind i et andet rum, hvor der var en seng.
Lige nu var han i sin emmel stadie, han var hverken tættere på dæmonen eller vampyreren, han var blot i det sted, hvor han ikke rigtig var noget og hvorfor han lige netop bandt ham fri og lagde ham ind på den bløde seng "mhh" han sukkede og fandt en pose blod frem, kastede det over til ham

//gør jeg heller ikke

Fascinerende? Caiden rynkede lidt på næsen. Var det virkelig dét, den anden tænkte om ham? Det hang ikke rigtigt sammen med, at han så forsøgte at skære ham midt over, men det var måske bare sådan, Nathaniel udtrykte sine følelser. Alle væsner havde hver deres lyster, og hvis Nathaniels indebar smerte og blod, så fred være med det.
Deres ansigter nærmede langsomt hinandens, da Nathaniel greb fat om Caidens nakke og hev ham ind til sig. Deres næse berørte hinanden, og Caiden kunne ikke lade være med at smile bittert. Han var nu sød, ham Nathaniel. Han virkede så forvirret, som om han slet ikke vidste, hvordan han skulle udtrykke sig selv eller sine følelser… Caiden fandt det utroligt kært, og han havde mest af alt lyst til at kramme ham ind til sig, hvis det da ikke lige var fordi han stadig var bundet fast til bordet.
 
Han slap dog snart fri, men ikke længe nok til, at han kunne stikke af, for snart efter bar Nathaniel ham i sin favn.
Caiden rødmede hele vejen fra hagen og op. Han var sikker på, at hvis nogen tog hans temperatur nu, ville den være femogfyrre grader. Mindst.
”H-hvad har du gang i?!” spurgte han.
 

Han blev smidt i en seng, der var som en ren sky at ligge på i forhold til det hårde bord fra før. Nathaniel kastede en pose med rødt blod over til Caiden, der puffede den væk med det samme. Føj, hvor ulækkert. Han var jo ikke en vampyr, så hvad skulle han dog med den? Gammelt, koldt blod… ellers tak.

Han så ned mod ham, som han bar ham mod sit rum, han betragtede hans rødmen "jeg ved det ikke....gør noget nyt" sagde han og vidste virkelig ikke hvorfor han gjorde dette, men det var tydelig at se hvor forvirret han var, han vidste ikke hvad han skulle gøre eller bare i det hele taget...vidste han ikke hvad helvede der foregik. Han havde virkelig en sjov effekt på ham, denne unge dæmon, tændte et eller andet i ham, som ingen andre rigtig havde rørt. Han elskede ham ikke, var ikke forelsket i ham, men han havde en slags effekt på ham, fascinerede ham.
Han gik hen til et skab, hvor han fandt en t-shirt frem, han vendte sig mod ham, så ham smide blodposen væk, på en eller anden måde fik denne enkelte ting ham til at smile skævt, som han gik mod ham "her denne burde passe" sagde han stille og lagde den ved ham, før han satte sig ved siden af ham. Han så mod sin hånd "du kan drikke fra mig....det gør vel op på det hele" han vendte sine øjne mod ham, hævede øjenbrynet, når det kom til at være tæt på andre, var han som et barn, han havde ingen ide om hvordan han skulle gøre de forskellige ting.