At Begrave De Døde. (Åbent)

Sted: omme bagved den store dom kirke.
Tid: Omkring 6:15am.
Vejr: Solen er ved at gå ned, det er i September måned, så bladende på træerne har skiftet farve, og temperaturen er forholdsvis kølig.
Antal der må slutte sig til emnet: Højst 2.

Spidsen af spaden blev hakket ned i den hårde kolde jord, og halv-dæmonen lod musklerne på over armene spændes idet han tvang den hårde metal spids til at synke ned og fjerne endnu et jord lag fra det område han havde planlagt at begrave liget af en ellers så nydelig og ung menneske dreng. Hvad han havde været ude for var uvis, og hvorfor han var blevet til et offer i halv-dæmonens hænderne, endnu mere uforklarligt, men et offer var han nu engang blevet på trods af de manglende årsager som kun Ma'lakel kendte til. Det kolde vejr, og den oprejsende sol i horisonten gjorde ham sur i sindet samt at alt det graveri gjorde ham øm i kroppen. Et dårligt humør alt taget i betragtning og hullet var blot få centimeter færdig gravet. Hans krop var dækket af de sædvanlige mørke cowboy bukser, samt den sorte halv knappede skjorte og de sorte militær støvler. Over dette var hans lange sorte og meget slidte læder jakke med en rem der gik tværs over hans brystkasse og som i enderne var hægtet fast til den skede der holdt det store sværd, Zenkai, oppe. Udover det var der et bælte som holdte hans sølv glimtende pistol oppe. Uanset hvad kunne man ikke kalde ham uforberedt! Han gravede videre i al uvidenhed, og var ikke opsat på at der ville komme gæster af nogen art, det var jo trods alt en kirkegård, klokken lort om morgenen.

En skygge lod sig samle omkring udkanten af kirkegården, lod sig lægges over jorden, og bøje sig når den mødte et fast objekt, for så at fortsætte på den anden side. Lyden af grus under sålerne af et par langskaftede læderstøvler genlød mellem de forskellige grave, da en skikkelsen drejede ind på en af de stier der førte hen til den del af kirkegården hvor hendes ærinde nu bestod i at være.
Det lange blodrøde hår var flettet, og mindede på en eller anden måde om en sær blodtilsølet pisk. Fletningen dansede hen over hendes skuldre, og den lille dusk aller nederst ramte hende gentagne gange ved lænden. Hendes skridt kunne betegnes som svævende, som ville hun være i stand til at svæve væk hvert sekund. Dette skyldtes til dels hendes eksistens som værende spøgelse, til dels fordi hun i sit tidligere liv havde været en engel, og havde derfor hule knogler.
Hendes lette smil virkede sadistisk, og samtidig forførende, som en form for sort humor blandet med udødelig skønhed. For hun var i sandhed smuk. Hendes barm lod sig vise i al in pragt i en nedringet sort bluse, der gav hende et let dystert skær. Hendes hofter var kurvede, men hendes ben lange og en anelse lige. En svag ujævnhed i hendes gang fortalte om en gammel skade ved knæet.
Hun lod de ildrøde øjne skimme området og blev ikke overrasket da hun så en svært bevæbnet mandsperson stå og grave i jorden. Hendes næse opfangede den svage lugt af død, et lig.

// O___o